Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: George Joachim Quaade (1870-08-14)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 14. August 1870.

Kjære Vedel,

Jeg er Dem meget erkjendtlig for Skrivelsen af 11te, Nr. LXXXVIII, 1 ) deels i Almindelighed for denne Meddelelse og deels især for dens Indhold. Mod de Foranstaltninger som herefter ere trufne kan Ingen fornuftigviis sige Noget; men ifølge Yttringer af de Danske som ere komne til mig af Mangel paa Reisepenge, heldigviis endnu ikkun to, en fra Vien og en herfra, hvilke Yttringer gik ud paa at alle danske Værnepligtige skulde hjem, har jeg, og med mig formodentlig ogsaa Andre, maatte tillægge hine Foranstaltninger et ganske andet Omfang.

s. 665 Jeg er lidt i Forlegenhed i denne Tid med at skrive; thi skjøndt jeg er saa at sige moralsk overbeviist om at man ikke aabner Breve, saa vil man dog gjerne have den positive Vished, at hvad man har skrevet er kommen urørt til Bestemmelsen, og derfor tier jeg ofte i denne Tid hvor jeg ellers kunde have Lyst til at skrive. Imidlertid er der ikke Videre tabt herved; thi som De vel kan tænke Dem, erfarer man ikke meget Nyt her. Alt afgjøres nu paa Valpladsen, og det som ikke offentliggjøres og altsaa gjennem Pressen og Telegraphen strax kommer til Alles Kundskab, det faaer dog Ingen at vide.

Det Eneste jeg kunde skrive om, udenfor hvad De kan læse i Bladene, er den herværende Stemning, saaledes som den viser sig for mig eller mine Omgivelser. Men dette er ikke let, forsaavidt jeg vil give et træffende Billede af Virkeligheden. Man kan ikke bedømme den herværende Stemning efter Bladene. Efter disse er den meget sikker, ja endog ofte overmodig. Men om den end er sikker ogsaa i de virkelig bestemmende Kredse, saa er den ikke overmodig. Jeg maa sige, at i disse Kredse har Stemningen i denne Krig, ligesom ogsaa i 1866 været meget moderat og passende. * ) Maaskee er dette Grunden til at man i disse Dage, igaar og idag, viser sig mere tilbageholden end tidligere. Ja jeg har endog truffet paa Personer som ikke ere saa sikkre som for nogle Dage siden. Der var al Grund til at vente, idetmindste sagdes det at man kunde vente, et afgjørende Slag i den forløbne Uge, og denne skuffede Forventning kan jo have havt sin Deel deri; men hertil kommer, at hele Frankrig synes at reise sig, samt at den franske Armee trækker sig tilbage forat vælge sin egen Valplads og bliver stærkere ved at vinde Tid til at samle flere Tropper saavelsom ved at komme nærmere til sine Hjælpekilder. Som Følge heraf s. 666 begynde ogsaa nogle af min egen Omgivelse, nemlig af mine Colleger, at troe paa et muligt Omslag af Lykken, og flere Preussere, det være sig nu fordi de, som sagt, ikke vise sig overmodige, eller fordi Tingenes sandsynlige Gang, saaledes som den nu kan beregnes, virkelig frembyder Grund dertil, tvivle vel ikke om Udfaldet, men udtale dog den Mening at Krigen vil blive lang og koste mange svære Offre.

Efter Alt hvad man seer, er der Ro og taalelig Orden i Frankrig, navnlig i Paris. Det synes som man, idetmindste foreløbig, vil sætte de indre Spørgsmaal og Stridigheder til- side for kun at hellige sig det ene store ydre Hensyn. Men de sidste Foranstaltninger, Uddrivelsen af alle Tydskere og Tvangscoursen, vidne ikke meget fordeelagtigt, og saa er den tydske Armee i en ganske uhyre Overmagt; jeg tilstaaer derfor at jeg, saaledes som jeg her seer Tingene, ikke finder at der er stor Udsigt til en Vending til Fordeel for Frankrig. Exemplet fra 1793 holder ikke Stik, thi Frankrig havde den- gang meget ringere Modstandere, og paa hiin Tid udfordredes der langtfra saa Meget som nu til at være og at kunne bruges som Soldat. . . .

G. Quaade.