Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: Hans Rudolf Hiort-Lorenzen (1875-12-18)

Redaktør H. R. Hiort Lorenzen til Direktør P. Vedel.
Magdeborgs Citadel, 18. December 1875.

I de sidste Dage har jeg i de tydske Blade fundet Efterretninger om en af det berlinske Kabinet paatænkt definitiv Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal, som i høieste Grad have foruroliget mig. Dette er navnlig Tilfældet med medfølgende Korrespondance til »Weser-Zeitung«. 1) MinFrygt er derfor saa meget større, som det er blevet mig mere og mere klart, at Bismarck kun har ventet paa et passende Øieblik til at forlange Ophævelsen af Art. V. i Betaling for en Tjeneste, han kan gjøre Østerrig. At dette Øieblik er til Stede, synes overmaade tænkeligt. I min Uro ved jeg intet andet end at skrive til Dem, Hr. Etatsraad; reise kan jeg nu slet ikke, da min Fæstningstid først udløber paa Søndag otte Dage, og heller ikke i den første Tid efter min Hjemkomst. 2)

s. 439 Vel ved jeg, at jeg ikke kan sige Dem noget nyt, ei heller drister jeg mig til at paatvinge Dem gode Raad, som jeg ikke har. Men som Sagerne for Øieblikket staae, da jeg ved, at der i mange Kredse i Kjøbenhavn hersker stor Ligegyldighed for vor Sag, og at der kun bestaaer saare liden aandelig Forbindelse mellem vore ledende Kredse og dem i Kjøbenhavn — Regeringen kan der selvfølgelig slet ikke være Tale om — turde jeg nok tiltage mig Frihed til at raabe til Dem hernede fra mit Fængsel: Vogt Danmark! Pas paa Fjendens Rænkespil! Det vilde være en frygtelig Ulykke for os, om vi mistede det Palladium, under hvis Beskyttelse vi hidtil have kunnet føre Kampen for vor Existens. Kasseres Art. V, da ville vi faae et Knæk, som aldrig vil forvindes. Stemningen er i Forveien mat, hvad der ei er saa forunderligt efter tolv Aars Forløb, under hvilke vi ingen Tilvækst have havt af unge Kræfter, da disse alle ere udvandrede til Kongeriget; men den vil blive modløs og forhaabningsløs, naar hin Plan lykkes. Det maa ikke skee! Den danske Regering kan ikke lade det skee — hellere finde sig i hvilken som helst Løsning end faae vor Sag strøget af den europæiske Dagsorden, hvorpaa den allerede nu kun staaer alt for svagt og utydelig skreven. Enhver anden Løsning aabner Mulighed for en Forandring under heldigere Kaar, men slaaes Spørgsmaalet ihjel med de andre Magters stiltiende Samtykke, da er det ikke mere til at kalde til Live — fordi Gjenstanden, den danske Nationalitet — i en halv Menneskealder til vil være ude af Verden. Der vil lyde et »Sauve qui peut!« over hele Nordslesvig, som vil forfærde Dem, og Udvandringen til Kongeriget vil tiltage efter en fortvivlende Maalestok. Jeg siger ikke for meget, naar jeg paastaaer, at vi om ti Aar ikke ville være istand til at sende en Krüger til den tydske Rigsdag. Omvende sig vil ingen gjøre, men Danskheden vil døe bort, den vil tabe sin Ytringskraft Aar for Aar. Og har det danske Slesvig gjennemgaaet denne Proces, hvad er saa Nørrejylland værd? Er det da ikke kun et Tidsspørgsmaal, naar det gaaer samme Vei?

s. 440 Hvor er saa Danmark? Det har altid staaet klart for mig, at Danmarks hele Fremtid afhænger af Nordslesvigs. Bliver dette i Tydsklands Vold, da er ingen Magt istand til at standse Tydsklands Fremtrængen imod Nord. Gjør Tydskland derimod et, om end kun lidet, Skridt tilbage, da har det anerkjendt Danmarks Berettigelse, og da er dette frelst fra Undergang, men heller ikke før. Vi Sønderjyder kunne jo drage bort, naar vi ikke længere kunne holde det ud under Preussen — og det vil som sagt skee med mange, naar alt Haab er ude — men vi kunne ikke nu opgive vor Stilling, fordi vi vide, at Hærens Gros er tabt, naar Forposterne ei gjøre deres Skyldighed. De af os, der see lidt ud over den egne snevre Synskreds, vide, og have en levende Følelse af, at vi forraade Danmarks Sag ved at forlade vor egen.

Jeg ved, at vor Sag, for saa vidt den skal varetages fra Danmarks Side, først og fremmest hviler i Deres Haand, og at det hovedsagelig afhænger af Deres Initiativ, om der foretages energiske Skridt til Fordel for os. At saadanne ville blive foretagne, naar De holder Øieblikket for kommet, derom nærer jeg ikke blot ikke den ringeste Tvivl, men jeg har jo Deres Løfte derpaa under en bestemt Eventualitet, den tydske Keisers Død. Men er det nærværende Øieblik ikke en ligesaa bydende Leilighed? Tillad mig, Hr. Etatsraad, at fuske Dem i Faget! Mishager mit Brev Dem, da har De Kaminen ved Haanden. Der har ofte været tale om at anraabe samtlige Magters Mægling ved en dansk Kollektivnote. Hvis der nu er periculum in mora, og jeg frygter saare derfor, skulde Øieblikket til et saadant Skridt da ikke være kommet? Og maatte det ikke foretages med den størstmulige Ostentation? saaledes at det gjaldt Knald eller Fald! Hvad kan der tabes derved, naar det mislykkes, mere end der mistes, naar intet skeer? Danmarks Anseelse lider intet ved et diplomatisk Nederlag i Sammenligning med hvad Folket mister ved en Amputation for evig. Endnu hænge vi om end kun ved en tynd Traad sammen med vort Folk og vort Land, men sønderrives s. 441 den sidste Sene, da døe vi, og Danmark kan ei leve uden os. — Selv om der ved et sligt Skridt intet positivt Resultat opnaaedes strax i Retning af en Grændseregulering, saa lod det dog nok tænke sig, at Bismarck veg tilbage fra sit Forsæt. Saa megen Tilslutning kan Danmark dog endnu nok vente at finde i England og Rusland, om disse ere aldrig saa stærkt beskjæftigede i Orienten, at de kunde bevæges til at gjøre alvorlige Forestillinger i Berlin imod en Ugyldighedserklæring af en Traktat, som efter folkeretlige Regler slet ikke kan sønderrives, da Trediemand — om man vil Nordslesvigerne eller Danmark — derved have erhvervet Rettigheder. 1) Men skal der skee noget, da staaer det klart for mig, at der intet Øieblik er at spilde, thi Bismarck er ikke den Mand, der betænker sig længe. Troer han, Æblet er modent, da plukker han det, naar Gartneren ikke passer paa. Jeg ved jo vel, at det meste er Løgn af, hvad der staaer i »Weserzeitung« om Danmarks Halsstarrighed osv., at der ingen diplomatiske Underhandlinger har været ført om vor Sag i næsten otte Aar; men Aegidi 2) og Konsorter have saa længe havt Magten til at bagvaske Danmark, at vi ere stærkt i Færd med at miste de Sympathier, hvorved vi tidligere have kunnet glæde os. De kunne efter min ringe Mening kun gjenvindes ved en rask og energisk Handling fra den danske Regerings Side. Lader man nu Bismarck i Ro og Mag arbeide, saa lykkes hans Plan, derom kan der ingen Tvivl være. Er det hans Forsæt at søge Dispensation for Artikel V i Wien, da er Andrassy ikke i Stand til at sige nei, saa afhængig er Østerrig i dette Øieblik af Tydskland. Og sidder man i Kjøbenhavn imedens med Hænderne i Skødet, da vil hverken Gortchakow eller Derby see Anledning til at røre sig for vor Skyld.

s. 442 Tilgiv mig nu, Hr. Etatsraad, dette Udbrud af min Fædrelandsk j ærlighed, som jeg ikke har kunnet holde tilbage her fra min ensomme Celle hvor jeg i Maaneder har grublet over mit Lands ulykkelige Skæbne og været tvungen til en passiv Rolle, der saa lidet harmonerer med mit varme Blod. De kan kalde dette Brev paatrængende, men De vil ei gjøre det, fordi De maa vide, at jeg sætter Hensynet til Fædrelandet over alle andre Hensyn. Modtag da disse Linier med den samme Velvillie, hvormed De altid har mødt mig, naar jeg, tynget af Bekymringer, er kommen til Dem for at søge Trøst og Husvalelse. Om fire Maaneder kommer jeg til Kjøbenhavn til min ældste Søns Konfirmation, og naar jeg da som sædvanlig berøver Dem en af Deres kostbare Timer, haaber jeg af Deres Mund at høre, at De ikke har været altfor misfornøjet med denne min Henvendelse til Dem.

Næste Lørdag Nat aabnes mit Fængsels Døre for mig, og saa tager jeg atter fat paa mit vante Arbeide, forhaabentlig med bedre Held end i Aar, thi Aaret 1875 har været saare trangt for mig, hvad Friheden angaaer.

Jeg beder Dem leilighedsvis formelde Hans Excellence Baron Rosenørn-Lehn min ærbødige Hilsen.

H. R. Hiort Lorenzen.

P. Vedels Papirer.