Danmarks Breve

BREV TIL: Caroline Wulff FRA: Wulff Joseph Wulff (1837-01-10)

Christiansborg,den 10. Januar 1837.

Kjære, dyrebare Forældre!

Idag begynder jeg med at fortsætte min Skrivelse. Et slemt Snit i min højre Tommelfinger har i de sidste Dage forhindret mig i at skrive, og jeg har sagt Dem, at Saar læges kun langsomt her i Landet.

Først maa jeg nu i Anledning af det ny Aar ønske Dem, kjære Forældre, og hele den øvrige Familie al mulig Held og Lykke, og ønske, at den gode Gud maatte opfylde ethvert af Deres Ønsker og fremfor alt skjænke Dem et godt og langvarigt Helbred, som er det Allervigtigste paa denne Jord og mere at ønske end store døde Capitaler. Min Længsel er meget stor efter at se Brev fra Dem, men jeg ser saa meget som muligt at slaa dette Ønske ud af Hovedet; jeg ved jo meget vel, at jeg først efter 1 Aars Ophold her kan vente den ubeskrivelige Lykke at faa et Brev fra Dem. Jeg

s. 89

s. 90 Josef Carl Wulff og Caroline Wulff, født Cantor. Brevskriverens Forældre.

s. 91 er i denne Tid meget vel. Brystet kommer sig til min allerstørste Glæde, men Fedmen tiltager daglig, uagtet jeg nu holder en bedre Diæt end ved Ankomsten hertil og anstrænger mig daglig med at gaa ½ Mil. Det eneste, der plager mig endnu, er de røde Hunde; jeg er over hele Kroppen ganske rødplettet. De stikke som Knappenaale og smerte især, naar man ligger paa Ryggen i Sengen. Alt dette vil jeg dog taale med Taalmodighed, naar den gode Gud vilde befri mig fra de guinesiske Orme *) , som forplante sig i hele Kroppen, og hvoraf mangfoldige i denne Tid lider. Varmen er meget trykkende her og stiger Dag for Dag, svære Lyn have vi hver Aften fra alle 4 Hjørner, men ikke en Draabe Regn er falden i den Tid, jeg har været her.

Nytaarsmorgen begyndte her med Musik udenfor min Dør Kl. 4, og i hele 8 Dage have vi holdt Nytaar. Om Formiddagen pryglede jeg en af mine Drenge, fordi han ikke var fornøjet med det Pantier, som jeg havde dadset ham til Nytaarsgave, og fordi han var yderst grov. Han er nu meget flink, men jeg venter kun paa en Lejlighed til at lade ham give 25 af en Sikkerfald og saa et Spark for Enden og ud af Citadellet; han er en stor Tyveknægt og meget brutal, hvilket jeg ikke ynder. En Dverg blev præsenteret her Nytaarsdag, som er s. 92 bleven funden i det Indre af Landet. Han var temmelig gammel, vranten og vrippen og uhyre lille, men forsynet med stærke Lemmer; han saa i det hele taget væmmelig ud.

Da Guinea var dansk.

7

Samme Dag blev jeg nødsaget til at klage til Gouvernøren over den ældste Assistent *) her, som er Pakhusforvalter og havde taget sig den Frihed Dagen før Nytaar at holde mig for Nar, idet han ikke udleverede mig 20 Potter Brændevin af Pakhuset, som jeg havde begjært paa min Gage, til at dadse bort til Nytaarsgave, hvilket er Skik og Brug her. Det, man saaledes er nødsaget til at dadse bort, er ikke ubetydeligt og opløber til henved 20 Rdlr. Gouvernøren fandt min Anke billig og maatte indrømme mig, at jeg var bleven fornærmet, og hvilket jeg som kongelig Embedsmand for Fremtiden skulde blive forskaanet for. Han irettesatte i min Nærværelse den første Assistent temmelig grovt, lod mig af sit eget Pakhus strax udlevere et Laan af 20 Potter Brændevin og antog mig fra den Dag s. 93 som sin Privatsecretair, hvorfor jeg meget ærbødigst takkede ham. Han er en herlig Gouvernør, stræng retfærdig i Alt, hvad han foretager sig. Jeg vilde meget ønske, at han bestandigt vilde forblive her, men desværre, hans Helbred er meget svækket, og han gaar ventelig hjem, maaske i dette Aar endnu, hvilket jeg især meget nødig ser, uagtet jeg i Indtægt derved faar 400 Rdlr. mere om Aaret. Sagen imellem første Assistent og mig er aldeles bilagt. Vi ses og hilses daglig, men rigtig gode Venner blive vi aldrig, thi jeg hader Disputer og forlanger af Enhver, endogsaa min Overmand, Høflighed og Artighed.

Hos Gouvernøren var stort Selskab Nytaarsdag, som ikke er saa sjeldent hos denne Mand; han tracterer sine Gjæster udmærket godt. Champagneren drikkes som Øl hjemme, og det gjør mig meget ondt, at jeg af denne liflige Drik er bleven ganske kjed. Da jeg kom hertil, drak jeg noget umaadelig af denne dejlige Drik; men nu kan jeg ikke taale at se den for mine Øjne og nyder den aldrig; den har bestemt megen Skyld i min Fedme.

Begynder et Selskab her om Middagen, saa varer det sædvanligt til ud paa Natten. Efter Bordet bliver fremsat et langt Bord med flere hundrede Glas og alle mulige Slags Drikkevarer. Man gjør sig det komode, trækker sig alle i hvide Trøjer, og det ser sælsomt ud at se henimod 20 hvidklædte Personer sidde omkring et Bord med rigelige Drikkevare, s. 94 discurere og røge Tobak; og en enkelt Gang se en, der har set for dybt i Glasset, men efterhaanden se, hvorledes han kommer sig, ligesom man ser Solen staa op. Man kan drikke flere Flasker Vin om Dagen, uden at det skader noget, tvertimod er det godt, det befordrer Transpirationen, og man sveder det ud, imedens man nyder det. Saa hopper, dandser og springer man omkring og lever et sjeldent muntert og sorgfrit Liv. Saa gaar man ogsaa undertiden ud paa Byen med Musik og morer sig med at banke Folk op, som ligge i deres sødeste Søvn. Verten maa strax være op, og han er munter og glad. Et Bord staar strax med Forfriskninger, og han bidrager ogsaa til at gjøre Munterheden større, og saa gaar det videre omkring, og alle ere glade og fornøjede.

7*

Ja, et snurrigt Liv er Kystlivet her, og den, som kun har været her 1 Aar, finder særdeles Behag deri, og ønsker aldrig at se sit Hjem igjen. Man har mange Exempler paa, at de, som have taget hjem herfra, have dog ønsket at tage herud igjen. De have ogsaa gjort det, men desværre — alle, som anden Gang have begivet dem herud, ere ogsaa blevne et Offer for Døden. Den, som agter at gaa til Danmark igjen, maa forblive her højst i 4 Aar, men saa ikke tage herud igjen. De Fleste ser man dog forblive her paa Kysten, og de have alle fortalt mig, at de ved deres Ankomst hertil ligesom jeg ønskede strax at vende tilbage, s. 95 men siden hen kommer først Lysten, og man kan ikke afse Kysten. Jeg tror imidlertid ikke, at det vil gaa mig saaledes, jeg har endnu stor Hjemve og har kun et Ønske, nemlig ret snart igjen at være i Europa.

Onsdagen den 4. havde vi en stor Højtidelighed her. Gouvernøren og Kjøbmand Richter vare blevne Riddere af Danebrogen; Kjøbmand Holm *) , Forvalter Grønberg **) og en Sergeant og Soldat Dannebrogsmænd. Alt i Anledning af den Krig, der er bleven ført i det Indre af Landet, og hvis Udfald var særdeles gunstigt for de Danske og havde vundet Hans Majestæts højeste Tilfredshed. Alle vare i fuld Uniform, Garnisonen paraderede, Ærestegnene bleve Vedkommende paahængte, Musikken spillede „Kong Christian stod ved højen Mast“ etc., og et „Længe leve“ blev udraabt for Hans Majestæt og derpaa affyret 27 Kanonskud fra Batterierne. Hos Gouvernøren var derpaa Diner, og man var glad og fornøjet den Dag, lod alle Griller og Sorger fare og lod Fem være lige. I Søndags gav Richter i samme Anledning s. 96 en brillant Dineer, og man morede sig ved Druen til langt ud paa Natten.

Igaar den 9. fandt her atter en stor Højtidelighed Sted, idet en Hertug, som var bleven vores Konge utro, blev afskediget, og en ny Hertug indsat. Garnisonen paraderede, et Telt var oprejst paa en stor Slette, hvori alle vi Blanke sadde. Det varede fra Kl. 11 til 3 Eftermiddag. Der vare mangfoldige Ceremonier og Kunster at iagttage, som er altfor vidtløftige til at fortælle. Det gik omtrent til paa samme Maade, som da Kabusserne blev indsat, og hele Tiden ønskede jeg meget, at min gode Ven Olsen skulde have været tilstede og set alle de Kunster, der blev gjort, naar man skaber en Hertug. Han er aldeles som en anden Neger og har kuns et Panties om Livet, kan hverken skrive eller læse, men imponerer alene paa Grund af det meget Guld, han ejer, og de mange Slaver og Slavinder, der omgive ham. Flere hundrede Negere vare i denne Anledning forsamlet her. Det danske Flag og en Parasol med megen Stads, hvorunder der godt kan rummes 12 Mennesker, blev i Hans Majestæts Navn skjænket den ny Hertug, og derpaa til Bekræftelse paa det Foretagne skudt 16 Skud fra Batterierne, saa det dundrede i hele Jorden. Denne Kanonade se vi ikke gerne, da vi ofte miste Glas og Porcelain derved; men det sker desværre ofte, og især for fremmede Orlogsmænd, der hilse paa Gouvernøren.

s. 97 Her ere i denne Tid mange Skibe paa Rheden; man kommer af med det Smule Guld, man saa møjsommelig har sammenskrabet saavel til The som Sukker, som her er noget af det Allervigtigste og dagligen bruges. Det er ellers særdeles behageligt, at jeg kan staa i min Dør og se igjennem en Kikkert Skibe, der endnu ere 6 à 7 Mile til Søs, og som efterhaanden nærme sig Kysten. Særdeles gode Kikkerter ere vi forsynede med, og at observere Skibenes Komme og Afsejling igjennem samme morer mig meget, og jeg er en daglig Iagttager. Her ere for Tiden 2 Skibe fra New-York. Vidste jeg Meyers Adresse, saa skrev jeg ham herfra et Brev, der vilde frappere ham uendelig meget.

Skriv mig endelig, hvorledes Vinteren paa denne Tid har været i Danmark; det gaar vi Alle og tale om, at man nu vistnok hjemme gaar og fryser stærkt, medens vi her gaa og næppe kunne gæspe for Varme. Her have vi lys Dag til Kl. 6½, og nu maa De ventelig hjemme tænde Lys Kl. 3 eller 4. De fleste Skibe, der her ses paa Kysten, ere dog Slavehandlere; det lader til, at denne skjændige Handel aldrig ophører, men at den tværtimod nu tiltager, og Hollænderne og Englænderne blive bestemt ikke længe gode Venner; thi Hollænderne drive denne Handel temmelig aabenbart, men paa en finere Maade end Portugiserne og udføre her fra Kysterne mange Hundrede Ne s. 98 gere som Soldater til Batavia. Det er en Handel, hvorved der tjenes uhyre Penge, og paa sine Steder drives den temmelig stærkt og aabenbart. Englænderne holde rigtignok Krydsere her for at praje ethvert Skib, og de tage ogsaa mange Gange en Slavehandler, men det forslaar ikke noget. Der bliver udskibet flere Hundrede Negere, og de vide paa en meget fiffig Maade at skjule dem i Fartøjet, saa en man of war skal have meget ondt ved at finde deres Smuthuller. Slavecapitajnen bliver sædvanlig strax hængt paa sit eget Skib.

Hertugen, der igaar blev indsat, skal nu følges op i sit Land til Aqvapim. Den Afsatte vil forsvare sit Hertugdømme, og en alvorlig Krig vil der ventelig blive, førend det lykkes de Danske at sætte den ny Hertug paa Thronen. Englænderne holde med den gamle Hertug og understøtte ham med Krudt og Bly. I næste Uge vil Marschen ventelig gaa for sig, og desaarsag gjør jeg nu mit Brev fuldkommen færdigt, fordi vi Alle kun ere Mennesker, og det jo er uvist, om man slipper med Livet fra denne Bataille. Gaar det godt, saa er det meget behageligt, at man har gjort saadan en Tur med, og det kan maaske forskaffe En et Hæderstegn, hvorefter jeg som enhver Anden meget higer.

Alle Soldaterne komme med, 3 à 4 Telte, Kanoner og Raketter. Gouvernøren fører an, 5 à 6 Blanke komme med og desforuden 2 à 3000 Negere. s. 99 Der er 3 Dages Marsch dertil. Det værste er ved denne Tour, at den for det meste gaar igjennem uhyre store, tætte Skove, hvor man ingen Vej har, men kun Fodstier, og at man intet Minut er sikker paa sit Liv, fordi de sorte Hunde ganske ubemærket kunne ligge i det tætte Buskads og jage En en Kugle i Livet. Med Guds Hjælp vil det ingen Fare have. Jeg vil afbryde fra denne Gjenstand og fortælle Dem, kjære Forældre, Slutningen af Rejsen.

Fredagen den 28. October, som var vores elskede Dronnings Fødselsdag, ankrede vi ved det hollandske Fort Elmine. Dette Fort er vistnok det ældste og største paa hele den africanske Kyst. Det har i ældre Tider tilhørt Portugiserne, men Hollænderne fik det ved List, idet de ankrede ved Fortet med en hel Flaade og bade Portugiserne om Tilladelse til, paa et meget højt Bjerg, der ligger lige bagved Fortet, at ilandsætte og curere en stor Mængde af deres Mandskab, som ombord vare blevne angrebne af Pesten. Portugiserne tillode det strax og saa aldrig, af Frygt, op til Hollænderne. Disse derimod ilandsatte flere tusinde Mand og Kanoner, byggede Skandser og andre Forsvarsindretninger, og derpaa beskjøde de Portugiserne og tvang dem til at overgive Fortet.

Hollænderne have her 2 uhyre svære Cidateller, hvilke det er umuligt for Nogen at erobre. Forterne ere gamle, men vel vedligeholdte, og meget s. 100 stærkere befæstede end Christiansborg. Paa det Fort, der ligger paa Bakken, maa ingen andre Europæere komme end Hollænderne. Dog tillod Commandanten mig, hos hvem jeg logerede, at, naar jeg ønskede det, kunde jeg faa Citadellet at se; men jeg frabad mig Æren, da det i de Dage, jeg var der, var uhyre varmt, og jeg ikke havde Kræfter til efter den lange Sørejse at bestige et Bjerg, som er flere hundrede Fod højt.

Gouvernøren Lans sendte strax en Canoe ud til os med det hollandske Flag og indbød ålle Europæere til at komme ind til Fortet. Vi ønskede først næste Dag at gaa i Land og bestilte Canoen til at komme ud efter os.

Den 29. om Morgenen ved Solens Opgang saluterede vi for Flaget 9 Kanonskud, og strax blev der os fra Fortet svaret med 9 svære Skud. Vi gik derpaa en Del i Land. Vores Uniformer lede her meget af Søvandet, thi Brændingerne gik flere Gange over Canoerne og os og gjennemblødte os aldeles. Gouvernøren havde sendt Commandanten Masse ned til Stranden for at tage imod os, og vi bleve paa det venskabeligste modtagne og udmærket godt beværtede i 3 Dage. Jeg kom til at logere hos Commandanten, en fortræffelig ung, smuk Mand, der talte meget godt tydsk og gjorde sig al mulig Ulejlighed for at more os Alle. Vi bivaanede her Gudstjenesten om Søndagen, og jeg i Særdeleshed en Execution efter Tjenesten, hvortil Aarsagen var s. 101 denne: En Soldat, der børstede min Uniform om Morgenen, havde stjaalet i den ene Lomme et af mine store Silkelommetørklæder og 3 Pjastre. Soldaten vilde ikke paa nogen Maade tilstaa Tyveriet, uagtet en anden Negerdreng fortalte, at han havde set Tyveriet. Han blev øjeblikkeligen kastet i Slavehullet og behængt med svære Lænker. Fra Kirken marscherede hele Garnisonen under fuld Musik op paa et af Batterierne; her blev gjort holdt, Synderen spændt paa en 24 Pd. Kanon, og nu blev ham af 2 Corporaler give 50 Stk. med tykke Stokke paa den bare Popo, saa det var væmmeligt at se, thi ved de 10 Slag lod han allerede næsten som død. Han bad nu om Pardon, tilstod Tyveriet og tilbød strax at hente Penge og Tørklæde; men han fik andre Tanker og vedblev igjen sin forrige Benægtelse. Han blev nu atter spændt til Kanonen, og der blev ham nu bestemt i 3 Dage 50 Stokkeprygl daglig, Haaret ham afraget og derpaa have Foden for Rumpen og ud af Fortet. Nu begyndtes der parvis med Smækkene, som jeg ikke gad set. jeg bad om Pardon for ham; men det kunde ikke blive hørt, thi Hollænderne sagde mig, at de ikke kunde være bekjendt paa anden Maade at afgjøre denne Sag, eftersom det vidt og bredt vil rygtes, at Fremmede ikke kunne komme paa det hollandske Fort uden at udsætte sig for at miste Penge og Klæderne af Kroppen. Pjasterne bleve mig af Gouvernøren tilbagebetalte i Guldstøv, hvorimod s. 102 de ikke kunde erstatte mig Tørklædets Værdi. Men saafremt samme kom tilstede igjen, skulde det blive mig sendt hertil. Jeg har endnu ikke set til noget Tørklæde, ventelig er det endnu ikke bleven set.

I 3 Dage holdt vi her et muntert Liv, ja for muntert; og vi maa takke den gode Gud for, at denne Tour ikke har havt skadelig Indflydelse paa vort Helbred. Hos Gouvernøren vare vi hver Dag til Taffels, og Alt, hvad man ønskede at nyde, bleve vi ogsaa opvartede med. De maa nu vide, kjære Forældre: man gjør sig ved saadan Lejlighed saa vigtig som mulig. Mine Knebelsbarter og Fipskæg gav mig ret et fornemt Udseende, og Vedkommende maatte tro, at jeg var en Mand af Rang og Stand og gjaldt ikke lidet hjemme i Danmark. Vi bleve indførte hos flere rige Kjøbmænd, nemlig hos Hr. Simon Batels og Ruble, Mænd, der commanderer flere Tønder Guld, og hos hvem den højeste Pragt dagligen ses. Hvor man vender sig, ser man Guld og Sølv og kostbare Sager. Den sidste har en meget smuk Hauge; hos ham mødte vi hver Dag, og strax blev 5 à 6 Slaver commanderet op i Træerne og plukkede Appelsiner til os; hvorved vi næsten Alle havde spist os en Sygdom paa Halsen, som dog Gud være lovet er udebleven. De nævnte Kjøbmænd ere Africanere. Den Sidste aldeles blind, og lod sig føre af sine Slaver.

Den 1ste November ankrede vi ved det engel s. 103 ske Fort Cap Cost og gik strax i Land. Her var Heden saa stærk, at man neppe kunde drage sin Aande; det er et lidet Fort, men uhyre pragtfuldt. Gouvernøren Mehlen var fraværende, nemlig hjemme i London. Vicegouvernøren indbød os til Middagstaffel, og her bleve vi ligeledes beværtede meget fin fin. Citadellet er ikke saa stort som Christiansborg her, men det er smagfuldt og propert i enhver Henseende. Altanerne ere alle spejlblanke og belagte med Cement. Negeriet omkring Fortet er smukt renligt, og Kjøbmændenes Boliger særdeles pragtfulde.

Negeriet ved Elmine er derimod malpropert, og et svært Svineri hersker der overalt. Gaderne i Negeriet ere ikke bredere end Skidengyden i Randers. Cap Cost derimod er et lidet Himmerige og fortjener at kaldes det smukkeste Citadel paa den hele africanske Kyst. Som vi sadde her ved Bordet, fik vi den første Tornade at se og høre. Himlen blev kulsort, det regnede og blæste, saa det peb og rystede i Alt. Jalousier og Døre sprang, saa heftig var Stormen, men det varede kuns kort, og en halv Times Tid derpaa havde man klar Himmel. Paa Cap Cost gjorde vi ogsaa Besøg og Bekjendtskab med en Del Kjøbmænd og morede os med at spille Billard, som forefandtes her. Alle vare særdeles forekommende, og en ung Kjøbmand Hutter gjorde sig al mulig Ulejlighed for rigtig at more os.

s. 104 Da det nu blev Aften, gik vi ud til Skibet med en Cano. Det var temmelig mørkt, men Englænderne tændte Blus for os langs Strandbreden. Det er meget farligt at komme fra saadan en Cano op i Skibet, der ligger flere Alen højere, og passer man ikke paa, kan Skibet meget let, der ligger og vender sig fra den ene Side til den anden, faa Canoen under sig, og da er det meget uvist, om Alle blive reddede i Mørket. Her hændte sig samme Aften, at anden Styrmand, Lieutenant Møller faldt fra Canoen over Bord. Et Held var det, at han kunde svømme, og at Negeren strax rakte ham en Haand. Han blev reddet, og meget Guld, som han havde hos sig for Varer, der var bleven solgt fra Skibet. Ved dette Fort bleve vi ogsaa beærede med en Salut af 9 Kanonskud, og Alle bleve inviterede at komme til Fortet i Besøg en Maanedstid, naar man lystede. Det er kuns 2 Dages Rejse herfra. Kjære Forældre, det er en Sandhed, at unge Mennesker have godt af at komme ud i Verden og se sig omkring, men det maa observeres, at saadanne Rejser ere meget kostbare, og at man Intet kan vente at se uden Penge. Hvor man vender og drejer sig, maa man ogsaa strax staa med Penge i Haanden; uden dette faar man Intet at se, og naar man allerede er paa saadan en Tour, maa man hverken se paa 5 eller 10 Rdlr. Min og Alles Pengepunge lede slemt ved s. 105 bemeldte Citadeller, men derved er Intet at gjøre, man maa finde sig i Skjsebnen.

Nu tror jeg, at jeg har skrevet nok for denne Gang; ligeledes tror jeg at have været udførlig nok i Brevet. Jeg vil nu bede Dem, kjære Forældre, at hilse alle gode Venner og den hele Familie og anmode Alle og Enhver at skrive mig ofte, og lange Breve, jeg skal besvare dem meget prompte; for denne Gang maa De have mig undskyldt, jeg har endnu 1 à 2 meget nødvendige Breve, som jeg skal have skrevet til Danmark.

Det, der endnu muligen kunde forefalde her, inden dette Brev afgaar, og som i mindste Maade kan have nogen Interesse for Dem, kjære Forældre, skal blive tilføjet. De kjære dyrebare og højtelskværdige Forældre, samt Carl, Kone og kjære Børn, Valentin, Kone og kjære Børn, Amalie og Frænkel, Sara, Rikke, Regine og Leveng *) , samt Enhver af min Familie, Venner og Veninder uden Undtagelse bedes mange hundrede tusinde Gange hilset af Deres Dem oprigtig tro, lydige og hengivne Søn.