Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Peter August Frederik Stoud Vedel (1870-09-07)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
7. September 1870.

Kjære Kammerherre.

Efter Slaget ved Wörth kunde man jo nok see at preussisk Krigskunst overgik den franske, men neppe kunde Nogen s. 722 dog ane at Ødelæggelsen skulde gaae saa hurtigt og tage saadanne Dimensioner. Ligeledes var det jo ikke tvivlsomt at Keiserdømmet stod for svagt, til at kunne modstaae betydeligere Stød, men hvem kunde forudsee at det skulde ende saa ynkeligt og at Republiken skulde tye til saa udslidte og elendige Kræfter? Spillet er nu ude, Frankrig er kastet til Jorden, maaskee for lang Tid, maaskee for stedse, og Keiserdømmet og Keiseren ere endte i Løgn og Usselhed, ligesom de begge havde begyndt. Jeg har altid anseet Napoleon som vor Tidsalders Fordærvelse og onde Aand og jeg generer mig derfor heller ikke efter hans Fald at sige det Samme.

46

Men hvad skulle vi nu giøre og hvad kunne vi vente? Som De seer af den ene Depeche af idag, har man fra forskjellige Sider talt til Bülow om det slesvigske Spørgsmaal. Jeg bilder mig nu rigtignok ind at Bernstorffs Ord ikke betyde Stort og Granvilles Interesse er sikkert af meget platonisk Natur. Imidlertid har Keiseren af Rusland ogsaa skrevet til Kongen i samme Retning, men det maa rigtignok erindres at den Udsigt, han gav til at Preussen vistnok efter Frankrigs Nederlag vilde vise sig meget genereux, aabnedes os dengang man endnu frygtede for at vi skulde erklære os for Frankrig. Altsaa finder jeg ikke at Haabet er stort, og jeg tillægger det ogsaa mere en formel end reel Betydning om Preussen giver os Noget tilbage af Slesvig, thi med Garantier og yderligere Restrictioner troer jeg at det ikke kan modtages af os, navnlig ikke efter de sidste Begivenheder, og uden saadanne vilde Tilbudet kun kunne angaae et lille ubetydeligt Stykke Land. Men hvorledes bliver iøvrigt vor Stilling? Det sikkreste for os vilde jo paa en vis Maade være, hvad jeg hører adskillige haabløse Folk (derimellem den lille Dagbladsbille) sige, nemlig at giøre os snarest muligt til Tydske. Men det tiltaler mig lidet og jeg troer at dette heroiske Middel, at slaae sig ihjel af Frygt for Døden, ikke behøves. Jeg vilde gjerne have at vi skulde rette vor Politik paa at leve saa længe som muligt. Mit Raisonnement er følgende. Jeg har seet hvorledes Europas s. 723 Interesse for Danmark er voxet paa en mærkelig Maade siden 1864. Man fortryder nu bittert at man dengang var saa blind, da saa 1866 kom, begyndte man at blive bange, og efter 1870 vil man være meget interesseret i at nu ikke hele Danmark gaaer samme Vei som Hertugdømmerne. Især er Rusland meget benauet. Sluges Danmark, bliver Østersøen en preussisk Sø og Rusland kan ikke trække Veiret uden Preussens Tilladelse. Heller ikke England og Østerrig ere glade ved Tanken om at Danm. bliver preussisk. Altsaa tænker jeg at vi snart skulle see Rusland stræbe efter at holde den preussiske Indflydelse lidt Stangen her i Kjøbenhavn og det var vel ikke umuligt at vi med Forsigtighed kunne benytte dette til at holde det gaaende indtil andre Combinationer kunne tjene til at stække Vingerne lidt paa den preussiske Ørn.

Foreløbig haaber jeg at vi ikke have at befrygte nogen voldsom Politik af Preussen. Heydebrandts Opførsel her har været meget god. Han synes meget tilfreds med vor Holdning, som ogsaa England gientagende Gange har udtalt sin Anerkjendelse af gjennem Wyke. Forresten kan jeg underhaanden sige Dem, at det har knebet svært for os her hjemme til forskjellige Tider for at undgaae at komme dybere ind i det med Frankrig. Raasløff har gjort os umaadelig Fortræd i Paris og her. Han speculerede foruden i Andet, ogsaa paa at blive commanderende General for det combinerede fransk-danske Landgangscorps. Han er en uhyre farlig Person og vi kunne vist endnu vente os mange Ulykker af ham, thi han mangler foruden meget Andet, navnlig alt judicium. Men saa var dernæst næsten hele Ministeriet aldeles optaget af Frankrig — ja selv Fonnesbech(!) var saa vild at det var en Ynk. Endog den danske Svarnote til England 1 ) som De idag faaer Afskrift af, bærer tydelige Spor af denne Politik — havde vi ikke tilføiet disse unyttige og unødvendige s. 724 vendige Bemærkninger i Svaret, vilde endeel Medlemmer ikke have givet Samtykke til at Dmk. modtog den engelske Indbydelse. Men nu er det overstaaet og vi kunne takke vor Gud til at vi ikke sidde ganske anderledes slet i det end vi giøre det.

Jeg haaber at Fremstillingen som De idag modtager af Neutralitetsspørgsmaalet er tilstrækkelig til at give Dem Holdepunkter i Tilfælde af at der er Noget at forsvare i denne Henseende. Er der noget særligt Punkt hvorom De ønsker yderligere Oplysning, beder jeg Dem skrive mig til derom. Forresten mener jeg at det bedste for os er ikke for meget at røre ved Sagen, ihukommende det gamle: qui s’excuse s’accuse. . . .

P. Vedel

P. Vedels Privatpapirer.

46*