TEATRE
New York, Januar 1917.
Du synes at forvente, at jeg i min Egenskab af Teatermand skulde tilskrive dig noget fornuftigt om amerikanske Skuespil og amerikansk Fremstillingskunst. Jeg vilde gerne føje dig, vidste jeg blot, fra hvilket Synspunkt jeg skulde skildre dig disse Fænomener. Mit eget vil jeg lade ude af Betragtning; det er for fagmæssigt til at have Interesse for dig. Men jeg er mere end villig til at stille mig paa andres Standpunkt.
Jeg tør vel gaa ud fra, at du betragter Teatre som Forlystelsessteder. Dette er i alt Fald, saa vidt jeg har forstaaet, den almindelige og officielle Betragtning hjemme, som vi gør vel i at følge. Staten fastslaar den som sin ved at belægge alle Teatre med Forlystelsesskat, endogsaa det af den selv drevne, hvad der altid har mindet mig om, naar et Barn leger Butik med sig selv og beregner sig en ublu Fordel ud af sin egen Lomme. Dog dette hører ikke herhen.
Der er vel enkelte Særlinge, som i Teatre fastholder at ville se Kunstinstitutioner, som gennem Digterværker og levende Fremstilling har Menneskeskildring til Maal, men dette er en saa forsvindende Minoritet, at vi ikke behøver at tage Hensyn til den i denne Forbindelse.
s. 55Teatrene som Forlystelsessteder betragtet er en meget vigtig Faktor i det amerikanske Liv. Skønt den hele Teaterbevægelse, som nationalt Fænomen, er forholdsvis ung, er den allerede stærkt udviklet. Den beherskes og ledes fra New York som Hvedemarkedet beherskes og ledes fra Chicago. Jeg skulde ikke tro, at der findes nogen By i Verden, der blot tilnærmelsesvis har saa mange Teatre som New York. Men skønt de alle ifølge Sagens Natur er nye, findes der ikke ét moderne. Jeg mener dermed: ikke ét, som har taget den moderne Teaterteknik i Anvendelse.
Den, som kommer til Amerika med Forventninger om dèr at se nye, sindrige Opfindelser paa Mekanikens, Belysningens eller Maleriets Omraade, vil blive sørgelig skuffet. Drejescene, Skydescene, Kuppelhorisont, plastiske Dekorationer, alle disse tyske Teaterinventioner, som i de sidste 25 Aar har revolutioneret det europæiske Scenebillede — i de Lande, som overhovedet følger med — synes ikke at have gjort noget Indtryk i Amerika. Man fristes til at mene, at Amerika, som tidligere var den ungdommelige Foregangsmand blandt Nationerne, nu er begyndt at blive konservativ, en Mening, der kun bestyrkes, naar man iagttager andre Forhold, der trænger til idelig Fornyelse som Jernbaner, Militærvæsenet, visse Grene af Handelen og adskillige andre Ting.
Hvor der er noget virkelig værdifuldt at konservere, er det utvivlsomt en Pligt at være konservativ, men det kan just ikke siges om de sceniske Forhold i Amerika. De vil kun kunne vinde ved Fornyelse. Kunsten lader jeg ude af Betragtning. Den gaar sine s. 56egne Veje og vil ogsaa, naar det skal være, forstaa at bane sig Vej mellem gammeldags Lærredskulisser.
Men naar Teatret skal være Forlystelsesetablissementer, saa bør de ogsaa være lystelige at gaa i, og det er de ikke i Amerika. Teaterlederne, der overhovedet gennemsnitlig staar paa et lavt socialt, for ikke at tale om aandeligt, Niveau, synes ikke at begribe, at Publikums ydre Velvære i vore Dage er en meget væsentlig Betingelse for at skabe et Teaters Sukces. Og det kan ikke siges, at Publikum selv hjælper med til at indskærpe Lederne denne simple Lære.
Det stemmer Sindet behageligt baade selv at forberede sig paa en festlig Aften — ved at klæde sig ordentlig paa og komme i rette Tid — og at mærke, at Værtsfolkene ogsaa har tænkt paa at gøre det hyggeligt for En. Men i amerikanske Teatre — de mondæne, efter stor-europæisk Mønster indrettede Operahuse fraregnede — mærker man intet saadant Hensyn fra nogen af de interesserede Parter.
Publikum kommer drivende, altid mindst en halv Time for sent og altid med Overtøj paa, lige fra Gaden eller den nærmeste Restaurant. En Stund gaar nu for Herrerne med at afføre sig de tunge Vinterfrakker og anbringe dem paa Stoleryggene, stikke Hattene under Sædet, balancere med Stokke og Paraplyer, medens Damerne sætter sig i deres pragtfulde Aftenkaaber, der stedse beholdes paa til første Mellemakt, for at Omgivelserne kan faa Lejlighed til at vurdere dem, naar Lyset sættes op paa Tilskuerpladsen, hvorpaa de smøges af, næsten som paa Tælling, for at aabenbare Geledder af kridhvide, mere end dekolletterede s. 57Dameoverkroppe, hvorfra det parfumerede Pudder staar op som lette, kildrende Skyer.
Naar man paa Scenen er naaet et Stykke ind i anden Akt, begynder Publikum at falde til Ro og at vende sin Opmærksomhed mod det, som var i alt Fald Paaskudet for deres Komme. Og fra nu af maa det siges, at de er de bedste og nøjsomste Tilskuere af Verden. Da the show som oftest er saa praktisk indrettet, at det ikke kræver Forkundskaber og kan opfattes, selv om man først kommer midt i, saa morer de sig, 1er, græder og klapper som Børn, uden at tænke paa de smalle Sæder, de vaade Vinterfrakker, de pragtfulde Aftenkaaber og de hvide Skuldre.
For en europæisk Tilskuer kan det blive noget af en Plage at skulle gaa i disse ubekvemme, fuldkommen andagtsløse Skuespilhuse, og man har ondt ved at vænne sig til den underlige sømandseller cowboyagtige Springen fra en Stemning til en anden. Men du maa derfor ikke tro, at Amerikanerne har mindre Sans for dramatisk Kunst eller mindre Agtelse for dens Udøvere end Europæeren. Dersom Modtageligheden for Kunst, som Aandslivets fineste Blomst, er Kriteriet for Nationens, som for det enkelte Individs intellektuelle Standpunkt, saa staar den amerikanske Nation højt, om man overhovedet kan betragte den under ét; Amerikanerne har en udpræget, primitiv Modtagelighed for al Art af Kunst: Musik, Malerkunst, Poesi og ikke mindst for den dramatiske Fremstillingskunst, som de endda ogsaa har meget Talent for.
Men de mangler kunstnerisk Opdragelse og den s. 58deraf følgende kritiske Skelneevne. Og de lider under den heller ikke i Europa helt ukendte Vildfarelse, at hvor de betaler for at komme ind, dèr har de Lov at komme, naar de vil, gaa naar de vil og opføre sig som de vil. Og de gør det, ikke af Ringeagt for hvad de ser, men af en vis, lidt plebejisk Selvhævden og af Frygt for at tage for højtideligt paa Tingene.
Forholdet er ganske det modsatte af det tyske Publikums Holdning. I Berlin møder man punktlig et Kvarter før Forestillingens Begyndelse, affordres ethvert Beklædningsstykke, som ikke strengt hører med til Ens billige Fornødenheder, sidder smukt andægtig paa sin Plads, naar Tæppet „punkt halb acht“ trækkes til Side og har i de kommende tre Timer at forholde sig „grabesstille“ uden at le, uden at klappe, endsige da dunke med Stokke eller pibe i Fingrene, hvilket i Amerika for Galleriets fremadstræbende Ungdom er Tegnet paa den højeste Grad af kunstnerisk Henrykkelse.
Man kan strides om, hvilken Holdning man foretrækker. Som Tilskuer tror jeg nok, jeg befinder mig bedre i et tysk Skuespilhus; som scenisk Kunstner vilde jeg, trods alt, hellere have med et amerikansk Publikum at gøre, ikke alene paa Grund af deres Nøjsomhed, men mest fordi det er yderst fattigt og trist for en Skuespiller at holdes i Uvidenhed om, hvilket Indtryk man har gjort med sit Arbejde. Det synes nok barnagtigt at kunne glædes ved, at en Mængde fremmede Mennesker klapper i Hænderne, og man kan more sig over at se, hvorledes ældre og ellers fornuftige Mænd og Kvinder anvender de snedigste Paa-fund, s. 59ja sætter al deres Kraft og hele deres Sjæl ind paa at faa denne besynderlige Anerkendelse. Men Menneskene er nu en Gang saaledes beskafne, at de vil mærke en Virkning af deres Arbejde, hvis de ikke skal sløves, og udøvende Kunstnere er i det uheldige Tilfælde ikke at kunne vente paa Eftertidens Dom; de maa have deres med det samme.
Denne det amerikanske Publikums Letbevægelighed er sikkert Aarsagen til, at Forestillingerne her bevarer en saa forbavsende Friskhed, selv naar de har gaaet i Aarevis. Jeg kommer atter til at sammenligne Berlin med New York. Der anvendes begge Steder en overordentlig Nøjagtighed paa Indstuderingen af nye Stykker. De kommer ikke frem, før alt gaar som paa en Snor. Man kender ikke og vilde ikke finde sig i den Art Sufflørsukces’er, som endnu af og til skæmmer danske Scener. Og det maa siges, at i Berlin sættes der flere kunstneriske Kræfter ind og naaes større kunstneriske Resultater end i New York.
Men — i Berlin sættes alt ind paa Premièren, den første Overrumpling, der skal bringe Sejr. Ved Premièren er Publikum endnu vaagent, kritisk, agtpaagivende, maaske fjendtligt, men dog altid villigt til at lade sig besejre. Teaterfolket, Skuespillere, Regissører, Direktører, Malere, Maskinister er i den Maaned, der gaar forud for Premièren, i én hidsig Feber, uomgængelige af Nervøsitet og Energi. Men saa snart Sejren er vundet, er alt forbi. Det Publikum, der nu kommer, stirrer med disciplinær Andagt paa det, der er befalet paa Parolen at være godt, uden ellers med Haand eller Mund at give sin individuelle Mening til s. 60Kende, Direktøren er sikker paa sine Par Hundrede Aftener og tænker ikke mere paa den Forestilling. Og Skuespillerne, der ikke hører hverken godt eller ondt om, hvad de gør, synker hen i en behagelig dramatisk Døs eller opfinder til Adspredelse adskillig privat Spas. Efter halvtredssindstyve Opførelser er Stykket ikke til at kende igen undtagen paa Navnet, efter hundrede er det overhovedet ikke til at se for en kyndig Tilskuer. Du, som kender Berlin, véd, at dette er bogstavelig Sandhed.
Helt anderledes i New York. Jeg har ikke her set en eneste Forestilling, der betød noget virkelig kunstnerisk, navnlig da ikke noget Udtryk for en stor eller blot en ny Idé. Det amerikanske Teater ejer i Øjeblikket ikke nogen Stormand, hverken paa Digtningens eller paa Skuespilkunstens Omraade. Overmaade meget dygtigt, smukt, morsomt; en hel Flok af begavede, unge Skuespillere og Skuespillerinder, fulde af Liv og Lyst, men intet Samlingspunkt; fikse og behændige Forfattere, men ingen Teaterdirektør, der vilde interessere sig for et dybtgaaende, vægtigt Skuespil.
Men trods denne Overfladiskhed har den amerikanske Teatermand og Skuespiller paa sin Vis en kunstnerisk Alvor og Ansvarsfølelse, som Kolleger paa den anden Side af Atlanten og mest de, der taler højest om deres Kunstnerkald, burde misunde ham. Han føler altid Forpligtelsen til at gøre sit bedste, han fornemmer hver Aften, at han staar overfor et nyt Publikum, der skal erobres, og glemmer aldrig, at dette nye Publikum har den samme Ret som Premièrens s. 61til at se ham paa Højde med sig selv, og, vel at mærke, han glemmer heller ikke, at dette samme Publikum øjeblikkelig vilde reagere, hvis han vilde negligere det.
Derfor kan du trygt i Amerika gaa hen og se en Forestilling, der har gaaet tusinde Gange før med den samme Besætning. Du vil aldrig have Følelsen af nogen Slappelse, du vil føle dig saa frisk som til en Førsteforestilling. Du vil se David Warfield fælde de samme Taarer paa en lige saa hjertegribende og uvilkaarlig Maade som den, der rørte hans Tilskuere for mange Aar tilbage og skabte hans Navn som stor Skuespiller, og du kan være vis paa, han havde mistet dette Navn igen, hvis han ikke havde kunnet eller villet holde sig selv oppe.
Det er denne kunstneriske Selvrespekt og denne fagmæssige Disciplin, som forsoner med den ubestridelige Mangel paa Dybde og Betydelighed ved de amerikanske Teatre, og som gør dem til behagelige og trygge Tilflugtssteder for Turisten, der nødig vil narres for sine Penge.
Og, tro du mig, selv en kgl. dansk Fagmand har ingen Skade af at se den Art Forestillinger.