Danmarks Breve

BREV TIL: Caroline Wulff FRA: Wulff Joseph Wulff (1839-05-14)

Christiansborg Fortden 14. Maj 1839.

Kjære og bedste Forældre!

Jeg kan ikke lade den gode Lejlighed være uafbenyttet; men jeg ved sandeligen heller ikke oprigtig s. 193 rigtig talt, hvad jeg skal male Papiret fuldt med. Her er saa at sige Alt ved det gamle; thi De ved venteligen af mit Brev til Behrens, at Gouverneur Mørch er død, hvem der er bleven constitueret Gouverneur *) , og at min hæderlige Person er constitueret 2den Assistent og i denne Egenskab 2det Medlem af Raadet, Gouvernements-Secretair, Bogholder, Skifteforvalter, Auctionsdirecteur og endeligen Notarius publicus. Saalænge denne Herlighed vedvarer, er min faste Gage 1120 Rbd. r. Sølv aarlig og dertil ret gode Sportler, naar Folk vil tjene mig i at dø. Mørchs Auction tjente jeg ved, noget over 300 Rbd. r. Sølv; det andet Bo, jeg har faaet under Behandling, gav kun 10 Rbd. af sig. Dette Bo havde jeg helst set at være bleven forskaanet for, fordi det kun giver Arbejde, og det har bedrøvet mig, at Forsynet saa hurtig tog den ene af de Sergeanter, som det danske Skib udbragte, nemlig et ungt Menneske paa 21 Aar, fra Rendsborg, ved Navn Berg **) . Han var desværre altfor kraftfuld, og den 9de Dag efter Feberens Begyndelse maatte han bukke under. Dette Dødsfald s. 194 meldte man mig om Morgenen ganske tidlig i min gode Søvn (qva Skifteforvalter), og det smertede mig, som om han var en nær Paarørende. Ellers maa jeg sige Dem, gode Forældre, at Dødsfald her slet ikke frapere synderligt, das Lied ist schon so alt hier, og man hører det nu saa ofte, saa snart fra det ene og saa snart fra det andet Etablissement.

Regnen udebliver usædvanlig længe dette Aar, og Vejret er for Helbredet usædvanlig usundt. Besætningen her er imidlertid overmaade vel og kun en Person, der har været her i 12 Aar, er syg og sengeliggende; hans Navn er Grønberg og er fra Bornholm, han er her Opsynsmand ved den kongelige Plantage. Leversyge og Diarrhe er hans Sygdom, og om han kommer med Livet derfra, ist noch ein aber? Jeg er Gud være lovet saa rask som en Fisk og blæser Kysten et Stykke; men skulde Kysten en Gang blæse af mig, og jeg muIigen skulde ligge med Næsen i Vejret her, saa maa De ikke, kjære Forældre, bedrøve Dem Alt formeget, og dersom De vil høre mig, slet intet. Jeg er saa godt et Menneske som Andre; det vil sige, jeg er ikke bedre end Alle de Andre, der ere blevne Offere for Klimaet her. Det vil være mig en Glæde i min Grav, naar jeg her kun har gavnet Noget, at jeg har været til Nytte for mit Fædreneland, og har ikke været forsagt, at gaa didhen, hvor Faren var størst. Om jeg faar dette Embede, s. 195 maa Gud i Himlen vide. Den, der nu er constitueret Gouverneur, er særdeles godt skikket til denne Post. Jeg ved, han søger om at blive i Posten, og saa tilfaldt mig Embedet som 2det Raadsmedlem, saaledes har det altid været Coutume; men denne Gang sker vel sagtens en Undtagelse med Wulff Wulff. Jeg har ingen Patroner. Folk, som man ikke kan gjøre tilpas her (thi Enhver fra den Største til den Mindste ved at gjøre Udsættelser ved deres Øvrighed) har vel ikke ladet Pennen være urørt og sværtet mig saa godt, som de have formaaet. Endelig kommer hertil: jeg er og bliver en Judas, og derved bliver det, og om min gode Konge vil betro mig Embedet eller ej, er mig sandeligen saa ligegyldig, at jeg kun faa Timer plager mig med Gisningerne.

Daglig har jeg den Glæde, at jeg handler retfærdig, at jeg gjør min Pligt, at jeg med Orden og Nøjagtighed bestyrer det mig anbetroede Embede, og ser dagligen, hvor Andre forvalte deres Embede her uforsvarlig og dog ere dumme nok til at hæve sig over Andre og sætte Fraværende Blaar i Øjnene. Det sidst Anførte glæder mig langtifra; men bliver jeg denne Gang tilsidesat, kan jeg ikke holde min Latter tilbage, at den, der fortjener Havren, faar den ikke, og Kongen derimod skjænker den uværdige og skjødesløse Mand sin Naade. Lad det nu være godt. Her paa Stedet kan jeg ikke sige Noget. Skal jeg engang nyde den Lykke at komme s. 196 hjem, skal jeg sandeligen fortælle Noget om Kysten, man endnu er uvidende om; og saa lad det gaa, som den gode Gud vil have det. Er Embedet ikke til mit Gavn, saa renoncerer jeg paa det. Ja, jeg ved, jeg nu snart har malet 2 Sider fulde og dog uden egentlig at sige Dem Noget. Men ved De hvad, kjære, gode Forældre, jeg ved virkelig ikke denne Gang at sige Dem andet end pure Vrøvl. Hvad her foregaar, kan kun Lidet more Dem at høre. De ved, her er ingen Kanans Land, og Gud holde sin Haand over os i Aar, at vi ingen Hungersnød kommer til at lide.

Vi have i denne Tid haft en af Ægyptens Plager med Græshopper, og det i den Grad, at de i en Formiddag i Februar Maaned kom i en saadan Mængde, at de fra Kl. 8 til 11 fordunklede Luften. De have ædt alt Græsset og Hveden, hvor saadan allerede var plantet. I disse Dage har vi haft dem i saadan Mængde, at Jorden paa sine Steder var belagt med dem flere Tommer tykt. Det er en gruelig Plage, og kun Regnen, som vi daglig venter, kan gjøre Ende paa dem. Det ene Onde afløser det andet her. I Februar og Marts Maaneder havde vi det saa varmt, at man bestemt kunde bage Pandekager ved Solen. Det er nu saadan en Talemaade her, men Ild maatte der dog alligevel til. I denne Tid er her ikke mindre end 4 à 6 Skibe, der gaa til London, saa her mangler ikke for Lejlighed at skrive med; men den sikreste Vej er dog s. 197 med de herfra afgaaende kongelige Depescher, og i denne Pakke maa kun komme tynde og lette Breve; følgelig kan jeg kun denne Gang skrive til Dem gode gamle Forældre, og maa atter bede de andre gode og taalmodige Correspondenter af mig at vente, til Postkassen afgaar herfra, som vil ske i Juli Maaned over Hamborg med Capitajn Effenhawsen. Unter uns gesagt, er det pur Dovenskab, at jeg ikke skriver Alle og Enhver til, som de har den største Grund til at forlange; men Dovenskab har en frygtelig Magt over mig, men dog kun, Gud er mit Vidne, ved private Breves Expedition. Fra den ene til den anden Dag og fra den ene til den anden Uge bliver det opsat, og nu Brevene skal afsted, kommer der en Pakke Aviser fra Collegiet, og deri farer jeg og Alle som Ulve, og de private Breve blive derfor kun af meget magert Indhold.

Valentin bedes meget, naar dertil findes Lejlighed, at lade Kammerherren vide, at den hollandske General Ver veer, om hvem Kammerherren nok vil erindre, jeg har fortalt ham, blev efter 2 Dages Sejlads fra El mine Castel, kastet over Bord som et bedærvet Cadaver. Han tugtede Negerne min sandten godt, men bødede dog tilsidst for den uhyre Anstrængelse for en Mand i hans Alder med Livet. Den nuværende Gouverneur paa Elmine, Oberstlieutenant Boss, har i lang Tid været meget syg, har haft den store Sorg at miste s. 198 sin Søn, der var Officer og ansat som Adjutant hos Faderen. I Gaar kom hertil Efterretning, at Secretairen var død deroppe af Hovedpine, ventelig Hjernebetændelse. Det er forskrækkeligt at høre, saamange Mennesker Hollænderne i det sidste 1 à 1½ Aar har mistet paa Kysten, og dog sendes der altid Forstærkning. Det gaar her med Europæerne, som Ordsproget siger: »Der er Flere, hvor de kom fra. “ Det vilde være Dem en stor Glæde, bedste Forældre, dersom De kunde se, hvorledes og hvor godt jeg har det her. Alt er, som det var blæst, og ikke en Fjeder maa ligge paa Gulvet. Jeg er vel til sine Tider noget skrap, men Drengene og min Mulatinde kjende mig nu saa nøje, at de nøje vogte sig for, at jeg skal blive opfarende; thi saa gaar Galden over i mig, og saa ligger Mads Foos i flere Dage. Den Hidsighed har ogsaa Fanden selv skabt, og det maa venteligen være en Arv fra mine Tip, Tip, Tipoldeforældre.

Kjære Forældre, her kunde jeg ernære baade Dem og flere Sødskende, thi den egentlige Levemaade er saare billig, men foruden nu at dette aldrig kan ske, saa er det ogsaa afhængig af, om De og mine Sødskende kunde vænne Dem til Negerkosten, og dette betvivler jeg stærkt. Nej, aldrig skal nogen af min Familie, naar de vil lyde mit Raad, se Guinea; ikke for 1 Tønde Guld vilde jeg formaa enten en Søster eller en Broder at tage s. 199 over til mig. Hvad der bevægede mig til dette Skridt, ved ingen uden Gud og jeg selv. Jeg har baade angret og ikke angret dette ikke nok betænkte Skridt; er mine 6 Aar omme, skal jeg med Guds Hjælp nok komme hjem og blive 1 à 2 Aar; men forlade Kysten for stedse, det vil jeg og det kan jeg ikke love Nogen, og det er alene under denne Betingelse, jeg begiver mig hjem, at De gode Forældre, efter at have set og talt Dem mæt med mig, De da atter samtykker i, at jeg vender tilbage til Guinea for en Tid. Desuden nu overgaar jeg til Pebersvendeklassen; har jeg set Dem, mine dyrebare Forældre, mine Sødskende og deres Born endnu engang, saa er jeg fornøjet; at gifte mig har jeg ikke isinde, og da Livet her er blevet mig saa godt som uundværligt og ikke godt lader sig føre i Europa, saa er det nu afgjort, at Kysten og jeg vil leve sammen.

For 14 Dage siden gjorde jeg i Selskab med de Andre her paa Fortet en Tour paa 2 à 3 Dage til den kongelige Plantage Frederiksgave, hvor jeg ikke havde været siden min Klimatsyge. Ogsaa denne Gang besteg jeg Manna Bjerget i Selskab med den nye Gouvernør og gik op til en Negerby paa Toppen af Bjerget, som hedder Blekhuuse. Lige som vi kom i Byen, modtog alle Negerne os med deres Flindter og skjød en god halv Time til Ære for os og Glæde for dem. Midt paa Torvet s. 200 sad vi under et stort Træ og drak Palmevin, som man bragte os fra alle Kanter. Her saa jeg 2 levende Krokodiller i et Vandsted; men kun smaa vare de. Ved Manna Bjergets Bestigning denne Gang kunde jeg dog mærke, at jeg i Africa har mistet Endel af mine europæiske Kræfter, og flere hundrede tusinde Sveddraaber løb fra mig, inden vi naaede Bestemmelsesstedet; men Varmen var ogsaa den Dag nogle og fyrretyve Grader i Solen. Denne Gang fik jeg 12 Stkr. Lulafer skaarne, alle paa 3 Alens Længde; men desværre, jeg havde kun liden Glæde af mit Arbejde, thi alle Spidserne vare brukne under Transporten; endnu ser jeg daglig til dem; men jeg maa kassere dem. Tabet er kun ringe for dem Alle. En Neger deroppe paa Plantagen har lovet mig for 2 Potter Brændevin at nedbringe mig 12 andre; men jeg betvivler, at jeg kan faa dem med Effenhausen, naar de ere over 1 1/2, højst 2 Alen lange. Nu skal jeg se, hvorledes de bliver, han bringer mig. Her er flere hundrede Slags Palmetræer, men det gjelder at faa af den Slags, Lulaferne skal være af, de skal nemlig være af Abekat-Kokostræerne, og disse gro smukkest længere inde i Landet. Negeren maa venteligen spadsere en Tour af flere Mile, førend han fortjener Brændevinen, men han forsømmer Intet derved.

Nu, saa for denne Gang, bedste Forældre, lev s. 201 vel, fornøjet og ubekymret for mig. Og se endeligen at lade den gode Kammerherre og Biskoppens i Viborg vide, hvorledes jeg har det. Deres lydige Søn

W. J. Wulff.