Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: George Joachim Quaade (1871-12-02)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 2. December 1871.

Kjære Veciel!

... De vil have seet, at min sidste Meddelelse om den Krygerske Interpellation var forhastet, forsaavidt som der dog endnu dengang var Haab for Kryger om den fornødne Tilslutning. 1) Dette Haab er nu vel ikke bleven opfyldt, men iøvrigt er Sagens Udfald bleven bedre end man kunde have frygtet for, idet de forskjellige Rigsdagsfractioner have motiveret deres Vægring ved at give Tilslutningen paa en saa- dan Maade at Sagen endnu kan betragtes som integra. Istedet- for at sige, at de slet ikke vilde have med Sagen at bestille, have de nemlig indskrænket sig til at udtale, at de ikke ansaa det nærværende Øieblik for opportunt. Meget betyder dette maaske ikke; men et ligefremt Afslag havde været værre, og et saadant frygtede jeg især af den Grund, at det vilde have bestyrket mig i en Mistanke som er opstaaet hos mig i den senere Tid efter Læsningen af de mod Benedettis Rog 2) herfra fremkomne Indsigelser og navnlig Bismarcks Paastand om at hans Forhandlinger med Benedetti have været dilatoriske, eller med andre Ord ikkun førte i det Øiemed at smøre Kaiser Nap. om Munden. Min Mistanke, der skjønt den, som sagt, ikke er bleven bestyrket ved hiin Krygerske Episode, dog desværre endnu altid forekommer mig ikke at være ganske uden Grund, er den, at Bismarcks Udtalelser og Løfter s. 78 til os om Nordslesvig muligen ogsaa blot have havt en dilatorisk Characteer og navnlig have været beregnede paa, ved at gaae jevnsides med Udtalelserne til Kaiser Nap. og Benedetti, at styrke disse Udtalelser. Paa denne Maade kunde det forklares, at Bismarck havde villet fornedre sig til at lyve for os.

Jeg havde igaar Besøg af Baron Const. Dirckinck, der er her for at sælge nogle af sine Malerier. 1) Han fortalte mig, at han for omtrent et halvt Aarstid siden havde meddelt Kongen og Kronprindsen en Plan med Hensyn til Nordslesvig, som han endnu nærer og formodentlig atter vil bringe frem, af hvilken Grund jeg her vil omtale den. Den skulde bestaae i at Kronprindsen og Storfyrst Thronfølgeren begge skulde begive sig hertil og henvende sig til Kronprindsen af Preussen for ved Hjælp af denne at faae den Nordslesvigske Sag gunstig ordnet, imod at Storfyrsten lovede, naar han blev Kaiser, ikke at foretage nogetsomhelst Fjendtligt mod Tydskland. Jeg sagde Dirckinck, at af de Expedients, som der for Tiden kunde være Tale om, kunde dette vel i og for sig forekomme mig det bedste, men at jeg tvivlede paa at det vilde føre til Maalet, da jeg ikke antog, at Kronprindsen af Preussen n u kunde gaae ind paa den omhandlede Accord.

Kunde Tingen gaae, var det jo meget godt; men iøvrigt anseer jeg det hellerikke af videre Betydning om Dirckinck skulde komme frem igjen med sin Plan; thi Storfyrsten kunde næppe indlade sig derpaa uden Kaiserens Samtykke, og dette vilde beroe paa Gortchacow, som selvfølgelig ikke sluttede sig dertil uden først at have spurgt sig for her. . . .

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.