Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Larsen FRA: Jens Rasmussen (1848-05-20)

Als, den 20de Mai 1848.

Kjære Christen Larsen og Kone!

Nu er der flere Uger gaaet hen siden vi sidst talede sammen og forsskellige ere Veiene, Herren fører os paa, men eet Øiemed haver han dog med os Alle, nemlig jo før desto kjærere for ham at faae os hjem til sin himmelste Hvile! Ja Hans Navn være lovet, at Han førger for vore arme forvildcde Sjæle, at de igjen skulle komme til deres Nolighed. Med rørt Hjerte takker jeg den kjærlige Frelser som bruger de Veie og Midler hvorved Han bedst kan komme til vore Hjerter. Vel sandt, Kjødet føler sig alletider fornærmet og bliver aldrig tilfreds, det ønster sig stedse bedre og bedre Dage; derfor maae Herren lempe sig efter os, og ofte fører han os af de Veie vi nødig ville, da lærer vi ofte at sukke af Hjer-tet, til ham som har alt i sin Haand. Naar vi da blive frelste og hjulpne, saa lære vi dog at sætte lidt mere Fortrolighed til ham, endskjøndt det er kun saa ganske lidet der heenger ved os; derfor stal vi saalamge drives omkring, om vi dog engang kunne blive opvaagnede og ret med Længsel søge det ene Fornødne; dertil give Guv Fader os sin Naade formedelst Jesum Christum den hellige Aand! — Hvad mine Omstamdigheher angaaer, har I vel hørt lidet derom hos mine Familie; jeg har dog undertiden havt saa megen Leilighed at jeg kunne strive til dem, i lang Tid var her næsten Jngen, som jeg glædede mig ved at tale med, det var imedens Overkjærbye var paa Hospitalet, og de 2 som var her ved Compagniet der blev borte i Slesvig, s. 21 jeg tog mig da for at strive, hvorved Tiden faldt mig ikke saa lang. Jeg havde begyndt at holds Dagbog, men da Krigen blev saa haard, faldt det hen, og Nøden drev mig til at rive Papiret itu en Dag, jeg var med Andileuren paa Marken; Han blev saa forlegen for Papir til at strive paa hjem, at jeg maatte overlade ham hvad jeg havde, men hvis Leilkghed gives, er der min Hensigt igjen at faae den oprettet, naar blot Noskild har sin i Behold, kunne Han være mig lidt til Hjælp. Jeg har lært at benytte hvad der forefalder at strive ved; naar jeg striver i Marken paa Piquetvagten, saa bruger jeg gemeenlig en Czako til Bord, og lægger mig saa fladt paa Jorden ved Siden af. Den Karl som var med mig, da jeg kom hjem fra Tjenesten, han er borte. Ak! naar jeg tænker derpaa, bliver jeg meget bedrøvet, men hvad er herved for os at gjøre, end bede Herren, at, naar det behager ham at siytte os herfra, vi da for Jesu Skyld, maae indgaae til den evige Hvile, og hvis Herren har kaldet ham herfra, maastee det er derfor, at Han har seet, hvis han var blevet her længere, da vilde Han ikke rethave benyttet Tiden, eller maastee der har forestaaet ham større Trængsler, og han da af faderlig Kjærlighed tager ham fra disse Gjenvordigheder til den himmelste Herlighed, om det endogsaa stulle være at han er saaret, ja maastee i Preussernes Vold, o! det bliver alligevel Kjærlighed; thi maastee Han vil derved ret drags ham til sig og lære ham at soragte Verden, og soge med ret Begjærlighed efter at komme hjem til ham, som har lidt og er død for vore Spnder, maae Han s. 22 skjøndt her saae med Graad (og det er for Hans Synders Skyld) da skat det hisset forvandles til Frydesirig, derfor Herrens Navn være level! Endelig led Herren mig see Beviis paa sin Baretægt over mig ogsaa i del udvortes; jeg blev sendt ud med 5 Mand ved hiin Side af Vandet, hvor Tydfferne vare, og om jeg kunne mærke noget til dem, i første Øicblik syntcs jeg det var temmelig meget, at jeg fornd de Andre skulde gjore denne Tour; men her var ei Tid for Herren at die med Hjælpen, og han forsikkrede wig at Han vilde være med mig: jeg skulde derfor ikke srygte, og gik derfor ganske rolig denne Gang; thi Herren Han var med, og jeg fandt Jngen, men faae Minutter efter at jeg var trukket tilbage med mit Mandflab, kom en fjendtlig Patrouille, som var 10 til 12 Mand stærk, og drog lige forbi, hvor jeg havde været, havde disse kommet, medens jeg var der, havde jeg kommet i Fægtning med dem, men her var det ikke Herrens Billie, at jeg skulle i sligt. O, takker Herren med mig at Han lader mig føle sin Nærværelse baade indvortes og udvortes. Han vcrre med Eder og mig i alle Trængsler og omsider for Jesu Skyld tage os hjcm til sin evige Hvile, hvor vi nden Ende skal prise Hans Kjoerlighed, og Kjære! saalænge jeg skal være her i dette svaae Leer, da træder for Herren med mig, saa vil jeg ved Hans Naade kjæmpe for vort elffte Fødeland, vi ere da alle paa vor Post, bver i sin Kreds, og Herren giver Seier! Maaskee Tiden her er kort, lader os da ihukomme hverandre, og søge Herren af Hjertet. En kjærlkg Hilsen til Eder fra Eders hengivne og forbundne Broder

I. Rasmussen.