AANDELIGT LIV
New York.
Kære Ven!
Hvorfor netop Du søger Underretning om det aandelige Liv i New York, staar mig ikke rigtigt klart. Hjemme i Danmark har Din Interesse for den Art Luksus, oprigtig talt, aldrig forekommet mig brændende.
Jeg formoder, Du vil have mig til at sige, at New York er den mest aandløse Stad paa Jorden, at der overhovedet intet Aandsliv er, at alle New Yorkere af al Kunst kun kender og respekterer én: Kunsten at tjene Penge, og andet mere, der kan tjene en sam-vittighedskrank Københavner til Trøst og bringe ham til med Stolthed at mindes, at han er fra et Land, hvor man har opfundet det lige saa skønne som originale Valgsprog: „Aand er Magt“.
Men jeg kan ikke ganske føje Dig og bekræfte Din forudfattede Mening. Hvorledes tænker Du Dig iøvrigt, at jeg skulde kunne udmaale det amerikanske Aandsliv og komparere det med andre Nationers efter nogle Maaneders Ophold i en af Landets Stæder? Aand har dog, ved Siden af den positive Egenskab, at den, efter vor spøgefulde Statsmands Ord, i Danmark s. 40giver Magt, tillige den negative, men mere internationale, at den ikke lader sig udmaale i Tons eller Hektoliter, ikke lader sig beregne efter Eks- og Import.
Vi, det vil sige vi Europæere, er pludselig blevet saa forbavsende passionerede for Aandsliv, Kultur og Civilisation, at det er helt uhyggeligt. Du kan meget godt sige til en Gennemsnits Gulaschbaron, at han er en Keltring, uden at det nævneværdigt vil saare hans Følelser; men sig til ham, at han mangler Kultur, at han ikke ved hvad Aandsliv er, og han vil blive alvorlig vred.
Vi — stadig vi Europæere — har hidtil haft Amerikanerne at se hen til, naar vi følte os lidt usikre i vor Aand, naar Troen paa vor egen Kultur for et Øjeblik begyndte at vakle. Den nye Verden var vi da i ethvert Tilfælde overlegne, vi med vor Aartusinder gamle Civilisation overfor disse Nybyggere, som lige akkurat kan læse, skrive og regne. Men Overlegenheden slaar ikke mere til, ikke saameget fordi Amerika nu er et fuldtud civiliseret Land, som fordi den aandelige Kultur i Europa, naar vi skal være ærlige, i Øjeblikket befinder sig i en Bølgedal, der ikke giver mindste Anledning til Overlegenhed.
Jeg kan forsikre Dig, at naar Du er saa heldig at træffe virkelig kultiverede Mennesker i New York, saa staar de fuldt paa Højde med de fineste Aander herhjemme og Du vil forbavses over, hvor langt bedre de ved Besked med os end vi med dem. Naturligvis løber Du ikke paa den Art Folk paa Gader og Stræder, men oprigtig talt synes jeg heller ikke, man s. 41falder over dem i Nordens Athen. Og overalt er det urimeligt at ville diskutere Bergsons Filosofi med sin Cigarhandler eller spørge sin Urtekræmmer, hvad han mener om el Greco.
Jeg har blandt unge, dannede Amerikanere truffet én, som reciterede 1. P. Jacobsen for mig paa Dansk og en anden, som lige havde fuldendt en fortræffelig Oversættelse til Engelsk af Fröding. Er vi naaet stort videre i vort Kendskab til moderne amerikansk Literatur end til Jack London? — Nej, vi har saavist ingen Grund til at prale — nu for Tiden — hverken med vor Aand eller vore Kundskaber.
Men lad os se bort fra Undtagelserne — og holde os til Gennemsnitsmennesker som Du og jeg. Hvor skal jeg finde en passende Maalestok for New Yorkerens aandelige Niveau?
Der er nogle, der mener, at man kan maale et Lands Civilisation efter dets Sæbeforbrug. Hvis dette slaar til, da er Amerika det mest civiliserede Land paa Jorden. Der findes intet saa renligt Folkefærd som det amerikanske, og der ødsles med Sæbe, som bl. a. hører med til ethvert Hotelværelses faste Udstyr. Jeg har tidt undredes paa, om Sæbemangelen i Tyskland nu under Krigen virkelig har været nogen mærkbar Gêne for Nationen som saadan, men i Amerika vilde den utvivlsomt føles som en Nødstilstand.
Dog, Du vil maaske ikke akceptere Sæbe som et Kulturtegn. Lad os tage noget andet — Bøger, for Eksempel.
Nuvel, jeg vil indrømme Dig, at Bøger i New York er en omtrent lige saa sjælden Vare, som Sæbe er s. 42almindelig. Jeg foresatte mig en Dag at gaa paa Opdagelse efter en Boghandler i Broadway, New Yorks Hoved-Butiksgade. Det var en lang og anstrængende Tur og jeg gik til Værks, tør jeg sige, med en Opdagelsesrejsendes Grundighed; men det lykkedes mig ikke paa det Par danske Mil, jeg vandrede, at finde én eneste Boghandler eller blot en Butik, hvor Bøger, ny eller brugte, kunde erhverves. Aviser og Magasiner kunde jeg faa paa hvert Gadehjørne, Cigarer paa hvert andet, Automobiler og „Candy“ tilbødes mig milevis, men Bøger — blot én Bog — fandtes ikke!
Naar jeg tænker mig om, kan jeg heller ikke erindre nogensinde at have grebet en rigtig New Yorker i at læse en Bog, ikke heller synes jeg, at jeg hos nogen privat Familie, selv af litterært Tilsnit, har truffet hvad man kunde kalde blot et Tilløb til en Bogsamling. Og alligevel læses der, men aabenbart kun paa de dertil indrettede Steder. Enhver ordenlig Klub har saaledes sit Bibliotek, og navnlig findes der en Mængde let tilgængelige, offentlige Bogsamlinger, som benyttes overordentlig meget og af alle Samfundsklasser.
Der findes ialt omtrent halvfjerde Hundrede mere og mindre offentlige Biblioteker i New York. Det største, nyeste og vistnok bedst indrettede, fraset de egenlige Universitets Biblioteker, er det saakaldte New York Public Library, stiftet, som næsten alt af den Art i Amerika, ved private Midler, men nu under Stadens Kontrol og Ledelse.
Den nuværende Bygning, der ikke har været i s. 43Brug mere end 5—6 Aar, ligger midt i det livligste og mest larmende Forretnings- og Forlystelseskvarter, mellem 40. og 42. Gade; paa en mægtig, ret høj Terrasse hæver det imponerende, hvide Marmorpalads sig op over Vrimmelen forneden, og er man først indenfor dets Mure, hører man ikke en Lyd af Gadens syndige Spektakel.
Trods sin skinnende hvide Marmorpragt synes dette Bogslot mig ikke rigtig smukt, lidt usikkert i sin klassisk-moderne Renaissancesmag, men det er overordentlig praktisk indrettet og, hvad der er af stor Betydning, dets Embedsmænd søger ikke at skræmme det mindre boglærde Publikum ved en utilnærmelig Bureaukratisme. Du husker vist fra Jack London’s „Martin Eden“, hvorledes den unge Sømand, der vil skaffe sig nogen Læsning, med stor Mistænksomhed og Frygt betræder et saadant offentligt Bibliotek og hvor glad overrasket han bliver, da han paa den elskværdigste Maade af Verden hjælpes tilrette, skønt han ikke har Begreb om, hvad han vil læse.
Det stemmer, saa vidt jeg kan skønne, ganske med Virkeligheden og beror ikke paa den enkelte Bibliotekars elskværdige Karakter, men paa et Princip, paa et højst tiltalende demokratisk System.
For en Maaneds Tid siden spaserede jeg min sædvanlige Morgentur i Central Park. Jeg kom til en lille, nydelig, indhegnet Blomsterhave. Derinde gik en gammel Gartner og puslede. Nu har gamle Gartnere og Bibliotekarer i Europa Ord for at være de mest gnavne af alle Mennesker og det var derfor ikke uden Bæven, at jeg med mit mest indsmigrende Væsen s. 44spurgte, om jeg maatte faa Lov til at gaa ind i den lille aflukkede Have. Men den gamle saa fornøjet op paa mig under sin Straahat, smilede og sagde: „Certainly, Sir, come in and enjoy yourself. It is your garden, you know!“
Saaledes glemmer den amerikanske Biblotekar heller aldrig, at det er Folkets Bøger, han er sat til at passe paa og at Staten ingen Fornøjelse har af dem, med mindre han hjælper Borgerne til Rette med at læse dem.
Foruden denne sin anti-bureaukratiske Indretning har New York Public Library en Del Særegenheder ved sin Ordning, som vel fortjener at kendes, selv om de ikke alle lader sig efterligne. Den væsentligste er den, at Studiesalene er specialiserede. Der er naturligvis en stor, almindelig Læsesal, med et mægtigt alment Haandbibliotek; men medens europæiske Biblioteker foruden en saadan i Reglen kun har et Par Særafdelinger — hvis de overhovedet har nogle — for Manuskriptlæsning o. l., finder man i New York en hel Række større og mindre Rum til Studiet af Specialfag. Der er en teknologisk Læsestue, et Musikværelse, en Malerisamling, et Arbejdsrum for Studiet af semitiske Sprog, hvor gamle Rabbinere og andre Østens Vise sidder bøjede over deres Folianter, — et herligt Rembrandtsk Motiv —, ét for slaviske Sprog, hvor blege russiske og polske Studenter forbereder sig til den næste Revolution, en Afdeling for Blinde med Literatur i alle Systemer af Blinde-Bogtryk, et stort Lokale for Avislæsere og endelig et henrivende Børne-Bibliotek, nydelig udstyret med smaa, blomsterprydede s. 45Borde, lave Stole, pyntelige og venlige kvindelige Bibliotekarer samt det mest fristende Haandbibliotek af illustrerede Eventyrbøger. Her nyder de Smaa, under Ledsagelse af Mama eller en Nurse, deres „Hans Andersen“, Kate Greenaway, eller Perrault med synlig Fornøjelse, men meget stille og artigt; thi Sagnet om de amerikanske Børns Uartighed og plagsomme Væsen stemmer, som saa mange andre Sagn om Forholdene herovre, ikke med Virkeligheden. Det er muligt, at de har været baade uartige og plagsomme, men for Øjeblikket kan jeg forsikre, at danske Børn absolut intet i denne Henseende har at lære af deres Kolleger paa den anden Side.
Jeg bør ikke glemme at fortælle dig, at en af Overbibliotekarerne ved denne i saa mange Henseender mønsterværdige Bogsamling er en Landsmand af os, Hr. Moth. Han forestaar Katalogiseringen og har ikke færre end 75 Assistenter under sig, hvoraf iøvrigt ogsaa flere er danske Folk.
Jeg kan naturligvis ikke med disse Linier bevise dig, at New York er en By fuld af Aand. Skønt den her nævnte og, saa vidt jeg véd, alle Stadens Bogsamlinger er stærkt besøgte, kan der godt være Millioner af Indbyggere, der aldrig har set et Bibliotek, ja, knap nok maaske en Bog indvendig. Men den udmærkede Ordning og store Mængde af offentlige Læseinstituter tyder dog paa, at man hverken spærrer af for, eller negligerer den Side af Aandslivet, som Bøgerne repræsenterer.
Ogsaa andre Sider af dette virkes der ivrigt og s. 46varmt for. Malerkunsten f. Eks. og Musiken. Jeg kunde fristes til at nævne Skuespilkunsten, men jeg er bange for, at du regner denne sidste under Forlystelseslivet eller som legemligt Arbejde, og jeg tør derfor ikke tage den med under denne Rubrik. Skulde du imidlertid have Lyst til at høre lidt om disse Kunster og Færdigheder ogsaa, maa jeg imidlertid bede dig vente til næste Gang, og det vil da under alle Omstændigheder kun være under den Forudsætning, at du ikke beskylder mig for, hvad man her kalder altid „at tale om Butiken“.
Indtil da
Din hengivne, etc.