Danmarks Breve

BREV TIL: Jytte Johanne Faber FRA: Carl Ewald (1856-10-15/1908-02-23)

Jeg sidder i Luxembourghaven, som er en Have af Sten, om ellers det er nogen Have.

Det er gaaet mig med den, som med saa mange Ting hernede: ved første Blik forkastede jeg den som mig ganske uvedkommende. Siden, da vi kom paa Tomandshaand, slog den Sløret fra sit Ansigt og hviskede mig mange Ting og søde i mit Øre.

Oven i Købet har jeg fundet mig en Krog. Det skulde nogen sagt mig, at Luxembourghaven havde Kroge. Men det er en Krog. Jeg sidder her for mig selv, til en Side og sér ned ad en lang Allé, uden at nogen lægger Mærke til mig.

Her er næsten ingen spadserende. Til Tider sér det ud, som var Haven ganske tom.

Vejret er heller ikke godt. Foraar er det s. 143 jo … Studenten kan føle det i sin Sjæl og Professoren i sin Ligtorn. Men de, som ikke har nogen af disse to Vejrmaalere ved Haanden, vil nærmest finde det en Smaale raakoldt og gaa over til næste Sag paa Dagsordenen.

Jeg opdager pludselig, at der er kommet et nyt Træ, siden jeg var her sidst. Min Sandten er der saa … skulde jeg ikke kunne sé det. Det staar dernede ved Bassinet … et stort, smukt Træ med lange, svaje Grene.

Det kan da umuligt være gaaet rigtigt til. Det maa forholde sig med det som med Træerne om Hesten paa Kongens Nytorv.

Om dem véd jeg, at de stod en Nat og drømte … hver for sig og med hinanden … i Geels Skov og Dyrehaven, i Gribskov og Horserød Hegn og Boserup og Færgelunden.

Og saa samlede de deres Rødder sammen og gik i det klare Maaneskin tyst og stille ind og plantede sig paa Kongens Nytorv.

s. 144 Det er en sikker Sag. Det véd jeg og har fortalt det til mange. Det er længe siden, og det har nok været om Efteraaret, for saa flytter Træerne helst.

Men det franske Træ derhenne …

Det er altsaa kommen nu i det tidlige Foraar. Det har staaet i sin dunkle Skov og ikke kunnet grønnes af Længsel efter Paris. Saa er det gaaet herind gennem Boulogneskoven og har med lykkelig Undren sét, at det var skønnere end alle Parkens Træer tilsammen.

Det gik ad Boulevarderne og fandt sine ærede Kolleger brystsyge og anæmiske. Det kom til Luxembourghaven og saa flere Statuer end Træer.

Her valgte det saa sin Plads … lige ved Bassinets Spejl.

Og nu har det glemt alle sine landlige Drømme og ranker sig og slanker sig i stolt Bevidsthed om sin Skønheds Magt.

Det er bleven en fuldblods Pariserinde.

Vil I bare sé, hvor hun svajer med sine s. 145 Grene i den Smule Vind, der er. Hver Bevægelse er beregnet paa det nøjeste … hver Knop hvisker: bi bare, til jeg springer ud, saa skal I sé …

Men hold nu inde med Koketteriet, madame. Saml Skørterne, og sænk tugtig Laagene over Deres farlige Øjne.

Dérnede i Alléen kommer fem Præster paa Rad.

Der kommer seks, sér jeg nu. Den ene er saa lille, at han forsvinder engang imellem blandt de andre. Han er ogsaa utrolig livlig. Snart er han paa den ene Fløj af Rækken, snart paa den anden, parlerer ivrigt med to paa én Gang i Midten, gestikulerer som en Skuespiller og taber sin Bønnebog.

De andre tager den op til ham. Det sér i det hele ud, som havde de stor Respekt for ham.

Alle seks er de meget unge, Seminarie-Elever formoder jeg. Deres Barneansigter kontrasterer pudsigt med de store Hatte og lange Kjoler. Den lille er hele Tiden s. 146 ved at falde i sin. Han har ogsaa sat Hatten for langt bag i Nakken.

Da nu de kommer hen til Bassinet, hvor madame spejler sine nøgne Grene, staar de pludselig stille og sér paa hende.

Den lille hopper op paa Sandstenskanten … en fuldstændig Kardinalprofil har han. Han siger sagte noget til Kammeraterne, som trænger sig om ham. De stirrer allesammen ufravendt paa Træet.

Jeg véd ikke, om de sér det samme som jeg, eller om de maaske sér mere. De har jo unge Øjne.

Men nu hænder der noget højst besynderligt. Den unge Richelieu rækker Armene teatralsk i Vejret og vender sit Aasyn opad, som anraabte han Himlens Herre og Hærskarernes Gud. Da Bønnen er endt, spejder han hastig til højre og venstre …

Der er ingen … Haven er tom.

Saa stirrer han et Øjeblik henrykt paa madame, bukker for hende, tager fat i begge Sider af sin Præstekjole, løfter den og danser.

s. 147 Oppe paa Bassinets Rand danser han.

Sirlige Trippetrin med Vuggen i Hofterne. Vældige Spring med flotte flic-flac. Mandige Skridt, naar han fører Damen frem. Buk fulde af ridderlig Ynde, naar han trækker sig tilbage.

Hans Øjne straaler. Hans Kinder rødmer højt. Hans Mund kruser sig til Kys.

Og sé …

Nu danser de andre i Grusgangen nedenfor … alle fem …

De springer og drejer sig og snor sig i de kunstfærdigste Vendinger med højt opløftede Kjoler. De sér til Fordanseren oppe paa Bassinets Rand. Deres Munde er halvt aabne, deres Øjne glade, men dybt alvorlige.

Der er en, som er saa tyk og puster og sveder …

Nej, der er ikke noget latterligt ved det. Ikke det mindste. Det er saa skøn en Andagt som nogen Sinde er øvet her i Verden.

Madame skælver, saa hendes Billede s. 148 forvirres i det klare Bassin. Mit Hjerte skælver …

Richelieu fløjter.

Han har opdaget mig i min Krog.

Aldrig har jeg sét noget, der kunde sammenlignes med den Forandring, han undergaar i et Nu.

Jeg kan slet ikke sé, hvad der skér. Jeg sér blot, han staar deroppe paa Bassinet med udstrakt Haand, sænket Hoved og dybe Øjne.

De andre flokkes opmærksomt foran ham. Enhver, der kommer forbi, kan sé, at han udlægger et vanskeligt Sted i den hellige Skrift for sine Kammerater.

Saa kommer de seks Guds Mænd vandrende — lige forbi Bænken, hvor jeg sidder … med Præstekjolen ned over Dansebenene, Bønnebogen i Haanden og sindige Skridt. De sér slet ikke paa mig, sér sig heller ikke om, da de er kommen forbi. Ikke en Trækning ved deres Mund røber, hvad der er os imellem.

Oho, I unge Hyklere …

s. 149 I har sét den sande Guds Aasyn, og fornægter det.

Naar I om et Par Aar er udlærte, faar I Kondition ved de Templer, Menneskene rejser rundt om for deres Afguder. Dér staar I saa Søndag efter Søndag og fornægter.

Det hænder en og anden af Jer, at han gribes i Synd … der var alligevel nogen i Haven, som saa ham danse for madame … en Vaardag, da madame var saa meningsløs skøn, og det usseligste Græsstraa var buden til Dans.

Saa er han fortabt.

Madame lér af ham, Fuglene piber ham ud, og Græsstraaene skammer sig ved at staa i Tue paa hans Grav. Menneskene afklæder ham Præstekjolen, saa enhver kan sé hans Blusel. Sjoflet og haanet, bespyttet i Aviserne kastes han uden Medlidenhed paa Møddingen.

Og for at gøre hans Jammer fuldkommen, sidder der i den Egn, hvor han havde Kondition og prækede Fornægtelsens Religion, s. 150 enfoldige Sjæle, som græder og vrider deres Hænder, fordi de slet ikke kan forstaa det om den gode Præst og slet ikke vil tro det.

… Den, som vil spille med Mennesker og regner uden Religionen, han taber sit Spil … saa er det forresten ligegyldigt, om han blander sine Kort i Paris eller i Dakota.

Det kan sé ud, som om et helt Folk, en hel Tidsalder stiller sig ganske indifferent eller endog fjendtligt mod Guderne, — der kommer en national Ulykke, en Pest eller Pengekrise, og Templerne fyldes igen.

I kan træffe en Mand, som aldrig skænkede det overnaturlige en Tanke, — saa faar han Kræft, eller hans Kæreste dør, og en Dag møder I ham paa Gaden med Salmebogen i Haanden.

Til evige Tider vil det store Flertal bygge Kirker, hvorhen de kan bære deres Frygt for Livet og deres Angst for Døden. Aldrig vil det blive flere end de færreste, s. 151 som tør tage, hvad Livet byder dem, og kan nøjes med det.

I véd ikke, hvor tit jeg tænker paa, hvordan det vil gaa Jer i det Kapitel.

Jeg fór varlig med Jer fra Begyndelsen af.

Jeg lod Jer døbe. Den Gang var der kun faa Børn, som ikke blev døbt. Jeg syntes ikke, jeg vilde bruge mine Børn til Propaganda for mine Idéer, ikke stille Jer udenfor, saa længe I ikke forstod, hvad det betød. Allermest var det maaske, fordi jeg ikke vilde, der skulde være noget mystisk ved den Historie for Jer, saadan at I en Dag, naar I havde det ondt, fandt paa, at der maaske kunde være Bod og Bedring i den Kirke, hvor I aldrig havde været, og hvor saa mange Mennesker kom.

Siden gik det af sig selv.

I spurgte, som andre Børn spørger, og jeg svarede, som jeg maatte svare.

Det var herlige Dage for mig, kan I tro, naar jeg sporede og fulgte Jeres vaagnende Tanker og saa, hvor flinkt I voksede op til frie Mennesker.

s. 152 I maa da heller ikke tro, jeg er bange for, at I skal fanges ind af de Markskrigere, som nu om Dage raaber til gudelige Forsamlinger … store Avertissementer i Bladene, en Trompeter udenfor paa en Tønde, Bønnemøder med Sang Klokken otte, Bekendelse en petit commité Klokken ti, kolorerede Billeder af Djævlen paa Væggene, Hornmusik og Slagsmaal paa Galleriet.

Dertil har der været for megen Sol og for megen Lykke i de Stuer, hvor I voksede op, og som er Jeres endnu. Dertil snakkede vi for rent ud om Tingene og fandt for gode Forklaringer paa dem.

Og saa var vi jo ærlige nok til at slaa fast, hvor uhyre meget der var, Far ikke vidste, hvor kønt det var af ham at levne noget til Jer at spekulere paa, og hvor I endelig maatte være lige saa pæne og lade lidt ligge til Jeres Børn.

Men der er nu om Stunder andre Ting, som kan forvirre en Mands Tanker og berøve ham hans Frihed.

s. 153 Jeg tænker først og fremmest paa den moderne Videnskab, som tænder Lys paa Lys og just derved gør det hele mørkt for mange svage Øjne.

Spiritismen er et groft Eksempel paa det.

Og hvordan tror I, det vil gaa, efterhaanden som vi opdager flere og flere hemmelighedsfulde Kræfter i Naturen … hemmelighedsfulde, fordi vi endnu ikke kender dem, ikke véd, hvad vi kan bruge dem til, eller om vi overhovedet nogen Sinde kan gøre os til Herre over dem.

Luften er svanger som aldrig før. Tænkeren, Videnskabsmanden, Digteren stirrer paa de største Gaader med Fare for sin Forstand. I kan nemt komme til at opleve, at man naar til Erkendelse af Forhold saa alt omvæltende, at man skal have et godt Holdepunkt for ikke at falde.

Og mange vil falde.

Det nye, det mægtige, endnu uopklarede vil virke paa dem, som Lyn og Torden virkede paa de gamle … virke til Frygt.

Og Frygt er Religion.

s. 154 Jeg beder for Jer, at I maa vandre uden Frygt i den store, dejlige Skov … der er ingen Røvere.

Og lykkes det Jer at leve Livet og dø Døden uden Spøgelsesfrygt og — om I har Evne og Held til det — maaske selv hjælpe til at ramme en Pæl gennem et lille Gespenst, saa maa I aldrig glemme at fare varligt med dem, som er bange.

Paa Rejsen herned var jeg i Køllner-Domen, mens de læste Messe.

I véd ikke, hvor Rummet var stort og skønt. Og Orgeltonerne og Sangen …

Præsten saa jeg ikke.

Men jeg saa en Droskekusk, som kom ind med Pisken i Haanden, dyppede sine Fingre i den tommc Vievandskumme, korsede sig, knælede en Stund med Huen for Ansigtet og gik saa ud igen til sit Køretøj og sin Beværtning.

Kunde jeg fortælle ham, at Præsten narrede ham, og Gud var ikke her?

Og en Gang for længe siden …

Det var en god dansk Dag med Sol og s. 155 Blæst og Vesterhavets tordnende Brænding. Jeg gik i Klitterne og følte mig saa stærk og fri.

Nede paa Stranden laa et Baadelag, ydmygt knælende i Bøn om Baaden, forinden de skulde paa Havfiske.

Kunde jeg fortælle dem, at Bønnens Ord blæste bort med Vejret og aldrig blev hørt af nogen Gud?

Det kunde jeg ikke.

Først maa de have bedre Baade, bedre Garn, bedre Viden om, hvor Vejret kommer fra, og hvor det farer hen.