Danmarks Breve

BREV TIL: Frantz Ernst Bille FRA: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn (1876-01-14)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Gesandterne i Stockholm, Wien og St. Petersborg.
Kjøbenhavn, 14. Januar 1876.

Som Deres Højvelbaarenhed vil erindre, udbredte i Begyndelsen af afvigte Maaned Rygtet sig pludselig om at den preussiske Regjering skulde have til Hensigt ved en diplomatisk Deklaration at erklære Pragerfredens Art. V for at være bortfalden. Dette Rygte fremkom først i en engelsk Avis, der antages for at have officiøse Forbindelser i Berlin, og det gjentoges derpaa af forskjellige tydske Tidender i det Væsentlige i ganske overensstemmende Form. Senere er Rygtet vel faldet hen, men uden dog fra nogen Side at være blevet modsagt, idet Artikler, som tydeligt bære Præg af at være inspirerede, i det Høieste have antydet, at Øieblikket til at fremkomme med en saadan Erklæring endnu ikke var kommet. Uagtet det ganske vist er muligt, at det omhandlede Rygte kun er en Formodning, som nærmest er fremkaldt ved den Beslutning, den s. 458 preussiske Regjering har taget, om at indføre tydsk Undervisningssprog i Nordslesvig, er der saaledes dog kun altfor megen Grund til at antage, at den preussiske Regjering virkelig tænker paa ved en bequem Leilighed, der muligvis snart kan vise sig, ogsaa i Formen at annullere den paagjældende Traktat-Artikel, og til at betragte Avisernes Meddelelse som en Prøve, man i Berlin har ønsket forinden at anstille om, hvorledes den off. Mening i Europa vilde optage et saadant Skridt.

Jeg behøver ikke nærmere at paapege, hvorfor Indtrædelsen af en saadan Eventualitet vilde være en stor Ulykke for Danmark. Foruden at berøve os ethvert Haab om, at den preussiske Regjering godvillig vilde skride til en endog kun indskrænket Opfyldelse af Art. V, vilde en saadan pludselig og udtrykkelig Ophævelse ogsaa sætte den kongelige Regjering i den vanskeligste Stilling. Thi ligesom den selv vilde see sig nødt til at udtrykke sin Opfatning af et saadant Skridt, saaledes er det ogsaa at forudsé, at baade Rigsdagen og den danske Presse vilde udtale sig paa en saa skarp og uforbeholden Maade om Tydsklands Færd ligeoverfor os, at vort Forhold til den preussiske Regjering vilde blive meget stærkt berørt deraf og vor Stilling ikke alene i Tilfælde af en europæisk Krig men ogsaa uden Hensyn til denne Mulighed vilde blive yderst mislig, idet vi maatte forudsé, at den preussiske Regjering forlangte Indskrænkninger i vor Presselov osv.

Selvfølgeligt staaer det ikke i vor Magt ved nogen direkte Henvendelse i Berlin at bringe den preussiske Regjering til at opgive denne Hensigt, dersom den virkelig nærer en saadan, og det vilde endog være forbundet med stor Fare paa denne Maade at søge at erfare, hvorvidt en saadan Hensigt existerer. Det Eneste, der kan gjøres af os, er med Forsigtighed at udforske, hvorvidt andre Regjeringer have bragt Noget i Erfaring om Sagen eller kunne forskaffe sig Kundskab derom i Berlin, og i saa Henseende maatte det nærmest være Spørgsmaal om den russiske Regjering, til hvis Anskuelser man i s. 459 Preussen rimeligvis fortrinsvis vilde have Grund til tage noget Hensyn, og om den østerrigske Regjering, med hvilken man dog sandsynligvis af formelle Grunde maatte sætte sig i Forbindelse, før man ophævede en Artikel, der nærmest træder frem som en traktatmæssig Forpligtelse mod Østerrig.

1) Uagtet jeg af den herværende russ. og østerr. Gesandt veed at de ikke have modtaget nogen Meddelelse fra deres Regeringer, som antyder at disse have beskjæftiget sig videre med denne Sag, har jeg dog anseet det for rigtigt at instruere de kgl. Gesandtskaber i Petersborg og Wien til mundtligt at bringe den paa Bane hos Udenrigsministeren, foreløbig dog kun for at erfare, hvorvidt han veed Noget om en saadan formodet Hensigt hos den pr. Regering eller om han er villig til paa passende Maade at skaffe sig nærmere Underretning derom, idet jeg forbeholder mig, hvis det maatte vise sig at Rygtet virkelig har været begrundet, da at giøre Sagen til Gjenstand for en udførlig og formel Henvendelse til de forskjellige Regeringer for ved deres Hjælp at søge at virke paa den pr. Regering.

Paa Sagens nuværende Stadium gjælder det saaledes væsentlig kun om at bringe det til størst mulig Vished hvorvidt Preussen nærer den ovenomtalte Hensigt, saaledes at den kun venter paa en Leilighed til at udføre den. Da den kgl. Regering tilfulde kjender den varme Interesse som Kong Oscar og hans Regering altid have følt og ofte have vIlst for at et godt Forhold kan udvikle sig mellem os og Tydskland, vil det ikke forundre General Björnstjerna, naar jeg ved D. H.s Mellemkomst henvender mig til ham med Anmodning om at han vil søge ad de Veie, som staae til den sv.-norske Regelings Disposition, men uden at paaberaabe nogen Anmodning herfra, at forskaffe mig den Oplysning som jeg ved denne Leilighed sætter saa stor PrIls paa at erholde. Det er mig bekjendt, at De allerede har talt i Forbigaaende med Generalen om dette Rygte og at han dengang ikke vidste s. 460 Noget der kunde tjene til at bestyrke eller til at svække det, — jeg tør antage at De i denne tidligere Samtale vil have en passende Tilknytning til en yderligere og at General Björnstjerna ikke vil finde Betænkelighed ved at imødekomme vort Ønske.

1) Uagtet jeg af Grev Kalnoky véd, at han ikke har erfaret Noget fra Wien, der tyder paa, at hans Regjering har beskjæftiget sig med Sagen, og jeg har Grund til at formode, at han efter den Anledning, som jeg har givet ham, har skrevet til Udenrigsministeriet for at henlede dets Opmærksomhed paa det omtalte Rygte, har jeg dog ikke villet undlade ogsaa igjennem Dem at søge at udforske dette Punkt. 2) Jeg ønsker derfor, at De, uden at paaberaabe Dem udtrykkelig Ordre derom, skal spørge Grev Andrassy, om han kjender Noget til en saadan Hensigt hos den preussiske Regjering, og i benægtende Fald, om han ikke underhaanden kunde høre Grev Karolyis Mening derom. De kan tilføje at De véd, at man herhjemme har været urolig over de Antydninger, som vare fremkomne i Aviserne, og hvis Virkeliggjørelse vilde frembringe en meget vanskelig Stilling for Danmark og, hvad vi tør antage, ligeledes vilde være Østerrig ubehagelig.

Som Deres Højvelbaarenhed sér, ønsker jeg for Tiden væsentlig kun at danne mig en saa paalidelig Mening som muligt om det Spørgsmaal, hvorvidt den preussiske Regjering virkelig nærer den Hensigt at benytte den første Lejlighed, der maatte synes den gunstig, til udtrykkelig at annullere Art. V. Skulde dette vise sig, vil jeg være betænkt paa at gjøre Sagen til Gjenstand for en udførligere og mere formel Henvendelse til de forskjellige Regjeringer for ved deres Hjælp at søge at virke paa den preussiske Regjering.

3) Uagtet jeg confid. har erfaret af Baron Mohr, at han udførlig s. 461 har skrevet til sin Regering 1) for at henlede dens Opmærksomhed paa de særdeles mislige Følger, som et saadant Skridt vilde have, har jeg dog troet ogsaa igjennem Dem at burde forsikkre mig om, hvorvidt den russ. Regering besidder mere eller mindre positive Oplysninger om, hvorvidt den pr. Regering virkelig nærer den Hensigt ved den første Leilighed der forekommer den gunstig, at erklære Art. V for at være bortfalden. Jeg beder Dem derfor mundtligt at bringe dette Spørgsmaal paa Bane til Statskantsleren og forsaavidt han ikke veed Noget, da confidentielt at udtrykke for ham, hvor stor PrIls den kgl. Regering vilde sætte paa, at han underhaanden gjennem den russ. Gesandt i Berlin vilde søge at erfare Noget desangaaende. Hvad jeg for Tiden væsentlig ønsker er saaledes nærmest kun at danne mig en bestemt Mening om, hvorvidt den pr. Regering har den omtalte Hensigt, thi først naar dette maatte vise sig, vil jeg være betænkt paa at gjøre Sagen til Gjenstand for en udførligere og mere formel Henvendelse til de forskjellige Regeringer for ved deres Hjælp at søge at virke paa den pr. Regering.

Rosenørn-Lehn.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 1. — Udfærdigelsen til Kammerherre Falbe findes i U. A. Ges.ark. Østrig 1—11. Politiske Sager 1871—1880.