Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: A. E. M. Schleisner (1871-05-27)

A. E. M. Schleisner til Direktør P. Vedel.
Berlin, 27. Mai 1871.

Høivelbaarne Hr. Etatsraad!

Igaar tillod jeg mig at sende Dem et Brev, 1) som maaskee blev mindre vel affattet end det burde have været, men Kmhr. Q[uaade] mente det var rigtigst at jeg skrev strax, og jeg maatte ile med at skrive for at faa Brevet tidsnok afsted, og blev desforuden stadig afbrudt af K[rüger], naar jeg enten maatte give ham Medicin, eller naar han ønskede at tale med mig.

Da han opfordrede mig til at tage hertil med ham, sagde jeg Ja af forskjellige Grunde; De var saa god at virkeliggjøre, at jeg kunde opholde mig her, og jeg kan ikke være andet end glad over at jeg har været hos ham, omendskjøndt den Tilværelse jeg fører her er alt andet end glædelig.

Jeg er glad over at jeg er hos ham her, fordi jeg næppe indseer hvorledes han som Fremmed skulde være kommet ud af det, naar han ikke havde havt Nogen om sig under hans nuværende Tilstand. . . .

Jeg har altid været af den Mening, fra det Første jeg lærte ham og hans Forhold at kjende, at hans Stilling var den, her at fremtræde som en levende Protest, der alene ved sin Tilstedeværelse gav sin Meningsyttring tilkjende, han er et saa talende et saa levende Bevis, at der ikke behøves mere end hans Personlighed. Jeg troer derfor, uden at træde Beskedenheden for nær, ogsaa at kunne være glad over at jeg her har havt Leilighed til at gjøre ham fortrolig med (overbevise tør jeg ikke sige), at han ikke gavner Sagen ved at ville behandle en Regjering, og mindst den herværende, paa samme Maade, som han i sin Tid behandlede sine ham ubehagelige Gjæster, da han var Krovært. Jeg er glad over at han har indseet, at han kun kan skade Sagen ved her paa Talerstolen oplæsende at producere Taler, om hvilke han selv siger, at »de kun ere til for at kaste v. B. Sten i s. 39 Veien«, medens jeg nærmest vilde betegne dem som Knappenaalsstik, og om hvilke dog enhver her troer, at de hidrøre fra den danske Regjering. Idag fik han Besøg af Kmhr. Q., han veed naturligvis ikke, at det er sket paa mit Initiativ, men jeg er overmaade glad over dette Besøg, fordi det har beroliget hans Sind i høi Grad. Herregud, Forfængelighed have alle meer eller mindre, og jeg maa tilstaa, at Virkningen her har overtruffet min Forventning; med lidt Imødekommen vil man med Lethed mildne hans af Naturen saa godmodige Sind, og bringe den Bitterhed til at forsvinde, som han desværre har næret og nærer mod Forskjellige, som ville det Bedste for den Sag, som han er det levende Udtryk for, men om hvilke han troer, at de af rent personlige Grunde ikke ville yde ham den Understøttelse, han mener at være berettiget til at fordre.

Til mig yttrer han sig aabent og frit, fordi han har fuldkommen Tillid til mig, og det kan han ogsaa have, fordi han veed, at jeg aldrig vilde handle mod hans eller den Sags Interesse han arbeider for, og det er netop i denne Sags Interesse, at jeg har holdt det for min Pligt, ligeoverfor Deres Høivelb. og Kmhr. Q., da De paa Deres Standpunkt ere hævede over enhver Smaalighed, at omtale de Følelser og Anskuelser han nærer overfor den danske Regjering og dens Repræsentanter. Det har gjort mig ondt, denne Gang at see den Voldsomhed hvormed han fremsætter disse Anskuelser, som han ledsager af Fortællinger, om hvilke man ikke veed hvad man skal tro; men ved at samtale med Kmhr. Q. i den senere Tid, har jeg erfaret, at han for en stor Del phantaserer sig dem til. Han er ligesom et stort Barn i den Henseende, og aner naturligvis ikke den Skade han kan gjøre ved at udbrede sine falske Forestillinger og Opfattelser til Andre.

Pintsesøndag.

[Om Krügers Sygdom.] Idet jeg slutter dette Brev, som er skrevet under idelige Afbrydelser, beder jeg Deres Høivelb. s. 40 undskylde den maaskee noget ligefremme og umiddelbare Maade hvorpaa jeg har skrevet, idet jeg haaber at den gode Hensigt ikke mis[for]staaes.

A. E. M. Schleisner.

Oreby.