Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Andersen Krüger FRA: Lars Dinesen (1877-04-13)

Folketingsmand Lars Dinesen til H. A. Krüger.
Kjøbenhavn, 13. April 1877.

Kjære Hr. Krüger!

Saa vidt jeg ved, er det første Gang i mit Liv, at jeg skriver til Dem, men der er opstaaet en Trang hos mig til nu at gjøre det, som har sin Rod i 2 Omstændigheder. Den ene har alt været til Stede i nogen Tid, den har tildels sit Udspring fra den ny Virksomhed, jeg har begyndt med at lede et lille Blad, som er beregnet paa Almuen, saa vel i By som paa Land 1) . Her vilde jeg gjerne gjøre mit til at holde Sympatien for Danmarks største Sag i Live og bringe den den bedste Næring ved at sørge for at Folk vide, hvad det er der fattes os, derved at Slesvig er i Fjendevold. At man derved kommer til at tænke paa den Mand, de Undertrykte sætte forrest i Kampen er en selvfølgelig Sag.

Den anden Omstændighed er af et lidt yngre Datum og det er maaske mulig, at naar jeg lader den være bestemmende for mig til at skrive allerede i Dag, da er det en lille Overilelse af mig; men jeg er kommet til at tænke saa meget over den, at jeg ikke syntes, jeg kunde lade være at skrive. Da Brevet omhandler denne Omstændighed, som jeg nu strax skal nævne, har jeg telegraferet til Dem, for at det ikke skulde blive liggende, Sagen har jo nogen Vigtighed under enhver Omstændighed.

Blandt os her er der i disse Dage saa megen Tale om den sig nærmende Krig og om alle alvorlige Forhold; Sindene ere oppe. Det er da en naturlig Ting, at Tanken føres hen s. 526 paa vor fælles store Sag og paa dens Talsmand i Berlin. Vi have erfaret, at Deres Andragende skal snart for, nogle have endogsaa i Dag ment, at det skete paa Onsdag 1) . Nu er det kommet til at staa saadan for os, som om vi for Tiden ikke er ret gunstig stillede, med andre Ord, at vi ere særlig ugunstig stillede, derved at Rusland, som vel er den Eneste, der vilde have en lille Interesse for os, vil blive rigelig engageret med sine Kræfter, saa at der fra den Side ikke nu kan ventes nogen Støtte. Derimod vil vel Preussen tro sig stillet saa frit, at det, dersom det har Lyst, ikke havde noget at resikere ved at erklære § 5 for bortfalden. Vi have derfor ment at Øieblikket for den Sag for hvilken De er Forkæmper, ikke havde nogen god Udsigt til at nyde Fremme[!] og vi have tænkt os, om der ikke kunde være Fare for at Preussen brugte Øieblikket til Skade for vor Sag. Det er med disse Tanker, fremkaldt ved Samtale med gode Venner, at jeg efter at være kommen hjem har sat mig til at skrive. Ikke i den Hensigt at give Dem Raad, dertil neier jeg ikke [o: dertil føler jeg ingen Trang], De følger langt anderledes Begivenhederne ude end jeg og er derfor langt bedre i Stand til at skjønne det Rette, end jeg; men min Hensigt er at meddele Dem de Indtryk jeg selv har faaet ved at veie og tænke over Sagen, jeg troede disse ikke kunde være uvigtige for Dem.

Det var med stor Glæde, at vi her saa den Lykke De havde at faa Elsasserne og Lothringerne med Dem 2) , men vi har ogsaa nok set, at der er megen Forbittrelse i Berlin over at dette er lykkedes Dem og det er vel at vente, at man gjør disse Franskmænd — for at tale i Korthed — alle de Ulykker man kan for at gjøre dem kjede af at have sluttet sig til Dem. Jeg vil ønske at Deres Venner der maa have den samme Karakterstyrke, som De til at holde ud trods alle s. 527 Fortrædeligheder. Men de er vel heller ikke rolige i Øieblikket, da Preussen vel nu føler sig saa sikkert.

Det jeg altsaa her meddeler Dem er, at jeg har faaet det Indtryk af Opfattelserne her, at man mener, at der for Tiden ingen gunstig Chance er for at Deres Andragende nu kan bære nogen Frugt; og at man er noget bange for, at en Tilslutning, som vi i Øvrigt ere sikkre paa, at De fremdeles faar fra de andre undertvungnes Repræsentanters Side, skal føre til at Forfølgelserne mod disse skal blive større saa at den Støtte, De med Deres Klogskab har vundet, derved svækkes for en lykkeligere Tids Skyld.[!]

Tag mig endelig ikke disse Linier ilde op, kjære Krüger, de er maaske noget naive, men ere, derom er De forvisset, dicteret af det for vore Sønderjyder og for Dem mest kjærlige og hengivne Sind. De skal ikke tage meer Hensyn dertil end Deres sikkre Sands byder Dem. Gjør mig den Tjeneste ikke at lade nogen vide, at jeg har skrevet til Dem. De skal i Særdeleshed ikke omtale det til V. Boye 1) — fra hvem jeg kan hilse —, jeg ønsker ikke det skal vides, at jeg har skrevet til Dem. . . .

Lars Dinesen.

H. A. Krügers Privatpapirer. R. A.