Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn (1876-01-11)

Udenrigsministerens Foredrag i Ministermødetd. 11. Januar 1876.

I den seneste Tid har den fremmede Presse bragt to Efterretninger af den største Betydning for det slesvigske Spørgsmaals Fremtid, den ene gaaer ud paa, at den preussiske Regering paatænker ved en diplomatisk Deklaration at erklære Pragerfredens Art. V for bortfalden, den anden melder Indførelsen af tydsk Undervisningssprog i Nordslesvig som nær forestaaende.

Medens den sidste af disse Efterretninger er authentisk og støtter sig paa den pr. Regerings officielle Udtalelser, er den første derimod kun et Rygte, der hidtil ikke har fundet nogen Bekræftelse. At dømme efter Aviserne og efter Grev Kalnockys Yttringer, veed man i Wien Intet om, at den pr. Regering skulde have den omtalte Hensigt. Gesandterne i Berlin *) og Paris have Intet kunnet indberette derom. I Stockholm og i Rom **) hverken veed man Noget derom eller synes at troe derpaa. Paa samme Maade har ogsaa Grev Derby udtalt s. 450 sig til General Bülow *) , idet han dog væsentlig støtter sig paa den Betragtning, at det vilde være uforstaaeligt, hvorfor den pr. Regering skulde foretage et saadant Skridt, da den jo allerede er i Besiddelse af al den Handlefrihed i Slesvig, som en udtrykkelig Deklaration skulde gaae ud paa at sikkre den, idet den allerede længe træder op i Slesvig, som om Art. V aldrig havde existeret.

29

Disse forskjellige Data bevise imidlertid kun, — hvad man vidste iforveien — at Deklarationen endnu ikke er afgivet, og — hvad der ikke kan forbause — at den pr. Regering ikke har confereret med de andre Regeringer om en saadan Hensigt. Ligesaa lidet kan Lord Derbys Raisonnement berolige os. Hvis Preussen virkelig har den bestemte Hensigt, aldeles ikke at opfylde Art. V, vilde det være ganske forklarligt, om det vilde benytte et Øieblik, da Europa er stærkt beskjæftiget af andre større politiske Spørgsmaal, til at bringe denne Artikel ud af Verden, der, om den end for Tiden ikke generer, dog muligen senere kunde volde Vanskeligheder. Og selv bortset fra den Rolle, som den kunde komme til at spille i Tilfælde af en almindelig international Conflikt, ligger det nær at tænke sig, at den tydske Kronprinds, der veed at vi knytte Forhaabninger til hans Thronbestigelse, kan ønske Spørgsmaalet officielt slaaet ihjel af den nuværende Keiser, saa at han i sin Tid kan afvise alle Forestillinger ved Hjælp af et fait accompli.

Der er saaledes kun altfor mange Grunde tilstede til, at vi ikke slaae os til Ro med det Haab, at det kun er et tomt Rygte **) , og det er vanskeligt at værge sig imod den Formodning, s. 451 at da det samtidigt er fremkommet i forskjellige tydske og engelske Aviser, som have Forbindelser i Berlin, stammer det ogsaa fra en officiøs Kilde og nærmest har havt til Formaal at prøve, hvorledes et saadant Skridt vilde blive optaget af den offentlige Mening i Europa. — Destoværre maa det erkjendes, at hvis det har været Hensigten, har den pr. Regering neppe kunnet afskrækkes fra sin Plan ved den europæiske Presses Udtalelser ved denne Leilighed.

Hvad vilde nu Virkningen være af, at den ene eller begge af disse to Efterretninger bleve til Virkelighed?

Vi have længe været paa det Rene med, at den pr. Regering ikke er tilsinds for Tiden at udføre Art. V, thi var den det, havde den forlængst gjenoptaget de tidligere Forhandlinger med os, eller underhaanden ladet os vide, at den vilde modtage et Initiativ dertil fra vor Side eller ialt Fald gjort os et Tilbud à prendre ou à laisser. Men hvad vi hidtil have antaget, var, at om end Bismarck for Tiden hverken kunde eller vilde gjøre Noget ved Spørgsmaalet, havde han dog til Hensigt at holde det aabent indtil et Tidspunkt kom, hvor de indre Vanskeligheder for dets Løsning vare mindre eller hvor de ydre tordele derved viste sig større. Vi have troet, at Art. V var et Kort, som Kantsleren ønskede at holde paa sin Haand, maaskee ikke med den bestemte Hensigt engang at bruge det, men i Følelsen af at der meget muligt kunde byde sig en Leilighed, i hvilken han kunde have god Brug derfor i en politisk Combination.

Det vilde føre for langt, her at angive de forskjellige Data, paa hvilke vi støttede denne Anskuelse. Kun skulle vi bemærke, at alle Oplysninger stadigt have lydt paa, at Bismarck personlig er vel stemt for en Ordning af Sagen men møder en stærk Modstand hos den nuværende Keiser, at man i Berlin føler en ikke ringe Uro over den russiske Thronfølgers formeentlige antitydske Sindelag og at den Tanke ofte er kommen frem, ved en billig Løsning af det slesvigske Spørgsmaal at forsone ham, at man fuldkommen vurderer Fordelene for

29*

s. 452 Tydskland af at have Venner i de nordiske Riger og tillige meget vel veed, at man ved Ikke-Opfyldelsen af Art. V ikke blot fjerner Danmark men ogsaa Sverige-Norge fra sig, og endelig at man godt føler, at medens Opgivelsen af den Deel af Slesvig, der nu af hele Verden vides at være dansk, ikke i nogen Maade vilde være et virkeligt Offer for Tyskland, vilde den derimod medføre en betydelig moralsk Fordeel for den tydske Politik i dens Forhold til Europa. At disse Betragtninger virkelig have beskjæftiget Bismarck, fremgaar ogsaa af de confidentielle Meddelelser, som Moltke i Foraaret modtog af Décazes og hvorefter Nordslesvigs Tilbagegivelse skulde være et Led i en stor Combination, ved Hjælp af hvilken han dengang skal have tænkt paa at forsone Frankrig og retablere en Slags Ligevægt i Europa. 1)

Den Maade, paa hvilken den pr. Regering i de sidste Par Aar er gaaet frem i Slesvig, kunde vistnok rokke Tilliden til Bismarcks Hensigter men i det Hele var dog endnu derved Intet præjudiceret og hvad der skeete i Retning af Udvisninger og Chicaner, maatte vel snarest t[ilskri]ves Lokal-Øvrighederne. Men anderledes stiller Sagen [sig], naar tydsk Undervisningssprog indføres i Nordslesvig, thi det er ikke alene en langt voldsommere Forholdsregel end nogen, der hidtil har været truffet dér, men det er tillige et Skridt, der synes at bevise, at man nu har til Hensigt i Berlin for bestandigt at fastholde Landet til Kongeaaen. Og dog vilde denne Forholdsregel paa langt nær ikke være saa afgjørende som Udstædelsen af den omtalte Deklaration. Thi paa den ene Side vilde Fortrængeisen af den danske Nationalitet gjennem Skolen dog kun foregaae langsomt og den vilde først ret vise sig i den næste Generation, og det maa vel tilstaaes, at skeer ikke Tilbagegivelsen af Nord-Slesvig forinden, skeer den aldrig. Paa den anden Side vil Preussen ikke ved denne Foranstaltning definitivt have afskaaret sig Muligheden til s. 453 senere, dersom det paa Grund af ydre Forhold maatte finde det fordeelagtigt, desuagtet at skride til en Udførelse af Art. V, og det lod sig derfor endog tænke, at Bismarck endnu virkelig havde den eventuelle Hensigt, som vi ovenfor have tillagt ham, men dog ikke havde anseet det for nødvendigt at modsætte sig, at Cultusministeren gjennemførte den omhandlede Forholdsregel, og saaledes allerede nu at reise Spørgsmaalet om en eventuel Tilbagegivelse [sic!].

I begge de nævnte Henseender er en formelig Deklaration langt farligere. Thi der er megen Grund til at frygte for, at den vilde virke i den Grad nedslaaende i Nordslesvig, at alle de Dansksindede, som kun paa nogen Maade kunde, vilde udvandre, og at den danske Nationalitet saaledes hurtigt vilde faae sit Banesaar *) . En saadan Deklaration vilde dernæst ikke alene være et uomtvisteligt Bevis paa, at Bismarck for Tiden er betænkt paa for bestandigt at tilbageholde Nordslesvig, men selv om Omstændighederne senere stillede sig saaledes, at han forandrede Mening og fandt det stemmende med Preussens Fordeel at foretage en mere eller mindre fuldstændig Opfyldelse af Art. V, vilde det ved en saadan Deklaration baade indadtil og udadtil være bleven ham saa godt som umuligt at komme tilbage derfra, for ikke at tale om, at vi neppe heller vilde kunne modtage Tilbagegivelsen af en Landsdeel, der ved Udvandring af en betydelig Deel af den danske og ved Indvandring af tydsk Befolkning havde mistet sit nationale Præg. Dog Faren indskrænker sig ikke alene til, at enhver Opfyldelse af Art. V definitivt vilde afskjæres ved en saadan Deklaration. Det kan jo vel være, at selv om denne Artikel ikke ophæves paa denne Maade, ville dog de Forhaabninger, der oprindelig knyttedes til den, aldrig blive realiserede, men af de Midler, der i saa Henseende staaer til Preussens Disposition, vilde vistnok dette være det farligste og skjæbnesvangreste for os. Allerede nu er vort s. 454 Forhold til Preussen trods al Regeringens Forsigtighed langt fra at være godt, enhver Erindring om Pragerfreden og ethvert uafhængigt Ord i Pressen eller Rigsdagen noteres omhyggelig i de preussiske officiøse Tidender og man er i Preussen tilbøielig til at troe at Danmark vil gribe den første Leilighed, som maatte vise sig gunstig, til at gjøre fælles Sag med Tydsklands Fjender. Hvad vilde det da blive til, dersom en formelig Deklaration pludselig gjorde Ende paa alle vore Forhaabninger, og man i Regeringen, Rigsdagen eller Pressen her maaske lod sig henrive af sin naturlige Følelse til Udtalelser, som omhyggelig vilde blive noterede i Berlin? (Det er uundgaaeligt at den danske Regering ved sin Holdning maatte vise, hvor stærkt den berørtes ved en saadan Akt, og der er al Grund til at frygte for at Rigsdagen og vor Presse vilde føre et saadant Sprog, at man i Tydskland vilde ansee det for en naturlig Sikkerhedsforanstaltning, saasnart en Krigsfare truede Landet, at gjøre Danmark uskadelig ved idetmindste at besætte Jylland.

I det Hele kan man vistnok sige, at enhver Overensk[omst] med Preussen paa Basis af Art. V, hvorlidet end det [Stykke] Land var som gaves os tilbage, vilde være langt fordeelagtigere for vort fremtidige Forhold til Tyskland ja selv en stiltiende Ikke-Opfyldelse af denne Artikel vilde langtfra ikke være saa farlig som en saadan voldsom Ophævelse). 1)

Gaae vi nu over til det næste Spørgsmaal, hvad den danske Regering kan gjøre for at hindre, at disse truende Muligheder indtræde, blive Svaret at vi destoværre saa godt som slet intet Middel have til at influere paa Sagens Gang.

Ethvert Skridt, som vi foretage i Berlin, vil ikke kunne gavne men tvertimod meget let fremkalde, hvad vi netop søge at undgaae. Hvis den pr. Regering finder det hensigtsmæssigt at gjøre sin Besiddelse af Nord-Slesvig definitiv, vil den ikke forandre denne Beslutning paa Grund af nogen s. 455 Forestilling, kommende fra os, thi vi kunne hverken imponere Preussen, eller overtale det eller gjøre det noget Tilbud, som kunde bevæge det. Men ikke nok dermed! Enten nærer Bismarck den eventuelle Hensigt, som vi hidtil have tillagt ham og som vi ovenfor antydede, at man maaskee endnu kunde forene med Indførelsen af tydsk Skolesprog i Nordslesvig: i saa Tilfælde vilde en Henvendelse af os sætte ham i den Nødvendighed at erklære sig om Betydningen af Art. V og han vilde da sandsynligvis see sig tvungen til at erklære den for uvirksom. Eller han virkelig har den Hensigt at ophæve den ved en diplomatisk Deklaration. I saa Tilfælde er det meget rimeligt, at han finder Vanskeligheder ved at kunne motivere et saadant Skridt, thi Paaberaabelsen af de i 1867 forsøgte Forhandlinger vilde dog vistnok ikke findes tilstrækkelig. Men en Henvendelse fra os vilde da netop komme ham vel tilpas, thi han kunde opnaae sin Hensigt, simpelthen ved at svare os, at man forlængst havde betragtet sig som løst fra denne Forpligtelse, og da indskrænke sig til at meddele denne Correspondance til Efterretning ved andre Hoffer.

Andre Regeringer, navnlig England, Østerrige og Rusland, kunde maaskee udøve nogen Indflydelse paa Preussens Beslutninger men navnlig under nærværende Omstændigheder ville de neppe opbruge den paa vor Sag. Men selv om vi kunde forskaffe os deres Bistand, maatte deres Optræden skee med den største Varsomhed for ikke at skade os istedetfor at gavne. Enhver maatte egentlig afpasse sine Forestillinger efter sit særegne Forhold til Preussen, og England altsaa f. Ex. fremhæve Hensigtsmæssigheden af, at Tydsklands Forhold til Danmark var godt, dersom den europæiske Fred engang kunde blive truet, Rusland maatte paaberaabe Familieforbindelse og Østerrige den ubehagelige Stilling, hvori det vilde komme fordi det var Medcontrahent i Pragerfreden. Men selvfølgelig vilde vi ikke kunne diktere Magterne Formen for deres Optræden, men maatte indskrænke os til at s. 456 anmode dem om ganske ialmindelighed at udtale deres Haab om at Preussen ikke vil brusquere det slesvigske Spørgsmaal, og i samme Forhold en saadan Udtalelse holder sig til generelle Udtryk, taber den i Virkning. Men dertil kommer endnu, at enhver Henvendelse af andre Magter i Berlin, om end i ringere Grad, kan medføre de samme Misligheder som vi ovenfor fremhævede som rimelige Følger af en Henvendelse af os, nemlig respektive at sætte Bismarck i den Nødvendighed at skulle udtale sig om Art. V eller at give ham Leilighed til at erklære den for ugyldig. Bestemmer man sig altsaa til Forsøget, maa man sørge for at det skeer med den største Forsigtighed.

Det er muligt at Sverige baade var meest tilbøielig og bedst istand til at kunne yde os Tjenester ved denne Leilighed. Paa den ene Side vilde det være en Fordeel at det er ganske desinteresseret i den aim. Politik, paa den anden Side giver Kong Oscars Samtaler i Sommer med Bismarck naturlige Tilknytningspunkter, som andre Regeringer savne. Det kan vel endelig antages at Kong Oscar oprigtigt vilde opfylde et saadant Hverv og dertil benytte sine personlige Forbindelser med Keiserprindsen. Der vilde imidlertid ganske vist være andre Vanskeligheder at overvinde, hvis denne Vei skulde vælges, og det er vel derfor tvivlsomt, om der overhovedet kan blive Spørgsmaal om at anvende den.

Koncept med P. Vedels Haand, dateret 31. December 1875, men Dateringen er overstreget. — En noget szndret Koncept findes blandt P. Vedels Privatpapirer i en Konvolut med P. Vedels Paategning: Om Preussens Forhold til Art. V. 1875.