Danmarks Breve

BREV TIL: Caroline Wulff FRA: Wulff Joseph Wulff (1838-05-22)

Ursue Negerie under det danske Fort Christiansborg paa Guldkysten af Guinea, den 22. Maj 1838.

Kjære, gode og bedste Forældre!

Denne Gang har jeg gaaet i flere Dage og raadført mig med mig selv, om jeg skulde skrive hjem eller ej. De vil ikke finde det saa underligt, naar De betænker, at jeg, der nu har været her 1½ Aar og derover, kun har faaet 1 Brev og fra Behrens slet intet; men fra ham venter jeg heller ikke at se Brev, førend det danske Skib til Efteraaret gaar herud. I den sidste Maaned er ikke mindre end 3 Skibe ankomne hertil directe fra London, men vores danske Folk, ogsaa Collegiet, har ikke ladet se en Tøddel fra sig. Den Ting er nemt at ændre, s. 174 for jeg og alle Betjentene i Fortet har besluttet for Eftertiden kun en eneste Gang om Aaret at skrive til vore Familier. Det indbyrdes Løfte vil vistnok ogsaa blive holdt; naar man til Gjengjæld ikke engang faar saamange Linier til Svar, som man har skrevet hele Ark hjem, saa kan den Forening forsvares for Gud og Mennesker.

Da Guinea var dansk.

12

Dette er rigtignok ikke Grunden alene, hvorfor jeg saa længe har gaaet og betænkt mig paa at skrive hjem; den virkelige og sande Aarsag er Mathed og Ulyst til at foretage Noget. Siden jeg sidst skrev Dem til, gode Forældre, (thi den sande Aarsag skal De vide og ingen Forhaabninger gjøre Dem i nogen Henseende; jeg forsikrer Dem, at jeg kommer lige saa rig hjem, som jeg tog ud, men derhos med et snavs Helbred; med mindre Tingene forandre sig, og Tiderne her skulle blive som før, hvilket man gaar og haaber og haaber hver Dag) som var i Martii Maaned — afgik herfra den 14. — har desværre Sygdom og andre Plager ikke villet forlade mig; først i forrige Uge fik jeg et Rap igjen, var dog saa heldig at kaste en stor Del Galde op, fik derpaa en god Dosis amerikansk Olie ind, som i fulde 6 Timer var nede uden at ville gjøre nogen Virkning; jeg skulde derpaa have en Dosis engelsk glober Salt; men meget pludselig begynder Olien at virke og hjalp mig saa godt, at jeg baade blev fri for Saltet og en spansk Flue, jeg skulde have over Maven.

s. 175 Det er ikke at tænke paa, jeg bliver nogenledes vel, førend hen i October og November Maaneder; vi have i denne Tid den usunde Regntid, og den er i Aar fugtig og slem, derfor maa jeg slet ikke være vred paa den gode Gud, naar han i denne usunde Tid sender mig nogle Rapper og lader mig beholde Livet; ikke desmindre er jeg det dog somme Tider, naar jeg tænker paa nu over 5 Maaneder at have været plaget af Sygdomme, saa paa en og saa paa en anden Maade. — Det klogeste, jeg har gjort, tror jeg vist, er, at jeg har foset saavel alle blanke som sorte Doctorer. — De Skurke kjende ikke mere til Klimatsygen, end jeg gjør, men ligge og gjøre Forsøg og atter Forsøg paa Enhver, der ønsker at afbenytte dem. Jeg reqvirerer selv mine Medicamenter, som jeg ønsker at bruge fra Apotheket i Fortet, og forøvrigt behandler mig selv; jeg har nu i 5 Maaneder erfaret, at ligesaavist som en uordentlig Diæt jo ikke er godt, saa er en meget forsigtig Diæt endnu langt værre; jeg siger som saa, Lysten til at nyde maa have sin Gang, man skal ikke pine sit Legeme, men iøvrigt iagttage de almindelige Forsigtighedsregler.

For en 3 Uger siden blev jeg saa opsvulmet lige fra Fodsaalen til Hovedet, at Folk blev bange for mig jeg kan slet ikke begribe, hvorfra den Hævelse kom, Fødderne vare saa tykke, at jeg ikke kunde faa Strømper paa, Hovedet saa tykt, at jeg ikke kunde se ud af Øjnene, kort sagt, Ben, Laar s. 176 og Mave havde en Tykkelse, jeg ikke kan beskrive Dem. De kan forestille Dem, gode Forældre, min Angest ikke var liden, jeg frygtede for, det skulde blive Vattersot, eller ogsaa at Hævelsen skulde slaa Hjertet itu. Jeg havde Hævelsen næsten 14 Dage; men jeg kan ikke sige, den smertede mig saameget, som den generede mig. Maven var især meget svulmet, og over hele Kroppen glindsede jeg, som jeg var indsmurt med Fedt. Selv var jeg min Doctor, tog flittig ind at lacsere paa, vadskede mig hver Dag 2 à 3 Gange i koldt Vand, nogenledes Diæt, og fik mig dernæst syet 2 Par Klædes Sko, store og rummelige, og gik mig hver Eftermiddag, naar Vejret tillod det, en dygtig Tour; hver Morgen Kl. 5 var jeg paa Benene, spadserede paa Altanen, hvor jeg bor, saalænge Benene kunde ho!de det ud, og saaledes slap jeg den farlige Hævelse lidt efter lidt. Jeg fortsætter nu med mine Morgen- og Aften-Toure; men desværre, i denne Tid mangler jeg aldeles mine Kræfter til at kunne gjøre det, og meget ofte hindres jeg af den hyppige Regn.

12*

Landets Fnat har jeg havt uafladelig, og nu først lader det til, at denne Gjæst, Hrr. Kraukau, som Negerne kalde den, vil forlade mig; ogsaa vedbliver mine Ben at bære store Huller, men som jeg nu meget vogter mig for at læge, da hele Usundheden trækker dygtig ud af disse Huller. Mange Gange kan Strømper og Benklæderne være s. 177 fulde af Materie og hænge sammen, og Folk siger for Spøg til mig, at mine Ben sveder stærkt, men det er ret godt; aabne Ben hytter for mange slemme Sygdomme; man maa kun hver Dag passe paa at holde Hullerne rene, fordi Myrer og nogle andre lnsecter ere slemme efter saadanne Saar og mange Gange kunne æde Hullet større.

Af Nyt er der kun saare lidet at tilmelde Dem. En Løverdag Eftermiddag omtrent for en 5 à 6 Uger siden kom der Ildløs op i Negeriet, ikke langt fra, hvor jeg bor. Det var en rædsom Storm, og Negerne kunde ikke blive Herre over Ilden, der brændte den ene Kasse efter den Anden, indtil de fandt paa at rive 5 à 6 Kasser ned, og ved denne Lejlighed fik de da omsider Ilden standset. Et smukt Syn var det at se den røde Lue, som steg højt mod Skyerne, og i faa Minutter var en Hytte forvandlet til Aske; en rasende Støj og Larm var der blandt Negerne, og havde det været om Natten, var saamænd hele Negeriet afbrændt. Da Ilden var slukt om Aftenen, fik vi en rasende stærk Regn med Lyn og Torden, som slukkede den brændende Grund meget fortræffelig. 14 Dage derefter har enhver sædvanlig sin Kasse i Stand igjen.

Her ventes hver Dag 3 à 4 hollandske Krigsskibe med en stor Besætning, som skal tugte de hollandske Negere. Den gamle General Verveer, som jeg nok for et Aar siden skrev til Dem om, skal anføre Lejren, Gud ved, hvorledes det vil gaa; s. 178 men jeg frygter for, Negerne vil blive de Sejrende og slaa hele den Blanke Lejr ihjel. Om de Engelske eller de Danske skal understøtte Hollænderne ved denne Bataille, derom er Intet kommen fra Europa; mig kan det være det samme, thi Sygdom hindrer mig i, at jeg kan gjøre slige Tourer med. Jeg længes efter at høre, hvad Udfaldet vil blive, men Skibene komme vistnok hjem uden synderlig Besætning. Jeg skrev Dem sidst, kjære Forældre, om den engelske Doctor og Capitajn, der besøgte mig i min Sygdom, Doctoren indgjød mig Mod og trøstede mig paa det bedste. Begge Personer, hører jeg, for 2 Maaneder siden ere døde med en stor Del af Besætningen, der var om Bord. Skibet var bleven sendt til et meget usundt Sted her paa Kysten, og hvad sker, den Gule-Feber faar de om Bord, og bortrykkes hele Besætningen paa meget faa Mennesker nær. Hans, Doctorens, Død gjør mig meget ondt; han var en meget ung Mand, ligesom Capitajnen var ung, og saa ud som en Jernmand.

Fra Collegiet har jeg Intet hørt siden, da ingen Breve hertil er ankomne siden 5. Januar d. A., og jeg ved saaledes ikke, om de vil have mig hjem, eller jeg skal forblive her, det første er mit daglige og eneste Ønske; thi hvad hjælper mig et Embede og mit Udkomme i et Land og paa et Sted, hvor jeg ingen Dag, ingen Time paa Dagen er rask, men maa gaa og pines og plages med et svagt s. 179 Helbred. Hertil kommer endnu: Embedsmændenes Gager ere alle beregnede paa, at de ved Handelen og ved Omsætningen af de Ting, de faar paa deres Gager, skal fortjene 25 pCt. à 50 pCt. desuden, uden hvilket en Embedsmand her kun har et meget knapt Udkomme. Uheldigvis slaar nu dette fejl, da Handelen i de sidste ¾ Aar paa Grund af Urolighederne i Landet har været overordentlig meget slet, saa Betjentene slet ingen Omsætning har kunnet gjort. Der strømmer flere og flere Kjøbmænd sammen. Den Ene fordærver Handelen for den Anden, og derunder maa Embedsmændene lide. Det tegner til, at det vil blive bedre om kort Tid, ellers saa det galt ud; man vilde komme i Gjeld, i Stedet for man skulde have en liden Fordel; og gaar man hen og tager sin Gage enten i rede Penge eller i Vexel, taber man rent ud sine 25 à 50 pCt.; men lad det være godt; kommer jeg en Gang fra Africa, kan en rig Mand med fuldkommen Tryghed lægge mig 5000 Dubloner paa Bordet for at gaa dertil igjen. Ved Gud, jeg foragtede hans Penge og vilde føle mig ubeskrivelig lykkelig ved atter at være kommet til Europa i et sundt Klima, om endogsaa Udkommet ikke kom saa let, men mere Ulejlighed udfordredes for at erhverve det.

Nu, jeg er kommen til at slaa paa en Streng, jeg egentlig ikke vilde berøre, jeg vil ogsaa strax forlade den; men jeg ved sandeligen denne Gang s. 180 ikke at skrive om Noget mere. At smøre Papiret fuldt med Intet generer mig, og vil kjede Dem, kjære Forældre; jeg beder derimod Dem at skrive mig ret meget Nyt, enhver Forandring, enhver Ubetydenhed interesserer mig at faa at vide. Nu, mine bedste og dyrebare Forældre, maa jeg oprigtig tilstaa, det kjeder mig at male mere paa Papiret; jeg slutter derfor for denne Gang og ønsker Dem og den hele øvrige Familie at leve ret vel og fornøjet. Iøvrigt beder jeg at hilse Enhver, der spørger efter mig.

Som forhen henlever jeg som Deres tro og lydige Barn.

W. J. Wulff.

Alle mine snurrige Gjentagelser i mit Brev maa De undskylde. Hukommelsen er rent forvirret paa mig.