Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Rudolph Emil Vind FRA: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn (1876-05-06)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Gesandterne i St. Petersborg, Wien, Berlin, Paris, London, Rom og Stockholm. 1)
Kjøbenhavn, 6. Maj 1876.

Vore indrepolitiske Tilstande have i den senere Tid tildraget sig Udlandets Opmærksomhed, og det er ikke at undres over, at man der, i sit Ukjendskab med det eiendommelige i vore Forhold, bedømmer dem urigtigt. Endog de herværende fremmede Diplomater, der dog omhyggeligt følge Begivenhederne, opfatte dem ikke altid fuldstændigt, og jeg har navnlig havt Leilighed til at bemærke, at de sidste uheldige Folkethingsvalg give Anledning til forskjellige Misforstaaelser af Stillingen, som jeg paa bedste Maade søger at opklare. Jeg har troet, at det vilde være af nogen Interesse for Deres Høivelbaarenhed at se en kort Sammenstilling af de Betragtninger, som jeg i mine Samtaler gjør gjældende, uagtet de neppe indeholde Noget, som De ikke iforveien kjender eller forudseer.

For det første er det da maaske ikke ganske overflødigt at fremhæve, at hvor stærk den politiske Bevægelse end er hos os, indeholder den dog Intet der i nogen Maade truer Samfundsordenen. I det Distrikt i Kjøbenhavn, der indbefatter den største Arbejderbefolkning, har dennes Candidat trods de yderste Anstrengelser, dog kun formaaet at samle om sig 1/7 af det hele Vælgerantal. Paa Landet har Husmands- og Arbeiderklassen ikke engang forsøgt paa at optræde selvstændigt. Overalt er det Gaardmændene, som dominere Valgene, og den danske Gaardmandsklasse er som bekjendt meget formuende og altsaa en naturlig Fjende af alle socialistiske Tendentser.

Ligesaa lidet er den bestaaende Forfatning Gjenstand for Angreb. Man kan nære forskjellig Anskuelse om Hensigtsmæssigheden af adskillige Dele af Grundloven, som man efter s. 486 sit forskjellige politiske Standpunkt kan betragte enten som altfor yderlig gaaende eller vel endog som ikke tilstrækkelig demokratisk, men Alle anerkjender den bestaaende Forfatning, og fra ingen Side tænker man paa at fremkalde Forandring i den.

Saaledes berører Bevægelsen hverken Samfundsordenen eller Statsforfatningen, og vi ere i denne Henseende vistnok betydelig bedre stillede end adskillige andre Lande i Europa. Hvad der er Gjenstand for Strid er i første Linie Forsvarsspørgsmaalet, i anden Linie den politiske Magtstilling.

Hvad det første Spørgsmaal angaaer, er det af Vigtighed og med Hensyn til den endelige Løsning maaske ikke til Skade, at en allerede længe i det Skjulte virkende Anskuelse ved de sidste Valg er traadt aabent frem, nemlig at det overhovedet ikke fører til Noget at gjøre Anstrængelser for at forbedre Landets Forsvarsvæsen. Det er ganske vist beklageligt, at 14—15 af de nye valgte Folkethingsmænd have kunnet vedkjende sig denne Anskuelse, men efter Erfaringerne i 1864 er det dog heller ikke uforstaaeligt, at Nogle kunne tabe Modet og lige saa lidet troe paa, at det er muligt for os at organisere noget Forsvar der betyder Noget, som knytte noget Haab til Hjælp fra andre Magter, der i 1864 svigtede os. Men afseet fra denne lille Gruppe maa man antage, at idetmindste en stor Deel af Venstre, deriblandt Partiets gamle Førere, er i Principet villig til at votere en Forsvarslov, og Spørgsmaalet ligeoverfor disse angaaer saaledes kun Omfanget og Midlerne, idet de opstille som Betingelse, at Midlerne idetmindste tildels skulde tilveiebringes ved en extraordinær Skat, og desuden fordre Regjeringsforslaget væsentlig modificeret i Realiteten.

Man har i Udlandet forundret sig over, at Regjeringen har vægret sig ved at modtage den ovennævnte Betingelse, thi man er mere vant til at se en Regjering forgjæves begjære, end en Repræsentation forgjæves tilbyde en Skat. Men denne Forundring maatte i alt Fald være bortfalden efter de sidste s. 487 Forhandlinger i det opløste Thing, som beviste at denne Skat, der iøvrigt aldeles ikke behøves, for lang Tid ikke vilde blive praktisk. Da nemlig Minoriteten erklærede sig rede til eventuelt at gaa ind derpaa, forudsat at denne strax voteredes paa det ved Indkomstskatteloven for 1870—72 givne Grundlag, vægrede Majoriteten sig derved, idet den forlangte en ganske ny Lov, baseret paa saa yderlig gaaende Principer, at det var at forudsee, at Enighed i lange Tider ikke vilde kunne opnaaes derom. Hvad Venstre tilbød var altsaa ikke en Skat, men foreløbig kun Forhandlinger derom, og ved at antage den stillede Betingelse, vilde Regjeringen havde samtykket i at udsætte Forsvarsspørgsmaalets Løsning til en ubestemmelig Fremtid.

Ligesaalidt kan Regjeringen gaae ind paa de Principer for Forsvaret, som Majoriteten i Folkethinget har opstillet, men det vilde dog være meget ubilligt, om man i Udlandet vilde see et Beviis paa Mangel paa Vitalitet hos det danske Folk i den Omstændighed, at vi endnu ikke have kunnet opnaae Enighed om et Forsvarssystem. Hvad der er let i en stor Stat som Frankrig, er en næsten uløselig Opgave for et lille Land som Danmark. Vor svage Befolkning, Landets geographiske Beskaffenhed, den sandsynlige Fjendes uhyre Overvægt og Krigskunstens hurtige Udvikling tillands og tilvands — Altsammen gjør det umuligt for os, selv med Anstrængelse af alle vore Kræfter, at opstille et virkeligt Forsvar, og naar Maalet altsaa maa indskrænkes til at være et i høi Grad relativt Forsvar, kunde Meningerne let være deelte om hvor store Byrder man bør paalægge Landet derfor, og hvorledes aisse bedst skulle anvendes. I alle de ovennævnte Henseender er Sverig ulige bedre stillet end vi, og dog er man heller ikke der naaet videre. Ogsaa der har Oppositionen gjort sit Samtykke afhængig af Indrømmelser paa andre og uvedkommende Gebeter /: Grundskatten :/ og vil ikke gaa ind paa Regjeringens Forslag, uagtet baade Hæren og Flaaden befinde sig i en Tilstand, som er endnu mindre tilfredsstillende s. 488 end disse Dele af Forsvaret ere det hos os. Er det da at undres paa, at der allerede er hengaaet Tid og at det rimeligvis endnu vil vare noget, før man hos os naaer et definitivt Resultat?

Jeg sagde ovenfor, at bag Forsvarsspørgsmaalet staaer det almindelige Spørgsmaal om den politiske Magtstilling, og jeg kommer her til et Punkt, der fremfor alle andre er Gjenstand for Misforstaaelse i Udlandet. Man kan ikke forstaae at flere Ministerier efter hverandre have befundet sig i Minoritet i Folkethinget, uden at det af Kongen overdrages det Parti som vedblivende har Majoritet at danne en Regjering. Denne Misforstaaelse beror væsentlig paa en ufuldstændig Kjendskab til vor Forfatnings eiendommelige Repræsentationssystem. Med Undtagelse af det nuværende Frankrig har neppe nogen anden Stat i samme Omfang som Danmark to fuldkommen adskilte og i enhver Henseende ligestillede Kamre og forskelligt fra de fleste andre første Kamre er Landsthinget ikke Repræsentationen af en enkelt priviligeret Classe, men af det hele Folk, kun udgaaet deraf efter en anden Valgmodus end Folkethinget, og Regjeringen kan ikke danne en konstig Majoritet ved Udnævnelsen af nye Medlemmer. Men heraf følger med Nødvendighed, at naar Majoriteten i hver af de to Thing befinde sig indbyrdes i Uoverensstemmelse, har den ene ikke større Krav end den anden paa at danne Regjering, og ligesom det nuværende Ministerium støttet af en meget fast og overvejende Majoritet i Landsthinget, møder Opposition i Folkethinget, saaledes vilde et Venstreministerium, selv om den nuværende Majoritet i Folkethinget imod al grundet Forventning, da fra et rent negativt og ueensartet Modstandsparti vilde gaae over til at blive et positivt og sammenhængende ministerielt Parti, dog i alle Tilfælde finde sig i Opposition mod Landsthinget, og Resultatet vilde altsaa dog blive det samme. Men Udlandet befinder sig endvidere i en Misforstaaelse, naar det opfatter Venstre som et Parti i dette Ords politiske Betydning, s. 489 thi Majoriteten i Folkethinget kan neppe siges at repræsentere en Kreds af politiske Ideer, hvilende paa en ejendommelig Betragtning af Staten og sammenknyttende Medlemmer af forskjellige Samfundsklasser, men den er nærmest at ansee som Repræsentationen af en ganske enkelt Klasse og Udtrykket for de særlige og exclusive Interesser, som denne Klasse har. Et virkeligt politisk Parti kan have en Adkomst til at forsøge at gennemføre sine Principer, men en særlig Standsrepræsentation kan ikke uden Fare stilles i Spidsen for Regjeringen, saalænge dens Program ikke væsentlig gaaer ud over dens personlige, tildels endog reent materielle Interesser. Jeg behøver neppe at udvikle dette Punkt yderligere, men kan indskrænke mig til ovenstaaende almindelige Betragtninger, uden at gaae nærmere ind paa Detailler og særlige Omstændigheder.

Deres Høivelbaarenhed vil heraf see Regjeringens Opfatning af Stillingen, og De vil derefter neppe være i Tvivl om den Holdning, som Ministeriet med Hans Majestæt Kongens Billigelse agter at indtage. Ligesom man paa den ene Side ikke agter at foreslaae Kongen at skride til nogen ny Opløsning af Folkethinget, med mindre Venstre skulde optræde paa en særlig provocerende Maade, der kunde ventes at blive et Vaaben mod Partiet selv — Noget som der dog ikke er Grund til at antage — saaledes vil man paa den anden Side fremdeles arbejde paa en Forbedring af Forsvarsvæsenet. Man opgiver ikke Haabet om i forestaaende extraordinære Session at naae den fornødne Bevilling af nogle af Forslagets Punkter, og det vil da maaske senere og efterhaanden lykkes ligeledes at gjennemføre de øvrige med Rigsdagens forfatningsmæssige Samtykke.

O. D. Rosenørn-Lehn.

Koncept med P. Vedels Haand findes (U. A. Politiske Koncepter III ) Her trykt efter Udfærdigelsen til Wien Depeche Nr 3 (U A Ges ark. Østrig 1—11. Politiske Sager 1871—1880).