Vedel, Peter August Frederik Stoud BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Vedel, Peter August Frederik Stoud (1871-06-23)

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Modum, 23. Juni 1871.

Kjære Excellence.

Jeg takker Dem ganske særdeles for det Brev, som jeg igaar modtog ¹⁾Trykt som Nr. 991 a. — baade for Brevets egen Skyld og for de fortræffelige Efterretninger det bragte mig om den Slesvigske Udvandresag. Det var et trøstende Svar paa de mistrøstende Reflectioner som jeg nogle Dage iforveien havde udtalt til Dem og jeg vilde rigtigtnok føle mig en heel Deel lettere om Hjertet, hvis den Sag kunde faae et anstændigt Udfald. Det faaer at være at endeel Slesvigere have faaet noget Vand og Brød og liidt andre Gjenvordigheder, naar kun den danske Regering endelig faaer Ret i Hovedsagen — skeer det, forekommer det mig at vi gjøre klogest i ikke at spænde Buen strammere og forlange Opreisning for det Skeete. Vi kunne altid sige, at det var de Paagjældendes egen Skyld, da de frivilligt indfandt sig i Slesvig, istedetfor at blive her og afvente Resultatet af den danske Regjerings Bestræbelser i Berlin. Desuden maa det erkjendes at den preussiske Regering vilde have meget store Vanskeligheder og at dens Autoritet vilde lide et uhyre Skaar, hvis den skulde godgjøre de skeete Overgreb. Naturligvis er det ikke retfærdigt at lægge et saadant Hensyn til Grund men i Diplomatien, mere end i alle andre Forhold, gjælder det om at vide at sætte sig paa sin Modstanders Standpunkt og derfor at bedømme hvad der [er] nogen Mulighed for at opnaae.

Den Samtale, Quaade er bleven »inviteret« til at søge med Bismarck haaber jeg at han ikke har opgivet fordi han har faaet beroligende Meddelelser om Sagens Stilling, og det haaber jeg af 2 Grunde. For det Første kunde det jo være — det have vi jo seet før — at man har villet trøste ham, og hvis det da viste sig at Resultatet blev anderledes end vi s. 44havde Grund til at vente efter Balans Yttringer, vilde vi altid bebreide os, og Rigsdagen, naar den til Efteraaret rimeligvis faaer vore Papirer at see, vilde sikkert regne Regeringen det stærkt tillast at vi ikke havde forsøgt et Middel, der baade i og for sig fremstiller sig som naturligt og desuden særligt er anbefalet af Heydebrand. Men for det Andet vilde det være en ypperlig Anledning for Q. til at »anklopfen« i den store Sag, uden at dette Skridt faaer en Characteer som senere kunde genere os. Som De veed, har jeg ikke altfor optimistiske Forestillinger om hvad der er Udsigt til at opnaae, men i alt Fald bør vi Intet forsømme. Meget eller lidet, troer jeg dog at vi bør tage hvad vi kunne faae, NB. hvis det ikke gjøres afhængigt af farlige og skadelige Betingelser. Handelstraktat i og for sig kan være meget acceptabel og efter Omstændighederne gavne os begge men det maa naturligvis alene komme an paa at Handelstraktaten, afseet fra alle andre Hensyn, ogsaa virkelig er gavnlig for os eller i alt Fald ikke er skadelig, thi er det modsatte Tilfældet, synes jeg rigtigtnok at vi ikke, om man saa bød os hele det danske Slesvig, skulde risikere vor hele Fremtid. . . .

Endelig er der en lille Sag som jeg tillader mig indstændigt at anbefale. Der var tidligere i Kiel en fransk Consul, Valois, som havde Leilighed til før 1870 at yde den danske Regering meget væsentlige Tjenester. Der var dengang og navnlig i Grev Frijs’ Tid flere Gange Spørgsmaal om at gjøre ham til Ridder i denne Anledning men uagtet jeg fuldkomment erkjendte hans Qualification, tillod jeg mig dog at gjøre opmærksom paa at det vilde være lidet politiskt at henlede den preussiske Regerings Opmærksomhed paa hans Forbindelser med Danmark ved at give ham Dannebrogen. Denne Betragtning erkjendtes af Dotézac og af Grev Frijs og Resultatet blev at man indskrænkede sig til at love ham Korset, saasnart han ikke længere var ansat i Holsteen. Hans gamle Ven, Professor Panum her ved Universitetet har nu erindret mig om dette formelle Løvte og paa hans Vegne bedet om s. 45at det nu maatte blive indløs da han for Tiden arbeider i Ministeriet i Paris og det vilde være en Anbefaling for ham at faae den danske Decoration. Jeg troer at Deres Excellence i denne Motivering vil finde tilstrækkelig Anledning til at indstille ham til Ridder, »i Betragtning af tidligere Tjenester ydede af ham saavel i den Tid, han før 1864 fungerede som Consul i Kiel under den danske Regering som ogsaa efter denne Tid.« Vilde man være meget forsigtig — jeg troer slet ikke at det behøves men i alt Fald kunde det jo ikke skade — kunde man jo gjennem Trap indrette det saa, at Udnævnelsen ikke kom i Aviserne. Hvis Deres Excellence vilde lade Koefoed med et Par Ord i sin Tid underrette Prof. Panum om Udnævnelsen, vilde jeg være Dem meget erkjendtlig derfor. ¹⁾A. J. de Valois, fhv. fransk Konsul, blev Ridder af Dannebrog 8. Juli 1871. — Sml. Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark I, S. 240 f., 271, 273 f.

P. Vedel

P. Vedels Privatpapirer. — Paaskrift med P. Vedels Haand: Til Baron Rosenørn.