Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: George Joachim Quaade (1875-12-16)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 16. December 1875.

Kjære Vedel,

. . . Efterat have omtalt Formen for en eventuel Indsigelse, anfører De, imod at vi nu skulde tale, at vi ved at gjøre dette udsatte os for at slaae Art. V ihjel, og imod ikke at tale, at vor Taushed vilde blive opfattet som en Renunciation; og idet De bemærker at, hvad enten vi tale eller tie, vil Følgen blive et spændt Forhold, fremhæver De, som særlig Grund til ikke at tie, mulige Udtalelser af Rigsdagen og Aviserne med Følgerne deraf; hvorpaa De sluttelig henviser til den megen Anledning der er for os til at søge at ligge fast fortøiede, naar det Uveir som kan ventes bryder løs. Jeg forstaar Deres Mening at være, at naar dette Uveir kommer, hvilket ogsaa jeg forudseer, maae vi ligge urørt af præjudicerende incidents.

Hertil finder jeg, som sagt, egentlig Intet at tilføie, og dette er Grunden til at jeg endnu er i samme Tvivl som da jeg først skrev til Dem om Sagen. Ja min Tvivl er snarere forøget.

Jeg maa gaae ud fra at man, ialfald for Tiden, ikke vil udføre Art. V efter dens Mening. Jeg kan ikke tage noget andet Udgangspunkt; thi hvis man var villig til en Ordning, om end blot en saadan Ordning som man har betragtet som antagelig for os, havde man Midler nok til at lade os det vide. Det er altsaa klart at, naar vi røre ved Sagen, saa skeer det De siger, og Art. V bliver slaaet ihjel, eller faaer et Slag, hvorefter den vanskelig vil kunne reise sig. Det bedste, eller mindst slette som vilde hænde, var at man i sit Svar gav en Henstilling eller Insinuation om en Forhandling; men dette s. 437 vilde næppe være alvorlig meent, ialfald vilde Basis for Forhandlingen blive, om ikke slettere, saa dog ikke bedre end den hvorpaa vi i sin Tid ikke have kunnet bygge videre. Jeg er nemlig enig i at hvad vi gjøre, maa gjøres skriftlig, enten ved Note eller ved Depesche, i ethvert Tilfælde efter en Samtale med Vedkommende; og jeg anseer det for umuligt at give en skriftlig Henvendelse et saadant Indhold, at man undgik at bevirke Andet derved, end at vi ikke ansaaes for at have renunceret.

Spørgsmaalet gaaer altsaa, hvorledes jeg end betragter det, efter min Mening i Virkeligheden ud paa, om vi enten, idet vi tage Tyren ved Hornene, nu strax skulle søge en endelig Afgjørelse, ligemeget hvilken, eller, idet vi troe eller lade som vi troe paa, at man er villig til at komme overeens med os, men at Tiden dertil ikke er kommen, skulle foreløbig finde os i vor Skjæbne og vente indtil man her erkjender og er istand til at gjøre hvad der er Ret, eller indtil vi, under forandrede Forhold, troe os stærke nok til at prøve paa selv at tage os til Rette. Hvad enten vi vælge det ene eller det andet af disse Alternativer, vil ganske vist, saaledes som De siger, en meer eller mindre stærk Forestilling om at vi speculere paa en Revanche, være tilstede hos den paagjældende anden Part; men denne Forestilling vil ikke skrive sig fra idag; thi der findes ikke et tænkende Menneske i hele Tydskland, som, naar han forresten forstaaer hvad der er passeret, ikke baade indseer og veed, at et virkelig cordialt og mod alle Eventualiteter sikkret Forhold mellem Danmark og Tydskland er umuligt, saalænge Art. V ikke er fyldestgjørende udført.

Jeg maa endnu bemærke at hvis vi bestemmer os for en Indsigelse eller Protest, troer jeg at en Depesche vil være en mildere og derfor hensigtsmæssigere Form derfor, end en Note.

G. Quaade.

P. Vedels Privatpapirer.