Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Jens Rasmussen (1848-05-06)

Alsden 6te Mai 1848.

Kjæreste Veninde!

Hjertelig Tak for Dine mange Breve, og Din megen Kjærlighed Du har beviist imod mig i den forbigangne Tid, jeg har længe havt i Sinde at strive Dig til, men Leiligheden er ikke som Lysten, dog jeg føler mig skyldig dertil, da Du tinker paa mig med saa mange, men da jeg veed, at Du er nøksom, saa tager Du ogsaa dctte som det kommer. Ja store Ting s. 9 er det dog naar man et lidet har begyndt at fatte os a Herrens Styrelser, thi af Naturen har vi ikke noget af dette. Kjære Mette, jeg for min Part maae tilstaae der er mere hos mig af Utaalmodighed og Misfornøielse end jeg selv kan regjere. Jeg skat fortælle Dig hvorledes det git mig for 2 Dage siden. Da Rasmus Madsen var reist fra mig, kom der hurtig Ordre at vi skuids marschere længer mod Sønderborg, ber var en lang Vei og Natten faldt os paa, vi vare matte og trætte; thi vi havde været paa Vagt Natten forud, og da vi endelig kom til Qvarteret var dette os ikke behageligt, da jeg for min Part havde det meget behageligt som jeg kom fra, jeg skuids nu til at ligge paa Straa, men det var endnu ikke Knuden; thi dette var forsøgt for længe siden, men her blev vi 83 Mand indqvarteret, og vores Smør var gaaet paa Grund for de Fleste og Verten vilde eller kunde ikke sælge til saa Mange; nu be-gyndte jeg at blive utilsreds med dette, at spise tørt Brod fornemmede jeg nok vilde ikke smage mig, og dertil havde vi hver Dag megen Strabadse, dog Synd og Skam var det at være misfornøiet, da jeg dog havde Brød, jeg begyndte da at kjede mig selv, og ingen var her som jeg vilde sige det til, da alle mine Fortrolige vare borte; thi hvis jeg kunne komme til at have sagt det for Nogen som var seende paa begge Vinene, maaskee jeg da kunde have faaet over Næsen og skammet mig, jeg vankede da omkring den første Aften, for at see hvorledes de Andre vare sorsyncde, her saae jeg flere af Jægerne, som spifte tørt Brød og drak dygtig Brændeviin til, nu tænkte jeg Du kommer til at drikke Band til det, s. 10 dog Herren kom mig til Hjælp, da jeg havde gaaet en Tid saaledes, kom jeg til at see hvor uforstammet jeg var; thi naar jeg havde Brød, skulde jeg være fornøiet og dertil havde jeg endda mere Smør end jeg brugte den Dag, og tænk nu hvvrledes det gik mig min Kjære, der kom da en Karl som havde spurgt noget Smør op der paa Egnen for Betaling, og Han vilde hente det til os Begge, da jeg var ifærd med at strive for ham, og nu var det saaledes fat, at jeg manglede at faae min Smørkrnkke tom, heri var da til flere Stykker Brød. Kjære Mette, hvad skal Herren vel gjøre ved os saadanne fortrædelige Børn, ere vi ikke i Slægt med Israels Børn, som sordum knurrede mod Herren, jo visselig, Han er nødt til at drive os omkring for vor Gjenstridigheds Skpld, og mit Ønste cr dog at Han ikke vil forlade os eller overgive os til os selv, hvad det end stal koste; thi jeg vil ikke vide noget andet end Jesum Christum og Hans Lidelse og Dod til min Frelse og Salighed, Han har jo taalt mig saalænge og baaret over med mig i saa mange Aar, og jeg troer ham til at Han ikke kan forlade mig, naar jeg ikke modt- vkllig støder ham fra mig og Han holde mig i Ydmpghed for Jesu Skyld og ved sin Hellig Aand, Amen! Kjære Veninde, jeg har til megen Opbyggelse og Hjertens Glæde, bekommet Brev fra vorcs kjære christclige Broder A. Hansen, og der seer jeg med Glæde, at Han søger Herren i Bønncn for os; Han er i den Formening, at ingen Kugle stal træffe hverken mine troende Brødre eller mig, men her kan jeg ikke ligefrem holds mig til dette, da jeg jo ikke veed om det s. 11 behager Herren paa den Maade, snart at flytte mig fra forestaaende haarde Trængsler og hjem til sin evige Hvile; thi maaflee der venter vort Danmark haarde Tugtelser, og kunde jeg saa ikke taale at gaa dette igjennem, var det en stor Naade og Kjærlighed as den grundgode Gud, om Han vilde kalde mig fra denne Graads Dal hjem til sin evige Hvile, naar blot dette kunde staae levende for mig alle Tiber, da havde feg ikke behov at frygts; thi er jeg Frelserens og Han er min, lad saa Doden komme naar den vil, og skal jeg gaae igjennem Lidelser, saa gaaer Han med og bærer Byrderne, men jeg føler det syndige alt for meget; thi naar jeg seer Skytten trodsigt at trække sit Gevær og række det mod mig, da ængstes Kjødet, og vilde gjerne verre Døden qvit, og det lader som det ikke har vcerct uden med Munden jeg har sjunget, naar det har lydt:

Det er min Tro og stadigt Haab,
Mit Alvor og mit Hjertes Raab,
Kom snart o Jesu lille.

Dog ester det indvorres Menneske vil jeg som Herren vil, og lad det saa gaae som ham behager, der as Forbarmelse er fuld. Jeg veed, Han giver eller tager, saa er Han hjertemild og huld. Og er det saa Guds Villie min Kjære, at vi en Gang her maatte samles, onstede jeg det nok, men er det ham behageligt, at vi ikke her mere skal samles, saa vil jeg bede as Hjertet: Herre! skee ikke min, men Din Villie, og eet beder jeg as ham og dette troer jeg at Han vil høre, og det er: at vi engang maatte sees og samles for Lammets Stol og Trone, og der sjunge et evigt Halleluja. Det hore Herren for Jesu Christi Skyld.

s. 12 Knud Nielsen fra Overkjærbye kan jeg hilse Eder fra, Han har begyndt at gjøre Vagt paa Sygehuset, men Han er ikke kommen til Corpset endnu, thi Febren har ikke ganske forladt ham, dog glæder jeg mig til at jeg snart skal komme ham i Tale, med Bedrovelse tænker jeg paa Christen og Anders, som jeg ogsaa gjerne ville hilse Eder fra, men som jeg ikke paa nogen Maade kan spørge fra, eller faae at vide enten de ere døde, saarede, eller optagne as Fjenden. H. P. Roskild hilses I Alls fra, ham har vk endnu. Hvornaar vi flal have fat paa Preusserne igjen, veed jeg ikke, men venter paa det hver Dag; jeg var paa Vagt igjen den 5te Mai og Natten ester; underligt er det at see, vi og Tydflerne gaaer paa hver sin Side af Vandet og gjor Vagt, vore Orlogsflibe og Kanoner paa Landet sendte dem af og til nogle Skud sidste Nat. Hils endelig Pastor Agerbek og vore christelige Venner i Vantinge, Palleshave og Eøpe, og Du selv være hilset paa det kjærligste

fra din hcngivne Ven
I. Rasmussen.