Danmarks Breve

BREV TIL: Caroline Wulff FRA: Wulff Joseph Wulff (1836-12-29)

Christiansborg, den 29. December 1836.

Kjære, dyrebare og gode Forældre!

Idag igjen kan jeg ikke nægte mig den Fornøjelse at underholde mig med Dem. Julen, som vi har havt i forrige Uge, har forhindret mig i at skrive paa Brevet. Denne Fest blev ogsaa højtideligholdt her i 2 à 3 Dage; Jeg har endnu aldrig oplevet Julen, hvori man har havt 23 à 24 Grader i Skyggen. Festen begyndte her rigtignok med en meget andægtig Gudstjeneste, men endte slet ikke andægtig. s. 84 I 3 Dage fortes her et ryggesløst Liv, Nat og Dag blev der sviret, og Folk laa som Svin paa Gulvet, bedøvet af Spiritus. Det er engang Skik her, at man først begynder hos Gouvernøren og gaar saaledes hele Fortet om hos Alle og drikker, og atter drikker, og et saadant Besøg er slet ikke behageligt, fordi det er temmelig kostbart, og hvad det værste er, skader Sundheden uendelig meget. Jeg var tilfreds, at Nytaar først var vel overstaaet, den koster heller ikke lidet, og man har Udgifter nok desforuden i Anledning af sin Bosættelse.

2. Juledag var jeg i Selskab med Flere herfra ovre paa det engelske Fort St. James. Vi vare 3 Vogne og 5 Ryttere, besøgte der en engelsk Kjøbmand Freser, og kjørte efter 2 Timers Ophold igjen tilbage. Denne Freser er et udmærket smukt Menneske, ganske ung, og commanderer vistnok en 30,000 Rdlr.

Nu gaar jeg igjen tilbage og fortæller Dem Enden af min Sørejse, dog først vil jeg fortælle Dem, kjære Forældre, som det dog siden kan intressere at efterse i Almanakken, at vi den 18. og 19. September vare i den Biscayske Bugt, den 18. lige uden for N antes, den 20. passerede vi Cap Finisterre, den 21. Oporto, den 23. Lissabon, den 24. Gibraltarstrædet, den 26. Madeira, den 28. de canariske Øer, af hvilke jeg glimtede Teneriffa, Palma og Ferro, den 5. October passerede vi de capværdiske Øer, og saa Øerne St. Jago, Biava s. 85 og Fage, den sidste er særdeles høj. Jeg har allerede i mit Brev fortalt Dem, at hernede havde vi ingen Regn, stille Vejr og nogle Dage saa koldt, at vi Alle maatte tye til Vinterklæderne, skjøndt vi befandt os Linien meget nær.

Samme Dags Eftermiddag, som det passerede med den slemme Sørøver, kom en Cano ud til os fra Land med 2 Mand. De havde et slemt Arbejde, inden de naaede os, da vi paa Grund af Landvinden nu strøg en god Fart. Vi vare Alle meget nysgjerrige for at se de Ankomne, da det var de første Folk, vi længe havde set, og ej heller før havde set saadanne Fartøjer. Deres Cano var meget maadelig, og Gud ved, hvorledes de ere komne ud igjennem Brændingen med den. De Sorte maatte nøje passe paa bestandig at sidde midt i Canoen, thi ved den mindste Heldning til een af Siderne maatte de uundgaaeligt kæntre; men det værste var, at den var syet eller surret sammen med Strikker. Den ene af de Sorte kom op paa Rækværket af Skibet og var meget forpustet, eftersom han havde roet 2 à 3 Mile fra Land. Til at komme ind paa Dækket havde han ingen Mod, fordi han troede, vi muligen kunde være en Slavehandler og vilde beholde ham ombord. Men idet han sidder paa Rækværket, observerer een, at der gaar en meget smuk Delphin forbi Skibet. Kapitajn Angelo løber hen for at ville se Fisken, og i det samme tror den Sorte, at han kommer for at ville gribe s. 86 ham og kaste ham i Slavehullet. Han springer derpaa fra Skibet ud i Søen og raaber paa hans Kammerat, der er forbleven i Canoen, at han skal kappe Touget, der er hængt ned fra Skibet til ham, og se at komme bort uden Ophold, da vi vare Slavehandlere og bestemt vilde tage dem.

Vi forsøgte nu at faa de Sorte til at lægge til igjen, raabte til dem paa Engelsk, at vi Intet vilde gjøre dem, men viste derimod Tobak og Piber, som vi vilde „dadse“ dem; men ingen Overtalelser hjalp. Thi de vedbleve at tro, at vi kun vilde lokke dem til Fartøjet og tage dem til Slaver. Mange Sorte nærme sig med megen Frygt Fartøjerne; thi Capitajnerne have ofte beholdt dem ombord og solgt dem i Vestindien som Slaver. Selv de Negre, af hvilke de have kjøbt Slaver, have de ofte beholdt ombord, og de have maattet dele samme Skjæbne som de andre Slaver, som i Grunden heller ikke var formeget.

Den 25. Oktober passerede vi Cap Palmes, et meget højt Bjerg med 7 Palmetræer. Denne Dag var den interessanteste paa hele Touren. Over 20 Canoer kom denne Dag til os og bragte os de første Pisanger, Lemoner, Citroner og Esraugun. Skibet gik meget stærkt og vistnok 6 à 7 Mil i Vagten. Scenen blev sørgelig, thi Canoerne fyldtes med Vand af den stærke Fart, hvormed vi gik. Canoerne kæntrede, og Negerne maatte alle ud og svømme og se at bjerge deres Fartøjer. Denne s. 87 Omstændighed afgav en gruelig Tumult, Jamren og Skrigen; men der hjalp ingen kjære Moder. De stak i Søen, Canoerne kunde umulig indhente os, og paa Skibet hos os var forblevne 8 à 10 Stkr. af de Fornemste, som ikke godt kunde afse Brændevinen. Men da de nu ser, at Canoerne ikke kan indhente Skibet, og der ikke er Andet tilbage end som at springe i Vandet og svømme i Land, hvortil var 2 à 3 Mile, vil de paa en Maade tvinge Capitajnen til at brase for og sætte dem i Land. Siden faldt de paa Knæ og bad meget fortvivlet, men Intet hjalp. Der blev dem sagt, at Ingen havde kaldt paa dem, og vi kunde ikke stoppe eller vende i den gode Fart, vi vare.

Hvad blev Enden? De svøbte deres Foræringer i deres Panties, som de snoede om Hovedet, og sprang i Vandet for at svømme i Land. Da de vare i Vandet, sågde de ordentlig Farvel og ønskede os en lykkkelig Rejse. De svømmede Alle som Fiske, men Gud ved, om Hajen ikke har taget dem, førend de naaede Land.

Blandt disse Negre saa vi en Karl, der var en sand Herkules, og alle maatte være enige i, at de aldrig havde set saadan en Karl før; han var som støbt og havde vistnok Kræfter som en Løve. Vi morede os meget med at pynte dem med alle de gamle Klude og Klæder, som vi kasserede. En fik en Skjorte, En en Bluse, en anden en Hat, en tredie et Par Støvler, en fjerde et Halsbind. De s. 88 pyntede dem strax og fik en magelos Indbildning over denne Pynt. Det var en sand Maskerade.

Samme Dags Nat, som det Foranførte passerede, forfulgtes Skibet af en brølende Dyr, som stank noget gefærlig. Hunden holdt et slemt Spectakel, og Dyret gik bestandig rundt om Skibet, brølede som en Oxe, men beskadigede forresten ikke Skibet.