Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Nicolai Madvig FRA: Hans Andersen Krüger (1877-04-15)

H. A. Krüger til Professor J. N. Madvig.
Berlin, 15. April 1877.

Høistærede Hr. Conferensraad,

Jeg har naturligviis gjennemlæst Deres ærede Skrivelse med Omhyggelighed og Eftertanke, og takker Dem for Deres Kjærlighed og Iver for os Nordslesvigere som sikkert i Dem have een af deres bedste Venner. Jeg beklager med den bedste Villie ikke at kunne komme til at dele Deres Anskuelse. s. 531 Grunden hertil maa søges i vort grundforskjellige Syn paa det tydske Folks og dets Statsmænds Forhold til Danmark. De gaaer ud fra, at vores Sag nærmest skal løses ved en Høimodighedsakt fra Tydsklands Side, jeg derimod søger Løsningen kun mulig ved en Nødvendigheds-Akt. Fra Deres Standpunkt ud[!] maa der altsaa gjøres Alt for at fremkalde eller vedligeholde en velvillig Stemning hos Tydskerne. Fra mit Standpunkt ud maa der stedse efter Evne arbeides hen paa at fremme Tydsklands Svækkelse. Jeg er overbeviist om, at Tydskland naar ei Modgang forandrer dets Anskuelser, aldrig vil vise Danmark anden Høimodighed end den at gjøre Danmark til en afhængig Vasal, der faar Lov til at tradske ved Siden af den tydske Seiersvogn; det tydske Folk vilde i det høieste have tilladt en Bismarck at afstaa til Danmark en Stump Nordslesvig, men tillader sandelig ikke en Bülow eller andre af underordnet Rang at gjøre dette. Jeg er fuldstændig overbevüst om at min Tankegang gaaer ud fra en rigtig Forudsætning. Selv i denne Session, ven [o-: da] dog saa mange Ting vise, at det tydske Kæmpelegeme er angreben af en betænkelig Sygelighed, og at det tydske Folks Fremtid kan blive sørgelig, selv da har jeg aldrig fundet Tilbøielighed til at vise os Retfærdighed: Frygt spores, men Høimodighed kjendes ikke.

Naar Elsasserne ønskede at underskrive mit Andragende saa vil dette ikke have fremkaldt Forundring hos Tydskerne, ei heller Harme, tvertimod har jeg lagt Mærke til, at man i Grunden finder dette naturligt, da Elsasserne selv, om de mangle hvad vi eie med vor Nationalitet og § V, saa søge de jo ligesom jeg at hævde Folkenes Selvbestemmelsesret og denne Ret er stor og betydningsfuld nok til at kunne skjule nogle Mangler. Jeg seer ogsaa alt andet end en Ulykke deri at det nordslesvigske Spørgsmaal knyttes til Frankrig. For mig er det klart at Nordens hele Magtstilling og Selvstændighed tildeels beror paa Frankrigs Medhjælp og dets Interesse i at Norden er kraftigt og frit. Ved at tage mit Andragende s. 532 tilbage, som Hr. Quaade indtrængende har opfordret mig til, skjøndt han maatte tilstaa at han fandt mit Standpunkt at være correkt og mine Bevæggrunde vægtige, saa vilde et saadant Skridt her bedømmes som fremkaldt af Frygt og derfor blive belønnet med Latter isteden for Tak og for mine Vælgere vilde det være en ufattelig Gaade, især da de instinktagtig have faaet det samme Syn paa Forholdene som deles af mig. Hvor vilde den simple Mand kunne fatte at der maatte forudsættes Velvillie hos et Folk og dets ledende Mænd, som i den Grad træder al Ret under Fødderne, som Tydskerne gjør det i Nordslesvig! Besiddelsen af vor soleklare Ret fordrer ogsaa at man holder sig til selve Retten, og ei sælger den for en Klump Naade, thi Erfaringen viser jo at Tydskernes Naadefølelse er bevægelig som Havet, og let gaar over i Foragt. Jeg troer derfor at svække min Stilling og mine Vælgeres Tillid naar jeg ligesom forandrede Signalerne, og gav mig til at ville foreslaa Tydskerne at vise mig Velvillie imod at jeg kom frem med Indrømmelser. For mig staar det klart at det tydske Rige paa Grund af de saare forskjellige Interesser som de forskjellige tydske Stammer have i Længden ikke kan bevare Sammenholdet, allermindst paa Grundlag af at Preussen i sig optager de andre Dele. Tydskland vil gaa i Stykker ligesaa vidst som Preussens mægtigste Mands Virksomhed alt nu er gaaet i staa og i det høieste kunde fornyes ved at den nu hendøde Seiersruus igjen blev vakt. Have vi Nordslesvigere kunnet opretholde Modet da Tydskland saaes i Seirens Morgenrøde da vil det end lettere kunne gjøres naar nu allerede Aftenrøden viser sig. Alle virkelig varme Patrioter i Nordslesvig dele min Anskuelse om ei at kjøbe et Stykke Nordslesvigs Frihed ved Restens Trældom og Opgivelse. Ved mit Andragendes Discussion kan forøvrigt selv hvis Regjeringen nødes til at svare § V’s Existens ikke trues lige saa lidt som Tydskland derved fik Berettigelse til at tilskrive Danmark fjendtlige Planer og Bestræbelser. Og naar Hr. Quaade f. E. taler om at Andragendets s. 533 Drøftelse i Rigsdagen vilde kunne fremkalde et nedslaaende Svar, rigtignok ikke til mig eller Nordslesvig som han indrømmede, men til Danmark, saa kan [der] jo kun være Mening [her]i, naar Danmark attraar 1) at faa Lov til at være Tydsklands Allierede i den store Krig, som den nærmeste Fremtid vel bærer i sit Skjød. Jeg kan af hele mit Hjerte ønske at det lille svage Danmark maatte staa uden for de stores Kamp men at see det fægte ved Siden af Tydskland vilde i mine Øine være en sørgelig Ulykke og Følgerne selv af en lykkelig Kamp maatte blive det, jeg tidligere har nævnt. Det gjør mig i Grunden ondt at see hvorledes Hr. Quaade har formaaet [at] fremkalde saa ængstelig en Stemning selv hos de Mænd jeg agter høiest, da Hr. Quaade over for mig to Gange forgjæves har forsøgt at forsvare sin Mening og jeg i Grunden er overbeviist om at Hr. Bülow ved en billig Trudsel har fremkaldt den hele Panik[?] og paa den Maade igjen har ført et nyt Beviis paa i hvilken Grad Danmark overvurderer Preussens Magt og undervurderer de Factorer ved hvilke vor Sag maatte føres til en tilfredsstillende Løsning. Jeg beder Hr. Conferensraaden ogsaa til Deres Meningsfæller at meddele dette mit Svar da jeg maa ønske at klare min Stilling over for Mænd som jeg ved med Alvor deltager i vore Bestræbelser [for] atter [at] forene Nordslesvig med Danmark.

34*

H. Kruger.

J. N. Madvigs Privatpapirer. R. A. Gengivelsen er ordret, men Tegnsætning og Stavemaade lidt lempet.