Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev (1870-09-07)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 7. September 1870.

I en Samtale, som General Bülow nylig har havt med Baron Brunnow i London, har den russiske Ambassadør med den Interesse, som han altid har bevist Danmark, udtalt sig om vor Stilling under og efter den nuværende Krig mellem Preussen og Frankrig. Uagtet han i det Hele ydede den danske Regering sin Anerkjendelse for den Holdning, den har indtaget under denne vanskelige Krise, tilbageholdt han dog ikke den Frygt, at den preuss. Regering maaskee ikke i enhver Henseende bedømte vor Neutralitet saa gunstigt som vi kunde ønske det, og at den senere vilde lade os føle Virkningerne af sin Misfornøielse. I denne Henseende giorde Baron Brunnow for det Første opmærksom paa Generals. 719Raasløffs Ophold i Paris umiddelbart efter Krigens Udbrud og de Sammenkomster, han vitterlig der havde med Kei- seren, Marschal Leboeuf og Hertugen af Gramont, og idet Baronen fremhævede at den preussiske Regering efter General Raasløffs Stilling her hjemme let kunde fristes til i dennes Optræden at see et Udtryk for den kgl. Regerings egentlige Tanke, tilføiede han at naar Generalen senere herfra var reist med Hertugen af Cadore til England, vidste man meget vel at Øiemedet med denne Reise var snarest muligt at tilveiebringe en undersøisk Telegrafforbindelse mellem Dünquerque og den jydske Kyst, nærmest til Brug for den franske Flaade i de nordlige Farvande. ¹Se S. 693.) — M. H. t. denne Deel af Baron Brunnows Bemærkninger har jeg ufortøvet tilskrevet General Bülow en kort Depesche, ²Depeche Nr. LXVIII af 30. August 1870, trykt som Nr. 914.) som jeg vedlægger i Afskrift til D. H. s Efterretning, idet jeg tilføier at foruden den russiske har ogsaa den svenske Regering her anbefalet at der gaves Concession til et saadant Anlæg, der ganske vist har en betydelig Interesse for det alm. internationale Samquem under de nærværende Omstændigheder, men desuagtet har det danske U. R. Ministerium altid med stor Bestemthed modsat sig at der for Tiden gaves en Concession, hvori Preussen kunde see en Begunstigelse af de franske Krigsforetagender til Søes. Jeg tør haabe at de givne Oplysninger paa den meest fyldestgjørende Maade ville tjene til at fjerne enhver Beskyldning i den omhandlede Henseende som Baron Brunnow synes at befrygte fra den preuss. Regerings Side.

Men den russ. Ambassadør fremhævede dernæst den Adgang som her tilstaaes den franske Flaade til at forsyne sig med Fornødenheder og uagtet han anerkjendte at den kgl. Regering ganske vist ikke i denne Henseende havde ladet sig noget egtl. Brud paa Folkeretten falde til Last, meente hans. 720dog at vi kunde have viist større Tilbageholdenhed end skeet er.

M. H. t. denne anden Deel af Baron Brunnows Bemærkninger maa jeg bringe i Erindring at den kgl. Regering først længe efter Krigens Udbrud udstædte Forbud mod Hesteudførsel af Landet. Som det let vil indsees var denne Tøven med at afskjære de krigsførende Magter Leilighed til at forsyne sig i Dmk. med en saa vigtig Krigsfornødenhed, udelukkende til Fordeel for Preussen, og da Forbudet endelig udkom, kunde det let af den franske Regering opfattes som rettet imod den, da man paa den Tid endnu nærede den Plan at landsætte Tropper i Slesvig. Hvad dernæst de herværende franske Krigsskibe angaaer, er der egtl. kun eet Punkt, om hvilket der kan opstaae nogen Tvivl, nemlig om disses Forsyning med Kul herfra. I denne Henseende skal jeg fremhæve nogle Betragtninger der efter min Mening maa være afgiørende. De Regler, den kgl. Regering saavel i Alm. som ogsaa navnlig m. H. t. det særlig omhandlede Punkt under nærværende Krig følger, ere fuldstændigt de samme, der fulgtes under Krimkrigen, uden at de dengang fremkaldte nogensomhelst Indsigelse fra russisk Side. Hvad »Krigscontrabande« angaaer, indeholder den mellem Dmk. og Preussen bestaaende Handelstraktat af 1818 Art. 21 cfr. Tr. af 1846 en Definition af dette Begreb, som lader den kgl. Regering en langt større Frihed end den under denne Krig har troet at burde gjøre Brug af. Endelig maa jeg særlig bemærke at uagtet den kgl. Bekjendtgjørelse om Indskærpelsen af Frd. 4. Mai 1803 indeholdt en udtrykkelig Antydning om at Krigscontrabande-Begrebet kunde blive yderligere bestemt ved senere Overeenskomster med fremmede Regeringer, har den preuss. Regering dog hverken gjennem Hr. v. Heydebr. eller gjennem D. H. gjort den fjerneste Antydning om at den i nogen Maade skulde føle sig brøstholden ved den Maade, paa hvilken den kgl. Regering tilstod Kuludførsel herfra. Navnlig maa jeg fremhæve denne sidste Omstændighed, thi jeg maas. 721ansee det for aldeles umuligt at den preuss. Regering senere efter Krigens Slutning skulde kunne klage over Noget, hvortil den under Krigen og medens det endnu var Tid for den kgl. Regering til at træffe forandrede Foranstaltninger, roligt har tiet.

Hvad der iøvrigt for Tiden skeer m. H. t. den franske Flaades Forsyning med Kul herfra, bestaaer, saavidt Regering bekjendt, deri at enkelte franske Skibe selv have fornyet deres Beholdning direkte i dansk Havn, samt at nogle Ladninger herfra ere afsendte til andre Skibe i aaben Sø. Om dette sidste Tilfælde kan Regeringen iøvrigt ikke have fuld Sikkerhed, da Kulskibene i saa Fald ikke udklareres med Angivelse af den franske Flaade som Bestemmelsessted; men i Alm. »til Østersøen«. Det er ganske vist en Fordeel for Frankrig at Dmk. ikke forbyder Kuludførsel i Alm., men det er et Spørgsmaal om ikke Tydskland i et endnu større Omfang end Frankrig vilde lide ved et saadant Udførselforbud, thi det er constateret gjennem de jydske Toldsteder at der netop over Jylland tilføres Tydskl. meget betydelige Quantiteter af Kul der under Rlokaden ikke kunne indføres ad den sædvanlige Søvei. —

Forsaavidt D. H. maatte faae Leilighed til at discutere de omhandlede forskjellige Spørgsmaal om Dmks. Holdning under nærværende Krig, tør jeg haabe at ovenstaaende Data ville sætte Dem istand til at fjærne enhver for den kgl. Regering ugunstig Opfattelse.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 19.