Danmarks Breve

BREV TIL: Jytte Johanne Faber FRA: Carl Ewald (1856-10-15/1908-02-23)

JEG er igen i Versailles.

Formodentlig er det Kong Frederiks natlige Besøg hos mig, der har givet mig Hofblod paa Tanden. Det er utroligt, saa selv en flygtig Berøring med Fyrster sætter Skel i et Menneskes Liv. Og de Gavtyve véd det og benytter sig deraf.

Den Stol, Kongen sad paa, er Husets Hovedmøbel. Den Dag Kongen var her rangerer med Folkekirkens højeste Helligdage.

Et intimere Bekendtskab skal efter Forlydende kunne stille Tingene paa deres rette Plads. Men hvor mange af os kan blive rehabiliterede paa den Maade? Maaske hjælper det ogsaa noget, efterhaanden som hver tredie af os har været til kongeligt Taffel, og hver tredie bærer en kejserlig Brystnaal.

s. 105 Hver tredie er, som bekendt, en Kineser.

Quant à moi, saa er jeg paa ingen Maade bedre end de andre Kinesere.

Det Navn, Hans Majestæt ikke nævnede, har jaget mig en Skræk i Livet, og jeg har faaet Besøg af et Spøgelse, som jeg troede forlængst nedgravet med en forsvarlig Pæl igennem.

Spøgelset hedder den oplyste Enevælde. Og der er mange nu om Stunder, det rider som en Mare, maa I tro.

Ikke just Folkets Masse … Arbejdsfolk, Smaafolk. De har sét tilstrækkeligt til det i Form af den gode Herre, som virkelig har Hjerte for sine Folk, men holder paa Rimelighed og ikke paa nogen Maade vil taale, at de er Socialdemokrater.

Nej, det er de oplyste, dannede Klasser … Overklassen.

De, som er uden al Oplysning om Livet, som det er, dér hvor det gror. De som er uden al Dannelse i Politik, dér hvor Politiken faktisk betyder noget for s. 106 Menneskenes Vé og Vel. De, som staar himmelhøjt under Murhaandlangeren og Renovationsmanden i Tro, Begejstring, Offervillighed for deres Sag.

Sér I … der er noget, jeg vil spørge Louis le grand om. Derfor er jeg atter i Versailles.

Det er noget vedrørende det gudsnaadelige Monarkis inderste Væsen, som jeg er overbevist om, at han bedre end nogen anden kan klare for mig.

Det er da mit Haab, at Æventyret vil gentage sig, naar jeg om lidt atter staar paa den store Terrasse.

Jeg er saa vist ikke mindre disponeret end sidst. Det er jo netop en af mine syv Ulykker, at jeg altid er oplagt til Æventyr … trods Alder, Fedme og Bedstefaderlighed.

Og har jeg først Fiskebensskørterne, de kurtiserende Kavallerer i Alléen, Fontænerne og de andre Lakajer, saa skal jeg nok faa Solkongen selv frem.

Jeg lader mig simpelt hen melde hos s. 107 ham som Opfinder af en ny og ufejlbarlig Skattepumpe. Saa modtager han mig straks.

Eller som Indehaver af et indisk Pulver til Mandskraftens Fornyelse.

Nej, stop … nu har jeg det … jeg optræder som Udsending fra en fjern og barbarisk nordisk Folkestamme. Det er det simpleste og derfor det rigtigste. Min rundpullede Hat, mine graa Bukser og mine bredsnudede Sko vil gøre sig glimrende som Nationaldragt.

Naar saa jeg har faaet Adgang, træder jeg frimodig frem, bukker dybt og holder følgende Tale:

„Sire … allerkristeligste Konge og stormægtigste Monark … de Venders og Gothers, Herre til Stormarn …

Jeg holder rædselsslagen inde.

Men Louis le grand smiler naadig, glad over de nye Riger, jeg af en Fejltagelse tillægger ham. Han kender dem ikke, men han hugger dem straks.

Og Sveden perler paa min Pande.

Kommer jeg hjem, bliver jeg jo hængt s. 108 som Oprører og Landsforræder, fordi jeg har skilt Danmarks Krone ved nogle af dens kostbareste Perler.

Og hvis jeg ikke fortsætter, bliver jeg hængt her.

Altsaa fortsætter jeg, saa frejdig, som det er mig muligt:

„Deres Majestæt sér i mig en fjern Nordbo fra et barbarisk Land. Vi har Neglerensere, W. C.’er, Tættekamme, Styrtebadsapparater … altsammen Ting, der endnu er undgaaede Deres Majestæts ophøjede Opmærksomhed.

Men vi har ikke Frankrigs Sol og ikke Frankrigs solstraalende Fyrste. Vi har en Sol, men den skinner ikke. Vi har en Fyrste, men han skinner heller ikke.

Vor Fyrste maa ikke skinne. Det maa kun hans Ministre, som han vælger frit efter Anvisning af Folkets kaarne Mænd. Disse kaares af Folket blandt de ypperste og skal alene følge deres Overbevisning i deres Raadslagninger om Rigets Styrelse. Stemmer denne Overbevisning ikke overens s. 109 med Folkets, saa kaarer det nogle nye Mænd blandt de næstypperste og saaledes videre.

Deres Majestæt vil sé, at dette er en simpel og let haandterlig Mekanisme. Alligevel er der dem iblandt os, som har tænkt paa, om det ikke skulde være godt at vende tilbage til den Regeringsform, som Deres Majestæt repræsenterer paa saa glorværdig en Maade til Deres Folks fulde Lykke og Tilfredshed, og som vi ogsaa havde i mit Fædreland, forinden Tættekammen, Styrtebadsapparaterne og alt det dér kom op, om end vore Fyrsters Allongeparykker paa Grund af Landets Lidenhed ikke var nær saa store som Deres Majestæts.

Vi har tænkt os, at det Lys, der vilde udstraale fra Tronen i nogen Maade kunde sprede Graavejret i Landet. Og saa erkender vi, at vort nuværende Regeringssystem har slidt i den Grad paa vore ypperste Mænd og de næstypperste og saavidere, s. 110 at der er alvorlig Fare for, at Ypperligheden helt skal uddø i Landet.“

Louis le grand gaber. Hele Hoffet gaber.

Men den kender vi nok hjemmefra, og jeg er ogsaa Enden nær.

„Jeg er da rejst herned for at forelægge nogle Spørgsmaal for Deres Majestæt, der er paa Jorden det samme som Gud i Himlen. Det er mit Haab, at Deres Majestæt vil være saa naadig at besvare dem.

Sire … Verden véd, at De sidder paa Frankrigs Trone i Kraft af Deres himmelske Kollegas særdeles Naade, og at De styrer Deres vidtstrakte Riger efter hans særlige Anvisninger.

Hvorledes modtager Deres Majestæt disse Anvisninger?

Kommer de Deres Majestæt i Hænde i Form af direkte Aabenbaringer?

Og naar?

Mens Deres Majestæt sover … mens De spiser … mens De jager Hjorten i de grønne Lunde?

s. 111 Kommer de til enhver Tid, eller er der Perioder, hvor de udebliver, saa Deres Majestæt er tvungen til at regere provisorisk paa egen Risiko?

Er de al Tid tydelige, eller giver de stundom Anledning til forskellige Udtydninger, saaledes at Deres Majestæt kan behage at vælge?

Sire … jeg har talt. Jeg anbefaler mig til Deres Majestæts Naade, forventer Deres Svar og forsvinder derefter i den Ubemærkethed, hvor jeg hører hjemme.“

Jeg finder, det er en god Tale.

Fuldendt Hofmandsstil, saaledes som det sømmer sig en Mand, der modtager Besøg af sin Konge ved Nattetid i et Trediesals Hotelværelse, Rue d'Antin. Og saa en vis Djærvhed i Udtrykkene, som man kan vente af en dansk Borger, der har været med til at vælge en Rigsdagsmand med rundpullet Hat, graa Benklæder og bredsnudede Støvler.

Jeg gennemgaar og vejer paany mine Ord, mens jeg vandrer fra Stationen til s. 112 Slottet ad den Vej, der i Dag endnu mere end forleden minder mig om Fredensborg.

Men jeg har spildt min Sved og min Møje.

Æventyret kommer ikke.

Forgæves staar jeg paa Terrassen og stirrer.

Dødt ligger Slottet med de Tusinde Ruder. Død er Parken med bladløse Alléer, stumme Statuer og tavse Springvand.

Der er ikke saa meget som Duften af Pudder i den skarpe Luft.

Ja, Luften er skarp i Dag. Solen skinner ikke. Det blæser, som var det i Danmark, og jeg bliver efterhaanden i daarligt Humør.

Jeg vilde ønske, jeg var i Paris igen.

Nej … jeg vilde ønske, jeg var hjemme i København … i mine Stuer, som jeg har bygget saadan, at jeg og mine kan bo i dem i al Slags Vejr … blandt mine Børn som er avlede saadan af min Lænd og voksede saadan under mine Øjne, at de gaar glade ud med mig og glade hjem med s. 113 mig igen … hos deres Mor, der er Husets Hovedhjørnestén.

Det er Hjemvé, om I vil.

Men Hjemvé af en underlig Slags.

Jeg længes hjem, fordi jeg dér bedre kan udholde det ydmygende, det forsmædelige, som det al Tid er for en Mand, selv om han kun er en Mand blandt Mændene, at maatte nærme sig Alderdommen og erkende, at alt, hvad han har gjort af offentligt Arbejde, er gjort ganske forgæves.

Vi har snakket om det før, og vi kommer til at snakke om det igen. De gamle holder af at snakke. Og I sidder saa pænt og lytter, naar jeg fortæller om min Ungdoms begejstrede politiske Kamp.

Det lyder jo for Jer som Æventyret fra otte og fyrre.

I kan ikke sé det i den sørgelige politiske Forfaldsperiode, I lever i. I sér kun Madstræbet. For Jer er Politiken fæl, som for alle unge nu om Dage.

De gamle Kæmper er jo døde. Eller de er kommen under Vejr med, at Kamp er s. 114 noget rigtig ondt og ugudeligt noget, lige ødelæggende for Sjæl og Legeme.

De er i den Alder, hvor Pigen og de andre Idealer er falmede, og hvor man ikke snakker Politik ved Bordet.

Lad det nu være godt med de gamle Skader, siger de … vi har jo nemt ved at forliges, siden ingen af os mente det saa slemt … nu synger vi en af de gode, gamle Fædrelandssange … eller den nye …

Hjemme er det til at holde ud at tænke paa.

Dér kan jeg sætte Haab mod Haab, fordi jeg elsker mit Fædreland og hellere vil have det ondt dér end godt noget andet Sted i Verden. Det er en gammeldags Fædrelandskærlighed, véd jeg nok, snæver og ulogisk, uden nogen som helst Fremtid for sig. Jeg ønsker heller ikke paa nogen Maade, at I skal arve den. Men jeg har den nu en Gang og kan lige saa lidt skille mig ved den som ved Bedstefars Merskumspibe og Oldefars Buste.

Hjemme har jeg mine Kammerater i s. 115 Ulykken, saa faa de er … for det er jo en tarvelig Fornøjelse og en daarlig Profit at blive paa Skansen, naar Hæren har forladt den.

Vi er den indenrigske danske Politiks Sønderjyder. Som Sønderjyderne kæmper vi uden Haab og dør ud og faar et smukt men billigt Eftermæle af dem, der bor Norden-Aa.

Naar jeg er hjemme og midt i det, kan jeg holde det ud. Hernede, hvor alting er saa stort og Tempoet saa rask, piner det mig blot at tænke paa det.

Hjemme er det altsammen saa fedt og uldent.

Der er ingen magre Folk. Ingen, der gaar nøgne. Ingen der gaar i Panser og Plade.

Hernede …

I det mægtige Slot, hvor Louis le grand bar sin Allongeparyk, vælger de nu Republikens skaldede Præsident.

Jeg véd nok, at der den Dag i Dag endnu gaar et Tog af retsløse, sveddryppende, s. 116 ulykkelige Mennesker op ad den grønne Plæne til Terrassens Fod … fra Middelhavet, Pyrenærerne, Atlanterhavet … fra alle Frankrigs Grænser.

Et Lag længere nede fra kommer de end dem, som bragte Solkongen deres Guld … fra stinkende Kældere, fra dybe, gasfyldte Minegange.

Men de bringer ogsaa Guld … ogsaa mere end de aarker. Krumbøjede kommer de, krumbøjede lister de tilbage for at hente mere.

En skønne Dag vælter de Republiken.

I den gamle Revolution gik der mange ædle Marquis’er i Løbet, som havde fortjent en bedre Skæbne. I den nye vil der blive hængt lige saa mange Bankdirektører og Fabriksherrer, skønt de ikke gjorde andet, end hvad Tiden bød dem og gjorde det med milde Hænder.

Det gør ingen Ting.

Jeg sprang en Dag over Stok og Stén for at trække min lille Dreng op af en Dam. Jeg knuste under min Fod syv yderst s. 117 agtværdige Arbejdsmyrer og en fuldkommen sagesløs Regnorm.

Men jeg reddede Drengen.

…Jeg gaar mig træt Parken, men jeg gaar ikke fra mig selv.

Sidst er jeg i Kongens Have, hvor Træerne er valgte saadan, at de fremstiller en evig grøn og broget Sommer. Der er stængt, men jeg finder en venlig Opsynsmand, som lukker mig ind under Forsikring om, at han begaar en uhyre Forbrydelse.

Jeg husker at give ham Drikkepenge, men jeg sér ingen Ting. En Gang, naar jeg er kommen hjem, vil Haven staa for min Erindring i sin æventyrlige Skønhed. I Dag skjules den for mig af noget vissent og grimt … noget dansk, som er groet tæt for mine Øjne, saa jeg ikke kan sé, som stænger mine Tanker, saa de ikke kan flyve.

Narrestreger med den oplyste Enevælde … Humbug med Republiken … Løgn med Demokratiet … Digt og Drøm med Socialismen …

Det er ikke andet end nye Lag, som s. 118 skyder sig nedenfra opefter, sultne Mennesker, som skubber dem væk, der sidder ved Fadet og æder … som sætter sig til Bords og æder sig selv til Død og Dom og brutalt smækker Døren i for de næste.

Jacob Knudsen har Ret.

Han læser Bordbøn ved Systemskiftets Tafler.

Jeg gaar tilbage til den mosgroede Stenbænk paa Terrassen, sér paa Slottet og udover Parken og bliver bestandig mere ilde tilmode.

Louis le grand var en Mand. De, der guillotinerede hans Sønnesøns Sønnesøn, var Mænd, Jacob Knudsen er en Mand.

Jeg er bare en sølle Fyr, der saá saa dybt bag Kulisserne, at Illusionen brast for mig. Jeg kan ikke leve den foruden og løber nu mellem Læger og Kvaksalvere og kloge Koner … om jeg dog kan faa mine Øjne blindede igen og mit Helbred tilbage.

… Forleden var jeg ude bag de ydre Boulevarder … i Ménilmontant og Bellevelle, s. 119 og hvad de store Arbejderkvarterer hedder, som ligger højt til Vejrs paa Bakkerne, og hvis vældige Kaserner hver for sig er en hel By.

Det var mod Fyraften.

Børnene piskede frem og tilbage til Købmand og Spækhøker for at hente det sidste til Bordet. Hver anden Rude var aabnet paa Klem, saa Konen kunde titte efter sine Mandfolk, om de kom.

Saa blinkede alle Ruderne og lukkedes med et Smæld … det lød som en hel Peloton-Ild.

Mændene kom … en buldrende, talløs Skare, som fyldte hele Gaden.

Jeg gik lige mod Strømmen, borede mig igennem den, fik og gav Albuestød, mens jeg stirrede disse tunge, trætte Mennesker i deres Øjne.

Og var deres Øjne aldrig saa sløve, de lyste op i Had, naar de mødte mine. Var deres Hænder aldrig saa trætte, de knyttedes over for denne Kapitalist, som gik her og snusede paa deres Enemærker.

s. 120 Saadan er disse Mænd til Sinds ved Fyraften en almindelig Søgnedag, som i København bare en Flok uansvarlige Læredrenge en Valgaften uden for „Socialdemokratens“ Kontor.

Jeg trængte mig videre gennem Stimlen og ønskede mig vel ude igen. Trængslen blev større, Blikkene mere truende.

Saa hændte der noget af det, som hænder i Paris og kommer sig af Solen.

Der var en af Arbejderne, som vendte sin brede Bag imod mig, idet vi passerede hinanden, og slap en skraldende Vind.

De brast allesammen i Latter.

Og Historien og Latteren gik videre fra Hob til Hob, alt som de strømmede til. Fra nu af gjorde de godmodig Plads, saa jeg kunde komme frem.

De havde revancheret sig.

Solens … Latterens … Rigdommens By. Elskovens og Hadets og Bombernes By.

Jeg gik hjem efter og tænkte paa, hvad s. 121 de danske Arbejdere er for Matadorer ved Siden af de franske.

Og deres Foregangsmænd …

Forleden var jeg i Deputeretkammeret og hørte de socialdemokratiske Førere med glimrende Veltalenhed tolke Proletariatets Sag. Verdensmænd i Ord, i Optræden og Dragt, Den sociale Elendighed spejlede sig dybt i Silkeopslagene paa deres Frakker. Enhver kunde høre Revolutionens Torden bag deres aandfulde Ord.

Men de har jo ogsaa noget at snakke om.

De danske socialdemokratiske Rigsdagsmænd er jævne Folk i alle Maader. De bringer ikke deres Sag i Miskredit ved nogen Slags Salonfähighed. Som de staar i deres Jakker og buldrer skødesløst mod Overklassen, staar de som et vederhæftigt og uimodsigeligt Udtryk for Underklassens gode Stilling.

De har ikke noget videre at snakke om.

Men al Ting er jo relativt her i Verden.

s. 122 Hvad skal jeg ønske mine Venner derhjemme?

Et Par Skilling og endnu et Par Skilling mere i Løn, saa de kommer endnu et Trin nærmere til den tarvelige Luksus, der driller dem?

Eller større Krav og større Had og mindre Misundelse?

Natten efter den Fyraften i Belleville kunde jeg ikke sove.

Jeg havde det for varmt og for koldt, tændte Lys, prøvede paa at læse og stod saa op og drev paa maa og faa derud igen .. over de ydre Boulevarder.

Der var stille.

Inde under Husrækken sneg sig en, der nødig vilde sés. Det kunde lige saa godt være en Elsker som en Indbrudstyv. Paa de fleste af Bænkene laa der nogen og sov.

Jeg satte mig ved Siden af en af dem og strøg en Tændstik.

Han sov tungt og fast. Jeg flyttede hans Ben for at faa bedre Plads, og han rørte s. 123 sig slet ikke. Det var en Arbejder, smudsig og daarlig klædt. Hans ene Arm laa over hans Ansigt, saa jeg kunde ikke sé det.

Jeg frøs og svøbte mig i min Pels. Det var ogsaa koldt, og kolde Stjerner blinkede paa Himlen.

Hvorfor laa den Mand her?

Var han arbejdsløs og bleven træt af at gaa og sulte, til det behagede Samfundet at lønne hans stærke Arme og redelige Villie med en Bid Brød?

Saa var han gaaet hen i Klubben og havde styrket sig ved at lytte til en Brandtale … han havde hørt den med sin sultne Mave, sine frysende Lemmer og Øret fuldt af sine Børns Skrig paa Mad.

Derefter havde han drukket. Var saa gaaet hjem, havde taget den sidste Pjalt og bragt den paa Laanekontoret, drukket mere og laa nu her fra Vid og Sans i lykkelig Forglemmelse af det altsammen, for første Gang i lange Tider glad og vel til Mode.

s. 124 Eller var han en Drukkenbolt og Alfons, der ventede her, til hans Pige havde forrettet sin natlige Dont, og gik saa hjem og sparkede hende, fordi Fortjenesten ikke var større …

Eller var han en sølle, degenereret Fyr, der betalte Fars og Bedstefars Ulykke med et fra Fødslen forspildt Liv …

Eller havde han maaske simpelt hen intet andet Sengeleje end denne Bænk, hvor han ikke maatte sove, hvor ingen maa sove …

Det er vist Anatole France, som siger et Sted, at Loven er lige for alle: det er forbudt saavel Baron Rotschild som Havnesjoveren Jacques at sove paa Bænkene paa Boulevarden.

Unyttige, forgæves Betragtninger. De kommer mig jo slet ikke ved.

For det er jo ganske ligegyldigt, hvem Manden er, som ligger paa Bænken ved Siden af mig og er fuld.

Han har Ret til at ligge her og Ret til at være fuld.

s. 125 Kunde blot nogen bevise mig min Ret til at sidde her og være ædru.

Manden er af god, gammel Adel … Urettens Adel, den ældste og fineste af alle. Mangfoldige er hans Ahner … langt flere end nogen Rigsgreves, for hans Forfædre levede under mindre blide Kaar end Rigsgrevens og blev derfor ikke saa gamle.

Skulde han lade dem male i Olie og og hænge dem op paa sin Væg, blev det et sælsomt Galleri.

Det viser i Grunden en uhyggelig Mangel paa Kultur, at Staten ikke for længst har gjort det og indlemmet Billederne i en offentlig tilgængelig Samling. Hjemme hos os kunde vi godt afsé nogle af Gemakkerne paa Rosenborg til det Brug.

Vil I sé nogle af dem?

Her er en Fyr, hvis Ryg er krummet som en spændt Bue. Han sér pudsig ud … han kunde aldrig sé Solen, uden lige naar den stod op, og naar den gik ned. Stavnsbunden, livegen Landarbejder paa s. 126 en Herregaard. Kunde hverken læse eller skrive. Sér ud, som var han firs, men var i Virkeligheden kun een og halvtreds, da han en Morgen blev funden død i Kostalden.

Hans Søn. Murersvend. Styrtede fire og tyve Aar gammel ned fra et Stillads i Paris og knuste den højre Arm. Uimodstaaelig komisk Deliriumsfjæs. Levede ti Aar i Arbejdshuset, rømte en Dag og fandtes Natten efter ihjelfrossen paa Trappen til Nôtre Dame de la Croix.

Hans Søn. Alfons. Vikset Knebelsbart og Pandelok, Diamantnaal i Slipset, Rovdyrkæber. Afsonede fem Aars Tugthusstraf for en Række Indbrudstyverier. Ihjelstukket paa et Bordel af en Kollega. Ved Siden af ham hans Gemalinde, lasket, blide Øjne, en Feuilletonroman i Haanden. Død paa Kønssygehospitalet.

Deres Søn. Anarkist. Epilektiker. Kæreste med en lille Sypige fra Provinsen, som døde sytten Aar gammel i Barselseng, Dagen efter at Sædelighedspolitiet havde s. 127 taget hende. Skød nitten Aar gammel en Politibetjent og blev deporteret.

Vil I have flere?

Og om han lod sit Vaabenskjold male ..

Det blev ikke saadan noget Sludder som de gamle med Løver og Hjelme, Lillier og Skraabjælker i blaa og hvide Felter.

En Galgebjælke … En Brændevinsflaske …

Mandens Adelskab er uomtvisteligt.

Hans Arveret til Rusens Herlighed og Bænken paa Boulevarden er historisk og juridisk dokumenteret.

Og hvem er saa jeg …

I véd ikke, hvor jeg frøs den Nat paa Boulevarden.

Forgæves søgte jeg at varme mig ved alle gamle Fraser.

Der er Mad nok og Pelse nok og Senge i Verden til os allesammen. Det er ikke galt, at jeg har en Pels … det gale ligger i, at Manden dér ingen har. Alle ordentlige Folk er nu om Dage Socialdemokrater … jeg ogsaa.

s. 128 Forgæves kastede jeg mig over dem, som er værre end jeg.

Hvorfor skal jeg, som ikke er kristen, sidde her og pines, mens tusinde kaldede og ordinerede Samaritaner sover paa deres fromme Øren hjemme i de danske Præstegaarde?

Det hjalp mig ikke et Dug.

Jeg saa paa Manden, som laa og sov. Tungt og regelmæssigt drog han Vejret. Han kunde sagtens sove med sin gode Samvittighed.

Og jeg tog en Tifranc frem i det Haab, at jeg kunde skaffe min egen daarlige en Smule Fred.

Men jeg kunde ikke faa Mønten stukket ind i nogen af hans Hænder.

Han holdt dem fast og truende knyttede, slog fra sig en Gang uden at vaagne, da jeg prøvede paa at lirke den ene en Smule op.

Selv i sin Rus og sin Søvn værgede han sig imod mine Blodpenge.

Og hjælper det mig, at jeg véd, han tog Pengene, om han var vaagen og ædru?

s. 129 Han er jo kun et Mennneske, naar han er drukken.

Saa lagde jeg Guldmønten paa Bænken ved Siden af ham, kom i Tanker om, at den sagtens vilde blive stjaalet af den første, som kom forbi, tog den og lagde den igen.

Hvad gjorde saa det?

Jeg gik hjem til mit Hotel i en anarkistisk og bitter Erkendelse af, at hvem der saa tog den Tikrone … han havde Ret til den.

… Jeg har glemt den Mand lige til nu, jeg sidder paa den mosgroede Stenbænk paa Terrassen i Versailles.

Saa kom han i Louis le grand's Følge og i Frederik den Ottendes. Han drattede i mit Skød som en moden Frugt af det Frihedstræ, jeg gødede med min Ungdoms Ildhu.

Glem aldrig, Børn, hvad for et usselt Liv jeg fører, og tag Lære af mig.

Sidder jeg paa en Restaurant og har det godt, saa er min Glæde borte i samme s. 130 Nu jeg sér en lille sort og sulten, fladtrykt Næse paa Ruden. Kører jeg glad i Markedskarussel med Jer, saa faar jeg ondt, bare jeg kommer til at sé i de bittert længselsfulde Barneøjne, som staar rundt om og ikke ejer Tiøren til den herlige Flyvetur.

Jeg halter, forstaar I.

Se til, I kommer til at gaa lige paa Jeres Ben.

Maaske klarer det op herhjemme, naar Jeres Tid er inde. Maaske er Fedtet saa gaaet af Hjertet og Slimen af Tankerne. Maaske der saa er Veje, man kan gaa, Idéer, man kan leve og dø paa, Mænd, en Mand kan følge.

Hvis ikke … saa ud med Jer i Verden.

Derhen, hvor Blodet er rødere og flyder lettere … hvor der ikke er saa mange baade—og og hvis og men og paa den anden Side, men man risikerer en skøn og solkar Morgenstund at faa Valget mellem at blive hængt paa en Lygtepæl eller skudt paa en Barrikade.

s. 131 Et Steds i Verden gaar Verden altid fremad.

Gaa I med den.

Jeg rejser mig fra Bænken og tager min Hat af.

A dieu, Louis le grand.

Det er snart paa Tide, jeg vender hjem til Hans Majestæt Kong Frederik den Ottendes Besiddelser.

Jeg er stavnsbunden.