DET NYESTE NEW YORK
Kære Ven!
Hvis du som jeg skulde være saa uheldig at komme første Gang til New York paa en Regnvejrsdag, vil jeg anbefale dig at anvende denne paa samme Maade, som vi gjorde. Det regner ikke meget i New York og ikke længe ad Gangen. Vejret er som oftest klart og muntert, og navnlig kan Efteraarets „indianske Sommer“ være bedaarende frisk og lun paa en Gang. New York skæmmes ikke som andre Kæmpe-stæder af Kulrøgen, der f. Eks. i London altid hænger som udspændte sorte Florstæpper mellem Solen og Menneskene og selv paa de klareste Dage kaster et spøgelseagtigt Skær, som af en permanent Solformørkelse over Byen.
I New York er det ved Lov forbudt at brænde de bløde Kul, der udspyr den sorte, kvalmende Røg og falder som ækle, fedtede Smaaklatter ned paa Beboernes Næser. Man maa kun bruge de amerikanske hard coals, der kaldes Anthracite, men ingen Lighed har med vore af samme Navn, og hvis hvidlige Damp stiger som en let og luftig Cigaretrøg op af Skorstenen og forsvinder.
Men den Dag, jeg kom til Staden, regnede det altsaa, og naar det regner i New-York, saa er det Alvor. s. 15Det er, som om uhyre Kvantiteter af Atlanterhavet sugedes op, og ved mægtige Overrislingsapparater atter spyedes ud over Gaderne for at give dem en, forøvrigt højst fornøden Spuling. Men det er ikke behageligt at være paa Dækket, naar der spules, og jeg besluttede at gaa nedenunder.
Det nyeste New York er nemlig saa at sige bygget i to Lag. Det øverste Lag stræber stadig opad for at faa Plads, bygger Husene højere og højere, lige til den mægtige, kun et Par Aar gamle Woolworth-Building, opkaldt efter sin Bygherre, der ved sine over hele Amerika spredte 10-cents-Basarer har kunnet lægge 10 Millioner Dollars hen til dette imponerende og ingenlunde uskønne Taarn, hvis 55 Etager rummer store Banker, Forretninger af alle Arter og Kontorer i Massevis, hvor Ekspres-Elevator-Togene suser op og ned i svimlende Fart, og fra hvis øverste Tinde man har den mest storslaaede Udsigt over den Kæmpe-Stenhob, i hvilken seks Millioner Mennesker har boret sig Huller. Man ser Vrimmelen dernede i de dybe Gader af Automobilerne, der som en Hær af sorte Biller løber henad Jorden, brummer og snurrer og hvæser, standses i lange Rader af en Politibetjents oprakte Haand, og atter kryber videre med en fornærmet Knurren. De lange, lave, vippende Sporvogne udspyr af deres Midterdøre tætte Klumper, der løser sig op i levende Væsener, for dernæst at opsluge et lignende Antal, der kæmper, strider og lider, saa at det, ovenfra set, synes som om det var Menneskets vigtigste Maal og højeste Lyst at komme ind i en Sporvogn.
s. 16Højt oppe over Gaderne, i Højde med 2den Sal, snor den elektriske Bane sig — the Elevated eller blot the L. kaldet — baaret af grimme Jernstilladser og i høj Grad skæmmende de Kvarterer, den gaar igennem, baade ved sit hæslige Udseende og ved den afskyelige Larm, den gør. Den er imidlertid et baade bekvemt og morsomt Befordringsmiddel, luftig og afvekslende, og benyttes da ogsaa aarlig af mindst 300 Millioner Passagerer.
Men Hovedpersontrafiken besørges alligevel nu under Jorden. Man begriber næsten ikke, at New York nogensinde har kunnet være sin Subway foruden, i den Grad er den Kælebarnet blandt alle Befordringsmidler; og dog er det ikke mere end tretten Aar siden, at den første Gren af den blev aabnet, i 1904, da London og Paris allerede forlængst havde deres underjordiske elektriske Baner i Gang. Den oprindelige Linie gik kun gennem det egentlige New York, paa langs, følgende Hovedgaden Broadway, op til den 96de Gade. Nu er den paa denne ene Led ført under Vandet til Tvillingbyen Brooklyn, paa den anden helt op til 242nde Gade, gennem Forstaden Bronx, ud til den smukke Dyrepark og botanisk Have. Og ikke mindre end syv nye Linier er under Bygning, hvad der i Øjeblikket gør de overjordiske Gader næsten Marstrandsk livsfarlige at befare.
Allerede nu er der som en By under Byen i denne Subway. Der er paa de større Stationer fuldt af Butiker af alle Arter, Barberstuer, Støvlepudserboder, Telefonkiosker, Bladudsalg, Konfekthandeier, ja nogle af de store Magasiner har bygget deres Lokaler s. 17helt ned til de underjordiske Stationer, hvor de med deres pragtfulde, straalende elektrisk oplyste Udstillingsvinduer lokker Kunderne direkte ind fra Toget og under Ledelse af kæmpemæssige, smukt skrammerede Mulathøvdinge fører dem pr. Elevator rundt til de Tusinde forskellige Afdelinger.
Den underjordiske Bane løber hele Døgnet rundt, om Dagen med et Tog hvert tredie Minut, om Natten med større Mellemrum. Men der er altid Passagerer. Jeg antager, at denne Bane Aaret igennem befordrer saa mange Mennesker, som der er paa hele Jordens Overflade.
Værst er det naturligvis ved Forretningstidens Begyndelse og ved dens Slutning, og det er ved disse Lejligheder, at den sagnagtig berømte amerikanske Energi faar sit rigeste, mest potenserede Udtryk.
Den første Tanke, der fødes i en business-man’s Hjerne, naar han om Morgenen træder ud paa Gaden for at begive sig til sin Forretning er: Subway! Eller rettere, det er ingen Tanke. Ganske automatisk retter han sine Skridt mod den nærmeste Downtown-Nedgang — thi Forretningerne ligger altid nede i den gamle By — og dukker under Jorden som en Muldvarp. Der er ingen anden Vej. — Gaa? Umuligt! Det falder end ikke i Drømme en New-Yorker ind at gaa — gaa paa sine Ben! — saa længe der er nogen Mulighed for at blive fri. — Automobil? — Naar man ikke har sin egen, er det ikke til at tænke paa. Det er alt for dyrt. Du har neppe kørt et Par Blocks, før Maaleren er paa en Dollar, og den bliver ikke længe staaende dèr. I Subway’en kan s. 18du køre en halv Snes danske Mil for 5 cents! — Sporvogn? — Alt for langsom. Altsaa ned under Jorden. Det er dejligt Solskin oppe, men det faar være. Forretningen fremfor alt. Og Forretningsmanden styrter ned ad Trapperne, smider Cigaretten - - thi Tobaksrygning er strengt forbudt overalt i Subway’en — skyder sit 5-cent-Stykke ind ad Lugen, faar sin Billet, kaster den ved Indgangen i den negerbevogtede Box og styrter nu, sammen med Hundreder andre Ligestillede, som alle pludselig synes grebne af et underjordisk Vanvid, mod Toget, der suser buldrende og raslende frem. Der kommer et nyt om 3 Minuter og der er absolut ingen Plads. Men alle synes at have svoret en sammenbidt Ed paa, at de vil med dette eller intet — om det skal koste Livet.
Der opstaar nu mellem de Passagerer, der gerne vil ud, og dem, der absolut vil ind, en rasende Nærkamp, i hvilken Støvler og deres Indhold trampes sønder og sammen, Hatte bules, gamle, haarde Dameknoer bores ubarmhjertigt ind i mandlige Ribben, alt under Konduktørernes ophidsende Skrig: Step in, step in lively! let them off! watch your step! — Det hele varer et kort, rædselsfuldt Minut; saa smækker de automatiske Jerndøre sammen — i Ryggen paa de nærmeststaaende, og Toget suser ramlende videre gennem de sorte Klippetunneler. Samtidig er alt Had og Raseri glemt, man er høflig og forekommende, lapper smilende paa sine Blessurer, saavidt Pladsen tillader det. Maalet er naaet: man har vundet tre Minuter!
Og Forretningsmanden gaar sindig og fredelig fra s. 19Stationen til sit Kontor, smider Frakken, tænder en lang og svær Cigar, og i Røgskyerne fra den gennemgaar han med uendelig langsom Betænksomhed sin Post, dikterer med ligesaa stor Omstændelighed nogle Breve til sin kvindelige Typewriter og hyller sig atter utilnærmelig ind i blaa Havanaskyer. Formiddagens Energi er opbrugt, og Kampen for Tilværelsen begynder egentlig først igen, naar han ved Sekstiden om Eftermiddagen atter dukker ned under Jorden til den raslende Subway, der nu skal bringe ham hjem til Middagsmaden.
At Trafiken er saa voldsom, at man maa bygge saa svimlende højt og bore sig saa dybt ned, beror altsammen paa, at Terrænet for det egentlige New York er for lille og ikke lader sig udvide. Dette udgøres nemlig, som du vel forresten ved, af den lange, smalle Klippeø Manhattan, som, hvad du maaske ikke ved, for omtrent 300 Aar tilbage den westphalske Købmand Peter Minuit købte af de indfødte Indianere for 25 Dollars. Du vil nu knapt kunne faa en Kvadrattomme af den 13 miles lange 0 for den Pris.
Paa Sydspidsen bosatte en lille Koloni, væsentlig bestaaende af Hollændere, sig, og denne Sydspids, den „nederste“ Del af Byen, Downtown, er altsaa den ældste Del af Byen og hed oprindelig New Amsterdam. Den har endnu ogsaa mange Spor af sin forholdsvis gamle Oprindelse, om ikke i andet saa i Gadenavnene. Uden at ville plage dig med historiske Snurrepiberier vil jeg blot minde om, at Wallstreet, denne lille, snevre Gade, paa hvis Hjørne J. P. Morgan sidder i sin tempelagtige Bank og forvalter s. 20sin Faders Millioner og de krigsførende Magters Laan, den hypermoderne Pengeverdens pulserende Hjerte, har sit Navn efter og sin Beliggenhed netop paa det Sted, hvor de første europæiske Indvandrere opførte sig en Fæstningsvold — wall — til Beskyttelse mod de Indfødte, som de havde snydt for deres Forværk og andre Handelsvarer.
Det, at Gaderne har Navne, er overhovedet et Alderdomstegn, og det er ogsaa kun i den gamle Downtown, at de har det. Kommer man ud af dette snørklede Virvar, nord for den endnu gammeldags og stadig fornemme Washington square, omkranset af Pieter de Hoogh’ske Huse, der minder om den hollandske Patriciertid, saa er vi inde i den moderne Tid. Ingen historisk Nonsens! ingen Minder og sentimentalt Humbug! En Storby skulde der bygges og det skulde gaa i en Fart. — Husk nu paa, for hundrede Aar siden var New York en By paa Størrelse med Aarhus; nu har den over 6 Millioner Indbyggere. Hvad brød de Tusinder, Hundredtusinder, der aarlig strømmede til, sig om historiske Minder, om Indianere og gamle Hollændere. De skulde have Huse at bo i, Gader at gaa paa, Butikker og Kontorer at gøre Forretning i.
Altsaa: Øen deles ind i smaa Firkanter, vi deler den i Gader paalangs og Gader paatvers. Gaderne paalangs kan ikke blive mange, da Øen er saa smal. Der bliver akkurat elleve. Vi kalder dem Avenuer, ikke fordi der skal gro Træer og den Slags Pjank, men fordi de skal være brede og lange. Gaderne gaar altsaa paatvers. Vi begynder med Nr. 1 og fortsætter, s. 21saalænge der er Brug for dem og Plads til dem. En Karré Huse mellem to Gader er en Block, fire Blocks paa 1 mile. Værsaaartig! Der har du en moderne Storby, og alle Amerikas nye Storbyer er byggede efter samme Princip.
Det er ikke poetisk, ikke stemningsfuldt, men praktisk. Man finder den første Dag ligesaa nemt ud af New York, som efter 14 Dages Forløb af London.
Og det mærkelige er, at ikke engang Gader og Avenuer vil finde sig i at være blot og bart Numre. For det første: Byens Hovedgade — Broadway — som oprindelig ikke var andet end Landevejen, der førte fra det gamle Settlement ud paa Landet, har aldrig villet opgive sin gamle Landevejsadel og ladet sig numerere. Den slynger sig endnu, paa Trods af Karréer og Blocks, og Subways og Luftbaner, uregelmæssigt gennem hele den bebyggede Ø, springer over Floden og aander ud i det frie, friske Bjerglandskab mellem gammeldags Kroer og hyggelige Sommerhuse.
Men selv de Numererede har skabt sig, i Tidernes Løb, en Personlighed. Hvem tager fejl af 5te Avenue, Millionærgaden, hvor ingen Sporvogne, ingen Subwayer, ingen Elevated maa gaa, hvor Multimillionærerne har deres Paladser, Klubber og Hoteller i den øverste Del, lige overfor den kolossale Centralpark, og deres Juvelerere, Modehandlere og Kunstantikvariater i den anden; og saa den folkelige 8nde Avenue, hvor især den italienske Underklasse holder til, hvor Gaden flyder med Kaal- og Salatblade, hvor man falder over sortøjede, brunkindede Børn, s. 22hvor fratelli Rossi har deres smaa shops med vini scelti og olio og Antonio Borelli sit lille Smedeværksted, og hvor Familierne staar pratende og gestikulerende i Gadedørene.
En Storby skal altid, naar man giver den lidt Tid, vide at skaffe sig sit Fysiognomi og sin Poesi. Og det nyeste New York har trods al sin skematiske Praktiskhed begge Dele.
Dette var ialtfald mit Indtryk, da jeg den første Regnvejrsdag strejfede rundt pr. Subway.
Din, etc.