Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Jens Rasmussen (1848-04-14)

Slesvigden 14de April 1848.

Kjære Veninde!

Lovet være Herren vor Gud for al sin store Naade og Barmhjcrtighed, at, om Han skjøndt revser os, da er det dog i megen Kjærlighed og skal altsammen tjene os til Bedste, og hvad skal den kjærlige Gud gjøre med os? Frelske og salige vilde Han gjerne have os og vi ere dyre nok, derfor maae han drive os omkring ligesom Israels Born fordum. Kjære Mette, jeg glædes til at Herren giver Dig Glæde istedetfor den Bedrøvejse, at jeg maatte reise fra Dig. Ja selv om det er for sidste Gang at vi paa Jorden skal sees, saa venter jeg ikke det varer ret længe, til vi Begge faae Lov at komme hjem til vor blodige Brudgom og Ven, som tænkte paa os med saa stor Mstundhed, idet Han lod sit Blod flyde for vore mange Overtrædeler. Han med Faderen og den Helligaand være lovet i Tid og Evkghed, Amen. Jeg veed nok Du ønsker at spørge fra mig, derfor vil jeg forcelle Dig lidet om min udvortes Stilling. Jeg har hele Tiden været rask, skjøndt vore Kaar have været trange; thi 6 Døgn har jeg ikke været af Klæder eller Fodtøi, men aldrig saasnart forbi, ligesaa hurtig glemt, men dette var ikke det haardeste. I dette Mellemrum havde vi en temmelig Tour med Tydsterne. s. 3 Den 8de i denne Manned kom der Bud, at vi skulde til en Landsbye som kaldes Bau og afsøge Egnen, thi der lurede Fjcnden paa os. Jeg syntes at det vilde gaae til en Kamp, og ganffe rigtigt. Jeg blev meget rørt og tænkte: er Du nu reisefærdig om, det stal være i denne Aften? Hvordan har du tilbragt denne Tid, ja dit hele Liv? Svaret blev: du er en Synder og har fortjent timelig Dod og evig Fordommelse. Hvad var her at gjore? Omskændighederne tillod ikke at gjøre noget. Jeg kunde ikke andet end sukke: ak Herre! forlad mig alle mine Syder for Jesu Skyld. Saa marscherede vi derpaa en Fjerdingvei fra det Sted hvor vi vare, vi kom ikke langt for vi naacde Fjenden, og der blev stillet en Kjede af Jægerne, som var 4de Compagnie af vorcs og dette gik til Troefning. Det gik temmelig haardt paa. En Kugle gik igjennem Brødposen paa Capitainens Karl, men gjordc ikke videre Skade. Da de vare drevne fra Bau gik vi igjen tilbage lidet fra Byen, for at samle mere Styrke. Om Morgenen tidlig den 9de stod det os for ved vores Compagni at gjøre den første Fægtning, og dette varede i 5 Timer, men hvor det var mig en underlig Dags Arbeide at komme et Meneske Skud nær, og vi fra begge Sider sigtede paa hinanden, men Herren ftyrkede mig, saa jeg gik det temmelig rolig igiennem. Og af saa mange Kuglers Susen blev jeg ikke rørt det mindste. Her seer jeg alter Herrens beskjermcnde Haand, og tak ham med os saa mange som os elsker. De vare meget stive disse Tydskere og holdte imod til det Yderste, og da vi havde drevet dem til Byen s. 4 Flensborg, og de ikke kunde værge fig, drog de ind i en ftor Mølle, og skjød ud hvad de kunde, men vi bleve dem ogsaa her for vorne, saa be strakte Gevær og de Fleste bleve i Live. Her var 160 i dette Huus, som bleve førte paa et Skib, saasnart de kom ud. Med Bedrøvelse saae jeg her hvad jeg ikke kunde have tænkt, mange af disse vare fine og velklædte Personer, som frivilligen vare gaaede med og som vare studerede, og disse bleve ftraffede alvorligt som velfortjent. Nu beder jeg Dig at hilse Din Moder og alle andre gode Venner fra mig.

Din hengivne og forbundne Ven
I. Rasmussen.