Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev BREV TIL: Falbe, Christian Frederik FRA: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev (1871-09-20)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Kjøbenhavn, 20. September 1871.

De forskjellige Depescher som Deres Høivelbaarenhed har tilskrevet mig om de to Keiseres Sammenkomster og navnlig Deres sidste Rapport Nr. 22 1) give mig Anledning til nærmere at udtale mig om, hvorledes jeg opfatter Forholdet mellem Tydskland og Østerrig paa den ene Side og mellem det førstnævnte Rige og Rusland paa den anden Side, navnlig forsaavidt jeg derpaa støtter min Anskuelse om den Holdning der bedst kan stemme med vor Interesse i det slesvigske Spørgsmaal.

Jeg troer at Tydsklands Avancer mod Østerrig ere oprigtigt meente, thi ligesom jeg er overtydet om at en Tilnærmelse mellem disse to Stater stemmer med Keiser Wilhelms Characteer og personlige Tilbøielighed, saaledes antager jeg ogsaa at Fyrst Bismarck ønsker at Østerrig skal bevare sin nuværende Stormagtsstilling og at han idetmindste for det Første ikke tænker paa at udvide Tydskland over det tydske Østerrig. Jeg forstaaer dernæst meget vel at denne Tilnærmelse kan gjøre Rusland betænkelig men derimod indseer jeg ikke hvorledes det skulde kunne stemme med Tydsklands Interesse at give denne vaagnende Mistro hos Petersborger-Cabinettet Næring. Langtfra at stille sig saaledes, at en fransk-russisk Alliance vilde blive det naturlige Svar paa den tydsk-østerrigske entente, troer jeg derfor at Tydskland tvertimod vil vise Imødekommen og Opmærksomhed mod Rusland. Selv om man i Berlin forudseer at det Øieblik kan komme, da Forhold i Orienten ville tvinge Tydskland til at skuffe de Forventninger som Rusland hidtil har knyttet til sin tydske Alliance og selv om man ikke fordølger sig at et Thronskifte i Petersborg muligvis vilde kunne have Indflydelse paa Keiserhoffets politiske Sympathier —s. 56og jeg kan næsten tilføie, netop naar man i Berlin har disse Eventualiteter for Øie — vil man omhyggelig undgaae at fremskynde en saadan Forandring i det gjensidige Forhold ved allerede nu at vise Kulde og Ligegyldighed imod Rusland. Det forekommer mig ikke usandsynligt at Fyrst Bismarck fremfor Alt bereder sig paa at Frankrig, saasnart det kommer til Kræfter igien, vil gjenoptage Kampen, og med en saadan Udsigt for Øie kan det allermindst convenere Tydskland at give Anledning til en Tilnærmelse mellem Frankrig og Rusland.

Naar jeg efter disse Betragtninger over den nærmeste Tids politiske Stilling i Almindelighed vender mig til det slesvigske Spørgsmaal, maa jeg strax bemærke at jeg ikke troer at fremmed Indflydelse i nogen meget væsentlig Grad vil kunne indvirke paa Preussens Beslutninger i denne Sag. Skulde Preussen nogensinde bestemme sig til en virkelig loyal Opfyldelse af Pragerfredens Art. V, vilde det vistnok snarere være, fordi det fandt det stemmende med sin Interesse ikke at møde fremtidige Eventualiteter med en misfornøiet Nationalitet i Nordslesvig og med en forurettet Nabo paa sin Nordgrændse. Forsaavidt finder jeg altsaa Grev Andrassys Tanke ret vel begrundet, idet han vistnok kun har villet udtale at en fortsat Misfornøielse i Nordslesvig kan blive et vægtigt Motiv for Preussen men derimod ikke, at man nogensinde i Berlin skulde vedgaae den som den virkelige Grund til en Tilbagegivelse, der derimod ostensibelt vilde motiveres ved Hensyn til Traktater, Ædelmodighed eller venskabelige Magters indstændige Anmodning.

Uden at jeg saaledes venter mig meget afgjørende Virkninger af andre Magters Mellemkomst i Sagen, opgiver jeg dog ikke derfor Haabet om at den til en vis Grad kan være os gavnlig, men jeg kan ikke dele Deres Anskuelse om at vi i saa Henseende Intet skulde kunne vente os af Keiser Alexanders fortsatte Bestræbelser i Berlin. Tvertimod vil De af den Opfatning, som jeg ovenfor har søgt at begrunde om s. 57Forholdet mellem Tydskland og Rusland, see, at jeg netop antager, at man i Berlin mere end nogensinde kunde finde det nyttigt at tage noget Hensyn til Forestillinger, som ligemeget stemme med Ruslands naturlige Interesse og med saavel den nuværende Reisers som med den eventuelle Thronfølgers personlige Ønsker. Ganske anderledes stiller Forholdet sig derimod m. H. t. Østerrig, som hverken i nogen politisk Interesse eller i nogen dynastisk Forbindelse har Opfordring til alvorligt at beskjæftige sig med en Sag, der, som Grev Beust gjentagne Gange har erklæret, kun er bleven nævnt i Pragerfreden, fordi Frankrig forlangte det, og hvis Gjennemførelse derfor heller ikke vedrører Østerrig.

Saalænge Grev Beust førte en heftig Notekrig med Grev Bismarck og denne, med eller uden Rette, tillagde ethvert Skridt af det østerrigske Kabinet en underfundig Hensigt, kunde der selvfølgelig ikke være Tale om at den danske Regering skulde vente sig Andet end Skade af at Grev Beust mindede om Pragerfredens Art. V i Berlin. Da den tydskfranske Krig havde viist Preussens uhyre Overlegenhed, undgik Grev Beust naturligvis Alt, som kunde irritere det berlinske Cabinet, men vi maatte snarere frygte for at Østerrig skulde søge at forsone sin mægtige Nabo ved at erklære sig beredt til at stryge Art. V. af Pragerfreden, end vi kunde haabe, at Grev Beust skulde ærligt arbeide for dennes Opfyldelse. Nu er Forholdet mellem de to Cabinetter vistnok blevet et andet, men jeg savner endnu fremdeles al Grund til at troe, at Østerrig skulde ville anvende den Indflydelse som det maaskee har vundet i Berlin, til at fremme et Spørgsmaal, hvoraf det kun har liden Interesse, istedetfor at benytte den i Retninger, der ere Keiserstaten ulige vigtigere.

Deres Høivelbaarenhed seer heraf, at jeg fremdeles ikke venter mig synderligt af Østerrigs Virksomhed i den slesvigske Sag, men dermed vil jeg selvfølgelig dog ikke sige, at den kongelige Regjering ikke med Erkjendtlighed skulde modtage,s. 58hvad Grev Beust maatte ville gjøre for Nordslesvigs Tilbagegivelse. Naturligvis har jeg aldrig ønsket at De skulde hindre Grev Beust i at meddele Dem, hvad han selv maatte tage Initiativet til at yttre om denne Sag. Hvad jeg derimod hidtil har villet undgaae var, at han i Berlin med nogen Ret kunde give det Udseende af, at vi havde begjært hans Intercession til Opfyldelsen af Art. V. Om jeg under nærværende Omstændigheder skal ansee det for rigtigt at modificere den Instruktion, som i saa Henseende tidligere er Dem givet, afhænger af de Meddelelser, som Grev Beust, naar han taler med Dem, maatte gjøre Dem. Foreløbig finder jeg kun Anledning til at bemyndige Dem til, naar De seer ham, i Samtalens Løb at spørge ham, hvorvidt og hvorledes den slesvigske Sag maatte være bleven berørt under de sidste Sammenkomster.

Sluttelig maa jeg giøre opmærksom paa at forsaavidt De synes at antage, at den preussiske Regjering ved den tydskfranske Krigs Begyndelse ad indirekte Vei skulde have givet os Løfte om at ville opfylde Art. Y, dersom vi bevarede Neutralitet under Kampen, beroer dette paa en Vildfarelse: et saadant Løfte er ikke givet os gjennem England og Rusland saalidt som ad anden Vei. 1)

O.D. Rosenørn-Lehn.

U. A. Ges.ark. Østrig I—II. Politiske Sager 1871—80. — Depeche Nr. 5, modtaget 23. September 1871.