Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Falbe, Christian Frederik (1871-12-07)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Wien, 7. December 1871.

Herr Baron,

Efter en Uges Fraværelse i Ungarn har Grev Andrassy først idag været tilgjængelig for corps diplomatique, og det var for mig den første Leilighed, til at gjøre ham min officielle Opvartning i hans nye Stilling. Efter den første indledende Samtale om personlige Forhold, gik Grev Andrassy over paa det politiske Gebet, ved at spørge mig, hvad jeg syntes om hans Circulaire, 2) og yttrede, at han haabede, ved samme at have givet et vægtigt Bidrag til at befæste Freden for Fremtiden, ligesom han nu var sig bevidst, at have fulgt den rette Vei, ved at holde Østerrig udenfor det forløbne Aars skjæbnesvangre Begivenheder. Efter nogle Bemærkninger fra min Side, om at han i den kongelige Regjering vilde finde en oprigtig Støtte for sin Fredspolitik, yttrede Grev Andrassy, at s. 81han havde Grund til at troe, saaledes som han havde sagt mig efter Salzburger Mødet, at vi vilde være de Første til at nyde Frugterne af denne Fredsæra, idet Fyrst Bismarck kun ventede paa det beleilige Øieblik, for at vise sin Høimodighed /: dette ironisk meent:/ ved Nordslesvigs Tilbagegivelse til Danmark. Jeg tillod mig hertil at spørge Grev Andrassy, om han vidste, i hvad Udstrækning og paa hvilke Betingelser den preussiske Regjering tænkte paa at udføre dette priisværdige Forsæt. Han svarede mig, at han ikke var istand til at give mig nogen nærmere Oplysning i saa Henseende, thi derom var Intet bleven sagt ham. Jeg greb da Anledningen til at føre Greven tilbage til Sagens Standpunkt ved Forhandlingernes Afbrydelse og Grev Beusts Depesche af 1. April 1868, 1) idet jeg fremhævede, hvor umuligt det havde været for Hans Majestæts Regjering at gaae ind paa de preussiske Betingelser, og skjulte ikke for ham, hvor lidet den havde følt sig tiltalt ved Beusts Mediation. Idet Grev Andrassy noterede sig Depeschens Datum, og smilende bemærkede, at denne i sig selv var temmelig omineus, bad han mig undskylde, at han ikke endnu var tilstrækkelig inde i dette, som i mange andre Spørgsmaals Detailler; men han haabede, efterhaanden, at kunne sætte sig fuldstændigt ind i samme og derefter være istand til at danne sig en mere bestemt Dom. Jeg fortsatte derefter min Udvikling ved at sige, at Hans Majestæts Regjering, saalidt som den østerrigsk-ungarske forfulgte ærgjerrige Hensigter. Dens Hovedformaal var, at see Pragerfredens Bestemmelse udført paa en Maade, der var egnet til at fjerne al fremtidig Anledning til Complicationer fra dens mægtige Naboes Side; men dette vilde næppe kunne skee, uden at den preussiske Regjering afstod alle overvejende danske Distrikter f. Ex. Als, hvor den danske Befolkning udgjorde over 90 pr. Cent, og opgav de saakaldte strategiske Hensyn, hvorpaa den hidtil havde støttet sin Uvillie til at udlevere s. 82dem, saavelsom den Beskyttelsesret, som den havde forbeholdt sig.

6

Grev Andrassy bemærkede da, at Fyrst Bismarck havde nævnt, at en af Hindringerne for Udførelsen af hans Hensigter netop laae i Vanskeligheden, for at finde den rette Vei, til at beskytte de tydske Familier, som maatte blive indbefattede i Afstaaelsen. Hvad de »strategiske« Hensyn angik, saa frygtede han, at Preussen overfor os vilde begaae samme Feil, ved Bibeholdelsen af Als, som det havde begaaet ved at beholde Metz og Strassborg. Jeg replicerede hertil, at hvad Als angik, var det »strategiske« Hensyn et aldeles tomt Paaskud. Kielerhavn var af den største strategiske Betydning for Tydsklands Magtstilling i Østersøen, hvorimod Alssund og Høruphav kun havde en saadan, forsaavidt det agtede at true Danmark og kaste en fjendtlig Styrke over paa vore Øer. »løvrigt, tilføiede jeg, seer jeg af Deres Yttringer om Metz-Strassborg, at jeg har forstaaet Deres Circulaire rigtigt, idet jeg har opfattet den Pointe, det indeholder til Deres Naboer.« Grev Andrassy loe og indrømmede Rigtigheden af min Bemærkning, idet han tilføiede, at det var mærkeligt, hvor ugeneert man som Diplomat kunde sige sin sande Mening, thi da blev den først ret ikke forstaaet eller udfundet. Han alluderede derved til, at General Schweinitz har været instrueret paa at udtale sin Regjerings levende Anerkjendelse af hans Circulaire, ligesom Hr. Novikoff har meldt ham det russiske Cabinets Samstemning med de af ham udtalte Principer.

Af Grev Andrassys Slutningsbemærkning fremgaaer saaledes en yderligere Bekræftelse af, hvad jeg tidligere har havt den Ære at indberette, nemlig at den østerrigsk-ungarske Regjering ikke har villet eller i Fremtiden agter at tage nogen Deel i Tydsklands Ansvar for Annexionen af Elsass-Lothringen, og ikke vil lade sig binde til nogen Alliance, der maatte indbefatte en Garantie for disse Provindser.

Hvad den slesvigske Sag angaaer, haaber jeg under de nærværende s. 83Omstændigheder at have fulgt saa nær Deres Excellences Instructioner af 21de f. M., 1) som hine tillod det. Uden at trænge paa mere præcise Udtalelser fra Grev Andrassys Side, vil jeg lade mig det være magtpaaliggende, ikke at forsømme de Leiligheder, der maatte tilbyde sig, til at erfare Ministerens nærmere Anskuelser om Sagen og at indvirke paa dem i vor Interesse

C. Falbe.

Depeche Nr. 35.