Danmarks Breve

BREV TIL: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn FRA: George Joachim Quaade (1872-06-12)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 12. Juni 1872.

Deres Excellence vil af min Rapport af 10de have seet, at vi endnu i en 14 Dage maae have Taalmodighed med Udvandringssagen. Men efter alt hvad man siger mig, vil da ogsaa Sagen gaae i Orden.

Hvad den anden endnu vigtigere Sag angaaer, da bestaaer det Eneste jeg i lang Tid har hørt derom, i en Meddelelse, som Kjker Krag 2) ved sin Tilbagekomst til Berlin for omtrent 14 Dage siden bragte mig om en Efterretning der var kommen til Kbhvn. fra Vien, og hvorefter den herværende Regjering havde søgt Enighed med nogle andre Regjeringer navnlig den østerrigske, om et Slags Ultimatum der skulde stilles Danmark. Her har der, saavidt jeg veed, aldeles ikke været Tale om noget Sligt, selv som Rygte, og jeg maa saaledes saameget mere ansee det for ugrundet, som der dog alt s. 102 er hengaaet temmelig lang Tid, uden at der synes at være kommet Andet ud deraf.

Naar jeg siger at jeg Intet har hørt om det Nordslesvigske Spørgsmaal, saa mener jeg da forresten ikkun, at der Intet er kommet mig for Øre, som der var Anledning for mig til at skrive om. Thi jeg har ganske vist, nu som ellers, hørt tale om Spørgsmaalet, forsaavidt som dels Colleger af mig have spurgt mig om Stillingen var forandret, og dels officielle saavelsom andre Personer, have, som forhen, udtalt deres egen Attraa efter et godt Forhold mellem Danmark og Tydskland og, som Middel hertil, erkjendt Ønskeligheden af det omhandlede Spørgsmaals Løsning; men dette betyder desværre, efter min Mening, ikke Meget; thi der er kun to Personer i Verden, hvis Anskuelser eller Hensigter ere af virkelig Betydning for dette Spørgsmaals Løsning. Hvem disse to Personer ere, vil Deres Excellence let indsee; men paa Spørgsmaalet om hvilken af dem, der har den største Indflydelse paa Sagens Afgjørelse, kan jeg intet Svar give. Kun saameget er vist, at den ene af dem, det jeg veed, aldrig har udtalt sig, ialfald aldrig tydeligt, og at jeg ikke veed, hvormegen Tiltro man kan skjænke den andens mangfoldige Udtalelser.

Hvad M.’s Yttring 1) angaaer, saa kan man vel ikke frakjende den al Betydning, og muligt er det jo ogsaa, at en saadan Yttring foreligger netop fra den nærværende Tid; thi ifølge min Erfaring har Gr. M. bestandig været blandt dem der ønskede en Forsoning med Danmark; men jeg forstaaer ikke, at Yttringen skulde være gaaet saa langt Syd paa som Deres Excellence mener. Idetmindste har Gr. M. i tvende Samtaler med mig, hvorom jeg under 3die April og 1ste Maj 1869 har privat tilskrevet Grev Frijs, 2) udtrykkelig undtaget »die Schlachtfelder« fra hvad der kunde gives Danmark tilbage. s. 103 I den første af disse Samtaler gjorde han ganske vist en Indrømmelse med Hensyn til Als, men i den anden var han atter mindre coulant.

G. Quaade.

Oreby.