Vedel, Peter August Frederik Stoud BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Vedel, Peter August Frederik Stoud (1874-08-09)

Direktør P. Vedel til Udenrigsminister Baron Rosenørn -Lehn.
Brüssel, 9. August 1874.

Kjære Excellence.

Mange Tak for Deres private Brev og for de venlige Ønsker De udtaler om at vi ikke maae gaae til Grunde i Diner’er osv. Naa det kan man jo altid til en vis Grad selv sørge for, saa det er jeg endda ikke saa bange for. . . .

Deres Excellence ønskede jo at vide min Mening om to Spørgsmaal, Falbe og Tietgen. [Anbefaler ikke at forbedre Falbes Gage.]

s. 288Hvad Tietgen angaaer, er Sagen meget compliceret, men Eet staaer i alt Fald klart for mig, og det er at der ikke er nogensomhelst forsvarlig Grund til nu at sende en Mission til China uden at have faaet Penge dertil paa Finantsloven for næste Aar. Hvis jeg opfatter Sagen rigtigt er der Tale om strax at sende Raasløff eller hvem Hr. Tietgen behager, og da bagefter søge Rigsdagsbevilling altsaa paa Tillægsbevilling. At tage den af extr. Missions Conto i Aar og næste Aar gaaer slet ikke an, idet disse Penge ere bestemte til de europæiske og, om jeg saa maa sige det, ordinære extr. Missioner, jeg mener dermed de Missioner som altid forefalde, saasom iaar Choleracongressen i Wien, den internationale i Brüssel osv. og det vilde dernæst være aldeles umuligt at disponere over denne Conto til den Tietgen’ske Mission der alene vilde sluge Conto’en for 2 Aar. Altsaa det skal være paa forventet Tillægsbevilling. Jeg vil nu da for det Første spørge om der er nogen fornuftig Grund til at en Mission om hvilken der nu har været snakket saa meget og saa længe, nu paa eengang bliver saa presserende at den afsendes kort før eller samtidig med Rigsdagens Sammentræden, og ikke kan vente paa dens Samtykke. — Jeg veed det nok, at det er General Raasløff der da har Lyst til at reise, men jeg tvivler paa at det er en antagelig Grund. — Men saa dernæst: er Ministeriet da saa vis paa Folkethingets Velvillie at det ikke frygter for at man maaskee netop vil være meget glad ved at kunne tilføie Cabinettet et betydeligt échec ved at nægte at godkjende den gjorte Udgift. Jeg veed ikke om det blev et Cabinetsspørgsmaal, eller om det blot blev et Nederlag der rammede Udenrigsministeren og for hvilket han vel maatte trække sig tilbage. Saa tilbyder Tietgen sig, naar altsaa Rigsdagen ikke vil betale, da at komme Ministeren til Undsætning og spare ham at betale Pengene af sin egen Lomme, ved at overtage det paa Selskabet. Jeg bedømmer maaskee et saadant eventuelt Arrangement noget vel haardt, men jeg erkjender at jeg ikke forstaaer noget s. 289Saadant — det vilde, forekommer det mig, simpelthen kunne oversættes saaledes: Tietgen søger at faae Staten til at betale, Ministeren hjælper ham deri ved at give det Udseende for Rigsdagen af et fait accompli, af en allerede gjort Udgift, som ikke kan omgiøres uden at den paalægges Ministeren selv, og naar da det moralske Tryk paa Rigsdagen viser sig ikke at hjælpe, saa svinder det Hele hen i Dunst, og Tietgen bestemmer sig til at betale for Udførelsen af Selskabets Forretninger af Selskabets egen Kasse. Det Spil forekommer mig uantageligt for en Udenrigsminister.

Conclusionen af disse Præmisser er altsaa den, at De bestemt vægrer Dem for paa Deres eget Ansvar, saa nær før Rigsdagen træder sammen og uden at der er nogen forstaaelig Grund til nu paa engang at ile saaledes med Sagen, at gjøre en saa betydelig Udgift paa forventet Tillægsbevilling, men at De derimod forbereder, (thi jeg mener at der bør samles forskjellige Oplysninger sammen) et Forslag paa Finantsloven for 1875/76 til en extr. Mission til China. Indvender Tietgen Noget derimod forekommer Svaret mig givet. Det er hans egen Skyld at han ikke ifjor er fremkommen med den Begiæring, som han nu har reist, og han maa virkelig tillade Ministeren at tage lidt Hensyn til sin Stilling og til Rigsdagens forfatningsmæssige Ret. Ud af den Position kan, efter min Mening, hverken Finantsministeren eller Deres Collega Tobiesen trænge Dem, thi det er Dem og ene Dem der bærer det constitutionnelle Ansvar for en saadan Overskridelse af Finantsloven. —

Dixi et liberavi animam meam! Jeg vilde ønske at jeg mundlig kunde supplere og levendegjøre disse Linier — i det Hele længes jeg ret meget efter igjen at kunne faae Leilighed til at samtale med Deres Excellence om mange Ting, som ligge mig paa Hiertet, og efter at befinde mig igjen i Ministeriet.

P. Vedel.

Oreby.

19