Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1872-11-07)

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 7. November 1872.

Kjære Vedel! De i Deres venlige Skrivelse af 3die Novbr. 1) modtagne Oplysninger morede mig meget, thi jeg havde en Formodning om at Fallesens Coureerreise havde en bestemt Grund, først troede jeg at han kunde være bleven kaldt ned til Blixen af denne selv, som havende været sidst Curator for Sønnen, men da dette blev mig klart ikke at være Tilfældet saa laae den anden Slutning at det var en politisk Reise meget nær efter den Samtale jeg under mit sidste Ophold s. 145 havde med Finantsministeren 1) ; det vil ikke undre mig, om man i sin besynderlige Uro efter Virksomhed eller Handling, uden Hensyn til hvad Resultat denne bringer, tilsidst henvender sig til CarlPlessen 2) ; De veed efter mit Skjøn vilde jeg naar Galt skulde være endog foretrække den Sidste; thi det er dog en Mand med Alvor om end med Lidenskab og Had imod os. 3) Ligesom De er jeg ogsaa meget bekymret for den nærmeste Fremtid, saavel af Hensyn til Ministeriets indre Sammenhold, som af Hensyn til den indre Gjæring eller rettere uhyggelige Usikkerhedsfornemmelse hos hele Folket, og jeg selv, som efter bedste Evne stræber efter at styrke Modet baade hos mig selv og hos Andre i Overbeviisningen om at det Væsentligste er ikke at tabe Troen paa sin egen Existents, — jeg gyser naar jeg daglig læser om os som det særegne Kristenfolk, thi denne Selvindbildning efter alle Livets tunge Tugtelser forekommer mig tidt som det sidste Stadium inden Folket spærres i Daarekisten og denne Galskab har ved Hjælp af Bondehøiskoler etc. grebet langt videre om sig end de Fleste have eller ville have en Forestilling om. —

De veed at jeg elsker mit eller vort Folk og at jeg har en Tro til dets Begavelse eller Perfectibilitet, men tidt forekommer det mig som om vi have en særegen Eiendommelighed, der gjør os aldeles uskikkede til at være Politikere, nemlig en Mangel paa bon sens, der viser sig deri at vi aldrig kunne holde Maade hverken i vor Kjærlighed og Had ei heller i vor Tro og Mistro, jeg vilde gjerne kalde det barnligt men desværre forekommer det mig i de fleste Tilfælde barnagtigt og en Mangel paa den fornødne Manddomskraft; det var et uerstatteligt Tab i aandelig Forstand da Norge skiltes fra Danmark, s. 146 thi den Blanding af de Førstes Energi og Tillidsfuldhed med vor Blødhed og besynderlige Seighed desuagtet var heldig til at fremkalde noget Fornuftigt, hvorimod der nu findes betydelige Mangler paa begge Steder. — De henpeger med en vis Angst paa Krigsministerens 15 Millioner, 1) og jeg kan tænke mig at saavel Summen som Tiden inden hvilken den skal skaffes tilveie er indiscutabel, men det forekommer mig at en bevidst og permanent Anstrængelse for at gjøre sit Yderste til Selvforsvaret er det eneste Middel til at afværge en fuldstændig Opløsning; under den nuværende europæiske Statssamfundstilstand, hvor egentlig kun een Magt staaer opreist med den for enhver Regjering fornødne Energi til at tage Tøilerne i Haand, kunne slige Anstrængelser ikke fuldelig anerkjendes, men sligt Over- eller Eneherredømme har den hidtidige historiske Erfaring dog viist ikke at kunne være af lang Varighed og der er nogen Sandsynlighed at ogsaa i den Henseende skrider Udviklingen nutildags raskere frem, men dette være nu som det vil — saa spørges om det ikke er absolut indre Nødvendighed under den nuværende demokratiske Udvikling at hævde en slig Arbeiden til det Yderste, og det vil dog være let at gjøre klart for Alle at en slig Bekostning er en Ubetydelighed imod at maatte trælle for Andre; — gid Ministeriet maatte kunne arbeide sig sammen til en fælleds harmonisk Opfattelse i den Henseende. — ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.