Danmarks Breve

Mel.: Den Tid gaaer ved, som Jesu se...

s. 25 Mel.: Den Tid gaaer ved, som Jesu selv har sat.

1. I Elskelige, tungt mit Hjerte slaaer,
Jeg syncs at Døds-Englen mod mig gaaer
Og saver brat paa forte Vinger srem;
Jeg kommer vist ei meer til Fædrehjem.

2. Fardel, fardel, du kjære Vennekreds,
Hdor jeg dar lykkelig og veltilfreds,
Hdor mine gyldne Aar sdandt hen i Fred
Og hdor jeg smagte Herrens Miskundhed.

3. Fardel, fardel, du lille Troens Flok,
Hos dig har jeg nu dæret lcenge nok;
En Jubelsang jeg snart istemme skal
Herodentil i liflig Englesal.

4. Fardel, fardel, du elskelige Møe,
Som jeg har kaaret mig paa Verdens Øe;
I Ægtesland det dar dort Haab og Lyst
At leve til hverandres Hjælp og Lrøst.

5. Det aner mig, der blider intet as,
I Felten her jeg finder dist min Grav;
Og Gud i Naade ded en salig Død
Vil frelse mig fra Verdens Synd og Nød.

6. Dog sørg kun ei fordi du mister mig,
Din Sjælebrudgom ei forlader dig,
Han dil i Troens Kampe staae dig bi
Og fra den Ondes Snarer dig befri.

s. 26 7. Bliv ved at vandre trolig Herrens Vei,
Den biodig' Fane svig for Ailing ei,
Forfag den onde Nerdens Tant og Lyst
Lig soni Johannes ved din Jesu Bryst.

8. Saa skal jeg see dig hist i Englechor,
Hvor Sainlingsglæden bliver evig stvr.
Ja der i Himlens lvse Palmeftad
Os ingen Krig og Fjende stiller ad.

9. Sødt smilte Sabbathsdagen ned fra Gud
En Kugle hilste ham med Dødens Stud,
Og tredie Dag derefter faaer Hans Sjæl
Et Budskab, tonende om evigt Held.

10. Læg Vandringsstaven ned, del er ei værd
At vandre ineer blandt Kugler og blandt Sværd,
Min Engel kommer nu at føre dig
Ind i mil Paradiis evindeiig.

11. Fra Krigens Jld og Jorderiges Nød
Kom hid og smag min Sabaths Hvilestød;
Nu maa du taste Sværd og Bue hen
Og komme hjem til mig, din Sjæleven.

12. De hvide Klæder skal du have paa
Og Palmegreen i Hænderne ogsaa,
Og fri for Fristelser og Sorg og Strid
Hos mig du blive skal til evig Tid.

13. In, kjære Nen, nu maa jeg savne dig,
Som har saa ømt paamind't og trøstet mig,
Paa Herrens Vei du mig fremhjulpet har,
Derfor du blev min Sjæl saa dyrebar.

14. Dog vil jeg skikke mig i Herrens Naad
Og tørre as nrit Øie Neemods Grand;
Jeg taster paa Immanuel min Sorg
Og skuer trøstig op til Himlens Borg.

15. O, Gudskeelov, jeg deed du har det godt,
Jeg deed, du boer paa Sions Frydeslot;
O, mantle jeg snart komme op til dig
Og den udvalgte Flok i Himmerig.

16. Nu er du fri for Verdens Sorg og Nød
Og føler ikke meer til Synd og Nod,
s. 27 Jeg ønster dig ei fra dit Himmerig,
Skjøndt det mig falder tungt at savne dig.

17. Nu triumpherer du i Himleus Sal,
Mens jeg gaaer her i denne Grædedal;
Dog Fred og Trøst jeg faaer i Jesu Blod
Naar jeg mig lægger ned ved Korsets Fod.

18. O, Frelsermand, jeg iler i din Favn,
Du bedst forstaaer at lette mine Savn,
Du har jo prøvet selv, min Sjæleskat,
At vandre venneløs og reent forladt.

19. Du har beredt en Herlighed saa stor
For den, som elster dig og dine Ord,
Din Fred du gioer hver en trofast Sjæl —
O, hjælp dog ogsaa mig at stride vel!

20. Jeg overgiver dig min ganske Sag
Og vil mig skikke efter dit Vehag;
Gjør mig vestandig i den gode Strid,
Og vær mit Lys, min Kraft til evig Tid!

Mel.: Enhver som troer og bliver døbt.

1. Vaagn op, vaagn op ved Herrens Nøst
I Syndere paa Jorden,
Ja kommer hen at søge Trøst
Hos Jesus, som er vorden
En Frelser for det faldne Kjøn,
At I ved ham, Guds kjære Søn,
Kan evig frelste blive.

2. Vaagn op hver lunken Christensjæl!
Betænk dig dog itide,
Det gjælder om dit sande Vel
Og dette skal du vide,
Din Lunkenhed afsiges skal,
Vil du blandt de Udvalgtes Tal
Engang din Frelser skue.

3. Gud siger selv, han har ei kjær
Og taaler ei en Lunken,
Betænk det hver en Sjæl som er
s. 28 I denne Slund hensiunken,
Han oil jo spye de Lunkene
Ud af sin Mund til evig Vee,
Ja tænk herpaa itide.

4. Vaagn op af Sikkerhedens Stand,
At du kan vaagen være,
Naar Ehristus kommer, at da han
Kan kalde dig sin Kjære;
Ja, eoig salig er Enhver
Som paa ham troer, og vaagen er,
Naar han til Dom vil komme.

Mel.: Jeg seer et Lys i Østerland.

1. I Jesu Naon forlad dit Hjem,
Ja faer med Gud for Øie,
Han føre dig ved Haanden frem
I hoad du end skal døie,
Saa alting tjener dig til Gavn,
Og du i Jesu søde Navn
Farve! kan Dine byde.

2. Ja, faer med Gud, det øuster dig
Hver Søfter og hver Broder,
Det famine Ønske visselig
Er nu hos Fader, Moder,
De førger for den Søn saa kjær
Som vandrer nu til Ledingsfærd,
Dog skee Guds gode Villie.

3. Ja steer Guds Villie med dig,
Hvad er der da at frygte,
Oin du end skal i blodig Krig
Fra denne Verden flygte,
Gud tager dig jo vift til fig,
Hvad Sted det er paa Jorderig
At Døden dig antaster.

4. Ak: I Forældre førger ei
O Sodskende tillige,
Om Han end paa en tornfuld Vei,
s. 29 Skal ind i Himlen stige.
Gud staaer ved Døren, lukker op,
Og Himlens lyse Engle Trop
Modtager ham med Glæde.

5. Del er ei en umulig Ting,
Han kan tilbage komme,
Gud fører underlig omkring
I Ørken, sine Fromme,
Thi bedst sorstaaer og kjender han,
Hvad der os tjenligt være kan
Til Sjælens Gavn og Frelse.

6. Ja lad os haabe fast paa Gud
I Nøden ham paakalde,
Og aldrig, aldrig mod hans Bud
I Synd og Vandtro falde,
O, lad os elske, tjene ham,
Som tog paa Sig vor Synd og Skam
Og hjalp os tidt i Farer.

7. Lad os bestandig vanke paa
Med Bøn for Naadens Throne,
Og Han i Naade hører saa
Vort Suk og Klagetone,
Maaskee han da for sine Faae,
Vil standse Krigen, at vi maae
Snarl Fred igjen bekomme.

8. Guds Fred vi dog ei miste vil
For Freden her paa Jorden,
Og bringer hani Takoffer til,
Hvert Hjerte som er vorden
Bed Ufred draget til en Fred,
Som evig, evig varer ved
Den Fred Gud give. Amen!

Den christelige Soldats Afsked.

Mel.: Dengang jeg drog afsted.

1. Jeg drager nu afsted, Min Gud Han drager med, Jeg gager i Krigen hen, Der følger mig en Ven, s. 30 Som vil mig kjærlig føre. Til Mine hjem igjen, Og hois det ham behager, At jeg skal doe i Krig, Saa need jeg at Han tager Min Sjæl til Himmerig; Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

2. Forældre, Sødskende, Aftørrer Taarene, Det har slet ingen Nød, Jeg gaaer hvor Kongen bød, Lad suse hede Kugler, Lad komme blodig Død, Hvem Herren vil bevare, Ham træffer Kugler ei, Han kan forudeu Fare, Betæde Kampens Vei; Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Damnarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

3. I haabede at faae, Mig til en Støtte paa Den gamte Alders Sti, Men nu er det forbi, Maaskee jeg aldrig mere, Til Eder kommer hid, Dog Gud vil Eder sende En Ven udi mit Sted, Thi skal I ikke græde As Utaalmodighed; Med Gud jeg trostig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

4. Det er en liden Tid, Saa ender sig al Strid, Og Fader Moder kjær, Derfor kun trostig vær, Og kast paa Himlens Fader, Den Sorg som I

nu bær,

Vi sees engang med Glæde, I evig Salighed, Derfor vil vi ei græde men trøste os derved, Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

5. Maaskee endnu engang Vi mødes her med Sang, I dette svage Leer, Men hvis det ikke skeer, Saa vil Gud der os samle, Hvor Døden er ei meer, Hvor ingen Taarer ftyde, Og ingen Fjende boer, Hvor vi skal ret os fryde I salig Englechor; Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

s. 31 6. Mit Fødetnnd det er Mig dyrebart især Ei nogen anden Plet, Jeg elsker høit som det, Der stod mill Barndoms Vugge, Der svandt min

Ungdom let,

Der blev jeg dødt og christnet, Og lærte Livsens Ord, Der gnv jeg Gud mit Løfte, Og laae ved Naa-dens Bord; Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

7. O hør I tydske Mænd, Hvi kormn I dog herhen, At volde saadau Nød, Saa mange Brødres Død, In meget Blod har farvet Den forte Jord saa rød, Dertil I Aarsag vare, Kan I forsvare det, Naar I engang skal stilles, For Herrens Dom

og Ret,

Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

8. O hør I tydske Mænd, Jeg raader som en Ven, Kom ei med Haan og Trods, At røve fremmed

Gods,

I har dog vist erfaret, at Herren er med os, Vi skal os ei tilvende, Hvnd Andre hører til, Om vi end kunde have Et Skin nf Ret dertil, Med Gud geg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

9. O hør I tydske Mænd, Lær dissc Ord igjen, Tag dem til Hjerte nær, Saa kumme I ei her, Vor Fred meer nt forstyrre, Med Løgn og Bold

og Sværd,

De Ord lod Luther prente Udi sin lille Bog, Som Dannemænd vi kjæmpe, Kun for bort Land

og Sprog;

Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

s. 32 10. I danske Krigere, Til den Almægtige Sæt Eders Haad og Lid I denne Lrængsels Tid, Bed Han vil naadig være Og føre Seier hid, See til den røde Fane Ter minder hvert et Sted, Om ham som indtil Blodet, Stred for vor Salighed, Med Gud jeg trøftig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

11. Vi har saalænge drømt, Og Herrens Ord forsømt, I Verdens Tummel Lyft, Søgt efter Fred og Trøst, Terfor nu Krigens Engel Os revfer for vort Bryft, Men naar vi os ydmyger For Gud i Himmelen, Vil han vor Svnd tilgive, Og sende Fred igjen; Med Gud jeg trøftig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

12. Farvel min kjære Viv, Gud dig sin Glæde giv, Farvel I mine Smaae, Jeg skal fra Eder gaae, De Fadertøfes Fader, For Eder førge man, Naar I vil pan ham tænte, Og søge i al Nød, Saa vil Han Eder skjænke I Verden dagligt Brød, Med Gud jeg trøftig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.

13. Farvel min elskte Møe, Skal jeg i Krigen døe, Saa fæt dit Haab til Gud, Lev som en Himmelvrud. Du kan mig ikke følge, Hvor jeg nu vandrer ud, Men vi vil daglig vede Til vores Sjæleven, At Han vil Krigen skilte Og samle vs igjen; Med Gud jeg trøstig gaaer, Og Danmarks Fjender

slaaer,

I Kamp, I Kamp, I Kamp.