Danmarks Breve

BREV TIL: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn FRA: George Joachim Quaade (1871-04-01)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Fortrolig.
Berlin, 1. April 1871.

Deres Excellence,

Jeg har havt den Ære at modtage Deres Excellences meget ærede Depesche af 28nde f. M. Nr. 3 tilligemed sammes Bilag. 1)

Den for den kongelige Gesandt i Vien bestemte Instruction vil jeg sandsynligviis ikke see mig istand til at befordre til dens Bestemmelse før henimod Slutningen af næste Uge, da hverken den engelske eller den østerrigske Coureer afgaaer tidligere herfra. Jeg har imidlertid ved en Leilighed, som jeg ikke er sikker paa vil kunne benyttes længer end til Prag, tilskrevet Kammerherre Falbe, at jeg er i Besiddelse af en Instruction for ham, som »gaaer ud paa, at der intet Positivt ønskes foretaget fortiden«.

Siden jeg ifjor i det første Tidsrum efter Begyndelsen af Krigen mellem Tydskland og Frankrig tillod mig ad privat Vei at sætte Deres Excellence i Kundskab om forskjellige Antydninger angaaende det nordslesvigske Spørgsmaal, som jeg havde fundet værdige til Omtale, uden dog, navnlig paa hiin Tid, at kunne tillægge dem tilstrækkelig Betydning til at gjøre dem til Gjenstand for officiel Indberetning, 2) har jeg intet Yderligere og af større Betydning kunnet erfare med Hensyn til de Tanker, den preussiske Regjering nærer hvad hiint Spørgsmaal angaaer. De omtalte Antydninger bestode deels i Artikler i herværende Blade, navnlig en Artikel af Professor v. Holzendorff i Bladet »Die Post«, samt i en Afhandling i »Grenzboten«, og deels i Yttringer af Personer, der staae de preussiske Regjeringskredse nær; men skjøndt disse Antydninger stillede en Ordning i Udsigt, gik de dog, med Hensyn til Ordningens Beskaffenhed, ikke videre end s. 29 til at betegne den kongelige Regjerings Neutralitet under ovennævnte Krig som en Politik, der vilde bære god Frugt for de danske Interesser. Det Samme gjælder i alt Væsentligt om de yderligere Erfaringer jeg har gjort i den omhandlede Henseende.

Jeg havde vel for nogen Tid siden en Samtale om det slesvigske Spørgsmaal med den forhenværende nordtydske Ambassadeur i Paris, Baron Werther, som sagde mig, at han for sit Vedkommende meget ønskede, at bemeldte Spørgsmaal maatte blive ordnet paa en for Danmark tilfredsstillende Maade, og at han ansaae dette for i høi Grad stemmende med Preussens egne Interesser; men at medens han bestandigt havde fundet det ligesaa unødvendigt som overhovedet uhensigtsmæssigt og skadeligt, at bebyrde den eventuelt danske Deel af Slesvig med Garantier, troede han dog ikke, at det vilde være muligt at opnaae Aftrædelsen af Als og Sundeved. Dette er den eneste med Hensyn til Omfang og Betingelser for en Afgjørelse bestemte Yttring, der i lang Tid er kommen mig for Øre, men dens Betydning afhænger ikke alene af, om en saaledes begrændset Afgjørelse vilde være tjenlig, men ogsaa af, hvilken Vægt der kan tillægges Baron Werthers Ord og personlige Ønsker. Jeg troer at kunne sige, at han staaer i stor Yndest hos den tydske Kaiser, men jeg maa ansee det for tvivlsomt, om Fyrst Bismarck atter vil benytte hans Tjenester som Diplomat, 1) og jeg kan ikke antage, at han, dersom Forbundskantsleren overhovedet betroer sine inderste Tanker om det nordslesvigske Spørgsmaal til Nogen, faaer Deel i denne Fortrolighed.

Omtrent samtidigt hermed har, saaledes som jeg har havt den Ære i sin Tid at meddele Deres Excellence privat, 2) en af mine herværende Colleger sagt mig, at han havde hørt, at s. 30 den preussiske Regjering efter Freden med Frankrig vilde ordne det slesvigske Spørgsmaal, og for kort siden har en anden af mine Colleger søgt særlig Leilighed til at meddele mig, at en Person, som han var overbeviist om maatte ifølge sin Stilling være vel underrettet, havde forsikkret ham det Samme. Men her mangler ogsaa en klar Forestilling om Omfanget og Betingelserne for Afgjørelsen. — Efter at have erholdt ovenstaaende Meddelelse har jeg, idet jeg ifølge min Hjemmelsmands Ønske fortiede hans Navn, søgt om muligt hos min russiske Collega at erfare, om der laae Noget til Grund for Meddelelsen. Men ved dennes Yttringer har jeg ikke kunnet komme til nogensomhelst Slutning enten i den ene eller i den anden Retning; af Herr Oubrils Udtalelser er det mig kun klart, at han, ligesom, ifølge Deres Excellences Meddelelse i Depeschen Nr. 3, 1) Fyrst Gortchacow, mener, at, saalænge Freden ikke endeligen er afsluttet med Frankrig, vil Preussen neppe beskjæftige sig med det slesvigske Spørgsmaal; og dette er ogsaa mit Indtryk, saavel umiddelbart som ifølge den fuldstændige Taushed, som fra det herværende Udenrigsdepartements Side iagttages ligeoverfor mig i den omhandlede Henseende.

Jeg har herved tilladt mig i Korthed at meddele Deres Excellence Alt, hvad der i længere Tid er kommet mig for Øre om det slesvigske Spørgsmaal. Rygtet om Tilbud, der skulde gjøres mod en heel eller deelvis Tilslutning af Danmark til den tydske Toldforening anseer jeg for aldeles grundløst.

Jeg har seet Fyrst Bismarck nogle Gange siden hans Hjemkomst til Berlin, men han har ikke talt om Forretninger, hvortil der iøvrigt hellerikke var særlig Anledning eller fandtes Leilighed.

H. M. den tydske Kaiser synes noget ældet efter den lange Fraværelse, men har dog bevaret et fuldkomment sundt Udseende. . . .

Quaade.

Depeche Nr. 9.