Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: George Joachim Quaade (1870-10-07)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 7. October 1870.

Kjære Vedel,

Som jeg sidst meddeelte Dem, har jeg endnu et ældre Brev fra Dem, nemlig af 7de f. M., som jeg endnu ikke har svaret videre paa, da jeg ikke har faaet Tid dertil ved de sidste Courerers Afgang, og da jeg ikke har villet skrive med Posten. Forresten har Sagen ikke hastet og det jeg vilde sige bliver heller neppe af practisk Betydning. Men Deres Yttringer have krydset mine egne Tanker, og derfor har det været mig en Trang at udtale mig derom.

De skriver efter den franske Katastrophe ved Sedan og spørger, hvad skulle vi nu gjøre og hvad kunne vi vente?

Det første Spørgsmaal, hvad vi skulle gjøre beroer jo paa hvad vi kunne vente, thi iøvrigt er det jo en Selvfølge, at vi gjøre saa lidt som muligt og indtil vi see lidt klarere i Tingene, blot søge at stille os saa godt som muligt med Magthaverne. Det andet Spørgsmaal beroer deels paa om Bismarck er en Sl . . . . . 1 ) eller ikke, og deels paa om andre Magter, navnlig Rusland alvorligt vil gjøre Noget for os.

Efter Frankrigs Nederlag kunne vi næppe vente at Pragfreden skal være anderledes bestemmende for Bismarck end som det Argument han, naar han ellers selv vil Sagen, kan bruge ligeoverfor Kongen, hvis Ord dog nu engang er givet i denne Tractat, og ligeoverfor den offentlige Mening. Jeg forbigaaer enhver Betragtning om hvorvidt det maatte kunne ventes at Østerrig skulde ville holde paa Art. V. Dersom Bismarck vil bringe en Forsoning tilveie med os, vil han altsaa gjøre det fordi han selv mangfoldige Gange har lovet det i udtrykkelig Anerkjendelse af at denne Forsoning var i begge Parters Interesse og at Danmark, efter den haarde Behandling det havde liidt i 1864, havde et retfærdigt Krav derpaa. Men hvormeget vil han under denne Forudsætning give?

s. 749 Ifølge hans ofte gjentagne Yttringer til mig og ifølge Thiles Meddelelse til mig i Marts 1868 1 ) skulde han ville give Als og Sundeved, og med den Popularitet hvori han nu staaer, og ifølge de Tjenester han har gjort Kongen af Preussen, skulde han ogsaa kunne give os dette. De vil erindre han har altid sagt til mig at han ansaa Flensborg som en tydsk By. Han skulde ogsaa kunne give os alt dette uden Garantier; men jeg tvivler paa at han vil det Sidste. Imidlertid er det min Mening at vi skulde modtage Nordslesvig til Flensborg excl. endog med Garantier, saafremt man her opgav, blandt disse, Fordringen paa Beføielse for Tydskerne til at klage directe til Kongen af Preussen samt nogle enkelte andre Fordringer. Det vilde jo muligen ogsaa kunne opnaaes at Garantiernes Bestaaen begrændsedes til et vist forbigaaende Tidsrum.

Herefter bliver for mig Spørgsmaalet egentlig ikkun det, om vi skulle modtaget et mindre Stykke med eller uden Garantier: hvor stort det maa være forat vi kunne tage det med Garantier, og hvor ubetydeligt et Stykke vi kunne modtage, naar vi kunne faae det uden Garantier. Disse Spørgsmaal troer jeg ikke vi bør foregribe ved nogen Udtalelse i nærværende Øieblik. Deres Besvarelse maa beroe paa Fremtiden, og de kunne kun afgjøres, naar vi ere istand til at see hele Situationen som den vil være i Europa efter den nuværende Krises Afslutning, eller ialfald dens Bilæggelse.

Men i værste Forudsætning, naar Alt er ude for os, ialfald efter menneskelig Beregning, med Hensyn til Gjenerhvervelsen af Noget af det Tabte, er det ikke min Mening, at vi skulle gjøre os til Tydske. Materielt kunne vi leve som vi ere, men vi maae bevare det vi have og værne om det saalænge som muligt, som om et Fideicommis vi ere pligtige at efterlade en kommende Generation, om ikke forøget saa dog ialfald urørt. Dette bliver ikke let med den Nabo som vi s. 750 have mod Syd. En tydsk Propaganda bliver altid farlig, og saameget farligere, som vi naturligen altid maae være bange for den og af denne Grund maaskee ofte ville staae den imod med uhensigtsmæssige Midler. Hertil kommer den officielle tydske Erobringsfare. De sige de ere ikke erobringssyge; men det maae vi først see, naar de ere blevne istand til at erobre; lalfald vil det ikke være et Beviis for Sandheden af dette deres Udsagn, hvis de ikke give os Nordslesvig tilbage.

Vi maae altsaa, naar dette ikke skeer, søge at værge os saa godt vi kunne mod en Erobring først af Jylland og derpaa af det Øvrige, og derfor maae vi, — jeg seer intet andet Middel, — naar Preussen ikke vil forsone sig med os, stræbe efter at faae Danmark erklæret for en neutral Stat. Jeg føler godt det Uhyggelige i saaledes paa en Maade at lade sig castrere, men de smaae Staters Tid som politiske og navnlig krigførende Factorer er dog ude; jeg indseer ogsaa at denne Tanke vil hos Mange vække stort Mishag fordi den synes uskandinavisk, og at den derfor vil møde megen Modstand i Danmark, men den er dog, hvis den kan realiseres, et Middel til Selvopholdelse, og vi ville jo muligen desværre blive stillede saaledes, at Selvopholdelse bliver det fornemste Maal vi for Tiden kunne stræbe efter. Desuden er det jo hellerikke hermed alle Dages Ende. Vi ere udsatte for at døe og maae derfor søge at holde Livet oppe indtil bedre Tider. Sagen vil imidlertid vistnok møde Vanskelighed hos England; men hos de andre Magter vil det gaae lettere; selv Tydskland har stor Fordeel af at Danmark er en neutral Stat; i Krigstilfælde kan dets Handel, som vi have seet, for en stor Deel vedligeholdes gjennem Danmark; og hvad England og de andre Magter angaaer, have vi endnu Tr. af 8de Mai 1852 1 ) liggende.

s. 751 Alt dette er der imidlertid endnu Tid nok til at overveie nærmere.

Jeg følger, som De kan tænke Dem, vore Blade bestandig med samme Opmærksomhed. Jeg veed vel, at vor Sag til Syvende og sidst beroer paa større Ting; men det harmer mig at vore Uvenner, hvis de fremdeles ville vise sig som saadanne, skulle kunne hos os selv finde Argumenter imod os, især naar det, hvori disse Argumenter skulle søges, dog i Virkeligheden hverken har været os eller dem vi ansee for vore Venner, til mindste Nytte i nogen Henseende. Heldig- viis beskjæftiger den tydske Presse sig saa ivrigt med England og Belgien, at vi for en stor Deel ignoreres; men jeg kan dog aldrig uden en vis Ærgrelse tage Berlingske Tidende i Haanden. Siden jeg nu atter taler om vor Presse maa jeg omtale en Yttring jeg nylig fandt i en Artikel i Dagbladet. 1 ) Jeg kan ikke nøie angive det egentlige Indhold af denne Artikel; men den talte blandt Andet, om den paatænkte telegraphiske Forbindelse mellem Frankrig og Jylland og siger, at Grunden hvorfor denne Forbindelse ikke er kommen istand, er at den engelske Regjering har nægtet Samtykke til at engelske Undersaatter besørgede det omhandlede Foretagende. Naar man læser Artiklen faaer man det Indtryk deraf, at hvis denne Hindring ikke havde været tilstede, vilde Telegraphtraaden blive lagt. 2 ) Artiklen siger derimod ikke, hvad der siges i den mig ved Depesche Nr. 19 3 ) i Afskrift sendte Skrivelse til London 4 ), at Concession til en saadan Forbindelse ikke er givet af den danske Regjering. Jeg er bange for at det ikke vil være behageligt for os, dersom man her kunde sige eller blot troe, at vi vilde have givet Concessionen, dersom hiin engelske Hindring ikke havde været tilstede.

s. 752 Dagbladet indeholdt for nogle Dage siden en anden Artikel, nemlig om den franske Flaade i Østersøen, som vel i det Hele var ganske god paa det herværende Terrain, men hvori der dog var en uheldig Yttring, der ved en Parenthesis blev endnu uheldigere, om de mange Forsyninger Flaaden havde faaet fra Danmark. 1 )

I Deres sidste Brev omtaler De at dersom Clarendon havde levet, vilde Tingene have stillet sig anderledes. Det troer jeg ogsaa. Hvad Gortchacow angaaer, er jeg mindre sikker. Men Clarendon havde stor Indflydelse paa Kaiser Napoleon og han var en anden Mand end Granville & Co.

Forresten er der dem som sige, at det er Bismarck som har lavet Krigen; at ikke England men Bismarck har givet mot d’ordre til den gamle Fyrst Hohenzollern, og at Bismarck selv har lavet og derpaa brugt det bekjendte Telegram fra Ems af 13de Juli om Aftenen, saaledes at Lidenskaben i Paris maatte vækkes i en langt høiere Grad end Tilfældet vilde have været, dersom Sagen der var bleven skildret paa den rette Maade. Thi det viiste sig jo senere, at hiint Telegrams Fremstilling om Benedettis Adfærd som paatrængende og om Kongen af Preussens Holdning som uhøflig, var fuldkommen urigtig.

De spørger i Deres samme Brev, det af 28de f. M., om det er sandt at Bismarck er kjed af Feldten og desuden ønsker Kongen udfriet af de militaire Omgivelser. Herom har jeg Intet hørt. Det er meget muligt, at han gjerne vilde have Ende derpaa; men iøvrigt kan jeg ikke troe Andet end at han for Tiden ret føler sig i sit Element, og ialfald vilde han vist vanskeligt faae Kongen bort derfra, saalænge ikke andre ganske overordentlige Hensyn gjøre Kongens Nærværelse andensteds nødvendig.

Jeg har ikke mindste Anelse om hvorledes Raasløff skulde kunne vide, at Thile havde faaet Fuldmagt til strax at aabne s. 753 Forhandlinger med Danmark om Udførelsen af Pragfreden. Der skeer jo undertiden utrolige Ting i denne Verden. Men R. er jo en gammel Diplomat, og jeg forstaaer ikke hvor- ledes han kan troe paa saadanne Ting, ialfald saaledes at han taler derom. Han har jo dog, ligesom andre gamle Diplomater, havt sine Skuffelser.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.