Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Peter August Frederik Stoud Vedel (1870-11-14)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
14. November 1870.

Kjære Kammerherre.

Jeg husker ikke om vi have havt Leilighed til at tale sammen om den Stilling som Danmark formodentlig vil komme i til Rusland og Preussen efter at den fransk-tydske Krig er bleven endt. Vi have her altid tænkt os at hvor varmt Venskabet end er og maaskee fremdeles vil synes at være mellem de to store Magter, vil der dog ved Siden deraf strax giøre sig en stor giensidig Forsigtighed og Jalousie giældende og at Danm. navnlig kunde og maatte blive et særdeles vigtigt Punkt i denne Henseende. Det forekommer ret rimeligt at medens Pr. selvfølgelig mere eller mindre planmæssigt vil søge at drage Danm. ind i sin Kreds vil Rusl. søge at holde os udenfor den, og med den særdeles Interesse som man i Petersborg maa have for at Østersøen ikke heelt bliver preussisk, vil Rusl. bestræbe sig for at bevare vor Selvstændighed. Men ligesaa rimeligt forekom det mig, at det Øieblik kunde komme, da R. indsaae Umuligheden af at kæmpe med Pr. i Kjøbenhavn og at hindre Danm.s physiske eller diplomatiske Opgaaen i Preussen, og naar det gik op for R., maatte det strax rette alle Bestræbelser paa at søge en Slags Revanche i Sverige og Norge, for ad denne Vei at blive sat istand til at trække Veiret gjennem Nordsøen og Atlanterhavet. — Som sagt jeg veed ikke om jeg nogensinde har talt med Dem derom, men det var i alt Fald allerede længe vor Opfatning her.

De vil da kunne begribe hvor ubehagelig overrasket jeg blev forleden da en herværende Diplomat under den dybeste Tausheds Løfte meddeelte mig at man i London, Wien og Stockholm mere eller mindre troede paa Sandheden af et Rygte i corps dipl. om at der var truffen »en Aftale mellem R. og Pr., hvorefter R. forbeholdt sig, forsaavidt Pr. maatte ved Omstændighedernes Magt blive ført mere mod Nord s. 782 end hidtil, at udstrække til Giengiæld sin Arm over Sverige og Norge eller Dele deraf«. Jeg fik forskjellige nærmere De- tailler om Navne og Personer, men det forbigaaer jeg her da det kun havde Betydning forsaavidt som jeg deraf kunde see at Vedkommende ikke løb med noget ganske løst Snak.

Jeg vil strax sige at jeg ikke troer derpaa, og Vedkom- mende sagde ogsaa at Beust ikke vilde fæste Lid dertil. Men paa den anden Side vilde Sagen jo ikke være aldeles umulig og navnlig forekommer den maaskee mig særlig mistænke- lig fordi netop en saadan Eventualitet, som ovenfor bemær- ket, har stillet sig forlængst for min Tanke som mulig, om end ganske vist ikke paa det Stadium af Udviklingen paa hvilket vi nu forhaabentlig befinde os. Jeg har lovet den Vedkommende saa fuldstændig Taushed at jeg kun til Dem siger hvad der meddeeltes mig, og selv til Dem nævner jeg ikke Navn — pour acquit de conscience. Jeg seer ikke at vi let kunne giøre Noget selv om Sagen var saagodtsom vis, istedetfor at den nu snarere er det modsatte. Mistanken er allerede vakt paa alle de Steder, hvor man vilde have Inter- esse for at hindre slige Planer og det er godt at den ikke kommer fra os. Men underhaanden var det dog ret hensigts- mæssigt at lægge Mærke til om nogetsomhelst Datum skulde kunne bestyrke denne Formodning, om end ikke ganske i dens nuværende Form, saa dog i dens Hovedretning.

P. Vedel

Quaades Papirer. U. A.