Memoire af Direktør P. Vedel.
12. Januar 1873.
I.
Vi kunne ikke vente, at en tilkommende Regering i Preussen skal kunne eller ville opfylde Art. V, naar den nærværende ikke giør det. Kronprindsen af Preussen er ikke venligere stemt mod os end Kejser Vilhelm og han vilde i alt Fald savne den Autoritet som Faderen havde. Bismarck er uafhængigere, fordomsfriere og mere personlig interesseret i Opfyldelsen af det givne Løvte end nogensomhelst Efterfølger. Hvad der skal skee, maa altsaa skee under den nuværende Regering i Preussen, ellers skeer der rimeligvis slet Intet.
Men hvad kan og vil den da? Mere end nogensinde før maa Bismarck nu tage Hensyn til Kejser Vilhelm og til den offentlige Mening i Tyskland. Kejser Vilhelms Stemning kjende vi og selv ligeoverfor Rusland have hans Udtalelser ikke givet noget Haab. Den offentlige Mening see vi i Pressen, der reiser sig som een Mand saasnart der skeer den svageste Hentydning til Art. V, og i Landdagen, hvor Udvalget i sin Tid s. 159aabent udtalte at denne Artikel aldrig burde opfyldes og handlede derefter. Billes sidste Reise gav det samme Resultat, thi hans Forsøg paa at faae en anden Anskuelse fremsat i Spen. Zeit. lykkedes kun forsaavidt som hans første Brev optoges i Forbindelse med en bestemt Modsigelse, medens det næste sendtes ham tilbage. 1) Bauers Bog vil være ligesaa virkningsløs som Kriigers Protester i Rigsdagen, kun med den Forskjel, at hiin vil ærgre Publikum medens disse morede det.
See det er altsaa de 2 Magter, som Bismarck skulde tvinge og hvorfor skulde han prøve sine Kræfter paa et saa vanskeligt Arbeide? Fordi Art. V nu engang existerer? Det kan for det Første ikke nytte at dølge [for] sig, at den har sine Mangler. At der savnes en Tidsbestemmelse og at den ikke udtrykkelig udelukker Fordringen om Garantier, er ganske vist kun uholdbare Indvendinger, men allerede Udtrykket »nordlige Distrikter« er uheldigt, og hvad der er Hovedsagen, det er kun et Løvte til Østerrig, ikke til os, og Østerrig kan altsaa udtrykkelig eller stiltiende renoncere paa det. Men dernæst er der jo saamange Traktater i Verden som ere blevne uopfyldte og vi selv have en saa rig Erfaring i den Henseende, at vi dog ikke kunne blive saa overordentlig overraskede, hvis Bismarck giør det Samme med Art. V. Eller skulde Bismarck paatage sig dette Arbeide for at give Europa et Pant paa Preussens Maadehold i Lykken og for at vinde en sikker Ven i Danmark? Det ligner ham ikke at giøre store Anstrengelser derfor, og Preussen har nu efter den franske Krig mindre end nogensinde Noget at frygte af Danmark, saameget mere som det vel ved Hjælp af den nuværende Regering i Sverige vilde være det dobbelt let at sikkre sig imod enhver Mulighed fra vor Side.
Det er altsaa ikke lidet rimeligt at Bismarck helst vil lade Sagen skjøtte sig selv og døe. Men skulde han imidlertid s. 160finde Anledning til at giøre Noget for at opfylde Art. V, vilde det sikkert aldrig strække sig videre end til at tilbyde os Haderslev og Aabenraa mod Garantier eller et mindre nordligt Distrikt uden Garantier. Saaledes udtalte han sig, da den franske Krig endnu forestod, og efterat Garantispørgsmaalet engang er kommet frem og er slaaet fast i den tydske Almeenbevidsthed som en Nationalfordring, kunde han ikke i videre Omfang komme bort fra det, selv om han vilde.
II.
Vi kunne ikke paatage os nogensomhelst Garanti. Vi have seet, hvad det gamle Forbund forstod at bringe ud af almindelige og ubestemte Antydninger i en Depeschevexel der dog udtrykkelig var erklæret ikke at skulle skabe nogen international Forpligtelse, og nu skulde vi paa den formelleste Maade binde os ligeoverfor Preussen med Hensyn til vore indre Anliggender? Selv om vi ikke forpligtede os til Andet end hvad vi af andre Grunde allerede vare bestemte paa at giøre, vilde vi dog aldrig kunne paatage os nogen traktatmæssig Forpligtelse dertil. Er der noget, hvori alle Upartiske i Europa giver os Ret, saa er det deri!
Hvad Preussen derimod vil give os tilbage af Nordslesvig uden Garantier, bør vi utvivlsomt tage imod, uden Hensyn til om det er Meget eller Lidet. Saalænge den tydsk-franske Krig endnu forestod, kunde vi foretrække at holde Spørgsmaalet aabent for ikke ved at modtage en Deel af Nordslesvig maaskee at forspilde de Chancer som Frankrigs forventede Seir kunde aabne os til at erhverve det Hele. Men nu da denne Udsigt er forsvunden og ingen anden kan ventes at ville frembyde sig for lang Tid, vilde det være Daarskab fremdeles at holde fast ved Alternativet »Alt eller Intet«. Den sunde Menneskeforstand siger os tvertimod at »Noget er bedre end Intet«, og dette er saa sandt, at Preussen aldrig vilde forstaae et saadant Afslag af os anderledes end som et Bevis for at vi haabe paa en Leilighed, der kan bringe s. 161os det Hele, og det vilde sikkert ikke undlade at tage sine Forholdsregler imod os derefter, naar et almindeligere Fredsbrud igjen maatte true Europa.
Den modsatte Anskuelse savner imidlertid ikke Forsvarere. Tilbagegivelsen af en Deel af Nordslesvig — saaledes siges der — vil dog aldrig kunne bringe os til at glemme den Uret, som vi have lidt og vor nuværende fjendtlige Stemning imod Tydskland vil ikke forandre sig derfor. Hvad de Slesvigere angaaer, der gives tilbage til Danmark, saa vilde de bittert føle Adskillelsen fra deres Brødre, der forblive under det preussiske Herredømme, og dette i Forbindelse med Umuligheden af heelt at tilfredsstille de overdrevne Forventninger, som de under Trykket af deres nuværende ulykkelige Stilling rimeligvis knytte til en Forening med Danmark, vil ikke kunne Andet end fremkalde en farlig Misfornøielse mellem dem. De forladte Nordslesvigere ville klage over at være forraadte og de ville vende sig bort fra et Fædreland der opgiver dem. De Tydske endelig der i større eller mindre Antal vare spredte i den tilbagegivne Deel af Nordslesvig eller som senere bosætte sig der, ville nok med Tiden vide at finde Paaskud til at beklage sig over formeentlige Fornærmelser og Forfølgelser.
Hvad maae vi nu ikke under saadanne Omstændigheder vente os af den tydske offentlige Mening, der kun nødtvungen har fundet sig i Tilbagegivelsen? Kan der være den fjerneste Tvivl om at den hurtigt vil forstaa, at Danmark endnu bestandigt er Tydsklands Fjende, at den i de tilbagegivne Nordslesvigeres forbigaaende Misfornøielse vil see et Udtryk af Anger og i de tilbageblevne Nordslesvigeres Bitterhed imod Danmark en Opfordring, og at den vil exploitere de danske Tydskeres »Smertens Skrig« til at gjenoplive det dybe Had imod os, der sidste Gang kostede os Hertugdømmerne og næste Gang vilde true vor hele Existents? Og for alle disse Farer skulde vi udsætte os, blot for at vinde et Par □ Mile, der dog i Virkeligheden hverken kunde gjøre s. 162os fra eller til? Var det da ikke meget klogere at afslaae den farlige Gave? Vilde vi ikke derved opnaae den dobbelte Fordeel, at undgaae enhver Kilde til ny Strid med Preussen og at sikkre Danmark mod Tydskhedens truende Fremskridt ved en mægtig Dæmning af hele det danske Nordslesvigs forenede Modstand?
11
Hvis disse Præmisser vare rigtige og udtømmende, vilde de føre langt videre og til en Conclusion, som man dog neppe vil vedkjende sig, nemlig at vi endog skulde afslaae Flensborglinien, hvis vi kunde faae den. Thi ogsaa om denne Erhvervelse kan det med Sandhed siges, at den ikke vilde give Danmark nogen væsentlig Magtforøgelse og ikke mindre sikkert er det, at hverken vilde Tydsklands Lyst til paany at søge Trætte med os eller Leiligheden til at finde Paaskud dertil blive mindre, naar det var hele Nordslesvig, og ikke blot en Deel, som gaves os tilbage.
Men de anførte Betragtninger ere ikke rigtige. Man overdriver Vanskelighederne og udmaler Farerne med for stærke Farver. Lad være, at vor Erfaring med Hensyn til de slesvigske Sogne, der ved Wienerfreden ere blevne incorporerede i Danmark, er altfor begrændset til at vi kunne slutte med Sikkerhed derfra, men, saaledes som den nu er, tjener den i alt Fald ikke til at bestyrke hine mørke Forudsigelser. Der er ganske vist Vanskeligheder og Farer forbunden med Gjenerhvervelsen af en Deel af Slesvig, men vilde vi da ved at afslaae at modtage, hvad vi kunde faae, sikkre os mod enhver Mulighed af tilkommende Overgreb fra Tydsklands Side? Det vilde være uforsvarligt at modtage Noget med Garantier, kunne vi ved Hjælp af nogen politisk Combination opnaae en særlig Sikkerhed for Riget, maae vi naturligvis af yderste Evne stræbe derefter, og forresten stole paa at det ved Forsigtighed og Maadehold skal lykkes os at forebygge de Farer, som ganske vist kunne følge af en saadan Erhvervelse. Men af Frygt derfor at afslaae Tilbudet om en partiel Tilbagegivelse vilde være at tilsidesætte Pligter som s. 163et Folk ikke ustraffet kan krænke. Spørgsmaalet lader sig nemlig ikke løse ved alene at afveie Farerne og Vanskelighederne imod den materielle Fordeel som Danmark kunde have af at forøges med nogle □ Mile Land — vare disse de eneste Faktorer med hvilke der skulde regnes, vilde det Facit være rigtigt, at den sidste ikke kan opveie de første. Men der er et ganske andet Hovedpunkt, hvorpaa det kommer an og det er Vigtigheden af at tilbagevinde for det danske Folk en saa stor Deel af de danske Nordslesvigere som endnu staaer til at redde, og denne ideelle men dog meget reale Fordeel kan vel opveie endeel Vanskeligheder og Farer. Selv de der ansee Egoismen for at være den rette Statskløgt, ville erkjende at der er en høiere og forstandigere Egoisme end den der opoffrer endeel af Folket i det daarlige Haab derved at danne en Dæmning til Forsvar for det øvrige. Intet Folk vilde kunne bære Bevidstheden om en saadan Handling og vel kan et lille Folk ikke leve af Verdens Sym- pathie men det kan heller ikke undvære den og hvorledes vilde vi kunne vente at finde nogensomhelst Sympathie hos Fremmede, naar vi stødte, om det endog kun var en Halv- sneestusinde Danske bort, naar det med nogenlunde Sikkerhed var os muligt at opfylde deres inderlige Ønske om at gjenforenes med Fædrelandet?
III.
Af det ovenfor Udviklede fremgaaer det, at vi maae opgive Haabet om at Preussen opfylder Art. V i dens virkelig tilsigtede Omfang, men at det dog er en Mulighed at det vil kunne bestemme sig til at tilbagegive Danmark en om end kun meget ringe Deel af Nordslesvig uden Garantier, samt at det for os er en Pligt at modtage, hvad vi kunne faae uden Garantier baade for at redde, hvad der endnu staaer til at redde og for at bringe et Spørgsmaal tilende der saalænge det endnu henstaaer uløst vil hindre ethvert venskabeligt Forhold mellem os og Tydskland. Men hvad kan der da under s. 164de forhaandenværende Omstændigheder giøres for at opnaae et saadant Resultat?
11*
Det er kun en Mulighed at Preussen vil gaae ind endog paa denne meget begrændsede Opfyldelse af Art. V og der er altsaa den Fare forbunden med at tvinge Bismarck til at udtale sig bestemt, at vi derved udsætte os for at faae det Svar af Preussen at det ikke har isinde at tilbagegive Noget — i alt Fald ikke paa Vilkaar som vi kunde antage, — og i Sammenligning med et saadant Udfald frembyder den nuværende Uvishedstilstand dog den dobbelte Fordeel at holde Spørgsmaalet aabent til bedre Tider og at vort Forhold til Preussen om end ikke godt dog er langt bedre end det da vilde blive. For at undgaae denne Fare og tillige fordi der, selv om Preussen er villigt til at afstaae Noget uden Garantier, altid bliver Spørgsmaal om Mere eller Mindre, vilde det være en væsentlig Fordeel for os, om den preussiske Regering tog Initiativet i Sagen og gjorde os Forslag, hvortil vi da kunde stille Modforslag. Da Krigen med Frankrig var endt, kunde man vente, at Preussen vilde give sig et Skin af Høimodighed ved at gjøre os Tilbud, saameget mere som man hidtil havde ladet forstaae at en af Grundene hvorfor der Intet skeete for at opfylde Art. V var den, at Preussen derved vilde faae Udseende af at handle af Frygt for Frankrig. Det viste sig imidlertid efterhaanden at Preussen ikke af sig selv var villigt til at tage et saadant Initiativ. Vi forsøgte nu paa ved Hjælp af Rusland at bevæge Keiser Wilhelm dertil, men Keisermødet i Berlin bragte os Intet og heller ikke senere have vi sporet nogen Virkning af Keiser Alexanders venskabelige Intercession. Vi kunne saaledes ikke længere vente Noget af Preussen eller af vore Venner, skal der røres ved Sagen, er det os selv, der maae bringe den frem i Berlin. Men kan det overhovedet nytte til Noget, at vi sætte os i Bevægelse?, og i bekræftende Fald naar og paa hvad Maade skulde det skee?
s. 165Det første af disse Spørgsmaal er ganske vist meget tvivlsomt. Det kan med stor Styrke giøres gjældende, at hvis Preussen overhovedet vilde indlade sig paa Noget, havde det vel selv taget Initiativet eller i alt Fald givet os en Antydning gjennem Rusland. Vi kunne altsaa med en til Vished grændsende Sandsynlighed forudsee at en Henvendelse fra vor Side i Berlin vil møde et Afslag og vi paadrage os da de to ovenfor angivne Følger, 1) at vort Forhold til Preussen forværres og 2) at Spørgsmaalet om det end ikke derved bliver endelig slaaet ihjel, dog faaer en meget mislig Vending, fordi Preussen senere vil føle sig bundet ved det engang givne Afslag. Er det da ikke under disse Omstændigheder klogere at lade Sagen staae hen, haabende paa bedre Tider, da Forholdene eller andre Magters Indflydelse maaskee kunde bevæge den preussiske Regering til at optage den? Vi behøve jo ikke at frygte for, at det slesvigske Spørgsmaal saa hurtigt glemmes i Europa, saa lidt som at den danske Nationalitet i Nordslesvig skulde forsone sig med det preussiske Herredømme! — Disse Grunde ere imidlertid ikke afgiørende. Preussens Taushed ligeoverfor os og det undvigende Svar som Keiser Alexander gjentagne Gange har faaet behøve ikke at opfattes som Bevis paa at den preussiske Regering aldeles ingen Indrømmelse vil giøre men kunne forklares derved at den er overbeviist om at vore ufravigelige Fordringer overstige hvad den vil give og under disse Omstændigheder foretrækker at lade Sagen stiltiende falde hen hellere end at give os Leilighed til at constatere at Art. V udtrykkelig af Preussen er erklæret for ophævet. Hvis den preussiske Regerings Adfærd er motiveret herved, vilde den altsaa blive en ganske anden, naar det viste sig at vi ikke fastholdt yderligtgaaende Fordringer. — En eventuel Henvendelse i Berlin maatte derfor skee paa en saadan Maade at man ikke udsatte sig for et officielt Afslag; undgaaes et saadant, ville de ovenomhandlede Farer med Hensyn til den preussiske Regerings s. 166Stilling til Sagen i Fremtiden og vort Forhold til Preussen, i det Væsentlige heller ikke være tilstæde. Men Hovedsagen er at jo længere Tiden gaaer hen desto stærkere forhærder den tydske offentlige Mening sig imod en hvilkensomhelst Indrømmelse til Danmark og der danner sig ligesom en Præscription mod Art. V som navnlig en tilkommende Regering i Preussen vilde mangle Villie og Evne til at opgive.
Af disse Grunde vil det neppe være forsvarligt endnu ret længe at vente paa bedre Tider, hvortil der ikke er nogen bestemt Udsigt, — skal Art. V faae nogensomhelst praktisk Betydning, maa det skee i en nær Fremtid, skeer det ikke, faae vi enten aldrig nogen Deel af Nordslesvig tilbage eller vi faae det i Kraft af ganske andre Adkomster og som Følge af ganske nye Begivenheder.
Vi maae altsaa være beredte paa selv at vove det Forsøg at henvende os i Berlin. Men dermed er det ikke sagt at dette Skridt skal giøres i dette Øjeblik. Det er Bismarck, til hvem vort Haab væsentlig eller vel alene staaer, og hans Stilling er for Tiden altfor truet til at han kunde giøre Noget i denne Sag. Altsaa maae vi i alt Fald vente indtil den nuværende Crisis i Preussens og Tydsklands indre Regeringsforhold er overstaaet men efter al Sandsynlighed vil det ikke vare længe, før man i den Henseende idetmindste vil kunne see klarere end det for Øieblikket er os muligt.
Naar Momentet herefter kunde ansees for gunstigt, er der kun een Form der er mulig, nemlig den at sende en Mand til Bismarck, der paa Grund af sin Stilling hjemme og ude kan vente at hans Ord og har tilbørlig Vægt. Han maa i privat confidentiel Form men i Virkeligheden med den mest authentiske Troværdighed kunne søge at træffe en Overenskomst med Bismarck, og han maa kunne sige denne, at hvis de kunne blive enige, vil han som tilkommende Conseilspræsident og Udenrigsminister overtage Sagens yderligere Gjennemførelse for vort Vedkommende.
s. 167IV.
Tanken om at giøre Danmark til en neutral Stat under europæisk Beskyttelse ligesom Belgien og Schweitz er oftere kommen frem, om end hverken officielt mellem Regeringerne eller offentlig i Pressen. Denne Tanke er kun lidet tiltalende for den nationale Selvfølelse og saalænge der endnu kunde være nogen Udsigt til at Frankrig vilde frembyde en Modvægt mod Tydsklands Overmagt, fandt Neutralitetsideen neppe mange Tilhængere her hjemme. Anderledes stiller Sagen sig vel nu da vi maa føle at vor Existents i høi Grad er truet og da det høieste vi kunne aspirere til, er at faae Lov til at leve.
Men er der nogen Udsigt til at denne Idee skal kunne realiseres, maa det være samtidigt med at det slesvigske Spørgsmaal afgiøres. Det vilde være for meget forlangt at man to Gange skulde beskjæftige sig med vore Anliggender og de to Spørgsmaal staae desuden paa flere Maader i gjensidig Forbindelse. Forsaavidt Danmarks Neutralisation sees som en Sikkerhed for at andre Magter ikke kunne true Tydskland fra Nordsiden, vilde den kunne tjene som Motiv for Preussen til at tilbagegive os et større Stykke af Nordslesvig og sees Neutralisationen fra den Side at den yder Danmark en væsentlig Sikkerhed, vilde vi have et større Krav paa at opnaae denne Fordeel af Preussen paa samme Tid som denne Magt vil at vi skulle lade os nøie med en mindre Deel af Nordslesvig. Dersom vi overhovedet nogensinde kunde modtage en Tilbagegi velse ledsaget af Garantier, hvad vi imidlertid ikke under nogen Omstændigheder bør, vilde det ganske vist lettest kunne tænkes naar vi samtidigen opnaaede Rigets Neutralisation. Det viser sig saaledes at være ligesaa naturligt som praktiskt at sætte disse 2 Spørgsmaal i Forbindelse med hinanden.
Der er imidlertid mange Vanskeligheder og Betænkeligheder forbunden med Neutralisationsideens Giennemførelse.
En Stats Neutralisation pleier at paalægges ikke at begiæres,s. 168med andre Ord den fastsættes fordi de garanterende Magter finde den nødvendig for deres egen Sikkerhed ikke fordi den stemmer med den paagiældende Stats egen Interesse. Kan det nu antages at Danmarks selvstændige Existens er saa vigtig for Europa at dette skulde ville paatage sig Garantien for Rigets bestandige Neutralitet? Og selv om dette besvares bekræftende og man i Europa tillægger det en stor politisk Betydning at det nye overmægtige Tydskland, ligesom det i Syd begrændses af det neutrale Schweitz og i Vest af det neutrale Belgien, ligeledes mod Nord finder en Skranke i et neutralt Danmark, viser der sig endnu en anden Vanskelighed nemlig den at medens Schweitz’s og Belgiens Neutralitet er rettet ikke mod en enkelt Stormagt men mod de flere som omgive disse Lande og hver for sig kunde have en Interesse af at bemægtige sig dem, er Danmarks Beliggenhed derimod en saadan, at der egentlig kun er een Stormagt, som kunde tænke paa at bemægtige sig Danmark for at beholde det. Vil da denne ene, Preussen, give sit Samtykke til en Neutralisation, der kun er rettet imod det alene og hvorved det altsaa ikke vinder nogen tilsvarende Fordeel ligeoverfor andre Stater? Rigtignok kan det siges, at om end de andre Stormagter ikke vel kunde tænke paa at giøre en varig Erhvervelse af Danmark kunde de dog i Tilfælde af en Krig med Preussen, have en betydelig Interesse af at bemægtige sig navnlig Sjælland som Operationsbasis under Krigen og forsaavidt vilde Preussen dog ogsaa vinde en forøget Sikkerhed ved Danmarks Neutralisation, men vil Preussen ansee denne Fordeel for saa betydelig at den opveier Opgivelsen af enhver Udvidelse af Tydskland imod Nord? En Neutralisation har dernæst ogsaa store Betænkeligheder for os paa Grund af den Indflydelse den kan have paa vor indre Udvikling. Vil vor Rigsdag ikke misforstaae Neutraliteten som om den gav Riget en absolut Sikkerhed istedetfor at Sandhed er, at den kun yder os en relativ og maaskee mere moralsk end materiel Garanti og vil man ikke paa s. 169Grund af denne Misforstaaelse forsømme vort Forsvarsvæsen eller giøre dette endnu mere illusorisk end det allerede er? Og vil Rigsdagen der dog nu maaskee til en vis Grad føler en Skranke for sine demokratiske Extravagancer i Bevidstheden om at Landet har en Stilling at opretholde i Europa, ikke mene at en Neutralisation fritager den for at tage ethvert saadant Hensyn, og nu altsaa vil vælte op og ned paa Alt? Vil endelig ikke det danske Folks Interesse vende sig fra den europæiske Civilisations Udvikling og samle sig dels om vore indre smaalige Stridigheder dels om udelukkende materielle Formaal, saa at i saa Henseende Danmark bliver et »monarkisk Hamborg«?
Det kan ikke nægtes at disse Farer og Vanskeligheder virkelig ere tilstæde men der er et Middel hvorved de kunde fjernes eller betydelig formindskes og det vilde være, at Sverig og Norge neutraliseredes i Forbindelse med Danmark. En Neutralisation af hele Norden vilde frembyde en ganske anden Interesse for Europa end Danmarks Neutralisation og den vilde ikke længere være rettet imod Preussen alene men for Sverig-Norges Vedkommende netop i samme Omfang ramme Rusland. Ved tillige at omfatte Sverig-Norge synes Neutralisationstanken altsaa at ville vinde med Hensyn til Udsigten til at kunne realiseres. Det øvrige Europa faaer en større Interesse for Sagen, Preussen vinder Sikkerhed for at Rusland ikke udvider sig paa Sveriges Bekostning foruden at det ikke længere er udsat for at i en Krig Fjenden skal sætte sig fast paa Sjælland, og Rusland opnaaer Sikkerhed for at Preussen ikke bemægtiger sig Danmark og derved lukker Østersøen foruden at det i Tilfælde af en Krig ikke længere behøver at frygte for at Sverig skal slutte sig til dets Fjender. Ogsaa paa vore indre Anliggender vilde Optagelsen af Sverig-Norge i Neutralisationen udøve en meget gavnlig Indflydelse. Intet vilde nemlig da være mere naturligt end at den fælles Neutralitet motiverede et Fællesskab mellem de 3 nordiske Riger i Henseende til Forsvarsvæsenets s. 170Organisation og et saadant Fællesskab vilde utvivlsomt aabne Muligheden til med mindre Bekostninger end nu at skabe et kraftigt og velordnet Forsvar, der derhos som fælles for de 3 Riger, ikke kunde være udsat for den enkelte Rigsdags udelukkende Indflydelse. Virkningerne af et saadant Fællesskab i Henseende til den politiske Stilling udadtil og til Forsvarsvæsen indadtil vilde efterhaanden kunne strække sig videre, saasom i Retning af diplomatisk Repræsentation osv., og der vilde aabne sig en videre Horizont for os end der nu er Tilfældet: Faren for at vi paa Grund af Neutralisationen vilde nedsynke i smaa indre Kjævlerier og i materiel Velværen vilde betydeligt formindskes under denne Forudsætning.
Men vilde Sverig-Norge ogsaa være villige til at modtage en saadan Neutralisation? Dette Spørgsmaal er vistnok meget tvivlsomt da man aldeles savner Data til at danne sig en Formodning derom og da det i høi Grad kan være en Følelsessag navnlig for den svenske Folkebevidsthed, der langt fra ikke endnu har opgivet sine Stormagtsdrømme. Det synes imidlertid at en fornuftig og lidenskabsløs Betragtning af Forholdene maatte føre Sverig-Norge til med Tilfredshed at slutte sig til en saadan Tanke. De forenede Riger kunne ikke for Alvor længere tænke paa at tilbagevinde Finland, hvor det svenske Element allerede er overfløiet af den finske Nationalfølelse og som ligger for nær Petersborg til at Rusland skulde kunne opgive det uden naar de selv var ganske tilintetgiort, og vilde man endog tænke sig et saadant Udfald af en tilkommende Kamp mellem Germanismen og Slavismen, vilde Rusland dog sikkert i Tiden komme op igjen og Sverig vilde da miste, hvad det havde vundet. Sverig-Norge kan altsaa fornuftigvis Intet haabe af Krige men kun frygte dem og den politiske Solidaritet mellem Danmark og Sverig-Norge viser sig deri, at saasnart Preussen bemægtigede sig Danmark, maatte Rusland, enten det vilde det eller ikke, nødvendigvis søge gjennem Besiddelsen af SverigNorge s. 171at naae til Havet paa den anden Side af Østersøen og Sundet, som vare blevne lukkede for det af Preussen. Ligesaa fordeelagtigt vilde et militært Fællesskab med Danmark være for de forenede Riger. Deres Forsvarsvæsen er i en endnu langt slettere Tilstand end vort og deres financielle Ressourcer ere ringere, Rigsdags-Indflydelsen kan hos dem blive ligesaa mislig og det kunde altsaa ogsaa for dem være meget nyttigt om Forsvarsvæsenet unddroges Partistriden og stilledes paa en international Grundvold ved en Overenskomst med Danmark. Man har hidtil med Rette skyet enhver væsentligere Tilnærmelse til os fordi man frygtede for paa den Maade at inddrages i den Fare, der truer os fra Tydskland, men denne Frygt og Fare vilde jo væsentligen være bortfalden naar Danmark neutraliseredes.
Fra hvilken Side Ideen om Nordens Neutralisation sees, viser den sig altsaa at være gavnlig og frugtbar, og er dette Tilfældet synes den ogsaa at maatte kunne virkeliggjøres. Men skal den for Danmarks Vedkommende sættes i Forbindelse med Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal, er der ingen Tid at spilde. Forberedelserne maae snarest muligt begynde, thi der er Meget at giøre før Maalet kan naaes: først maatte Sverig-Norge vindes for Tanken — og det gjælder i saa Henseende ikke blot om Regeringen men ogsaa om den offentlige Mening i de forenede Riger —, dernæst maatte maa sikkre sig Tilslutning af Preussen og Rusland som de nærmest Paagiældende, og tilsidst maatte Europas Garanti erhverves paa en almindelig Congres. —
P. Vedel
Egenhændig. P. Vedels Privatpapirer.