Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev BREV TIL: Ministerrådet FRA: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev (1871-05-01)

Udenrigsministerens Udtalelser i Ministerraadet
1. Maj 1871
i Anledning af Krigsministerens Forslag om, at der straks skulde gøres diplomatiske Skridt i Berlin om en Opfyldelse af Pragerfredens Art. V. ²⁾P. Vedels Overskrift. Iflg. Kriegers Dagbøger V, S. 164, fremkom Rosenørn-Lehn først 2. Maj med denne Udtalelse i Ministerraadet.

Intet tyder hen paa at den preussiske Regering skulde være tilbøielig til for Tiden at beskjæftige sig med det slesvigske s. 35Spørgsmaal. Naar denne Sag derfor nu skulde fremmes, maatte det være imod Preussens Ønske og kan altsaa ikke tænkes uden ved Hjælp af et stærkt ydre Tryk paa den preussiske Regering.

Selvfølgelig vil en Opfordring af os til nu endelig at udføre Pragerfreden ikke udøve en saadan Virkning i Berlin, saa meget mindre som vi neppe kunde vente at et saadant Skridt af os vilde blive understøttet af nogen anden Magt i Europa. Af alle Magter er der aabenbart kun een der indenfor visse temmelig snevre Grændser kunde have Evne og Villie til at antage sig vor Sag, nemlig Rusland, men det er bekjendt at Fyrst Gortchakow nylig bestemt har udtalt til den kgl. Gesandt, ¹⁾Nr. 977. at saalænge Freden mellem Frankrig og Tydskland ikke endnu er sluttet maa under alle Omstændigheder den slesvigske Sag hvile. Ere disse to Forudsætninger rigtige, at Preussen for Tiden ikke ønsker Sagens Gjenoptagelse og at ingen Magt finder Øieblikket gunstigt dertil, vilde en Opfordring fra os i Berlin, langtfra at gavne Sagen, tvertimod virke til Skade. Fyrst Bismarck vilde enten kunne afvise os med den Erklæring at Preussen ikke fandt Momentet beleiligt til at tage denne Sag under Behandling eller simpelthen henvise os til sine tidligere Tilbud med Garantier, Pengebyrder o. s. v., medmindre han muligvis nu maatte finde Anledning til at skærpe disse Betingelser yderligere. I begge Tilfælde vare vi bragte til Taushed og Alle vilde være enige i at bebreide den danske Regering dens Utaalmodighed.

Hvor pinlig og i mange Henseender hemmende for Udviklingen den nuværende Uvishedstilstand end er, skjønner jeg dog altsaa ikke at den kgl. Regering for Øieblikket kan giøre noget Officielt for at fremme en Afgiørelse af det slesvigske Spørgsmaal. Noget Andet er om Regeringen ikke heller kan foretage Noget for underhaanden at forskaffe sig nogen Oplysning om Preussens fremtidige Hensigter med s. 36Hensyn til Pragerfredens Art. V og for allerede nu at forberede Skridt, som skulle giøres naar det gunstige Øieblik dertil maatte være kommet. Det Første kunde ganske vist skee, hvis det var muligt at opnaae en udførlig fortrolig Tanke-Udvexling med Fyrst Bismarck, hvortil denne efter sin Natur maaskee ikke vilde vise sig utilbøielig. Men det gielder da om at finde en til en saadan Samtale egnet Personlighed, idet det neppe vilde kunne ventes at Rigskantsleren vilde udtale sig uforbeholdent til vor officielle og stadige Repræsentant i Berlin. Det Sidste vilde formeentligen bedst eller rettere sagt alene kunne skee ved Hjælp af Kongehusets personlige Forbindelser navnlig i Petersborg og det kan neppe betvivles at den russiske Keisers Interesse for Sagen allerede paa passende Maade er vakt ad denne Vei. ¹⁾Sml. Nr. 972 og 989 a, samt »Bismarck und die nordschleswigsche Frage« Nr. 277.

3*

Hvad der ligger for, er alene Spørgsmaalet om der med Nytte for Tiden kan giøres Noget herfra. Jeg skal altsaa opsætte at undersøge, hvorvidt det vil være i vor Interesse at tage Initiativet, saasnart Freden er sluttet, indtil dette Tidspunkt indtræder. Foreløbigt vil jeg kun bemærke, at paa den ene Side maa det vistnok af Alle erkjendes naturligt at den danske Regering da ikke længere opsætter at træde frem med sin Fordring, men paa den anden Side bliver det dog altid nødvendigt at undersøge, om det ikke vil være nyttigere at lade Preussen tage Initiativet. Det er nemlig min Overbevisning, at Fyrst Bismarck da vil finde det nødvendigt selv at bringe Sagen frem dels fordi en ordentlig Regering ikke uden Videre vil lade et traktatmæssigt Løvte henstaae uden Afgiørelse i den ene eller den anden Retning, dels ogsaa fordi han ikke kan fordølge sig at den europæiske Opinion trænger til at see Tydskland vise nogen Agtelse for Andres Ret. Men jeg antager rigtigtnok tillige at Preussens eventuelle Tilbud ville være clausulerede og betingede paa en Maade som vi ikke kunne gaae ind paa, og det turde være muligt at s. 37vi under en vanskelig Forhandling derom vilde være bedre tjente med at have afventet de preussiske Forslag hellere end selv at have taget Initiativet. — Det er ikke min Hensigt at antyde at disse Betragtninger bør være de afgiørende ved Spørgsmaalets Afgiørelse, men kun at giøre giældende, at vi ikke allerede nu ville udtale Noget om hvad der bør giøres, naar Freden engang foreligger.

Koncept med. P. Vedels Haand.