Danmarks Breve

BREV TIL: Caroline Wulff FRA: Wulff Joseph Wulff (1837-11-19)

Ursue Negeri, under Fortet Christiansborg paa Guldkysten af Guinea, den 19. November 1837 *) .

Kjære dyrebare og gode Forældre!

De maa denne Gang ikke vredes over, at jeg imod mit givne Løfte atter denne Gang skriver til Dem paa Dansk, fordi jeg har meget at fortælle Dem, og Brevet skal være færdigt. Dette er nu det 6. Brev, jeg skriver herfra, uden endnu at have set en eneste Tøddel fra noget Menneske af min Familie eller Venner, og De kan derfor forestille Dem, hvor stor min Længsel maa være, efter at have været her nu over et Aar og hver Dag ventet forgjæves efter at høre noget fra Danmark. Jeg ved, De har ingen Skyld i, kjære Forældre, at jeg maa vente efter Brev, da De vist ufejlbarligen strax efter mit første Brevs Modtagelse, som De venteligen har faaet i Juli Maaned d. A., har glædet mig med Brev; men Skylden ligger enten hos General-Toldkammeret eller Konsulen i London, som s. 131 maaske ingen Lejlighed har kunnet opspørge hertil. Om jeg ogsaa skal vente et helt Aar til, forinden jeg ser Brev fra Dem, vil jeg ikke bryde mig noget om det, naar jeg kun vidste, at de kjære Forældre og den hele Familie var raske og vel; jeg skal derimod fremdeles ikke undlade ved enhver Lejlighed herfra at tilskrive Dem og lade Dem vide, hvorledes det gaar mig.

Vi leve nu her atter i den Tid, der holdes for den bedste og sundeste, ihvorvel vi meget ofte har stærk Regn, som om det kunde være i Juni Maaned. Dette Aar har ogsaa efter de gamle Kjøbmænds Sigende været særdeles usundt, dog maa vi Danske takke den gode Gud, at Dødeligheden og langvarige Sygdomme ikke har raset saa slemt hos os som hos de andre Nationer her paa Kysten. Alle de Blanke befinde sig nu meget vel. Af Mulatter og Negere ere jo rigtignok kreperede ikke faa; men i et Negeri, der kun ligger ½ Fjerdingvej herfra, og som kaldes hollandsk Accra, døde i flere Uger dagligen 12, 16 til 20 Mennesker, dog mest Negere; og de, som ved Gift muligen ere bortryddede, har det usunde Aar faaet Skyld for. Af hele den usunde Tid anser jeg August og September Maaneder for at have været de allerværste. Det var i bemeldte Tid saa taaget, og Dunsterne steg saa voldsomme op af Jorden, at det var en Umulighed fra Castellet at se de Skibe, der laa til Ankers paa Rheden, og man havde endog Vanskelighed at s. 132 overse Negeriet, der dog støder tæt op til Fortet. Det meget usunde Aar har anrettet langt flere Ødelæggelser blandt Søfolkene, end det har gjort paa Mennesker, der befandt sig i Land. Næsten alle Capitajner fra Coffardiskibene, som her have ankrede, have været syge, mange Capitajner have lagt deres Ben i dette Aar her paa Kysten, og af Matroser og anden Besætning paa Skibene er død en stor Mængde. Først i disse Dage høre vi atter en Skibscapitajns pludselige Dødsfald; han hed Fribandy, har i flere Aar faret her paa Kysten fra London; men var til hans Uheld for dette Klima ligesaa tyk og fed som sl. Major Funck *) . Dette Brev gaar med ham, eller rettere med hans Skib, over London til Dem.

Endnu langt slemmere har det usunde Aar været for de engelske Krigsskibe, der krydse her ved Kysten for at forebygge Slavehandelen; Englænderne have foruden flere hundrede Matroser tabt flere af deres gamle og unge Officerer. Paa et eneste Skib, der ankrede her for omtrent 14 Dage siden, var ikke mindre end 17 Mand syge om Bord. Alle Skibene have set sig nødsagede til at forlade Kysten for at gaa til Cap det gode Haab og faa Besætningerne atter completterede. Admiralen, under s. 133 hvem alle Krydserne staa, har paa det strængeste forbudt, at ingen af Mandskabet, Chefer og Lieutenanter derunder indbefattede, maa understaa sig en eneste Nat at sove i Land. Spanierne og Portugiserne have benyttet ret godt det indtrufne Uheld for Krydserne og levende drevet Slavehandelen, da Kysten overalt for Tiden er befriet for Krydsere. I den senere Tid har man her set et Par nye Krigsskibe, ankomne fra England som en Forstærkning; men længere end 24 Timer maa et Skib ikke ankre paa noget Sted langs Africas Kyst.

Med mit Helbred gaar det saa temmelig godt endnu, mit Bryst er særdeles godt, og den Leversyge, der yttrede sig hos mig, har til Alles Forbauselse taget en bedre Vending hos mig, da den her er højst farlig, og et Menneske sjelden plejer at slippe med Livet fra den. Klimatsyge har jeg aldeles ikke mærket til, men kun af og til smaa Upasseligheder. Min Tandpine er jeg rigtignok bleven befriet for; men alle mine Tænder ere meget ømme, og jeg har mistet een af mine Fortænder. Denne højst fatale Affaire i Forening med, at mit Haar rent er gaaet af, som om en meget stærk Orcan var gaaet over det, giver mig rigtignok et Udseende af en Mand paa nogle 90; men alt dette faar man at finde sig i, naar man kun kan holde saa meget tilbage ved Afrejsen herfra som Livet. Jeg havde aldrig troet, at et eneste Aars Ophold her paa Kysten skulde have haft saa skade s. 134 lige Indflydelser paa Sundheden og berøvet mig saa aldeles Kræfterne, men den, der ikke vil høre i Tide, maa ogsaa lide, naar han først er i Ilden, og det staar i Ingens Magt at redde den, der først har begivet sig i Felten. Alle de øvrige Europæere her befinde sig saa temmelig vel nu; det vil sige, de ere ikke sengeliggende.

Fra 1ste October besluttede jeg at flytte ud af Citadellet, hvor jeg kun havde 2 smaa Værelser, og bor nu nede i Negeriet. Den 1ste Assistent her boede ogsaa meget indskrænket, han tilbød mig derfor at betale Lejen for mig i en meget smuk Gaard nede i Negeriet, som en Europæer har bygget for et Par Aar siden, dersom jeg vilde overlade ham min Bolig i Fortet. Tilbudet antog jeg med megen Glæde, og bor nu saa godt som et Menneske kan ønske sig, har en meget smuk stor Sahl og et do. Sovekammer og er befriet fra dagligen at høre paa Negernes støjende Dandse og Sange. Min Bolig er som paa et lidet Castell, om Aftenen Kl. 8 bliver Porten lukket og Nøglen opleveret til mig, og om Morgenen Kl. 5 bliver der igjen aabnet. Jeg mærker tydelig, at siden jeg har vænnet mig til at spise Negermad, er min Mave kommen i en fortræffelig Orden. Deres Mad er jo rigtignok ikke kildrende for en europæisk Gane, da al Maden tillaves med Palmeolie og giver den et højst ækelt Udseende; men man overtaler sig til mange Ting, man ellers ikke var i Stand til at s. 135 gjøre, naar man kan holde Livet derved. Et Menneske kan overtale sig til at gjøre alt muligt. Medens jeg nu har faaet min Mave i ret god Orden, ser jeg dog de Andre endnu bestandig maa bruge Medicin og meget ofte, ja ugentlig maa bruge Laxationer for at faa Aabning.

Bedste Forældre, indlagte Brev beder jeg Dem ved en sikker Lejlighed at sende op til den gode Hr. Kammerherre; det indeholder adskillige Nyheder, som her ere passerede af højeste Vigtighed for alle de europæiske Etablissementer. Disse Begivenheder gik i Brev herfra den 5. d. M. til Kjøbenhavn over London; jeg havde ogsaa ønsket med det samme at sende Dem et Par Linjer, men jeg havde ingen Tid, da jeg skulde skrive Rapporten til Kongen, Skibet kun ankrede nogle faa Timer og gik endogsaa under Sejl, førend vi havde ventet det, og maatte derfor med Ilbud sende Brevet 20 *) Mile over Land til det engelske Fort Cap Coast, hvor Skibet atter skulde ankre op nogle Timer.

Jeg har i mit sidste Brev fortalt Dem, at vi havde en Hertug fra Aqvapim med hele hans Hofstat arresterede i Fortet, og tillige fortalt Dem, hvad der har givet Anledning til denne Arrest. Alle disse Drabantere sidde endnu, indtil de have erlagt 1500 rdl. g. C. og indleveret deres Børn i s. 136 Fortet til Sikkerhed for, de ikke skal afstedkomme Uroligheder, naar de først atter ere komne paa fri Fod. Begge Hovedmændene, som dræbte den i min sidste Skrivelse omtalte afsatte Hertugs Søn, sidde ogsaa endnu i Jern i Fortet og skal vente paa deres Dom fra Danmark. — Nu have de snart betalt deres Mulkt, som næsten har været uoverkommelig for dem, og Hertugen med hans Følge vil nu slippe fri, men de ville evindelig bære Had til de Blanke, dels for den store Mulkt, dels for den lange Arrest, de have maattet udstaa, og de mange Udgifter de i denne Anledning have havt; ogsaa naar Sagen tages fra sin rigtige Side, have Negerne den største Ret, og de Danske den største Uret, fordi de have blandet dem i en Sag, der var dem aldeles uvedkommende, hvilket Collegiet paa det strengeste har forbudt. —

I mit sidste Brev glemte jeg at fortælle Dem en Begivenhed, som fandt Sted her paa Kysten i Juli Maaned, hvilken Affaire bidrager meget til at forstørre det Had mod de Blanke, som Negerne iforvejen have til dem. Under et engelsk Fort ved Navn Annamobol, omtrent 16 Mile herfra, boede en meget rig og fornem Neger, der drev en betydelig Handel og selv kjøbte sine Varer paa Skibene, som komme hertil. — Commandanten paa Fortet, som ogsaa drev stor Handel, og hvor bemeldte Neger ellers købte sine Varer, udgav den s. 137 Befaling, at ingen Neger maatte drive Handel med noget Skib, eller med sit Negerskib gaa ud til noget Fartøj, forinden Commandanten først havde sendt Cano ud til det ankomne Fartøj. Desuagtet gaar den rige Neger ud paa et Skib, en Dag han ikke kunde faa Commandanten i Tale, og kjøber et stort Parti Varer. Saasnart Commandanten blev herom underrettet, sendte han strax Bud efter Negeren og dømte ham i store Bøder og tillige offentlig at skulle have en Mængde Pidskeslag.

Dette fortrød Negeren meget, at han skulde udstaa Pidskeslag, en Mand, der ejede selv flere hundredede Slaver, og paa hvis Ryg aldrig før var bleven slaaet, og fra hvilken Straf han ikke kunde løskjøbe sig for flere Tusinde Pjastere. — Dagen før, han skulde ind i Fortet og udstaa sin Straf, foranstaltede han stort Gilde, hvortil han inviterede alle de Blankes Tjenestefolk. Han lod tillige dandse og gjorde den saakaldte Coustüme saa brilliant som muligt, alt i det Haab, at de Blanke skulde beære ham med Besøg og bivaane Lystigheden.

De Blanke havde just samme Dag meget at bestille og fik ingen Tid at gaa hen til Negeren. Ud paa Eftermiddagen, da han havde ventet de Blanke forgjæves, og hvilke han havde tiltænkt en mindre behagelig Luftfart, forlod han Selskabet, gik med sin Pibe ind i et Sideværelse, satte Lunten til, og sprængte sig selv med Kone, Børn, Familie s. 138 og de Blankes 30 Tjenestefolk i Luften. Alt for at undgaa den corporlige Straf, han den følgende Dag skulde udstaa.

De andre Negere bleve herover meget forbittrede, som De sagtens kan forestille Dem, og Commandanten saa sig nødsaget strax at forlade Fortet for at begive sig til Hovedfortet Cap Coast, og derfra blev strax opsendt, eller nedsendt skal det være, en anden Officer for at overtage Commandoen, og denne var heldig nok igjen at bringe Negerne til Rolighed. —

For ikke længe siden opkom Stridighed mellem 2 Negerhøvdinger, som staa under en mægtig Negerkonge, der befaler over et stort Folkeslag, som kalde sig Ahanteneger, og staar igjen Alle under det hollandske Fort El mine.

Disse Høvdinger henvendte sig i f. M. til Gouvernøren paa Fortet og bad om hans Mægling eller Dom i deres Stridighed. Ahantekongen protesterede derimod og paastod, Sagen skulde afgjøres af ham, da Høvdingerne vare hans Undersaatter. Gouvernøren vilde ikke føje Kongen, og da denne (Kongen) ikke vilde tilstæde, at Høvdingerne maatte komme ned til Fortet, sendte Gouvernøren Commandanten fra Fortet, van der Maase, min bedste Ven, og en anden Commandant Cremer fra et Fort, som hedder Aksim, med 30 Soldater for at nedbringe Høvdingerne til Fortet.

Et Par Dage efter disses Afrejse indløb den s. 139 sørgelige Efterretning til Elmine, at Expeditionen paa Vejen var bleven overfalden af Ahantenegerne, og Soldaterne tilligemed begge Officererne dræbte. Den følgende Dag indbar man i Fortet Legemerne af begge Officererne. Gouvernøren, som blev meget forbitret over denne gruelige Frækhed af Negerne, satte strax en anden Expedition paa Fode, som han selv commanderede, tog 80 hollandske Soldater og 24 engelske, som bleve ham laante fra Cap Coast, tog alle deres Livegne Negere og de Negere, de havde i Fortet, som vare blevne kjøbte som Rekrutter til Armeen i Batavia, tog endvidere 4 Feltkanoner og Raketter, Doctoren og 3 andre blanke Officerer med sig og satte sig saaledes paany i Anmarsch mod Negerne. Den første Officer, som var af Artilleriet i Holland, gik foran og commanderede Tropperne. Da han var kommen i en Skov, stødte han paa 2 Negere med Geværer; han forlangte at undersøge den ene Negers Gevær, og fandt i samme 3 Kugler; da den anden Neger ikke vilde lade sit Gevær undersøge, trak Officeren blank og gav Negeren nogle Rap. Begge Negerne styrtede sig nu over Officeren og flængede ham i flere Stykker med deres Knive paa Stedet.

Gouvernøren ilede nu til med Forstærkningen, men da disse vare komne langt inde i Skoven, styrtede Negerne i hundredevis ud af Buskene og massakrerede Gouvernøren, Officererne og alle Soldaterne paa 4 nær, der fandt Lejlighed at undkomme s. 140 og bragte denne højt sørgelige Tidende til Elmine i de første Dage af denne Maaned. Alle Kanoner og Raketter erobrede Negerne, samt alle Hollændernes Geværer, og de Negere, der ikke bleve nedhuggede, have grebet Flugten, saa Hollændernes Tab er meget stort. Mere har man endnu ikke hørt derfra, heller ikke vides det, om Negerne have erobret nogle af deres Ovenforter, medens Commandanterne gjorde Toget med. Vi have denne bedrøvelige Efterretning fra en hollandsk Officer, van der Epp, som var bleven nedsendt til et herved nærliggende Negeri for at hverve Rekrutter til Batavia, og nu blev opkaldt til Elmine for at overtage Commandoen af de hollandske Etablissementer, eftersom han og en anden Blank ere de Eneste, der ere tilbage fra den hele hollandske Besætning.

Da Guinea var dansk.

10

Forinden der nu kommer Forstærkning ud fra Europa, kan Hollænderne slet ikke foretage Videre i denne slemme Sag, og om Forstærkning ogsaa udkommer, vil sandsynligvis saavel de Danske som Engelske blive nødsagede til at gjøre Toget med næste Gang, der er saameget mere nødvendigt, som, naar denne Sag upaatalt hengik, ingen Blank paa hele Kysten vil være sikker paa Livet.

Det, man meget frygter for, er: at man vistnok ikke uden Aschanteekongens Hjælp vil kunne tugte Ahantekongen. Den førstomtalte Konge har flere Gange selv forgjæves prøvet paa at bakse ham s. 141 ordentlig, men den sidste har vist sig langt overlegnere. Aschanteekongen er en meget ubehagelig Gjæst at invitere herned til Stranden, da han allerede 2 Gange har forsøgt paa at dræbe alle de Blanke her paa Kysten og erobre deres Forter. — Man har desuden længe talt om, at han 3die Gang udruster sig for at fuldende hans Forsæt. Begge de fornævnte Gange har han mødt hernede ved Stranden med en Armé paa 40,000 Mand. Første Gang 1811 ødelagde han alle de Danskes Plantager i Bund og Grund og kappede Hovederne af en hel hertugelig Familie lige under Fortet her. Han vendte endda ikke tilbage, førend den Hertug, vi har afsat, selv skjød sin Broder, skjar Hovedet af ham og bragte det til Aschanteekongen. — 1826, anden Gang, havde han snart taget de engelskes Hovedfort Cap Coast, dersom de Danske ikke vare ilede dem til Hjælp; den 7de August s. A. stod det afgjørende Slag mellem ham og de europæiske Gouvernementer her, hvor han blev slagen til Pensionist aldeles, men tog de engelskes General-Gouvernør til Fange, der strax satte sig en Pistol for Panden for at undgaa hans Pinsler.

Af Hollændernes Tab beklager jeg meget Tabet af DHrr. Höegting og Maase, de vare Begge vakre muntre Mennesker, og de glædede sig saa meget, til de næste Aar, efter udtjent 5 Aar her paa Kysten, kunde vende Hjem igen, derimod beklager jeg slet ikke de faldne Soldater, som Alle s. 142 vare Mulatter, fordi disse Mennesker hade os Blanke endnu langt mere end Negerne; men holde kun med de Blanke, fordi de, endnu langt mere end de Blanke, atter igjen hades af Negerne. Dersom Negerne ikke havde saamegen Frygt for de Blanke, vilde de sikkerligen slagte alle Mulatterne som Svin.

Samme Dag, som det sidste Slag stod mellem Hollænderne og Negerne, havde Gouvernøren befalet den ny Commandant paa Annamabae med 24 Soldater at banke nogle Negere oppe i Landet; han efterkom ogsaa sin Ordre, men dersom Gouvernøren ikke strax havde ladet et Ilbud afgaa til ham og kalde ham tilbage, var han uden Redning gaaet samme Vej som Hollænderne, da Negerne, han bankede, strax hørte, hvad der havde tildraget sig ikke langt fra dem.

Af det Foranførte kan De slutte, kjære Forældre, at dersom jeg forinden min Afrejse fra Kjøbenhavn var bleven gjort bekendt med, hvorledes Sagerne stod her, havde jeg meget betakket mig for Hans Majestæts Naade; men jeg skal aldrig raade noget Menneske at gaa herud som Assistent, thi under dette Navn forstaas uendelig meget, og man skal gjøre Tjeneste i mange forskjellige Tilfælde. Den gode Konge gjorde bedst i i Tide at nedlægge sine Etablissementer og hjemkalde os.

Jeg vil endnu fortælle, kjære Forældre, en Affaire, der for et Par Maaneder siden har tildraget sig paa det foranskrevne El mine. En Assistent, s. 143 der havde været paa Elmine omtrent l Aar, fattede den ulykkelige Idé at skrive falske Vexler og eftergjøre Gouvernementets Underskrifter, desuden stjal han hos en meget rig Kjøbmand, som var berøvet Synet, en meget kostbar Guldsnustobaksdaase. Hollænderne paa Fortet lod ham strax kaste i Slavekasserne, dømte ham til Brændemærke og Kagstrygning, samt 10 Aars Arbejde i Jern med de andre Forbrydere paa Castellet. Hollænderne, de Bæster, kunde have sendt ham til Europa, og ikke ladet en Blank saaledes være til stor Skamme for Negerne her, der endvidere giver Anledning til, at de andre Blanke taber meget i Negernes Øjne.

Siden mit sidste Brev har jeg slet ingen Rejser foretaget mig i det Indre af Landet. Jeg har længe skullet en Tour tiI Akropang, 9 MiIe oppe i Landet, for at se Ruinerne af 2 Colonier, Isert anlagde her i 1788, men paa Grund af de mange Uroligheder her i Landet, er det ikke tilraadeligt for nogen Blank at vove sig saa langt fra Castellet. Jeg haaber mine kjære Forældre undskylder Deres Søn med, at han denne Gang skriver saa ulæselig.

Nu gaar jeg over til at fortælle Dem, bedste Forældre, morende Ting: I de første Dage af September Maaned holdt Negerne her deres Jams-Cou- stumer, som forestiller det samme som Høstgilderne hos os, og dernæst holdt de Nytaar, som her bliver kaldt Sorte-Nytaar for at skjelne samme fra de Blankes Nytaar. Ved deres Jams-Coustumer lade s. 144 de fornemste Negere sig bære i en Kurv omkring i Negeriet med Musik og Sang og en mægtig stor Parasol over sig. Lystigheden er gjerne forbi, naar Negerne have drukket al deres Brændevin og ligge paa Gaderne som slagtede Fæ. I Fortet kommer de med Foræringer af Jams, som man da maa gjengjelde med Brændevin, og sædvanlig bliver Jamsene ved Contraforæringerne ti dobbelt betalte. Sorte-Nytaar følger strax ovenpaa, og er en Fortsættelse af deres afskyelige Drikkeri. I 14 Dage ser man ingen ædruelig Neger, og alt, hvad han har fortjent hele Aaret igjennem, gjøres i Brændevin, for rigtig at holde et glad Nytaar. I et nærliggende Negeri, som hedder Lobadei, gaar rigtig for sig alle Optøjerne.

Jeg tog en Dag derover for at se deres Væsen, og min Nysgjenighed kostede mig adskillige Potter Brændevin, Om Formiddagen dandsede først alle deres Fetispræster, derpaa holdt disse lange Taler til Negerne og indbildte dem en forfærdelig Mængde Løgn og Sludder, som af Negerne antages for sande, gode Varer. Om Eftermiddagen dandsede paa en stor Slette vistnok et Par tusinde Negere og Negerinder og gjorde Balletterne saa fortrinlige, at man ikke kunde se ½ Alen for sig for Støv og Snavs. Min Vadskerdreng er i dette Negeri den vigtigste Fetispræst; han førte hele Sværmen hen til det Sted, hvor jeg sad og saa til, og lod dem alle dandse for mig. Selv var han rent besat den Dag s. 145 af sin Fetis og havde en Flaske Brændevin i Haanden, hvormed han bestænkte alle dem, han yndede godt. Jeg blev ogsaa overstænket og havde snart i min Forbittrelse rækket min gode Vadskerdreng En ud af Næven, dersom han ikke øjeblikkeligen havde fjernet sig. Efter nogle Timers Ophold vendte jeg atter tilbage til Fortet og har nu, saalænge jeg lever, nok af disse Coustumer.

Til Negernes Sorte-Nytaar komme de ogsaa ind i Fortet flere hundrede paa engang med Musik, Enhver med et Stykke Brændetræ, som han forærer Kongen, hvorfor de igjen erholde Brændevin. Det er dem den Dag tilladt i Prosession at gaa hele Fortet rundt og dandse og holde sig lystige derinde, indtil de synes, de ere fulde og trænge til Søvn. Til andre Tider maa der ikke komme saamange Negere i Citadellet paa een Gang, men efter Instruxen, vi har her, kun saamange, som man er i Stand til at tømme, i Tilfælde de skulde gjøre Opstand. Anledningen til dette Forbud skal være følgende: For mange, mange Aar tilbage kom flere hundrede Negere ind i Fortet paa engang og afkjøbte de Blanke Krudt, Bly, Geværer og Sabler for flere tusinde Daler. De Blanke skjænkede Negerne overdreven godt for den gode Handel og lagde sig om Middagen til Hvile; men Negerne, der endnu vare i Fortet, ladede Geværerne, da Alt var stille, skjød først alle Soldaterne ned, gik derpaa op og slagtede alle de Blanke i deres Senge, s. 146 paa Gouvernøren nær, der fandt Lejlighed til i sin bare Skjorte fra sin Bolig at springe ned paa Stranden og løbe over paa et engelsk Fort. Negerne forbleve i Besiddelse af Fortet og udtømte alle Pakhusene. De Danske, der efter denne Begivenhed sendte et Linieskib ud for at erobre Fortet tilbage, fik det uden Blod af Negerne overleveret for et eneste Fad dansk Brændevin.

Mit Brev, bedste Forældre, veed jeg nu Intet mere at tilføje, og jeg behøver heller ikke at minde Dem paa, at De saa ofte som muligt skriver mig Breve med Underretning om, hvorledes det gaar Dem og Alle, samt hvad Nyt, der siden min Afrejse er passeret i Danmark. — Med denne Lejlighed gaar der Begjæring til Collegiet om de Ting, Enhver ønsker sig udsendt til Kysten næste Efteraar; jeg har reqvireret Smør, Olie, Tobak og Sukker, men det Mere, jeg ønsker mig udsendt, vil jeg bede Behrens at besørge for mig, og skal derfor sende ham en Vexel til Kjøbenhavn paa General-Toldkammeret, inden Juli Maaned næste Aar. De Ting, han skal kjøbe for mig, faar jeg langt billigere end gjennem Collegiet. — Handelen er meget slet her for Tiden, som kommer af de mange Uroligheder over hele Landet. Negerne ligge og spærre Vejene for hinanden, hvorved Handelen jo maa lide uendelig meget. — Jeg beklager mig meget over at mangle Morskabsbøger og Aviser; til juridiske Sager og Forretninger taber man her aldeles s. 147 Lysten; man bliver af Heden saa slap som en Karklud. Mit daglige Selskab er en Papegøje og en Abekat, som hedder Peter; han morer mig mange Qvarterer om Dagen. Jeg plejer ham særdeles godt, og dog, dersom han ser Lejlighed til det, bider han mig i Hælene, naar jeg vender ham Ryggen, eller slaar mig lige i Øjnene, hvad han kan faa fat paa. Jeg havde en smuk, lille, grøn Papegøje gaaende løs ½ Aar i min Stue, som hed Pipén; men da jeg fik Peter, gik han, en Dag jeg var ude, og qvælte min Pipén, og derpaa holdt jeg Standret og dømte ham paa Livstid at staa bunden, fordi han ogsaa flere Gange havde væltet mit Blækhus, og efter at have dyppet Poterne i Blæk sprang paa Ryggen af mig og dernæst omkring paa Sophaen og alle Stolene. — Broder Carl maa jeg melde den bedrøvelige Efterretning, at min Pibe er ikke mere, og her kan jeg ikke faa den istandsat; jeg gjemmer altsaa paa Stumperne, indtil jeg med Guds Hjælp 1843 kan vende tilbage til Danmark og der se den helbredet. Jeg beder derfor min gode Broder, at han i Stedet for Piben sender mig en smuk Visebog, som er ret behagelig i Africa, hvor Alt er saa dødt. Selskaberne her ere ikke mange for nærværende Tid, hvilket i Grunden glæder mig. I mine ensomme Timer har jeg dog den Glæde i min Sahl, at jeg i Skilderier ser meget af det smukke Kjøbenhavn, saasom Rundetaarn, Fruekirke, Nicolaikirke, Knippelsbro. s. 148 Langebro, Børsen, Nytorv, Christiansborg, Rosenborg, Badehusene, Gammeltorv og Toldboden, hvad vil jeg. saa forlange mere, saa kan jeg jo bilde mig ind, jeg lever i Kjøbenhavn. — Nu mine kjære og dyrebare Forældre, for denne Gang slutter jeg nu min Skrivelse, og ønsker, De maatte leve vel og fornøjet, og beder at hilse Alle uden mindste Undtagelse og paase, at Enhver især skjænker mig nogle faa Linier. Jeg lever dog dagligen i det gode Haab, at jeg ret snart vil se behagelige Breve fra Dem og Flere, med de Underretninger jeg længes særdeles efter, nemlig Etablissementets Ophævelse her. — De mine kjære Forældre hilses først og sidst fra Deres Dem evig hengivne og oprigtige og lydige Søn til Døden.

W. J. Wulff.

Endnu forinden jeg forsegler Brevet:
En lille venlig Hilsen til
Alle.