Hovedfortet Christiansborg paa Guldkysten af Guinea, den 28. Juli 1839.
Mine højtelskværdige og dyrebare Forældre!
Naar Lejlighed byder sig til Europa, saa har man sjelden sine Breve færdige; thi saadant opsættes fra den ene til den anden Dag og fra den ene Uge til den Anden, saa kommer Sygdom og andre Hindringer i Vejen, og saa til syvende og sidst maa man makke et Brev fra sig uden Hale og uden Hoved; og netop saaledes gaar det mig denne Gang. Jeg er ene om at besørge Depescherne til Collegiet. Skibet kom i Gaar og skal sejle i Dag. Gouvernøren og en Volontair paa Contoiret, ved Navn Lutterodt *), ere nede af Kysten efter en spansk Slavehandler; det er 8 Dage i Dag, siden de rejste derned, omtrent 30 Mile herfra; foruden Præsten og Doctoren har Gouvernøren 30 Soldater til denne Expedition med; men Gud maa vide,s. 202hvorledes denne Tour vil gaa af; Klimatet er ren morderisk dernede, og Negerne ere saa slemme og bandsatte, som Negere kan tænkes, og dræber en blank Mand for et godt Ord. Havde mit Helbred tilladt det, havde jeg havt særdeles stor Lyst at gjore denne Expedition med. I Dag have vi ogsaa faaet Aviserne for Februar, Marts og April Maaneder, og deri vil jeg gjerne læse Nyheder, som ogsaa sinker mig i mit Brevs Skrivelse.
Paa Grund af, at Gouvernøren er fraværende, kan denne Gang ingen Postkasse blive hjemsendt, og følgelig kan jeg kun til Dem, kjære Forældre, skrive et tyndt Brev, men som, da det ingen Hemmeligheder vil komme til at indeholde, godt kan circulaire blandt mine Venner og Bekjendte og maa ikke forglemmes min Ven Seidelin, skjøndt han bor Fanden i Vold langt nede i Ebeltoft. Capitajn Effenhausen afgik herfra for 8 Dage siden; men jeg sendte intet med ham, fordi han ikke directe tog herfra til Hamborg; men opholder sig endnu her ved Africas Kyster 4 à 8 Uger. Han mistede denne Gang i Klimatsygen sin Capitajn, ved Navn Müller, der flere Gange havde været her, og paa noget Lidet nær var Effenhausen selv gaaet samme Vej.
Dette er nu det 4. Brev, jeg skriver til Dem, kjære Forældre, siden det danske Skib har været her, og det uden at se en eneste Tøddel fra Dem, altsaa kan De nok tænke Dem, jeg denne Gang s. 203har været i Tvivl om, jeg ogsaa skulde skrive eller ej; men Aarsagen hertil er ene den, at den almægtige Gud atter i Aar har ladet mig vel overstaa en langvarig og farefuld Sygdom, saa det glæder mig at kunne tilmelde Dem, at jeg nu er uden Fare og mangler kun mine Kræfter, som, da jeg antager, det atter har været en Klimatsyge, efterhaanden langsomt vil vende tilbage. Jeg maa sandeligen tilstaa, at Mage til usunde Aar, vi denne Gang have havt her, vil jeg neppe kunne forglemme hele min Levetid. Europæer, Mulat og Neger maatte Alle holde for, og Døden bortrev betydelige Ofre. Embedsmændene her paa Fortet have Alle i mere og mindre Grad været syge, men dog er kun Sergeant Autrup *), der udkom med sidste danske Skib, den eneste sengeliggende, og Gud maa vide, hvad Enden der maa blive. Klimatsygen har angrebet hans Hjerne, og muligen han aldrig bliver Menneske mere. Gamle Europæere, der i 34 Aar have levet her, have i dette Aar maattet gjennemgaa Klimatsygen og have været paa Nippet at maatte gaa ad Vejen. En Møllebygger Grønberg, der havde været ansat her i 12 Aar, ellers fra Bornholm,, døde den 28. Maj d. A. efter 2 Maaneders Sygdom af Blodgang; at han døde, vil endnu ikke s. 204rigtig i vores Hoveder. Jeg behandler hans Bo som Skifteforvalter, det er ret godt, og jeg tjener temmelig godt ved dette Bo. Han efterlader sig til sin Famile Noget over 5,000 Rbd.; ret godt samlet for en Møllebygger; men han havde ogsaa 600 Rbd. Sølv i aarlig Gage og har været her paa den Tid, der kunde tjenes Noget. Saa daglig vant man er her til uventede Dødsfald, saa ryster dog de unge Lam, naar saadan en gammel climatiseret Kystmand maa lade sig gaa paa af dette morderiske Klimat; men, som før sagt, man glemmer Skrækken meget hurtig og tænker aldrig over den Fare, man daglig svæver i.
Hvem jeg denne Gang næst Gud har at takke for mit usle lumpne Liv, er min Mulatinde *). Aldrig kan jeg gjengjelde hende hendes mange søvnløse Nætter, hendes Omhyggelighed for mig Nat og Dag, og glemme især den Time, hun greb mine Hænder denne Gang, idet Søsteren styrtede ind til hende og fortalte, at Skolebørnene vare komne fra Fortet og havde sagt i Byen paa Accra-Sproget: „Ohoe eboe“: Wulff er død. Jeg var ved min fulde Bevidsthed, og derfor, skjøndt Smerterne knugede mine Lemmer, smilede jeg dog og tænkte, nej denne Gang vil Gud det ikke saa; thi de sige mig fortidligt død. — Vel er jeg ikke uskjønsom mod hende og har allerede betænkt hende temmelig s. 205godt, og skulde jeg her paa Stedet maatte lade mine Ben hvile, skal jeg heller ikke forglemme hende i mit Testamente.
Jeg er nu bleven Ejer af en liden Slavinde, som har kostet mig rene 25 Specier. Denne Slavinde og min Slaveknægt, jeg kjobte for 1 Aar siden, ere nu begge i Værdi 50 Specier. Disse To har jeg tænkt paa at ville forære min Mulatinde, naar jeg tog herfra. Disse Folk, maa De vide, kjære Forældre, har deres meste Rigdom i Slaver, og naar de 2, jeg har, voxe til, kan hun (Mulatinden) have meget Arbejde af dem, ja de kan saagar ved deres Arbejde fode hende. Flere faar hun ikke af mig, men derimod nogle andre smaa Ting, som jeg endnu ikke er enig med mig selv om. Mine Slaver, kan jeg ikke lide, skulde komme i fremmede Hænder, og jeg er vis paa, hun enten i min Fraværelse hjemme en Gang, eller efter min Død, vil behandle Dem menneskeligt og aldrig sælge dem fra deres Land.
Det, der denne Gang har gjort Aaret saa usundt, ere de stinkende Græshopper, der laa flere Tommer overalt over Jorden, og Regnens lange Udeblivelse; det er dog saa skammeligt, som det kan være, at jeg nu i 2 Maaneder gaar med Feberen og ikke rigtig kan faa den fordreven fra Halsen for evig Tid. Hvorledes gaar det Dem, kjære, gode Forældre, har De blot Helbredet, saa kommer nok s. 206med Guds Hjælp det Andet ogsaa. Hvorledes har Vinteren sidst været?
Da Guinea var dansk.
14
Jeg har kjøbt mig adskillige smukke, nyttige, men bandsat dyre Ting; men her paa Stedet er Alt dyrt. En Argantisk Lampe, jeg hjemme vist kunde kjøbe for 30 Rbd., maa man her betale med det Dobbelte, og saadan med Enhver Ting. Jeg bor nu i Boligen, som er bestemt for 2. Raadsmed- lem; men Gud maa vide, om jeg længe vedbliver at være constitueret Bogholder etc. Dog jeg takker Gud for den Tid, jeg har været det; jeg har tjent ret godt og er oven i Kjøbet sluppen al min Gjeld ; d°g jeg haaber i det mindste at vedblive at være constitueret til næste Aars Slutning. Muligen haaber jeg fejl. Med de andre Raadsmedlemmer kommer jeg meget vel ud af det, og der foref alder aldrig Disputter, der kunne give Anledning til Uenighed. Min ringe Person har med Effenhausen til Hamborg tilladt sig den Frihed at sende Prinds Christian en Kasse med Conquiller og 2 Do. med Insecter og Slanger til Etatsraad Fenger *), og anbefalet mig paa det Yderste til deres Bevaagenhed; men langtifra ladet mig forstaa med, at jeg ønskede noget større Embede her.
Hvad skal jeg nu egentlig skrive om mere; det nytter ikke, kjære Forældre, at fortælle Dem, at s. 207jeg længes usigelig efter at se Dem, bedste Forældre, den hele Familie og mine kjære Sødskendes smaa Rollinger. Man kan ikke uden videre forlade sit Embede og Alt, hvad man her har, og leve af Luften hjemme. Man maa holde fast ved, hvad man har, indtil Gud en Gang vil skjænke En den store Lykke at leve hjemme paa en nogenlunde anstændig og sorgfri Maade. Penge ejer jeg endnu ikke, og uden disse kommer man hjem som en tomhændet Nar.
Da jeg har saa liden Plads tilbage, maa jeg skynde mig med at melde en Efterretning, jeg hører i dette Øjeblik, nemlig, at vores Gouvernør har været saa heldig at fange en Slavehandler og borttaget ham 6 Slaver og endel Varer, der dog i det mindste kan dække Omkostningerne ved en saa bekostelig Expedition. Rygtet fortæller her tillige, at Slavehandleren var saa fræk at lægge an paa Gouvernøren, men Geværet klikkede til Gouvernørens store Lykke. Han er nu gaaet til et andet Negeri, hvor en Slavehandler med 100 Stk. Slaver skal opholde sig.
Nu, bedste Forældre, lev ret vel; Gud give, vi ret snart maatte favne hinanden, men allerhelst dog i Randers.
Deres Dem til Døden tro Søn
W. J. Wulff.
14*