Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Andersen Krüger FRA: Hans Rudolf Hiort-Lorenzen (1877-04-13)

Redaktør H. R. Hiort Lorenzen til H. A. Krüger.
Haderslev, 13. April 1877

Kjære Krüger

Allerede for nogle Dage siden vil De have lagt Mærke til at jeg forudsaa den Mulighed, at det kunde blive Bernhard Bülow, som i Bismarcks Fraværelse kom til at optræde paa s. 521 Regeringens Vegne imod Dem, naar Deres Forslag kom for. Jeg udtalte mig da saa forsigtig som mulig, men kan ikke nægte, at jeg allerede den Gang var ængstelig ved denne Personforandring. Bismarck kjende vi nu saa godt og længe, at ingen af os af ham vilde vente et Svar, som kunde faa en uheldig Indflydelse paa vor Sags fremtidige Gang. Helt anderledes stiller Sagen sig med Bernhard Bülow. Ganske vist nærer han endnu fra gammel Tid af velvillige Følelser mod Danmark, men han er Tydsker fra Top til Taa, og det er ikke til at beregne, om han ikke kunde spekulere i Folkegunst ved Hjælp af en skarp Udtalelse om Artikel V, muligvis endog insinuere sig hos den gamle Keiser for at faa ham til at udstede en Slags keiserlig Kundgjørelse til os. I dette Øieblik, da ganske anderledes storslaaede Interesser staa paa Spil end vor Sag, vilde ikke en Hund gjø ad Keiser Vilhelm, om han slog en officiel Streg over Artikel V. Og hvad der hele Tiden har gjort mig allermest betænkelig, det er den Varme, hvormed Centrum tager sig af os. Disse Jesuitter gjøre det ikke af Medfølelse med os, men alene, fordi de tro, det kan tjene deres Sag at bruge vor til at plage Bismarck med. Jeg tror, at med jo stærkere Følge de optræder i Rigsdagen, desto større Sandsynlighed er der for, at Regeringen træder skarpt op. Ganske vist kan De sige, at det forværrer ikke vor nuværende Stilling og til en vis Grad har De Ret. Men der er dog en Eventualitet, som aldrig bør tabes af Sigte og aldrig præjudiceres ved Skridt, der ikke medføre nogen direkte Fordel. Vi vide jo alle, at den gamle Keiser — vel nærmest paa Grund af den uvenlige Modtagelse, han fandt her i 1868 1) — er gram i Hu mod os, han kan ikke lide de uhøflige Danske, som ikke vilde gjøre tilstrækkelig Stads ad ham, og af ham kunne vi aldrig vente noget. Anderledes stiller Sagen sig med Kronprindsen. Han er ikke alene ikke kompromitteret til vor Skade, men lige tværtimod engageret s. 522 ved sine Ord til Christian IX, 1) i al Fald til en vis Grad. Der er altid en Mulighed for, at han vil vise sig mere velvillig imod os, naar han kommer til Regimentet. Med ham staar Bernhard Bülow paa en meget intim Fod. For denne sidste kan Deres Forslag kun være ubehageligt, fordi det sætter ham i Forlegenhed, og hvad værre er, han tror naturligvis trods alle vore Forsikringer om det modsatte, at De er inspireret fra Kjøbenhavn. Bliver han mod sin Villie tvungen til at udtale sig, kan han let komme til at binde sig paa en Maade, som kunde være til ubodelig Skade under den nævnte Eventualitet, som jo stadig rykker nærmere. Saa rolig jeg derfor har været ved Deres Forslag, saa længe Bismarck var ved Roret, saa ængstelig er jeg nu. Jeg vilde oprigtig ønske, at det slet ikke kom til Forhandling. Selve Forslagets Fremkomst har været tilstrækkelig til at henlede Verdens Opmærksomhed paa os; mere naas dog ikke derved. Om De fik Leilighed til at sige Tydskerne en hel Posefuld Sandheder, vilde det ikke overbevise dem, men snarere irritere dem yderligere imod os. Situationen er jo ogsaa saa væsenlig forandret siden Marts Maaned, at det formelt meget vel lod sig forsvare at tage Forslaget tilbage; thi Bismarck er jo den eneste kompetente Fortolker af Artikel V. Overvei nu rolig, hvad jeg her har udtalt, men lov mig i al Fald foreløbig intet at foretage Dem til Forslagets Fremskyndelse. Lad os først faa Sagen grundig drøftet med hinanden. Efter West’s 2) Anmodning afsender jeg idag 300 M. pr. Postanvisning. Hils West fra mig og tak ham for hans sidste Brev.

H. R. Hiort Lorenzen.

H. A. Krugers Privatpapirer. R. A.