Vedel, Peter August Frederik Stoud BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Vedel, Peter August Frederik Stoud (1875-05-20)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
20. Mai 1875.

Kjære Kammerherre.

Vi have i den sidste Tid modtaget forskjellige Depecher ad sikker Vei fra Moltke, foruden den af hvilken De igaar fik et Uddrag, og jeg vil idag benytte Gyldenkrones Reise til at s. 367meddele Dem det Vigtigste af dem, da jeg af flere Grunde ikke er istand til at sende Dem Afskrifter. Det viser sig da for det Første at Crisen dennegang har været af den alvorligste Natur. [Redegørelse for den storpolitiske Krise. Bismarck har ønsket Krig, men Rusland har lagt sig i Vejen.]

Der er saaledes intet Spørgsmaal om at Bismarck har lidt en meget alvorlig Skuffelse. Men hvad bliver det til i Fremtiden? Schuwalow ¹⁾Peter Andrejewitsch Schuwaloff (1827—89), russisk Ambassadør i London 1874—79. har i London viist sig temmelig mistrøstig og yttret at med den nærværende Stemning i Regeringskredsene i Berlin kan man ikke indestaae for Noget. Gortchakow havde derimod fortalt Gontaut at Bismarck havde seet at han ikke kunde føre sin Krig igjennem, og i en Slags Fortvivlelse erklæret ham at han nu ikke kunde fortsætte at staae i Spidsen for Styrelsen. Han vilde begjære sin Afskeed og viste virkelig G. et Brev som han vilde indgive til Keiser Vilhelm i den Anledning. G. tilføiede imidlertid at han ikke troede paa at det blev til Noget med denne Trudsel.

Alt dette har Moltke fra Decazes selv, saa at det er aldeles vist. Men nu kommer det Interessanteste. G.s Meddelelser til Biron standsede altsaa derved at B. havde seet at ligeoverfor hele Europa kunde han [ikke] gjennemføre sin nærmest liggende Løsning af Problemet at sikkre Tydskland imod Frankrigs Hævn. Men senere Efterretninger som Decazes har modtaget fra en hemmelig Agent, som han holder i Berlin og som Bismarck lader til at benytte som i sin Tid Hansen, altsaa til at insinuere til Decazes hvad han ikke vil sige direkte eller ad officiøs Vei, hvor confidentiel den end er, — disse senere Efterretninger lyde paa at han nu tænker paa at udsone sig med Frankrig. Dette skulde skee ved at dele Belgien, saa at Frankrig fik den ene Deel, Holland den anden, og dernæst ved at tilbagegive os Nordslesvig, hvormed da atter skulde forenes hele Danmarks Neutralisation.

De vil formodentlig tænke det Samme ved at læse dette,s. 368som jeg ikke kan værge mig fra at føle, idet jeg selv skriver dette ned, nemlig at det Hele lyder som en Kandestøberphantasie. Men for det Første er Decazes ikke altfor mistroisk mod denne Efterretning og igrunden er denne Vending i Bismarcks Politik ligesaa logisk som resolut. Kan han ikke løse Vanskeligheden paa den først tænkte Maade, er han ganske vist henvist til at søge at løse den paa den anden, en tredie gives ikke og enhver Halvhed vil straffe sig senere — et Andet er om han derved vil kunne opnaae at berolige Frankrig ogsaa for Fremtiden og om [han] kan gjennemføre Tanken, i hvilken Henseende han jo blandt mange andre Faktorer ogsaa skal regne med England og med Holland, foruden indre Vanskeligheder. Men jeg nægter ikke at det vilde hæve Bismarck overordentligt i min Forestilling hvis han var istand til at tage et saa resolut og under de givne Forhold saa logiskt Parti. At vi kom med ved samme Leilighed var jo tilsyneladende for at give Frankrig en moralsk Satisfaction men i Virkeligheden vel snarere fordi B. altid igrunden har havt Tilbøielighed til ved passende Leilighed at opfylde en Tractatbestemmelse og at stille Tydskland i et godt Forhold til et Naboland mod hvilket han egentlig ikke har Noget, saameget mere som han neppe sætter synderlig Priis paa hvad han kom til at give os tilbage.

Er der virkelig noget Begrundet i denne Efterretning vil der jo gaae adskillig Tid hen før Situationen kunde være tilstrækkelig forberedt, navnlig hvad Belgien angaaer. Decazes har til Moltke udtalt at han med oprigtig Fornøielse vilde giøre Alt hvad han kunde for at gavne os. Vi have svaret i forblommede Udtryk ¹⁾Nr. 1199. — thi vi havde ingen sikker Leilighed — at vi naturligvis takke ham, og vi have tilføiet til Moltke at vi saasnart Sagen maatte finde nogen Bekræftelse, skulle sætte ham fuldstændigt ind i Detaillen af hvad der foreligger med Hensyn til Slesvig. Saasnart Ministercrisen bliver endt og hvis forresten Intet kommer i Veien har jeg isinde at reise s. 369paa 3 à 4 Uger til Vichy, jeg kunde da personlig bringe Moltke alle de Oplysninger som han kunde behøve uden at der lagdes Mærke dertil. I saa Fald vilde jeg sætte stor Priis paa at lægge Veien over Berlin for at tale med Dem og erstatte ved Samtale hvad der altid er vanskeligt fuldt at opnaae ved Correspondance. Imidlertid det ligger i alt Fald endnu ikke for. Vigtigere er det derimod hvorledes vi skulle forholde os under disse nye Omstændigheder ligeoverfor Kong Oscars mulige Spørgsmaal her om hvorledes vi ønske at han skal udtale sig i Berlin om den slesvigske Sag. Jeg husker ikke om jeg har sagt Dem at Bille har skrevet mig til at Björnstjerna havde en Dag sagt til ham, at han meente at det bedste var at Kongen slet ikke omtalte Sagen, fordi det dog ikke vilde føre til Noget, »man maatte vente til et Thronskifte, saa var Øieblikket kommet til at see hvad der lod sig gjøre«. ¹⁾Sml. Nr. 1192. — Vedels Svar til Bille foreligger ikke. Sml. Nr. 1194. Jeg svarede derpaa at det ogsaa var vor Mening, dog med den Tilføielse at efter hvad Aviserne havde behaget at conjecturere om Kong Oscars Tanker med Hensyn til os, var det maaskee paafaldende om han aldeles Intet sagde om en Sag, hvorom han tidligere saa ofte har talt og skrevet navnlig til den tydske Kronprinds. Det Bedste vilde derfor vistnok være om han, hvis en Leilighed bød sig, kunde en passant bemærke at man jo tilfulde vidste i Berlin, hvor stor Priis han og hele Sverig satte paa at Sagen ordnedes, — men rigtignok helst saaledes at han ikke provocerede noget Svar. Naturligvis kunde der jo aldrig være Tale om at lade ham, eller overhovedet nogensomhelst Anden vide et Ord af hvad jeg ovenfor har meddelt Dem — men Spørgsmaalet er dog om man ikke, hvis han selv taler derom her, skulde modificere lidt sine Udtalelser, navnlig med Hensyn til Maaden paa hvilken han muligvis udtalte sin Interesse for Sagen. Hvad vi naturligvis ikke ville er at han gaar ind paa Enkeltheder, hvad han efter sin Natur er meget tilbøielig [til] men s. 370har Bismarck virkelig den Tanke som Decazes’s Rapporteur tillægger ham, kunde maaskee et lidt bestemtere accentueret Spørgsmaal af Kong Oscar være paa sin Plads. Hvis De kan sende mig et Ord om hvad De i denne Henseende mener, saa vil det være meget gavnligt. Forresten beder jeg Dem ikke i nogen officiel Skrivelse at antyde at De veed Noget af hvad jeg her har meddelt Dem, thi Moltkes sidste Depecher have som De seer indeholdt saa vigtige Ting, der saa stærkt kunde compromittere baade Frankrig og Rusland at de slet ikke kjendes i Ministeriet og da vi netop sidde midt i Ministercrisen, har ikke engang nogen af Baron Rosenørns nuværende Colleger faaet det mindste Nys om Indholdet. Saaledes ere Baron R. og jeg de eneste der kjende disse Aktstykker, der iøvrigt ligge under Laas og Lukke. ¹⁾De som Nr. 1196 og 1208 trykte Depecher er forsynet med almindeligt Journalnummer, men er øjensynligt først indført i selve Journalen efter Slutningen af 1875. I Registret over indkomne Sager er de begge opført paa deres rigtige Plads i Depecherækken, men uden den sædvanlige Indholdsangivelse.

24

Og dermed farvel, kjære Kammerherre, det skulde være en glad Dag for os Alle, hvis vi kom saavidt at faae den Sag i Orden!

P. Vedel.

P. Vedels Privatpapirer. — I Randen Notitser til Svar med Quaades Haand. Har sammen med det som Nr. 1212 trykte været lagt i en særlig Konvolut, mrkt. med P. Vedels Haand: Kong Oscar i Berlin.