Danmarks Breve

BREV TIL: A. E. M. Schleisner FRA: Hans Andersen Krüger (1871-12-12)

H. A. Kriiger til A. E. M. Schleisner.
Beftoft, 12. December 1871.

Meget ærede Ven!

Efterat Valget her til den tydske Rigsdag har funden Sted og efterat jeg paany er gjenvalgt som Repræsentant for Nordslesvig, saa er det Tidspunkt kommen da jeg maa henvende mig til Dem og bringe Dem i Erindring hvad vi tilsammen talte om under mit sidste Ophold i Kjøbenhavn. Skjøndt jeg fuldt og [fast] forudseer, at min parlamentariske Virksomhed er og vil vedblive at være fuldkommen ørkesløs, saa længe Bismarck har sine diplomatiske Forhandlinger med Danmark i vore Spørgsmaal at støtte sig til, saa har jeg dog uagtet jeg vitterligt veed at jeg gjør mig selv Uret, troet at burde give efter for mine Vælgeres Ønske der enstemmig gaaer ud paa at jeg indtager min Plads i Rigsdagen.

Naar jeg siger Dem at det er dengang med stor Ulyst og Uvillie jeg gaar til Rigsdagen saa maa De ikke opfatte det saaledes som om jeg betragter det nordslesvigske Spørgsmaal opgivet derved, at Frankrig er beseiret, tvertimod jeg mener at vor Sag ingensinde har staaet høiere end netop i dette Øieblik og det fordi at Tydskland i nærværende Moment netop s. 84 staar i Begreb med at afslutte en Fredstractat med Frankrig og det da er af særlig Vigtighed at Tydskland kan constatere for al Verden, at den ærligt og loyalt efterkommer sine Tractatsforpligtelser. Nei det der kjeder mig og der virker lammende og hemmende paa mit Humeur, det er at jeg mærker mere og mere at den Politik jeg hævder staar i stik modsat Retning den Politik hvorefter den danske Regjering søger Spørgsmaalet ordnet, og ligesom de omtalte Forhandlinger mellem det danske og berlinske Cabinet gjør Bismarck det let at overbevise hele Europa om med hvilken redelig Villie han [har] søgt at fyldestgjøre sin Tractatsforpligtelse ved at henvise til Forhandlingerne, paa samme Maade vil han kunde forskaffe Ret naar det engang skulde komme saa, at Frankrig manglede et Paaskud den kunde paaberaabe sig naar den fandt for godt at gjøre et Sving til Siden fra det Spor den nu afsluttede Tractat bød den at gaa, thi da vil han atter kunde overbevise Verden om sit fredelige Sind ved at pege paa de fortrolige Forhandlinger med Danmark; da den nordtydske Forfatning dennegang foreligger til Revision saa er der vistnok tilstrækkelig Argumenter som tjener mig som Tilknytningspunkt for min Virksomhed, men den Maade jeg her er henvist til at forskaffe mig Ordet paa er forbunden med et meget bebyrdende Arbeide, thi mig tilstedes det ikke som Andre at opnaa Ordet under nogen Generaldebatter i Huset. Thi der er ved den nye Forretningsordens Revision i sidste Samling draget Omsorg for, at Oppositionen ikke kommer for tidt til at tale, man lader som De veed ikke mere dem der ønsker Ordet reise sig op, og Præsidenten gier den han synes bedst om Ordet. Det er i hvert Fald ikke passeret mig endnu, at Præsidentens Øie har søgt den Plads hvor jeg stod. Man maa da paa anden Maade see at gjøre sig gjæl- dende og dette kan skee ved at stille Ændringsforslag til Forfatningen, saadanne kan stilles til 2den Behandling uden Understøttelse og man begjerer da Ordet der ikke kan negtes een for at motivere sit Forslag, men det er en svær og byrdefuld s. 85 Vei at gaa; man overdrages med et Arbeide der overstiger mine Kræfter. Jeg er allene som De ved; jeg er overbevist om at Ahlmann nok skulde paa min Begjering følge mig til Berlin, han negter det ikke, men jeg veed tillige, han finder sig umaadelig ilde ved at opholde sig i Berlin, hvorfor han virkelig har en afgjort Afskye og jeg kan derfor ikke faa over mit Sind at anmode ham om at følge mig, derimod har det ikke bebreidet mig da jeg hørte at De som 29aarig paa sidste Session var bleven udskreven til Soldat, at jeg var saa dristig at anmode Dem at aftjene Deres Værnepligt med at assistere mig naar jeg atter blev valgt, og skulde indtage min Plads i Rigsdagen; det er vel sandt Kongens og Fædrelandets Tjeneste bør ingen fornegte sig, men kjere Ven, i hvilken Branche af Militairlivet, kunde De yde Fædrelandet en større Tjeneste som ved at staa mig bi og lette mig de Byrder hvoraf jeg i mine Bestræbelser for Folkets og Fædrelandets Sag er overvældet af. *)

6*

Hvis Regjeringen og navnlig Krigsministeren under hvis Reseur [?? ɔ: Ressort] det Spørgsmaal hører, anseer min Virksomhed for nyttig, saa antager jeg ikke, at mit Ønske møder Uvillie. Naar jeg herved beder Dem om der ved hiin Samtale erklærede Dem villig til at gaa ind paa mit Forslag i den antydede Retning, at De vilde foreligge mit Ønske for Ministeriet, det skulde dog være besynderlig om Regjeringen skulde hælde til den Mening at De formaaede at gjøre større Nytte ved som Menig at stikkes ind i et Regiment, som De vilde kunde ved at anvende Deres inteligente Evner og Kræfter, Deres erhvervede dybe Indsigter paa det politiske Omraade som De ved tidligere Samvirken med min Ven Ahlmann og mig har lagt for Dagen De er i Besiddelse af, i den Kamp jeg har og ligesom er fordømt til at bestaae imod en overmodig Modstander.

Dersom jeg var kommen til Kjøbenhavn, vilde jeg mundtlig s. 86 have foredraget Sagen for høie Paagjældende *) men jeg finder det rigtige ikke nu at reise did, da man herfra bliver speidet ved hvert Skridt man gjør, og jeg vil ikke give mine Fjender selv et Skinpaaskud.

Det hele maa foregaa i al Stilhed og ingen Uvedkommende maa indvies i Sagen. Jeg har endnu kuns for Deres oeconomiske Forholds Skyld at gjøre Dem opmærksom paa at Tjenesten i Berlin kræver større Offre som Tjenesten i Kjøbenhavn; for at holde Dem skadesløs maatte Deres Lønning hæves fra Menig til Officeer.

Jeg venter inden jeg reiser til Rigsdagen altsaa endnu i denne Uge at høre nærmere fra Dem i Sagen der er mig af særlig Vigtighed.

H Krüger

Cand. phil. 0. A. Schleisners Papirer. — Gengivelsen er bogstavret, dog er Tegnsætningen og Brugen af store og smaa Bogstaver lidt lempet.