Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Karl Mantzius (1916-12-uu)

PRÆSIDENT-VALG
New York, Decbr. 1916.

Kære Ven!

Vær dog ikke saa naiv at tro, at election-day er den Dag, da Staternes Præsident bliver valgt. Valgdagen er en hvert fjerde Aar tilbagevendende Folkeforlystelse, hvor man for en Dag lægger al Tanke paa Politik fra sig, hvor alt Partinag er glemt, hvor man tager sine bedste Klæder paa og vil more sig. Præsidenten — den vordende Præsident — indgaar kun som et Led i denne Forlystelse, for saa vidt han er Genstand for nogle Millioner Væddemaal om adskillige Gange flere Millioner Dollars. Men ingen synes at vente at faa Væddemaalet afgjort i de første fjorten Dage efter den officielle Valgdag.

Iøvrigt vil jeg tilstaa dig, at jeg selv var lige saa naiv som du, ja mere, thi jeg var gennem en Maaneds Agitationspaavirkning af Folketalere, Gadebannere, Vogntog, Biografteatre og Aviser blevet helt fanatisk efter at faa en Afgørelse. Navnene Hughes og Wilson surrede ustandselig i mine Øren, de viste sig i Flammeskrift for mig om Natten, de smilede og vinkede til mig fra ethvert Biografteater, jeg kom i, deres Billeder blev mig udleverede med hver Cigaretæske, s. 32 jeg købte, Medailler med deres Portræter hæftedes paa mit Bryst af indsmigrende Gadeagitatorer, og da jeg ikke evigt kunde have de to Herrer hængende dèr, kan du forstaa, hvor vigtigt det var mig at faa en Ende paa Valgkampagnen.

Jeg holdt paa Wilson. Ingen havde ganske vist hidtil paa en nogenlunde almenfattelig Maade kunnet forklare mig, hvad Modsætningsforholdet var mellem hans og Hughes Politik. Jeg vidste nok, og enhver kunde sige mig, at Wilson var Demokrat og Hughes Republikaner, men Forskellen paa disse to Partier er for Øjeblikket heller ikke meget klar for en Udlænding — iøvrigt heller ikke for den almindelige amerikanske Borger; thi Toldtariffer, Beskyttelse contra Frihandel, de gamle Stridspunkter mellem Republikaneren og Demokraten, er nu, under Verdenskrigen, ikke mere politiske Deviser, der kan sætte Lidenskaberne i Bevægelse hos en Nation, der har tjent Milliarder ved at forsyne det afsindige Europa af sin Overflod, uden selv at behøve at indføre noget nævneværdigt til Gengæld.

Imidlertid mærkede jeg snart, at hvad vi vilde kalde de højere Klasser var for Hughes, medens de, som man i Amerika aldeles ikke maa kalde „de lavere Klasser“, var for Wilson; men tillige opdagede jeg, at det denne Gang slet ikke var indre politiske, handelspolitiske Synspunkter, der skilte de to Partier, men sagt med to Ord: Krig eller Fred. Hughes — med Roosevelt bag sig — var Krigen; Wilson — mente man — var Freden. Overalt under de tusinde legemsstore Billeder af Wilsons kloge, elskværdige s. 33 Person stod med mægtige Bogstaver: „He has kept us out of the war!“

Paa dette ubestridelig sande Valgsprog blev Wilson valgt. Han havde, hidtil, forstaaet at holde Amerika udenfor Krigen og havde gjort Landet til et uhyre Bankier- og Varehus for det senile Europa, Staterne var under ham blevet „Staten“, den eneste Stat i Verden, der havde bevaret et koldt Hoved, den eneste Stat, der havde Fordel af den fjerne Krig, som man ikke forstod, og hvis Rædsler man i de brede Lag kun opfattede som et pirrende, men den amerikanske Borger egentlig uvedkommende Bladstof. Efter Krigen vilde Amerika, uden Sværdslag, uden Ofre, være den Stat, der beherskede Verden.

Paa saadanne Ræsonnementer genvalgte man Wilson til De Forenede Staters Præsident.

— Men jeg foregriber Begivenhedernes Gang. Du vilde høre om selve Valgdagen. Om denne er der imidlertid ikke stort at fortælle. Det er muligt, at den politiske Lidenskabs Bølger gaar højt, naar af to Præsidentkandidater den ene er hadet og foragtet i det andet Parti, men naar, som i dette Tilfælde, begge Kandidater er almen ansete, retsindige og kloge Mænd, bliver der ingen Anledning for Hadet og Fanatismen til at lægge sig for Dagen, og Vælgerne har intet andet at gøre end om Formiddagen at afgive deres Stemmer og om Aftenen at gaa paa Gaden og more sig.

Begge Dele — jeg mener at gaa paa Gaden og at more sig — er noget usædvanligt for den New York’ske Smaaborger. New York’eren flanerer aldrig, saadan s. 34 som Pariseren, Romeren, Wieneren, Københavneren. Byen har intet „Strøg“, bestemt til at spadsere paa, møde sine Bekendte, passiare og flirte; ingen „store Boulevarder“, ingen „Corso“, ingen „Ring“, ingen „Østergade“; der er ingen aabne Gadekaféer, hvor man kan sidde og iagttage de Forbipasserende. Alligevel, naar New York’eren paa denne Valgaften, een Gang hvert fjerde Aar, skal „gaa paa Gaden“, saa er han ikke i Tvivl om, hvorhen han skal gaa. Der er et Stykke af Byen, som de indfødte selv kalder „Mørbraden“ — the tenderloin. Om det just er det bedste Stykke, véd jeg ikke, men utvivlsomt er det det mest yndede. Det er det Parti, der strækker sig omtrent mellem 50de og 30te Gade, afgrænset paa den anden Led af 5te Avenue og Broadway. Her ligger næsten alle de store Teatre, alle de store, mondæne Hoteller, alle de kolossale Avisbygninger, alle Forlystelsessteder og Restauranter.

Dette Kvarter er allerede en daglig Aften som et kolossalt Tivoli med Fyrværkeri og Vauxhall. Den kommunale Gadebelysning er i New York og navnlig i Tvillingstaden Brooklyn mere end sparsom. Uden den private Reklamebelysning vilde man, om Aftenen, neppe kunne finde sin Vej gennem de mest befærdede Kvarterer. Men Lysreklamerne er til Gengæld saa fantastisk overdaadige, at den Fremmede, der første Gang kommer igennem „Mørbraden“ paa en ganske almindelig Aften, tror sig hensat til en eller anden Sekularfest, fejret med en eventyrlig Illumination. Aldrig i nogen By i Verden har jeg set s. 35 noget lignende. Hist danser en 50 Fod lang Skotte en begejstret Hornpipe over John Haig’s Whisky, her fremtræder en ligesaa kæmpemæssig Jægersmand, løfter sin Bøsse, tager Sigte, skyder og rammer sit Maal, medens en stor Stjerne bliver staaende højt paa Himlen og viser Maalets Uopnaaelighed for andre — en fin Allegori paa den lige overfor liggende Kolossal-Variété „Wintergarden“; op over Tagene kryber lysende Kattekillinger, som leger med Garnnøgler fra Gud véd hvilken Traadfabrik; mægtige Ildhjul snurrer i alle Regnbuens Farver foran Biografteatrene; elektrisk galonerede Lakajer skænker ustanseligt ildperlende Champagne op i spidse, guldglinsende Pokaler, der tømmes af usynlige Kæmper for atter straks at fyldes, og det brogede, vekslende Lys fra al denne kulørte Reklame kaster et Skær af Eventyr over Menneskevrimlens Ansigter, saa man villigt glemmer, hvor grimme baade de og Billedstilladserne vil se ud næste Morgen.

Til dette lysende, glimrende Midtpunkt strømmer Menneskemassen fra de afsides liggende Kvarterer som graa, forvirrede Møl om en broget Lampeskærm. Som efter en given Parole dukker Millioner op, som ellers aldrig kommer der; ikke just Mobben, der i New York er for elendig, for uhjælpelig fornedret til selv paa en saadan Aften at vove sig ud fra sine Huler og blande sig mellem de lykkeligere stillede. Men Arbejdere, Smaahandlende, Smaafunktionærer, der til daglig lever saa ensformigt, saa fredeligt og adstadigt, som var de bosatte i en lille Provinsby i Stedet for i Verdens mest tumultuøse s. 36 Hovedstad, alle strømmer de sammen paa denne Aften, og alle er de opsatte paa at more sig, dog uden Bekostning, og paa at lægge deres amerikanske Borgersind for Dagen, dog uden at røbe til hvilken politisk Side, de hælder.

Den økonomiske og politiske Forsigtighed gør saavel Morskaben som Manifestationen af Borgersindet noget vanskelig tilgængelig. Men et véd man fra gammel Tid hører med til amerikansk Morskab og demokratisk Borgersind, og det er at gøre saa megen Larm som under de forhaandenværende Omstændigheder muligt. Man vil ikke raabe „Leve Wilson og ned med Hughes!“ eller omvendt, man vil ikke skændes og slaas og demonstrere — man hører overhovedet aldrig Skændsmaal paa New Yorks Gader — men Larm maa der til, ellers er det ikke nogen rigtig Valgdag.

Hver Familie anskaffer sig da et passende Antal Larminstrumenter: Tudehorn, Skralder, Barnetrompeter og lignende og bevæbnede med disse drager man i Millionvis, stille fornøjet, adstadigt og fredsommeligt tudende, skraldende og blæsende gennem Gaderne, morende sig kongeligt for en billig Penge og følende sig stolt i sin Værdighed som fri amerikansk Borger.

Larmen er ubeskrivelig, og Trængselen dræbende. Det kan ikke nægtes, at det frie Vælgerfolk ved saadanne mere festlige og afgørende Lejligheder forbavsende kommer til at minde om en uhyre Flok Faar, der taalmodig og fredelig, ensformigt og hensigtsløst s. 37 brægende trænger sig et eller andet Sted hen, de véd ikke selv hvor.

Jeg tror aldrig, jeg har været i en saadan Trængsel, ikke en Gang til Dronning Victorias 60-aarige Regeringsjubilæum, hvor jeg i Timevis førtes rundt i London uden mindste Selvbestemmelse, uden at ane, hvor jeg kom hen, eller hvor jeg skulde ende. Jeg véd i alt Fald bestemt, at jeg aldrig har været i en Kæmpetrængsel, hvor alt gik saa ordenligt til, hvor Folk var saa taalmodige, saa hjælpsomme og elskværdige mod hinanden som ved denne Lejlighed i New York. Trafikken, som naturligvis altid er enorm paa New Yorks Hovedgader, er ogsaa altid mønsterværdigt ordnet. At se en amerikansk Betjent lede de uhyre Kolonner af Automobiler og Fodgængere, som til daglig krydser hinanden paa Broadway eller 5. Avenue, er som at se en stor Feltherre lede et Slag. Paa en Dag som Election-day er i Følge Sagens Natur enhver politimæssig Overledelse af Trafiken udelukket. Men Befolkningen er saa indøvet i Gadedisciplin, saa behersket og hensyntagende, at enhver Øvrigheds Indgriben ved en saadan Lejlighed, foruden at være umulig, er ganske overflødig.

New-Yorkerens Disciplin og Respekt for „Loven“ — ogsaa den uskrevne — er beundringsværdig og, hvad Gadelivet angaar, i høj Grad efterlignelsesværdig for os Københavnere. Jeg forsikrer dig, at jeg hellere og sikrere gaar i den umaadelige Trængsel paa Broadway en Valgdagsaften, end jeg paa en almindelig Hverdag gaar fra Raadhuspladsen til Gammeltorv. s. 38 Ikke saa meget fordi jeg er bange for at udsætte mit Liv, som fordi jeg bliver tungsindig og beskæmmet over, at vi, som saa længe har været glade ved at være Storstadsbeboere, endnu ikke har lært at gaa ordentligt paa en Gade, men stadig færdes som om vi stavrede hen ad en Landevej eller rokkede over en Købstads toppede Brosten.

Tjen mig dog i ikke at gentage dette for nogle af vore Bysbørn. De lider ikke at høre det. De synes just, det er et Tegn paa national Uafhængighed at skubbe til dem, de møder, og de er stolte af, at de ikke kender Forskel paa højre og venstre.

Din hengivne, etc.