Danmarks Breve

BREV TIL: Caroline Wulff FRA: Wulff Joseph Wulff (1836-12-16)

FRA GUINEA
Hovedfortet Christiansborg, 16. Decbr. 1836. *)

Kjære, dyrebare og højtelskede Forældre!

Med hvilken Glæde og med hvilke Følelser jeg idag griber Pennen for at overrække Dem, mine kjære Forældre, de første Linier herfra Afrika, formaaer Pennen ingenlunde at skildre, thi Glæden er saa stor, at jeg er i den voldsomste Bevægelse, og ethvert Lem ryster ved Tanken om det kjære Hjem og hele den kjære Familie, jeg der har efterladt mig, i hvis Midte jeg dagligen ønsker igjen at kunne være. Mine Tanker hviler hvert Minut paa det kjære Hjem, og hvor jeg gaar og staar, som har sin rimelige Grund i, fordi jeg lider saa rasende af Hjemvé, og min Tilfredshed vender aldrig tilbage, førend jeg igjen kan være saa lykkelig s. 24 at faa min Fod paa europæisk Grund. Endskjøndt jeg idag endnu ingen Lejlighed veed, med hvem jeg kan medsende Dem disse Linier, og endskjøndt jeg har Formodning om, at der ingen Lejlighed vil tilbyde sig, førend maaske i Februarii Maaned næste Aar, saa kan jeg dog ikke nægte mig den usigelige store Glæde at begynde det første Brev til Dem, dels fordi jeg denne Gang har saa meget at sige Dem, og dels fordi der muligen kunde indtræffe Hindringer siden, der kunde nægte mig den første og største Glæde i dette Liv.

Torsdagen den 3. November Klokken 4 Eftermiddag satte jeg for første Gang Foden i Land paa dansk Territorium; ikke fik jeg Tilladelse til at gaa paa mine egne Ben op til Citadellet, nej Negre og Negerinder, som i hundredevis havde samlet sig ved Strandbredden, for at tage imod de Nyankomne, kappedes om at bære mig paa deres Hænder. Jeg hørte megen Smiger ved denne Lejlighed, som jeg endnu desuden daglig maa høre, nemlig: „Du er smuk“, eller „smukke Mand“, eller ogsaa „smukke blanke Mand, Du maa ikke dø, Du skal leve“ osv. Den smukke Uniform kunde de ikke se dem mæt paa, og deres Øjne hvilede uafladelig paa de store Guldepauletter. Jeg frabad mig Æren at blive baaren, men ingen Indvendinger vilde de høre. Jeg maatte give efter; jeg var omgivet af den grueligste Tumult, der gør en helt forrykt i Hovedet, og man kan hverken sandse det s. 25 ene eller det andet. Ved Indgangen i Citadellet blev vi modtagne med et mægtigt „Vagt i Gevær“, saa det gav Echo i hele Fortet. Hele Regimentet, der bestaar af 80 Mand, paraderede udenfor Gouvernørens Bolig med fuld Musik, og alle 3 Klokker ringede og forkyndte den højtidelige Dag. Førend vi steg i Land, blev der fra Fortet saluteret som Svar paa vores Salut fra Skibet, som var 9 Kanonskud. Paa Fortets Altan blev vi paa det venskabeligste modtaget af de sig her opholdende Blanke, og mange Ønsker for hinandens fremtidige Liv og Helbred blev gjort. Man saa Glæden male sig i ethvert Ansigt, og man havde meget at fortælle hinanden, saavel om Rejsen som om det kjære Fædreland, Gouvernøren var ved vor Ankomst ikke hjemme, men paa Plantagen Frederiksgave, der ligger 3 Mil oppe i Landet, og hvor der er en meget smuk Bygning for Fortets Embedsmænd, naar de ikke befinde dem vel og ønske at komme i den landlige Luft; og hen ved Kl. 8 Aften kom han herind, bærendes i en Hængemat af de kongelige Slaver, og efter en meget venskabelig Modtagelse gik vi til Taffels, hvorved vi Alle blev udmærket godt beværtede. Det varede i flere Timer, bestod af omtrent 20 Blanke, som er alle de Blanke, der for Tiden opholder sig her paa Kysten; og nu blev man paany lykønsket til sit ny Opholdssted, og maatte til Bevis herpaa gjensidigen tømme mange, mange Glas Vin.

Da Guinea var dansk.

3

s. 26 Den paafølgende Søndag blev der holdt Gudstjeneste, hvor Præsten fra Prædikestolen takkede Gud for den lykkelige Overfart, de Nyankomne havde haft, og bad tillige, at Gud vilde holde sin Haand over dem i det farlige Klima, de nu befandt dem i, og at Enhver med Held maatte overstaa den farlige Klimat-Feber, og at alle ved Guds Bistand maatte beholde Livet.

Efter endt Taffel blev vi indlogerede paa forskjellige Steder. Jeg kom til Præsten Törsleff *) her paa Fortet, hvor jeg var i 8 Dage, indtil jeg fik min egen Bolig sat i beboelig Stand. Præsten er en særdeles vakker Mand, han selv lagde sig paa Sofaen og overlod mig sin Seng. Den Bolig, jeg her paa Citadellet har erholdt, er jeg overordentlig vel fornøjet med, da den er en af de bedre her paa Stedet og bestaar af 2 Værelser, hvert paa 2 store Fag med Skabe, der findes indrettede i Muren. Gulvet er rigtignok Sten, men dog ganske glat og jevnt, og er særdeles kjølt og behageligt, naar Varmen, som det næsten er Tilfældet hver Dag, er trykkende, ja mange Gange saa trykkende, at man har et besværligt Aandedræt, som heller s. 27 ikke er at undre sig over, da vi her saa godt som ganske under Linien befinder os (herfra og til Linien er kun imellem 70 og 80 Mil). Vinduer har man ikke her, men i dets Sted Jalusier og Luger udenfor, som man lader lukke om Aftenen; Dørene ere ligeledes indrettede som jalusier. Man har det om Dagen i Værelserne dejligt kjøligt, og saa varmt som det er om Dagen, saa kjøligt er det om Natten, derfor har man det ogsaa meget tæt lukket, og jeg kan godt taale hver Nat at ligge saavel med et Lagen som med et vateret Tæppe paa mig.

Her paa Fortet har man intet at befrygte af de vilde glubende Dyr om Natten, men jeg har set Mure 6 à 7 Alen høje om en Mands Gaard, hvorover baade Tigren og Hyænen, saaledes har man fortalt mig, er sprungen eller rettere klatret og taget Cabritter ͻ: Gjeder og Lam. Det vrimler af vilde Dyr i Africa, og de ere endog saa dristige, at de ofte skulle søge ind til Byerne og overrumple Negerne i deres Boliger. Jeg har endnu intet glubende Dyr set, men derimod adskillige Slanger, mange underlige Insecter og Fugle m. m.

Vi lever i denne Tid i den sundeste Luft her paa Kysten, da det er i den saakaldte Hermestantid. Det blæser meget stærkt fra Søen, og alting er og bliver saa tørt, at det revner, man hører bestandigt en Knagen og Bragen i alt, hvad som bestaar af Træ. Det er ganske taaget, som dog for det meste kommer af den megen Støv, Blæsten s. 28 fører med sig. Luften er saaledes, at man kan stirre paa Solen, uden at det generer Øjnene. Hvorlænge Hermestantiden vedvarer, er ubestemt, men næppe længere end til Februarii næste Aar.

3*

Varmen har i Gaar og idag været særdeles trykkende, og er stegen til 24 à 25 Grader i Skyggen. jeg transpirerer noget grusomt og har ikke en eneste tør Traad paa mig. De kan forestille Dem, kjære Forældre, hvor trykkende Varmen er, at Sveden løber fra Hænderne ned paa Papiret, som De kan se af omstaaende Side, og at Blækket, imedens jeg skriver, hentørrer i et Øjeblik i Pennen. Man nødsages til regelmæssigen hver Dag 2 Gange at klæde sig om fra Top til Taa, hvilket er en herlig Forfriskning, men det arme Tøj lider saa grusomt ved Vaskningen her. Delikat er især de dejlige Bade, man hver Dag tager sig her, og hvortil der er indrettet 4 Værelser. Man tager sin Dreng med sig, lader ham først indgnide det hele Legeme med Lemoner, Citroner eller Eorikker, og derpaa overhælde med Vand, som især i denne Tid er ligesaa kjøligt som i en Brønd hjemme. Sædvanligen tager jeg et saadant Bad hver Morgen Kl. 6 paa fastende Hjerte — det er den Tid, paa hvilken man her staar op. Saasnart Revellien gaar Kl. 5 om Morgenen, vaagner jeg, thi den gaar mine Vinduer lige forbi, og det er en Umulighed at sove ind igen. Kl. 8 Aften gaar Revellien. Fortet bliver da lukket, s. 29 og jeg er da paa den senere Tid gaaen i min Seng Kl. 8, højst 9, og befinder mig særdeles vel derved.

I den senere Tid har jeg maattet indeholde med Badningen, da jeg lider meget af Brystkrampe, som er det modsatte af, hvad ellers er Tilfældet med Brystsvage; thi Brystsvage faa sædvanlig deres Bryst kureret i et varmt Klima; mit derimod har forværret sig, og jeg befinder mig slet ikke vel nogen Dag. Dagligen er jeg plaget med stærk Hovedpine; Maven, som spiller den vigtigste Rolle i dette Klima, kan jeg slet ikke faa i Orden, jeg har taget ind for ret at komme til at føre af, som ogsaa har virket ret godt, og skilt mig ved en Halsbrynd, saadan underlig Opstigen og Brænden i Halsen, der plagede mig dagligen i over 8 Dage. Men Hovedpinen vil ikke gaa eller forlade mig, hvisaarsag jeg i Morgen tager op til Plantagen for at blive der en 14 Dage eller 3 Uger og maaske genvinde mit Helbred.

Saa særdeles jeg ansaa mig for skikket til at leve i dette farlige Klima, saa uskikket anser jeg mig nu dertil. Jeg er bleven saa rasende tyk og fed, saa alle mine Klæder nu ere for smaa til mig. Denne Fedme vil slet ikke i mit Hoved, især da den er samlet paa saa kort en Tid. Imidlertid forsikrer jeg Dem, kjære Forældre, at den ikke i mindste Maade ængster mig. Men jeg siger ikke Usand s. 30 hed, naar jeg siger Dem, at jeg i Fedme kan maale mig med min Broder Carl *) , men det er godt fast Kød.

Jeg afbryder nu, og naar jeg er vendt tilbage fra Plantagen, skal jeg fortsætte igen.