Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Rudolph Emil Vind FRA: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn (1873-04-22)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Gesandterne i St. Petersborg, London, Paris og Stockholm.
Kjøbenhavn, 22. April 1873.

Siden de 3 Keiseres Møde i forrige Sommer har, saavidt den kgl. Regering bekjendt, den slesvigske Sag ikke alvorligt været bragt paa Bane fra nogen Side. Efter den Afvisning som Keiser Alexanders almindelige Antydninger om denne Sag mødte i Berlin, 1) har den danske Regering selvfølgelig ikke søgt at bringe den preuss. Regering til at udtale sig om sine Hensigter med Hensyn til Pragerfredens Art. V, thi det kunde ikke være tvivlsomt at en saadan Opfordring under den forhaandenværende Stemning hos Keiser Vilhelms Regering enten vilde fremkalde et bestemt Afslag eller et Tilbud om Tilbagegivelse paa saadanne Vilkaar og med saadanne Indskrænkninger at den danske Regering ikke kunde modtage det.

Under disse Omstændigheder har man altsaa taalmodig maattet afvente et beleiligere Tidspunkt til at gjenoptage dette Spørgsmaal, hvoraf vort Forhold til Preussen og derigjennem mere eller mindre Danmarks fremtidige Stilling afhænger. Men hvor pinlig denne Udsættelse end er for os troer jeg dog at vi ikke alene kunne trøste os med at dette Spørgsmaal ikke vil gaae i Glemme ved de europæiske Hoffer, men ogsaa have Grund til at troe at man i Tydskland selv efterhaanden forsoner sig mere med Tanken om en Tilbagegivelse af en Deel af Slesvig. Det giælder i denne Sag ikke saameget om den materielle Erhvervelse men i en endnu væsentligere Grad om at hvad der vindes tilbage, erhverves med god Villie baade hos den pr. Regering og hos det tydske Folk, thi kun under denne Forudsætning kan Erhvervelsen være varig og blive hvad den skulde være, et Grundlag for et godt og naturligt Forhold mellem de 2 Lande.

s. 181 Og seet fra dette Synspunkt, kan det vel endog ansees for at være en Fordeel at Opfyldelsen af Pragerfredens Art. V ikke foregik strax, thi den offentl. Mening i Tydskland manglede dengang den Erfaring om Forholdene i Nordslesvig som den nu efterhaanden dog begynder at faae, og den vilde da ganske sikkert have følt Tilbagegivelsen som en Indrømmelse, der kun var Tydskland fravristet af Frankrig og fra hvilken man altsaa maatte komme tilbage saasnart Hensynet til Frankrig var forsvunden.

Naar jeg siger at man i Tydskland synes efterhaanden at forsone sig med Tanken om en Tilbagegivelse, er det ikke paa den i Pressen fremtrædende offentlige Mening at jeg nærmest tænker, men derimod paa Medlemmer af Rigsdagen og betydelige Personligheder, henhørende til de forskjellige politiske Partier. Af confidentiel Meddelelse fra den kgl. Gesandt i Berlin veed jeg at saadanne Mænd, hvis Anskuelse ved given Leilighed vil øve en meget væsentlig Indflydelse paa den alm. Mening i Tydskland baade erkjende at Forholdet til Danm. maa reguleres og at dette maa skee paa en for Tydskl.s nordlige Nabo tilfredsstillende Maade. Ligeledes helder jeg til den Anskuelse at Fyrst Bismarck personlig deler denne Synsmaade og ikke vilde være utilbøielig til at løse det slesvigske Spørgsmaal, dersom han ikke paa andre Steder mødte en Modstand, som det vilde være forbundet med for store Offre for ham nu at overvinde. Den væsentlige Hindring er rimeligvis at søge hos Keiser Wilhelm personlig og maaskee hos indflydelsesrige Medlemmer af Militærpartiet og Fremtiden synes derfor at kunne aabne gunstigere Udsigter end Tilfældet er under den nuværende Regering. Det har ofte været yttret at Fyrst Bismarcks Indflydelse vilde ophøre med den nuværende Regering, men jeg deler ikke denne Mening, saaledes som Sagerne idetmindste for Tiden staae, og jeg vilde ansee det for en Fordeel for Sagen, om Fyrst Bismarck i Tilfælde af et Thronskifte bevarede sin nuværende Embedsstilling, da han vistnok er den Mand, der s. 182 bedst er istand til at vise nogen Retfærdighed imod vore billige Fordringer.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 2 (St. Petersborg), 1 (London), 1 (Paris), 3 (Stockholm).