Danmarks Breve

BREV TIL: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn FRA: Hans Rudolf Hiort-Lorenzen (1871-12-01)

Redaktør H. R. Hiort-Lorenzen til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
»Dannevirke«s Kontor, Haderslev, 1. December 1871.

Deres Excellence,

Medfølgende Udtog af et Brev, jeg i Dag har modtaget fra Krüger i Berlin, antager jeg, det vil interessere Deres Excellence at læse, hvorfor jeg herved tager mig den Frihed at sende Dem det. Jeg formoder nemlig, at Deres Excellence ikke paa anden Maade kommer til Kundskab om, hvad der her er passeret Krüger.

H. R. Hiort-Lorenzen.

Bilag.

»For et Par Dage siden kom jeg til at tale med en Herre i Spisestuen, som jeg forvekslede med en Rigsdagsmand, ved Navn ?; han sad ved Bordet, og da jeg til adskillige Deputerede, der vare til Stede, havde uddelt nogle Fotografier, hvorom de havde anmodet mig, satte jeg mig ved et Hjørne af det Bord, hvorved Manden sad. Han reiste sig og spurgte, om jeg ikke havde et Billede tilovers til ham, saa vilde det være ham særdeles kjært at modtage det af min Haand. Jeg rakte ham et og bad ham undskylde, at det var saa simpelt og slet udstyret. Han havde siddet længe ved Bordet og hørt paa en Debat, som jeg havde med flere Medlemmer, og hvori Forsøget med Interpellationen blev ordenlig drøftet og Sagens Sammenhæng oplyst. 1) Manden, som jeg som sagt antog for min Kollega, bragte paa Tale adskilligt, som han vidste om mig, og ytrede, at han beundrede den seige Udholdenhed, hvormed jeg forsvarede min Sag. Jeg svarede ham meget kort, at med en Sag som den, jeg var Bærer af, kunde man holde ud, hvor det var og saa længe det skulde være. Han gjorde flere Tilløb for at bringe en Samtale i Gang; men jeg blev ved at affærdige ham paa en kort og virkelig slet ikke galant Maade. Jeg skal dog s. 72 til min Undskyldning sige, at jeg som sagt lige i Forveien havde været i stærk Dispyt med en Gruppe af Husets Medlemmer, saa jeg var slet oplagt til paa ny at fortsætte paa den Maade, der altid efterlader et bittert Indtryk paa Sindet. Efterat jeg imidlertid flere Gange havde tiltalt ham som Kollega, rakte han mig Haanden, idet han gjorde mig opmærksom paa, at han ikke var min Kollega, men at han kjendte mig godt og havde kjendt mig længe. Han præsenterede sig da for mig som Statsminister Navnet hørte jeg ikke og gad ikke spørge ham derom. 1) Han vedblev, at han med Interesse havde hørt paa den Debat, jeg havde havt med mine Kolleger, men spurgte mig da, om jeg nu, da der fr£ min Side var forsøgt alt, ikke gjorde bedst i at tale med Bismarck selv. Jeg svarede hertil, at jeg ikke vilde paatrænge mig Hans Durchlauchtighed, og efter hvad jeg havde erfaret nu ved mit Forsøg med Interpellationen, maatte jeg antage, at Bismarck ikke ønskede at røre op i denne Sag, og altsaa ikke at tale med mig om mit Anliggende. Statsministeren svarede, at B. var en meget tilgængelig Mand, med hvem jeg just skulde tale paa den Maade, han nys havde hørt mig tale med mine Kolleger. Han vilde dog raade mig til ikke at forsømme noget, hvad der kunde opnaaes ad den Yei. Han spurgte mig fremdeles, om jeg ikke havde besøgt B.s Soiréer, og da jeg svarede Nei, vedblev han, at han dog ikke haabede, at jeg nærede noget personligt Nag til B., og derfor skyede ham; for den Sags Skyld vilde jeg meget let kunne bekvemme mig til at tale med B., naar jeg derved kunde udrette noget for min Sag.

Her blev der kaldt paa ham, og han anbefalede sig. Jeg tillagde ikke denne Historie nogen videre Betydning, og hvor stor Vægt jeg nu kan tillægge den, ved jeg heller ikke. Men medens Sammenstødet forleden Dag var et rent Tilfælde, s. 73 var det ikke saaledes i Dag. Jeg sad paa en Sofa i Korridoren, da jeg saa den samme Herre komme om Hjørnet paa den modsatte Ende. Han standsede, forinden han gik ind i Spisesalen, og da han blev mig var, kom han hen til mig og hilste paa mig omtrent med følgende Ord: »Jeg har seet af Aviserne, at De i Gaar atter er bleven valgt i Haderslev med stor Majoritet, og jeg kunde ikke andet end lykønske Dem dertil, skjøndt jeg ved, at De ikke modtager Valget, som jo er et Tillidsvotum fra Deres Vælgere.« 1) Jeg takkede ham for hans Artighed, og han skyndte sig da med at sige mig, at det vist ikke var sandsynligt, at B. kunde tage imod mig, saasom han var meget lidende i denne Tid, og da jeg spurgte, om det virkelig forholdt sig saa, svarede han, at han kunde forsikre mig, at det virkelig var Tilfældet. Han spurgte mig nu, om jeg ikke kjendte Keudell, som sad her i Huset, og med ham syntes han, jeg burde tale. Her løb han fra mig og lod hurtigt Øiet løbe hen over de Herrer, der befandt sig i Forstuen, men kom tilbage og sagde, at Keudell var der ikke. Han vilde, selv om jeg ikke fandt mig foranlediget til at tale med ham, K., om min Sag, gjerne præsentere os for hinanden.

I den derpaa følgende Samtales Løb fremhævede jeg, at det forekom mig, at Preussen satte meget paa Spil ved ikke at opfylde sine traktatmæssige Forpligtelser, og gjorde ham det Spørgsmaal, om han da virkelig troede, at Andrassy kunde føle sig kaldet til at kvittere for Østerrig’s Ret til Medbesiddelsen af tvende Hertugdømmer for at forstørre Tydskland’s Magt og udvide dets Grændser; jeg tvivlede jo ikke om, at Østerrig’s Forhold til Preussen var venskabeligt; men det forekom mig dog at være for store Vexler at trække paa Venskabet, om Preussen vilde forlange sligt. Tiderne kunde omskifte, og jeg behøvede da ikke at sige ham, at en Pligtforsømmelse fra Preussen’s Side kunde komme det dyrt at staae. Her afbrød han mig, idet han med Pathos udbrød: s. 74 »Ja men, høistærede Herre, selv om den preussiske Regering indlod sig paa at afstaae Nordslesvig, troer De da virkelig, at det kunde bekvemme sig til at afstaae Als? Nei! Nei! De kan være overbevist om, at Preussen ikke afstaaer Als, aldrig! Als er Nøglen til Østersøen, og den giver Preussen ikke ud af sine Hænder.« — »Det gjør mig ondt, Hr. Statsminister, at høre sligt af Deres Mund. Jeg vil først bemærke, at jeg er Repræsentant for Als, og hvilke Planer og Principer Regeringen i sin Tid fulgte ved Revisionen af Kredsinddelingen i 1. og 2. Distrikt, vil ventelig være Dem bekjendt.« — »Ja det ved jeg.« — »Som Repræsentant for Als maa det være mit Kald at tale for Als, og dette er saa meget mere min Pligt, som Als ved Valgene har vist sig som den mest danske Del af Nordslesvig. Skulde Als ved en eventuel Regulering af det nordslesvigske Spørgsmaal blive ladt i Stikken, saa havde man kuldkastet det Grundlag, hvorpaa Afstemningsprincipet er opført til Gunst for den danske Befolkning.« — »Fra Deres Standpunkt — gjensvarede Statsministeren — har De ganske vist Ret; men jeg har tænkt mig Sagen saaledes, at De maaskee ved en Samtale med Keudell, som er meget godt bekjendt med Bismarcks Planer, paa en eller anden Maade kunde bringe Sagen til en Afgjørelse.« — »Hr. Statsminister — svarede jeg — det, hvortil De her opfordrer mig, ligger udenfor Grændserne af min Kompetence. Det tilkommer ikke mig at rokke ved de en Gang fastslaaede Bestemmelser i hin Traktat. Befolkningens Villie er det Medium, der skal af gjøre, om den vil være dansk eller preussisk. Jo længere man overhoved trænger ind i en Undersøgelse af denne Sag, desto vanskeligere, mere indviklet og uklar bliver Situationen, og derfor kan jeg nok forstaae, at den af mig forsøgte Interpellation maatte være ubeleilig. Men man tager meget feil, naar man troer, at min Sag er saa ubetydelig, at man kan forbigaae den med Taushed eller endog tie den ihjel.« — »Deri giver jeg Dem fuldkommen Ret. Deres Sag indeholder s. 75 et meget stort Principspørgsmaal, og jeg deler Deres Anskuelse om, at det var godt, om den kom ud af Verden.«

Der kom nu Bud efter ham, og han anbefalede sig med de Ord: »Jeg haaber, at jeg endnu en Gang faaer Leilighed til at tale med Dem.«

Jeg har endnu ikke kunnet faae opsporet, hvem denne Herre er, og hvad han hedder; men han er i hvert Fald en fin Mand, der bevæger sig i Regeringskredsene. Hvad han meddelte om Bismarcks Upasselighed har stadfæstet sig; han skal virkelig være syg; i de sidste 5 Dage har han ikke været i Salen. Der er vel ingen Spørgsmaal om, at Keudell vel nok vilde tale med mig, thi jeg kan virkelig ikke indsee andet, end at denne Herre er inspireret af ham. Men jeg kan i hvert Fald ikke gjøre det, forinden Rigsdagen er forbi, da jeg ikke vil lade mig afholde fra at minde de gode Folk om deres Pligtforsømmelse, hvis det lykkes mig at faa Ordet. Det har rigtig tilfredsstillet mig gjennem Interpellationsforsøget at komme til Kundskab om, at Bismarck endnu med Hensyn til Artikel V har Lænken om Benet.

Oreby. — Ikke helt ordret Gengivelse af to Breve fra Krüger til Hjort-Lorenzen. Begyndelsen indtil andet Stykkes Slutning (præsentere os for hinanden) synes at være Udtog af el Brev, dateret: Berlin 29. Novbr. 1871, Resten (fra: I den derpaa følgende Samtales Løb) af et Brev, dateret: Berlin 30. Novbr. 1871. Brevene er trykt Sønderjydske Aarbøger 1907, 255—61.