Danmarks Breve

BREV TIL: Caroline Wulff FRA: Wulff Joseph Wulff (1836-12-22)

den 22. December 1836.

God Dag igjen, kjære gode
Forældre!

Jeg glemte i Gaar at bede Dem om endeligen at besørge mig en Luth herud med det Skib, Grosserer Broberg næste Aar sender herud. Med samme s. 64 Skib tilbage skal jeg sende 10 Stk. Lulafer 1) , hvortil ingen i Danmark skal fremvise Magen, de fornødne Esraugun 2) skal tillige følge. Lulaferne ønsker jeg skulde uddeles saaledes: Doctor Wolff 3) , Heinemann 4) , Behrens Fader 5) , Onkel i Fredericia 6) og Thereses Fader 7) , Carl, Valentin og Du selv, kjære Fader, og endnu en skal vorde sendt til Tante Belas 8) Mand. De Lulafer, som ere i Danmark, ere ikke af den ægte Sort, de ere tagne af Kokustræerne, som meget ligner Palmetræet, men dem jeg vil sende, skulle blive af rigtige Palmetræer, og de skulle blive afskaaren med egen Haand.

Vi bemærkede i Middagsstunden en stor Mængde Skildpader, som laa og badede sig ude i Brændingerne, jeg har før havt dette Syn. Det er et meget ækelt Dyr at se til. jeg saa ved min Ankomst hertil s. 65 2 paa 50 Pd. Stykket, ganske levende og liggende paa Ryggen; de ere ganske gule under Bugen og meget fede. Førend man kan nyde dem, maa de koges i 2 Gange 24 Timer for at faa Fedtet af dem.

Imedens jeg har været her, har jeg ofte havt de røde Hunde; det er meget godt her i Landet at have dem, men de stikke som Knappenaale. Man gaar her virkelig uafladelig og klør og skrupper sig, enten af Udslet eller de Satans Insecter, hvoraf det vryler overalt. Kløer man sig saalænge, indtil man læderer Huden eller river Hul, saa læger et saadant Saar kuns meget langsomt og efterlader sig slemme sorte Pletter. Jeg har allerede et Par Pletter paa Benene.

Det falder mig nu ogsaa ind, kjære Forældre, at jeg ikke har fortalt Dem, at Bomuldstræet gror her udmærket godt, og jeg selv har plukket den dejligste og fineste Bomuld, man vil ønske sig; rød Bomuld har jeg ogsaa funden, og jeg vil nok tro, at man kunde ved Plantageanlæg drive det til nogen Fuldkommenhed, ligesom man vist ogsaa kunde avle meget fin Hamp; men jeg har slet ingen Lyst til ene at gjøre Forsøget; uagtet jeg kan faa mange Tønder Land for en eneste Pot Rhum, saa vil det dog ikke kunne betale sig. Slaverne ere rigtignok ikke kostbare, men de ere dovne, forsømme Arbejdet i rette Tid og skader een derved uendelig meget. Mange have allerede s. 66 gjort lignende Forsøg, og de sige Alle, det kan ikke betale sig. Regnen her kommer alt for ustadig.

I Gaar Aftes kom her en Melding, i hvilken Anledning jeg tror, der vil blive en lille Krig med de Sorte. Vi ønske det næsten Alle, især dersom det maatte ske, forinden Regntiden og Varmen bliver for slem. De ved ventelig allerede, kjære Forældre, at Gouvernøren her allerede har havt 2 Batallier, og at de Sorte have faaet slemme Smør. Det første Felttog, han gjorde, var 9 Mile oppe i Landet til et Sted, de kalde Krobba. Det ligger paa en Klippe, og de dumme Sorte kunde ved at kaste et Par Klippestykker ned have dræbt alle de Blanke med hele deres Besætning, men dertil havde de ingen Forstand. Gouvernøren sendte derimod et Par Kanonkugler op til dem, og strax kom de ned og bad om godt Vejr; saadanne Helvedsmaskiner kunde de slet ikke lide; thi i det Indre af Africa kjender man slet intet til Kanoner. De Sorte kunne slet ikke lide Kanoner, de tro, at Fanden selv farer ud af dem; de sige, det er en slem „La“ (La er i Akrasproget Ild), og intet „Nu“ kan slukke Ilden (Nu er Vand). Der blev flere Sorte dræbt, og de maatte ovenikjøbet betale hele Felttogets Omkostninger, som var 1000 Cabes Bos („Snogepander“). Disse Snogepander bruges her som Mynt. 1 Cabes er 1 Rd. guinesisk Courant og bestaar af 50 Dam, og til hver Dam gaar 40 Bos eller Snogepander. Den reelleste Betaling her er det rene røde Guld, s. 67 men heraf er forbandet lidt; Minerne begynder nu ogsaa at blive slappe. Man ser dog dagligen Folk med Guld paa sig til 1000 Fjasters Værdi, og Halskjæder, Uhrkjæder paa 5 à 6 Unzer af det allerfineste Guldstov.

Til Felttoget gøres nu mange Forberedelser, og naar det er vel overstaaet, vil det være uhyre interessant at have gjort et saadant Tog med, blot min tykke Bælg til den Tid vilde forlade mig. Det er en Marsch paa 10 à 12 Mil ind i Landet til et Sted, der kaldes Aquapim; de Sorte vil denne Gang faa Raketter at se, som de aldrig have set før, og Kanoner, som de heller ej før have set eller hørt. Kjællinger drage her med Mændene i Krig og bærer sin Flint stolt med en lang hvid Kridtpibe i Munden og gjøre ordentlig Nar af Mændene, naar disse vise sig fejge. Soldaterne her ere sorte, men ganske udmærkede Skytter. Der forestaar ogsaa Gouvernøren en Inspectionsrejse hen til de nedlagte Forter (30 Mile langs Kysten); det er meget muligt, at jeg kommer med, og vi skulle da ved samme Lejlighed gjøre en Seillads langs oppe med den meget smukke og bekjendte Rio-Volta-Flod, hvor der skal være saa yndigt; Træerne bugne sig hele Vejen over Floden, Sangfuglene bedøve een ganske, og Abekattene klattre i Tusindvis om paa Træerne. Den saakaldte Præsteabekat, som er kulsort med en hvid Stribe om Halsen, har jeg allerede set flere af. Man ser s. 68 her hver Dag noget Nyt. Tiden gaar ogsaa meget hurtigt, og man lever et lystigt og sorgfrit Liv; men alt dette uagtet har jeg dog slet ikke Lyst til at leve eller at opholde mig længe i Africa.

Jeg lider, som jeg allerede forhen har sagt, saa gyseligt af Hjemve, og glæder mig over hver Nat at have drømt om det kjære Hjem. Jeg skriver en Satans Hoben denne Gang, men jeg vil ogsaa haabe, at alle gjengjælder det og skriver mig et ligesaa langt Brev tilbage. Brevet er rigtignok kun stilet til mine kjære Forældre, men det er dog til alle mine Sødskende og den øvrige Familie.

Nu skal jeg fortælle Dem om min Overrejse. Kjære gode Forældre! De ved, at Løverdagen den 10. September d. A. gik jeg ombord paa Skibet. Der blev strax stiftet Bekjendtskab med de øvrige Rejsefæller, og man begyndte med at ordne sine Ting i Kamrene. Hver Passager havde sit eget Kammer, og til Opvartning vare 2 Tjenere, 1 Blank og 1 Sort. Man forføjede sig derpaa i sin Køie.

Søndagen d. 11. Sept. om Morgenen Kl. 5 vare Alle paa Benene igjen, og Kl. 6 lettede Fartøjet og satte alle Seil til. Et stolt Syn! Eieren, Grosserer Sass *) , og mange af hans Venner, 15 i Alt, gjorde Touren med til Helsingør, som vi formedelst det s. 69 stille Veir først naaede Kl. 10 om Aftenen. Vi levede meget godt, der blev drukket meget slemt, og Afskeden skete ved endnu „zum guter leszt“ at tømme 5 à 6 Flasker Champagner. Det muntre Rejseselskab gik nu i Land, Vinden var endnu ugunstig, og der blev givet Ordre til at kaste Anker, men ligesom Ordren var given, forandrede Vinden sig som ved et Trylleslag. Det begyndte at blæse, og vi gik til Søs, og lige fra Kjøbenhavns Rhed, hvor Ankeret blev lettet, havde vi det ikke i Vandet, førend vi ankrede ved den africanske Kyst den 28. Oct. om Eftermiddagen.

Blæsten begyndte stærkere og stærkere, og det susede i alle Sejlene, og Tougene pebe og holdt en slem Musik. Vi begyndte nu alle at blive mere eller mindre søsyge, jeg var lidt angreben i 4 à 5 Dage, og vi havde en drøj Tørn saavel i Kattegattet som i Nordsøen. Meget koldt var det, og jeg takkede Gud, at jeg ikke havde skilt mig ved mine Klædes Klæder, som jeg endnu bruger her hver Morgen og Aften. Vi maatte helt op under Norge for rigtig at faa den gode Vind. Paa Dækket holdt de Fleste sig, som kunde staa paa Benene, og i 4 à 5 Dage holdt vi Taffel paa Dækket. Thi Ingen kunde taale at være nede i Messen; der var slemt varmt og usundt, og der laa nogle og gave Hals i flere Dage. Bølgerne sloge ideligen over Skibet, og jeg blev flere Gange drivende vaad. Skibet gik som en Fugl paa de store Bølger, og s. 70 Stormen tumlede det som en Bold, alt maatte sømmes og surres fast, og man gik paa Dækket som en fuld Mand. Det værste Pust havde vi ved Skagen, uha dér tumlede hun slemt.

Torsdagen den 15. om Aftenen kom vi allerede i den engelske Kanal, men Stormen var for stærk til at nogen Baad eller Lods kunde nærme sig os. Vi kom ikke til at anløbe London, som jeg havde troet, ei heller Dover eller Madeira eller Teneriffa, da Vinden hele Tiden var os særdeles gunstig, og vi hverken kom til at lide Vandmangel eller Havari. Dover kom vi ganske tæt forbi; vi saa hele Byen gennem Kikkerter, og smukke brede Landeveje op i Landet. Om Aftenen var den oplyst ved Gas, som fra Søen tog sig særdeles smukt ud. Noget ude i Søen ligger et ganske rødmalet Fyrskib. I Kanalen har man flere Fyr, især er 2 meget mærkelige, som ligge ude i Søen, og som man fortæller, skulle være byggede af 2 Søstre, hvis Kjærester strandede paa samme Sted. Mange gamle Fæstninger ser man ogsaa langs den engelske Kyst. Fra Dover til Calais kan der vel være 5 à 6 Mile, uhyre svære Klipper ser man der paa begge Sider, hvor det er smallest, og man fortæller i denne Anledning som en Anecdot, at en svensk Søhelt engang seilede igjennem Kanalen med sit uhyre svære Skib Magesløs kaldet, som var saa bredt, at det ikke kunde gaa igjennem paa bemeldte Sted, førend han kridede sit Skib paa begge Sider, s. 71 og deraf skal det komme, at disse Klipper endnu i Dag den Dag ere kridhvide. Fredag d. 16. Sept. saa vi for sidste Gang Land, det var udmærket godt sejlet fra Søndag Aften.

Vinden vedblev at være god, Skibet var kun at betragte som en Fjer paa det store brusende Hav. Snart saa vi os oppe i Luften paa Spidsen af de brusende Bølger, snart nede i de dybeste Afgrunde, snart laa Skibet paa den ene, snart paa den anden Side. Denne Bevægelse er højst ubehagelig; alle Lemmer blive, som de vare sønderknuste; man har aldrig nogen rolig Nat, ofte maa man holde sig fast for ikke at styrte ud af Køjen. Bølgerne slaa saa voldsomt imod Fartøjet, at man hvert Øjeblik maa befrygte, at Plankerne i Skibet springe; i sin sødeste Søvn bliver man meget ofte vækket ved at høre Matrosernes Raaben og Skrigen, naar de enten skulde vende eller forandre Sejl. En saadan Tour er meget ubehagelig, og meget ofte ønskede jeg eller var vred paa mig selv over at have begaaet den Dumhed at søge om at komme til Africa og udsætte sit Liv for saa mange Farer og Ubehageligheder.

Mandagen den 26. Septbr. passerede vi allerede Madeira. De indser selv, kjære Forældre, at vi sejlede ordentlig, da vi i 15 Dage havde tilbagelagt Halvvejen hertil 800 Mile. Madeira passerede vi tæt forbi, saa deres Plantager, de dejlige Vinranker, mange Huse, og et Par meget store Nonneklostre. s. 72 Hvilken dejlig Ø er ikke Madeira, og hvilket himmelsk Klima omgives ikke samme Ø af. Kun er det Skade, at denne dejlige frugtbare Ø er i Portugisernes Hænder. Her er det bedste Klima paa hele Jordkloden. Øen er meget høj, og Toppen af Øen ser man langt over Skyerne. Vi troede alle, at det var Taage, der omgav Øen, men det var Skyerne. Toppen af Øen ragede klart frem, og smukke Plantager ser man anlagt paa samme. Vi ventede, at Øens Beboere skulde komme ud til os med Frugter og Vindruer, men dertil er Portugiserne alt for dovne. Paa Vejen hertil saa vi mange Slags Fisk: Hajer, som ofte fulgte Skibet meget langt, den flyvende Fisk, som enkelte Gange tørnede mod Master og Tougværk og blev paa Skibet; det er fin Fisk og saa stor som en Sild; Springeren, der er 2 à 3 Gange saa stor som den største Lax og springer flere Alen over Vandfladen; Marsvinet, der er fuldkommen saa stor som en Hest eller en svær Stud; Bouvetter, der ere meget korte og tykke, og Delfiner, der ere saa store som en Lax. Begge sidste Sorter fangede vi ombord, de ere meget velsmagende og have alle Farver som en Regnbue; især i Vandet ser de nydelig ud. Ofte traf det sig paa Touren, at Fugle kom og hvilede sig paa Skibet; især havde vi 3 Svaler, der vare saa udmattede og hungrige, at de søgte ind i Conversationssalen; vi fangede Fluer til dem, som plagede os meget paa hele Overrejsen, men de døde dog efter 1 à2 s. 73 Dages Ophold hos os. Neden for Madeira begyndte Passaten, og vi havde en ypperlig Sejllads. Vi troede alle at komme her til Kysten om 6 Uger, ja paa meget kortere Tid; men vi bleve snart skuffede i vores Forventninger, som jeg siden skal fortælle Dem. Paa Skibet herskede hele Tiden stor Enighed; ved Madeira begyndte alle at klæde sig sommerlig, og Heden blev Dag for Dag mærkeligere *) . Kl. 6 om Morgenen vare alle paa Benene, jeg kastede næsten hver Morgen op, da Søvandet lugtede mig saa ilde, hver Gang jeg skulde vadske mig. Kl. 8½ blev hver Dag spist varm Frokost, Kl. 2½ Middag og Kl. 8 til Aften. Vi levede særdeles godt, havde hver Dag 4 à 5 Retter meget god Mad, og hele Tiden meget gode Vine og godt Øl. Man skulde neppe tro, at man paa et Skib kan have saa god Opvartning, men om end Skibet gik saa uroligt, at Kokken maatte surre alle Gryder og Pander fast, havde vi dog hver Dag 4 à 5 Retter Mad og ofte flere. Svin, Faar, Gjæs, Ænder og Høns havde vi nok af, uagtet der af Ænder og Høns døde mange; Svin og Kalkuner holde dem bedst paa en saadan Rejse. I Messen spiste alle paa engang; det er en Sal, der godt rummer sine 25 til 30 Mennesker. Der blev serveret med Sølv- Knive og -Gafler, og flere Gange om Søndagen bleve vi beværtede med Vine, der havde passeret s. 74 Linien 2 à 3 Gange, og som var særdeles delicate. Passagererne skiftedes til at spendere Champagnerne, og for min Part slap jeg ikke Overrejsen med Drikkepenge med 15 Pjaster (30 Rdlr.) Kartofler og Gulerødder havde vi hele Vejen, derimod slap vores kjære Rugbrød og Hvedebrød op udenfor Madeira. Rugbrødet blev mig et slemt Savn, og nu maatte vi Alle tage til Takke med de haarde Skibsbeskøjter. Smørret blev ved Madeira allerede saaledes, at vi maatte smøre det paa Brødet med Theskeer; Thevand og Kaffe maatte nydes uden Mælk.

Da Guinea var dansk.

6

Skibscapitajnen var en særdeles vakker og munter Mand; han spilte Kort med, han sang og satte ofte Liv i Selskabet, naar det blev stille og kjedede sig paa den lange Sørejse. Han fortalte mig, at en Bekendt af mig har gjort Touren med ham til Ostindien. Tiden varede os alle meget lang, vi sang eller sov hele Dagen, men den morsomste Tid var, naar Solen gik ned, og da at have det smukke Syn, hvorledes den ligesom gaar ned i Vandet, og se de dejlige Skyer, der bedækker den klare Himmel. Længe sad man ofte om Aftenen og sang og drak, saa mange Timer hen over Havet, der i Mørket gnistrede, og det saa akkurat ud, som om Fartøjet gik igjennem lutter Gnister og Ild. Havet skiftede paa Touren mange Farver, saasom lyseblaat, mørkeblaat, brunt, hvidt og rødt. Natten var ofte mest behagelig, og jeg var ofte paa Dækket s. 75 Kl 1, 2, 3 og 4 for at se det majestætiske Syn, naar Solen stod op. Vi morede os tidt med at tale om, at vi paa en Tid, naar det allerede længe havde været mørkt i Danmark, endnu havde højlys Dag, at de nu hjemme gik og indsvøbte dem i deres Kapper, medens Heden trykkede os, og vi ikke kunde taale at gaa med andet end en tynd Bluse, og andet mere, som jeg nu ikke erindrer. Forresten fortalte vi hinanden Krøniker og Historier og morede os over at høre Søfolkene synge, se dem danse og spille.

Var det stille, godt Vejr, klattrede vi til Vejrs og laa og sov oppe i Mærset. Saa hjalp vi ogsaa Matroserne at hejse Sejlene, og vi kjendte dem alle, saavel Storsejl, Mærssejl, Bramsejl, Bovenbramsejl, Skydskraber, Aben, Mesanen, Gaffel-Top- sejl, Rakkertallien og Gud ved alle de Navne, der ere paa Sejl og Ting paa et saadant stort Skib. Skibet er ganske nyt, jeg tror, det var 60 Alen i Længden og 15 i Bredden, Vandet blev paa Sidstningen meget slet og saa ud og lugtede som raaddent Vand. Paa Solen kunde vi hver Dag se, hvor vi vare, og hvorlangt vi havde sejlet. Skibet gik jævnligen 5, 6 à 7 Mile i Vagten (en Vagt er .4 Timer); men i Kattegattet og Nordsøen samt i Bygevejr skjøde vi ofte 11 Mile i Vagten, som jeg slet ikke kan sige var behagelig, men i Søen kan man jo ikke gjøre Holdt. Pinen maa udholdes. Den spanske Sø var slem at passere, og man mærkede s. 76 igjen lidt til Søsyge; forresten var det behagelig nok at høre, at Skibet lod sig godt styre og lystrede Roret. Capitajnen fortalte os hver Dag, hvilke Lande vi nu passerede forbi, og vi vidste, baade naar vi sejlede forbi Spanien og Portugal, og naar vi vare lige udenfor Lissabon, Vincent, Cadix og Malaga. Ved Gibraltarstrædet gik der en meget stærk Strøm, og vi bleve ordentlig skumplede, saa at det var fælt at se. Enkelte Fartøjer saa vi, men i flere Miles Afstand; de fleste, kunde vi se paa deres Flag, vare Portugisere og uden Tvivl Slavehandlere. Denne Handel drives der endnu meget stærkt, men man ved intet derom.

6*

Vi sejlede udenom de canariske og de kapværdiske Øer, som forlængede vores Rejse omtrent 300 Mile, men indenfor Øerne skal der bestandig være meget stille Luft og mange farlige Grunde og Klipper. Af de canariske Øer saa vi Teneriffa og Palma. Øen er den højeste, jeg nogensinde har set; den ligger saa højt, at man kun ser enkelte Spidser fremrage over Skyerne, forresten indhyllet i en meget stærk Taage.

Herfra begyndte vores Sejllads at aftage, vi fik stille Vejr og kom kun nogle Mile fremad i Etmaal. Det var den 28. September, vi passerede de canariske Øer, og den 5. Oktober, som var en Onsdag, kom vi først til at passere de kapværdiske Øer. Nu blev det stillere med hver Dag. Bygevejret begyndte, hvilket gav hele Besætningen s. 77 nok at bestille, og i 14 Dage havde vi uafbrudt Regn, Dag og Nat. Regnen styrtede ned fra Himlen, Mandskabet var i 14 Dage drivende vaad. Alt var ombord meget fugtigt, og Vandet trængte ofte ind i Køjerne til os og dels jog os ud midt om Natten, dels spolerede vore Madrasser — mine Madrasser bærer endnu Spor deraf. Det var gruelige 14 Dage, alle Passagererne maatte bestandigt holde dem inde i Hytten, og Matroserne havde et Slavearbejde Nat og Dag. En Aften især vare vi Alle ikke uden Angst, det var kulsort, Regnen styrtede tøndevis ned, og om Aftenen Kl. 11 havde vi ½ Alens høj Vand paa Dækket, Spygatterne kunde ikke hurtig nok sluge Vandet. Bygevejret var stærkt, og Vandet gik som en ordentlig Sø paa Dækket; dog Gud havde Medlidenhed med vor Angest, og Regnen sagtnede. Endelig fik vi den 18. Oktober Cap Mount i Sigte; det er et Forbjerg af Africa. Det gjorde et underligt Indtryk paa mig, da jeg første Gang fik at se det Land, hvori jeg nu skulde tage Ophold. Jeg gjorde strax Schechiom *) , ønskede et og andet og befalede min Sjæl i Guds Varetægt. De maa vide, kjære Forældre, at skjøndt man, naar man har passeret Gibraltarstrædet, faar Africa paa sin højre Side, saa ser man dog intet til Landet, men stikker derimod endnu længere i Søen for at komme paa den rette Vej, og for at Strømmen ikke skal sætte Skibet ind i de farlige Brændinger.

s. 78 Nu vil jeg fortælle Dem en Historie, der kostede os alle ikke liden Skræk, og vi have kun Gud og Lykken alene at takke for, at vi endnu den Dag have Livet.

Torsdag den 20. Oktober i Dagbrækningen bemærkede vi en Brig, der forte det portugisiske Flag og havde sin Jolle uden, ligesom han ogsaa havde Communication med Landet (Africa). Det var aldeles stille, og vi kunde hverken komme frem eller tilbage. Det samme lod ogsaa til at være Tilfældet med vores gode Portugiser. Han styrede imidlertid op imod os, thi han var en langt bedre Sejler end vi, som han ogsaa siden viste, satte Flag til og begjærede at komme ombord til os. Han havde i Forvejen raabt til os igjennem sin Raaber og forlangt at vide, hvorfra vi kom, og hvorhen vi agtede os, hvilket vi besvarede igjennem vores Raaber. Vi benægtede at ville have Nogen ombord, da vi nu allerede havde bemærket, at han havde hele Dækket fuld af Mandskab. De Fleste vare sorte. Han havde 2 meget store 18 Pundiger paa Dækket, og efter Alt at dømme maatte han være en Sørøver, hvoraf det vrimler paa den afrikanske Kyst, og som behandler de Overvundne saa grusomt. Han vedblev sin Begjæring og sejlede bagtil klods op til vores Ror. Nu saa vi, at han kunde styre sit Skib paa hvilken Bou, han vilde. En Mand stod over Kanonen, ventelig for at sætte Lunten til; men han blev bange for os, da han saa Militairhuer, s. 79 og vi begyndte at tage vores Kanonporte af. Imidlertid kom der en Sort ombord til os i en Jolle med en halv Snes Mand og begjærede af os Tilladelse til at sætte 4 Mand ombord, for at de af os kunde blive ilandsatte ved Accia. Det var nu alt opdigtet, Meningen med denne Begjæring var at fange os meget let: Portugiserne skulde om Natten have stukken Kniven i Livet paa Mandskab og Passagerer, for at Skibet des lettere kunde røves; men vi vedbleve vores Vægring og gav dem mange Grovheder, samt anstillede os, som om vi vare meget stærkt bemandede. Da de saa, at deres Bøn intet hjalp, gik de igjen i Jollen, og Skibet forlod os tilsyneladende, men forfulgte os dog den hele Dag, hvilket vi observerede igjennem Kikkerter. Om Aftenen tabte vi Skibet af Sigte og saa aldeles Intet til det mere.

De kan nok forestille Dem, kjære Forældre, at alle saa ud som Kalkenborg, og at Angstsveden perlede ned af os, saavel Capitajnen som Mandskabet og endnu mere Passagererne; men Beslutningen var strax tagen at kjæmpe, saalænge der var Liv og Haab, og hellere paa denne Maade gaa Døden imøde end siden at være pint og martret af de gruelige africanske Barbarer. Vi vare meget godt forsynede med Krud og Kugler, vi havde vistnok 50,000 Pd. Krud ombord, thi alene til Fortet her havde vi 20,000 Pd. med, altsaa en Dyst kunde vi holde ud, og var Skjæbnen uundgaaelig, s. 80 saa havde vi hellere valgt at gaa i Luften med vores Portugiser.

Paa samme Tid, som dette passerede, havde vi en Medsejler omtrent 1 à 2 Mile fra os. Skibet var en Bark og forte engelsk Flag; han fulgte med os flere Dage, men paa en Gang forsvandt han aldeles, han maa enten være strandet paa den africanske Kyst, eller ogsaa gaaet under; han krydsede ligesom vi, men er vistnok gaaet for langt ind mod Brændingerne. Byger havde man paa den Tid saa stærke, at de ganske kunde tumle Fartøjet. Han skulde samme Cours som vi, men man hørte aldrig noget om ham, og han var paa ingen af de Steder, hvor vi gik i Land, og hvor dog Alle ankre.

Førend jeg gaar videre, vil jeg dog fortælle Dem en Højtidelighed, der fandt Sted her paa Fortet igaar den 23. December. Den vil især interessere Fuldmægtig Olsen.

Der blev igaar indsat en Kabuseer (Borgemester) for en By Ningo ved Fortet Fredensborg. I Palabersalen paa en Forhøjning sad Gouvernøren, paa Siderne af ham alle 4 Assistenter. Til Borgemestrens Hjælp blev indsat 2 Secretairer og 1 Mægler, der er som en Slags Raadmand for Kabuseren. De maa ikke tro, at de kunne læse og skrive, nej, de ere alle dumme Fæ og at kæmme over en Kam.

Fra Byen mødte alle Grandis (de Ældste og s. 81 Rigeste i Byen). Det var en Forsamling af henved 100 Mennesker, da de altid fører deres Slaver med dem. Flaget var hejset, den ny Kabuser træder frem for Skranken, holder et Sværd i Haanden, der bliver givet ham saaledes, at Spidsen vender ind imod hans Bryst, og nu sværger han, at han vil tjene Hans Majestæt huld og tro, vel forvalte sit Embede og iøvrigt efterkomme Gouvernørens Ordrer, og ønsker, at Sværdet maatte fare i Hjertet paa ham, dersom han bryder sin Ed. Paa Gulvet staar nu en anden Indretning — Afguderi —, hvor han igjentager sin Ed med Negernes Ceremonier, og uden hvilken Handling Negrene ikke vil erkjende ham for deres Overherre. Paa Gulvet ligger et sort Gedeskind, derpaa sættes en rund Træfod, og herpaa lægges et stort rundt Stykke bagt Magis og 2 sorte og røde runde Stokke. Endvidere ligger paa Jorden rundt om et Bæger, en Kniv, et Panties, 2 Cabes Bos, 2 Flasker med Brændevin og Røgelse, der brænder i lys Lue. Fetissen (Præsten) sidder med sine Koner — 10 Stk. — rundt om dette Stillads. Præsten tager derpaa et Bæger fuld af Brændevin, helder det paa Magissen, og mumler nogle sagte, uforstaaelige Ord. Derpaa fremtræde de, der skulle aflægge Eden, gaa 3 Gange rundt om denne Anretning, medens Fetissen og hans Kjellinger huje og skrige. Derpaa tager Fetissen Stokkene, berører de nye Embedsmænd dermed, saavel paa Hovedet, i Nakken, Màven, Ryggen, s. 82 Knæerne som og Fødderne. Han tager derpaa Knivene, skærer en Tot af deres Haar, og noget af begge Neglene paa Tommelfingrene og de store Tæer, og kaster det paa Anretningen. Nu tager han et lille Stykke Magis i Bægeret, rører det ud i Bægeret med Brændevin og giver det de nye Embedsmænd at drikke. Det er nu Fetis, de spise, og nu have de svoren. I det samme blev der ønsket ham til Lykke af Raadet. Man tømte et Glas Madeira, og nu blev der fra Batterierne affyret 2 Kanonskud, og dermed var den Sag til Ende.

Det er et vederstyggeligt Afguderi eller Hexeri at være Øjenvidne til. Men det kan ikke forandres; man faar ingen Neger til at tro paa Andet end Fetis, og Guden for dem kun er en Blank, som er hjemme i Danmark.

Mit Brev bliver meget langt, længere end jeg havde troet. Jeg kan ikke faa større Brev i Postkassen, og derfor begynder jeg nu med rødt Blæk at fortælle Dem det Mere, jeg har at sige Dem, og hvad jeg endnu vil faa at fortælle Dem, førend Brevet kommer til at afgaa.

Jeg har set og hørt meget i den korte Tid, jeg har været lidt ude i Verden, og jeg skal aldrig nægte, at et ungt Menneske har særdeles Gavn af at komme ud blandt Mennesker og se sig om i Verden. Men jeg skal dog aldrig raade Nogen til at gjøre Udenlandsrejser, og Gud give, at jeg s. 83 igjen først havde min Fod i Danmark, saa skulde jeg sandeligen aldrig mere forlange at rejse udenlands. Alle maatte gjerne for mig have den Fornøjelse.

Negerinderne her forære mig meget, det vil sige af Fødemidler; idag fik jeg sendt 4 levende Høns og 4 store Jams. Man maa vise Gjengjeld med det Tidobbelte i Drikkevarer; flere Gange har jeg faaet Fisk og Magisbrød. En af mine Drenge har jeg idag maattet afskedige, da begge hans Ben var fulde af Orme; deraf lide mange Negre, og de trække dem som Traad paa en Pind. Gaar en Neger i Byen, siger han, han gaar paa Byen; strander et Skib, falder han paa Stranden; skal de tørre Noget, skal det lægges paa Solen — en forkert Talemaade.