Danmarks Breve

BREV TIL: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn FRA: Jens Julius Hansen (1872-12-12)

Jules Hansen til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Frankfurt a. M., 12. August 1872.

Idag Formiddag Kl. 10 traf jeg A. i Hotel d’Angleterre og havde med ham en lang Samtale. 1) Jeg begyndte med at sige ham Følgende:

»I Onsdags forlod jeg Kjøbenhavn for at søge Dem i Heiligen Damm, hvor jeg opholdt mig to Dage, indtil jeg fik Vished for at De endnu vilde blive i Frankfurt nogle Dage. Jeg reiste da i Løverdags Aftes hertil for at sige Dem, at jeg under mit Ophold i Kjøbenhavn er kommen til den Overbeviisning, at der sammesteds — ogsaa i de ledende Kredse — hersker et levende Ønske om saa snart som muligt at faa det slesvigske Grændsespørgsmaal ordnet, og at man anseer den forestaaende Trekeisersammenkomst i Berlin for en Begivenhed, der vel kunde bringe Sagen nærmere til en Afslutning. «

Hertil bemærkede han, at han ønskede at vide om det var blot min personlige Opfattelse eller om jeg havde talt med competente Folk derom og kunde indestaae for at jeg ikke vilde blive desavoueret, naar jeg saa stærkt accentuerede Tilstedeværelsen af et sligt Ønske i Danmark.

Jeg svarede, at han vel maatte kunne indsee, at jeg ikke uden alvorlige Grunde havde søgt ham paa flere Steder i s. 118 Tydskland. Jeg tilføiede, at efter min Opfattelse vilde den danske Regjering ikke være utilbøielig til at paabegynde direkte Forhandlinger om Udførelsen af § 5, saasnart som den ved en eller anden avis fra Berlin var bleven underrettet om, at en lignende Tilbøielighed var tilstede hos den preussiske Regjering.

Hertil bemærkede han: »Vanskeligheden er at for Tiden ere Alle i Berlin spredte ad rundt om ved Badestederne. I Berlin er kun Balan i Thieles Sted. Bismarck befatter sig kun lidet med Politik; han er temmelig svag endnu, og det er ikke engang sikkert, at han kommer til Berlin under Trekeisersammenkomsten, der saa temmelig er arrangeret en dehors de lui. Men Keiseren kunde maaskee selv tage Sagen i sin Haand, og det vilde gaae saa meget lettere, hvis De kunde sige mig, om Kong Christian ikke vilde være villig til at modtage en Indbydelse til Berlin under Keisersammenkomsten; saa kunde Keiseren jo selv tale med den danske Konge om det slesvigske Spørgsmaal, og derved vilde Sagen lettest komme i Gang.« —

Hertil svarede jeg, at jeg Intet kunde sige ham med Hensyn til Kong Christians Tilbøielighed til at tage til Berlin, men at det ialfald forekom mig afgjort, at Kongen med al sin Villie til at gjøre hvad han kunde for sit Land, dog ikke kunde foretage en saadan Reise uden at der havde fundet foreløbige Forhandlinger Sted om den Maade, hvorpaa det nordslesvigske Spørgsmaal vilde kunne afgjøres.

Hertil svarede han: »Ja, Ja, lad os see; det dreier sig jo først om at faae Sagen sat igang, og jeg troer nu, at det er rigtigst at henvende sig strax til Keiseren, og jeg er ikke utilbøielig til at hjælpe Dem dermed.« —

Jeg bemærkede hertil: »Jeg maa bede fastholdt at jeg vedblivende maa betragte Paabegyndelsen af Underhandlinger — og alvorlige — om Grændsereguleringen som Hovedsagen, som Grunden til min Reise. Spørgsmaalet om Kongens Indbydelse til Berlin kan jeg kun betragte som kommende »i s. 119 anden Linie«. Husk paa, at Kongen ikke kan modtage Indbydelsen, medmindre han faaer Vished for at Grændseregu- leringen kan ordnes paa antagelig Maade. «—

Hertil svarede han: »Lad os formulere nogle Punkter.« —

Vi bleve da enige om Følgende:

1 Stærk Tilbøielighed i Kjøbenhavn til at faae en Ende paa den slesvigske Sag.

2 Man vil dog Intet paabegynde i Kjøbenhavn førend man har faaet en avis om hvorledes Sagen opfattes i Berlin.

3 Trekeisersammenkomsten kan skabe en for Sagens Tilendebringelse gunstig Situation;

4 Dersom denne Situation forinden klarer sig paa en for Danmark tilfredsstillende Maade, kan der være Spørgsmaal om danske fyrstelige Personers Tilstedeværelse i Berlin først i September.

(Om det fjerde Punkt maatte jeg kæmpe længe med ham, der aabenbart interesserer sig for Sagen og vil tage den i sin Haand. Han lægger hele Tiden Vægten paa »at Kongen blot skal tage til Berlin, saa ville han og Keiseren nok arrangere det Hele«. Jeg vilde engang afbryde Samtalen, da jeg helst vilde heelt undgaae alt dette om Kongens Reise. Imidlertid veed A. nu klarlig, at der maa gjøres Indrømmelser for at der skal være Tale om Kongens Nærværelse i Berlin). —

Efterat vi vare blevne enige om disse 4 Punkter, yttrede han: »Jeg skal nu sætte en Beretning op til Keiseren. Iaften reiser jeg til Berlin, og min Beretning vil afgaae med Feldjæger til Gastein imorgen. Hvis Keiseren vil indlade sig paa Sagen, vil det jo være det Correkteste, at han paa officiel Maade tager Initiativet og henvender sig direkte til den danske Regjering. Isaafald burde denne da hurtig tage en Beslutning, thi der er jo ikke lang Tid tilbage. Det bedste for den danske Regjering vilde vel være at sende strax »eine geeignete Persönlichkeit« til Berlin eller til Gastein for at arrangere de foreløbige Aftaler; thi Alt angaaende 5te Artikel kan dog ikke ordnes saaledes i en Fart. Jeg kan s. 120 endnu ikke sige Dem, om det vil lykkes at sætte Sagen i Gang, men imidlertid lover jeg Dem at gjøre hvad jeg kan. Hvis det er muligt, skal jeg lade Dem tilflyde et Par Ord i Paris, for at De ikke skal være uvidende om, hvad Vending Sagen har taget. Jeg beder Dem, om ikke at lade Nogetsom- helst komme i Bladene om Affairen, førend der foreligger noget Officielt. Den offentlige Mening behøver ikke at forberedes i Tydskland, hvor Ingen mere bekymrer sig om det nordslesvigske Spørgsmaal. Alt ligger i Keiserens Haand.«

Hermed tog jegAfskeed og reiser imorgen tidlig over Kölin til Paris, hvor jeg agter at blive, indtil der kommer Klarhed i Sagen. Skulde Alt gaae vel, kunde jeg ønske at tage til Berlin under Keisersammenkomsten; min Nærværelse der kunde maaskee paa en eller anden Maade blive nyttig.

Naar jeg nu eftertænker min Samtale med A., kan jeg ikke Andet end i det Hele være ret tilfreds. Han er vistnok den rette Mand at henvende sig til i Øieblikket, og han forekommer mig dog ret vel stemt mod Danmark.

Til Østerrigere taler jeg under disse Omstændigheder ikke om Sagen.

Hvis Keiseren indlader sig derpaa, er det jo muligt, at en officiel avis indtræffer i Kjøbenhavn en af de første Dage (Torsdag, Fredag eller Løverdag). Man vil jo da have tilstrækkelig Tid til at træffe sine Forberedelser. Efter min Mening maatte der hjemme ved denne Leilighed handles med Resoluthed og Energi. Keisermødet er en Situation, der ikke maa lades uforsøgt; det vilde ikke kunne forsvares. Jeg kan jo tage feil, men det bæres mig for, at vor Konge vil udrette endeel, hvis det skulde komme saavidt, at han anstændigviis kan tage til Berlin.

Jeg antager, at De har faaet mit Brev af i Løverdags (afsendt til min Kone). De bedes ved Modtagelsen af nærværende at sende mig følgende Telegram (undertegnet Greisen) til min Adresse: 9 rue de Beaune, Paris: »Vos deux lettres reḉues. Santé bonne«. —

H.

s. 121 P. S. Hvis De ønsker andre Meddelelser, bedes De tilskrive mig. Jeg kunde maaske give endnu et eller andet Vink.

Oreby. Uden Angivelse af Adressaten. Navnet Greisen benyttedes ofte under Korrespondance med Jules Hansen til og fra P. Vedel og Udenrigsministeren. — Sml. Grev Harry Arnims Referat af Sammenkomsten i Privatbrev til Bismarck af 12. August 1872, trykt i Uddrag i »Bismarck und die nordschleswigsche Frage«, S. 375 f., samt J. Hansen: Les coulisses de la diplomatie, S. 253 f.