Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Karl Mantzius (1917-uu-uu)

KUNST
New York, 1917.

Saa snart en amerikansk By har naaet en vis Størrelse og en vis Anseelse, maa den have sit Kunstmuseum, sit offentlige picture gallery med de behørige Rembrandter, Rubenser, Tizianer, Velazsquez’er, Reynolds’er, etc. Malerisamlingen kommer ikke saa hurtigt som Bankerne, Kirkerne og Teatrene; men den kommer. Og skønt det for en Lægmands Betragtning synes ufatteligt, at der stadig kan fremskaffes nye Rembrandter, Rubenser, Tizianer, osv., saa lykkes det dog. Thi for den moderne Kunsthandel er intet umuligt.

Det varede meget længe, før New York fik sit Kunstmuseum, og det er endda hverken Statens eller Byens Fortjeneste, at det blev oprettet. Som Universiteter, Biblioteker og andre kulturelle Institutioner er ogsaa de offentlige Kunstsamlinger stiftede ved privat Initiativ og ved private Pengemidler.

I 1870 konstituerede en Art Kunstforening sig med det Formaal: 1) At oprette og vedligeholde i Staden New York et Kunstmuseum og et Kunstbibliotek. 2) At opmuntre og udvikle Studiet af de skønne Kunster, og Anvendelsen af Kunsten i Fabrikker og s. 48 det praktiske Liv. 3) At fremme den almindelige Kundskab til beslægtede Emner og at yde folkelig Vejledning til dette Formaal.

Begyndelsen var yderst beskeden. I 1871 indkøbtes, væsentlig i Paris og Bryssel, 174 Billeder fra 17de og 18de Aarhundrede af forskellig Værd og nogle af tvivlsom Ægthed. Denne lille Samling danner Grundstammen af det nu virkelig imponerende Galleri og installeredes i et Hus i 5te Avenue.

Anlæget af et saadant Museum maa i Følge Sagens Natur blive uendelig meget vanskeligere for et ungt og republikansk Land end for os gamle europæiske Monarkier. Vi har næsten alle haft Konger, der har levet i Malerkunstens store Perioder, der har yndet at lade sig selv, deres Dronninger, Elskerinder og Børn portrætere, deres Slotte smykke af Tidens Mestre, og disse kongelige Samlinger danner i Reglen Grundlaget for vore offentlige Gallerier.

I Amerika, hvor man ingen Konger, ingen Slotte og iøvrigt heller ingen Malerkunstens Mestre har haft, maa der begyndes paa bar Bund. Men det maa siges, at Interessen har været stor og Offerberedvilligheden beundringsværdig. Den allerstørste Part af det nuværende Metropolitan Museum’s ældre Billeder er komne til det som Gaver. Og selv om de virkelig ædle Givere ikke altid har været lige sikre i deres Smag, selv om Samlingen paa langt nær ikke kommer paa Højde med Rijksmuseum, Louvre, National Gallery, Uffizi og Pitti eller de andre berømteste europæiske Kunst-Skatkamre, saa er Metropolitan Museum nu i Løbet af disse faa Aar blevet en højst anselig Samling, s. 49 som en Kunststuderende slet ikke kan overse, og en almindelig Kunstelsker som du og jeg har stor Glæde af at vandre i.

Navnlig, naturligvis, fordi man dèr lærer den amerikanske Malerkunst bedre at kende end noget andet Sted. Det er ogsaa denne, som den nuværende Bestyrelse fornuftigvis lægger Hovedvægten paa at samle. Dog maa du ikke tro, som mange gør, at den gamle Kunst udelukkende bestaar af Forfalskninger og Kopier, som er prakkede godtroende Mangemillionærer paa af samvittighedsløse Kunsthandlere.

Ganske vist fik Museet i sine første Aar adskillige kostbare Gaver, som senere har maattet gemmes godt hen paa Lofter og andre for den moderne, ubarmhjertige Kritik utilgængelige Steder. Men som Malerisamlingens Kurator, Mr. Bryson Burroughs, undskyldende siger: „De har dog udfyldt deres Hverv i vor Skabelsestid ved at være til Glæde for mange i en Række Aar.“

Paa den anden Side skænkede en mere kyndig Giver, Mr. Erwin Davis, saa sent som 1889, et Par herlige Billeder af Edouard Manet. Men Manet var endnu ikke, 6 Aar efter sin Død, opdaget af New Yorkerne, og hans Billeder stilledes i Skammekrogen. Nu er „Drengen med Sværdet“ og „Damen med Papegøjen“ verdensberømte og hører til Samlingens ædleste Perler. — Den Gud giver et Kunst-Embede, giver han ikke altid Kunstsans, heller ikke i Amerika.

Nu synes alt imidlertid at være i de bedste Hænder. Der er meget faa virkelige Pletter, og de enkelte, der er — som en lille, tysk Mønster-Kollektion s. 50 i Kejser-Wilhelm-Stil — er skønsomt hængt op paa dunkle Trappegange og saaledes praktisk talt uskadeliggjorte.

Der er til Gengæld Perioder, som man vanskelig finder smukkere repræsenterede noget andet Sted, som f. Eks. Midten af det 19de Aarhundrede i Frankrig. Corot, Millet, Daubigny, Rousseau, Harpignies, Meissonier, foruden en Mængde dii minores fra samme Tid, hænger i en saadan Fylde her, at man vilde tro sig i et fransk Galleri, hvis ikke 17de og 18de Aarhundrede var helt forsømt.

Ogsaa den spanske Malerkunst faar man et godt Indblik i her; dog navnlig takket være det „Spanske Selskab“, der liberalt udlaaner af sine Skatte til Hovedstadens Museum. Dette fortræffelige Selskab har vel sin egen, smukke Bygning, men denne er saa lille og dens Lysforhold saa daarlige, at det næsten ikke er muligt at komme til at se alle de herlige Billeder af spanske Mestre, gamle og nye, som er ophobede der. De hænger i Lag paa sammenfoldelige Vægge, der beredvilligt slaas op af den spanske Kustos, men Rummet er saa snevert og upraktisk indrettet, at det maa siges ikke blot at være liberalt, men paatrængende nødvendigt, at man ad andre Veje søger at vække Interessen for Spaniens skønne, livskraftige Kunst.

Det har man da ogsaa i høj Grad gjort og med udpræget Held. Spansk er ligefrem Mode i Amerika. Endogsaa Sproget. Det kan vel nok siges uden Overdrivelse, at Gennemsnitsamerikanerne er i den Grad uvidende i fremmede Sprog, at de endogsaa i den Henseende overgaar de analfabetiske Englændere. s. 51 Men Spansk har de virkelig begyndt at tænke paa at sætte sig lidt ind i, ja, der er endog Skoler, der giver Undervisning deri. Dette er ganske vist ikke Kunstens Skyld, men har sin Grund i den tætte Forretningsforbindelse med det spanske Sydamerika. Ikke desmindre hjælper det med til Interessen for spansk Kunst, hos det bredere Millionærpublikum alene derved at mange formaar at udtale og huske de spanske Kunstneres Navne, medens f. Eks. de franske bliver til besynderlige Klumper af Naturlyde, der spyttes ud tilsyneladende paa Maa og Faa uden at frembringe fjerneste Minde om det oprindelige Ord.

I 1909 foranstaltede Hispanic Society („det spanske Selskab“) en Udstilling af den fremragende Maler Bastida y Sorolla’s Arbejder. Den besøgtes af 150,000 Mennesker, og Sorolla blev Dagens Helt i New York. Derefter kom Turen til Ignacio Zuloaga, der ikke straks gjorde samme Lykke, men som nu i denne Saison bogstavelig lagde Amerikanerne for sine Fødder.

Du kender naturligvis disse to betydelige Kunstnere af Navn, men i Danmark har du næppe set noget af dem. Saavidt mig bekendt findes der i hele Skandinavien kun ét Billede af Zuloaga — i den Thielske Privatsamling i Stockholm — og slet ingen af Sorolla.

Det er lidt beskæmmende for os Danske, der plejer at være stolte af vor Kunstsans, at skulle være nødte til at rejse saa langt som til New York for at lære en af Evropas allerejendommeligste Kunstnere rigtig at kende. Jeg tænker her mest paa Zuloaga, som Amerikas Kunstkendere ialtfald har været med til at opdage, medens hans egne Landsmænd, deriblandt desværre s. 52 ogsaa den noget ældre Sorolla, forkastede alle de Billeder, han indsendte til Verdensudstillingen i Paris Aar 1900.

Ganske vist gjorde vor lærde Kunsthistoriker Dr. Francis Beckett opmærksom paa ham saa tidlig som 1905 — Zuloaga var den Gang kun femogtredive Aar — men dette var ikke nok. Vi burde have haft en Udstilling af ham. Det burde du og andre Kunstvenner have sørget for. Nu er det vel for sent. Han er nu for berømt og vilde sagtens blot blive hudflettet herhjemme af smaa danske Fortids-Futurister og andre hedengangne -ister.

Det, som imidlertid vil interessere dig mest i denne Forbindelse, er, at der virkelig i Amerika er Sans for og Kærlighed til bildende Kunst, og at denne Sans og Kærlighed er i stadig Stigen. At de amerikanske Malere er begavede Kunstnere, har vi allerede længe vidst. Hvem kender ikke den indtagende, udsøgt raffinerede Kolorist James Mc. Neill Whistler, efter Sigende Forbilledet for vor Hammershøj, skønt de rigtignok er grundforskellige i Kunstnertemperament. Hans „Dame i Graat“ hans „Nocturne i Grønt og Guld“, hans Portrætter af Edward Kennedy og af Sir Henry Irving som „Filip II“ samt mange andre skønne Billeder kan man beundre paa Metropolitan Museum og Brooklyn Galleriet i New York. — Er ikke John Sargent saa anset og yndet som nogen evropæisk Maler, og spænder han ikke med sit højtkultiverede Talent over alle Malerkunstens Genrer, endogsaa over den kedelige?

Men Whistler studerede i Paris og-levede i London, s. 53 Sargent fødtes i Firenze, er Elev af Carolus Duran og lever ogsaa i London.

Det er egentlig ikke disse Kunstnere, der lige saa godt kunde være engelske eller franske, man søger i Amerika. Det, man, eller ialtfald jeg, gerne vilde finde, var den typiske Amerikamaler, en Kunstner, der var vokset op af Jordbunden, som skildrede Amerika i sine Farver saa ærligt og ægte som f. Eks. Steward Edward White gør det i sine Fortællinger.

Men denne nationale Maler er det ikke lykkedes mig at finde blandt Amerikas mange fortræffelige Kunstnere. Maaske er det min egen Fejl. Maaske er virkelig den amerikanske Kunst i sin Kulturstræben en Smule internationalt udvisket, saa at den endog ser sit eget urkraftige og uslebne Land gennem Pariserpincenez. For mine Øjne kunde John Alexanders elegante og smidige Portræter eller Walter Gays delikate Interiører bedre høre hjemme paa en Parisersalon eller en Münchener-Sezession end i Amerika.

Jeg kommer til at tænke paa Zuloaga og paa, hvorledes det gamle Spaniens Safter synes at være steget op i ham som i en Vinstok og givet ham Kraft til at være det, han vil være, en Spanier. Og jeg undres paa, om der skulde høre Aarhundreders kunstnerisk Kultur til at faa Lov til at være sig selv, samtidig med at det er saa let at efterligne andres mest raffinerede Teknik.

Men det kan du vel ikke sige mig noget om? Altsaa paa Gensyn.

Din hengivne, etc.