MERE OM TEATER
1.
For halvandet hundrede Aar siden skrev Lessing om det mislykkede Forsøg paa at stifte en „national“ Skueplads i Hamburg: „Hvilket naivt Indfald at skaffe Tyskerne et Nationalteater, da vi Tyskere endnu ikke er nogen Nation!“
Hvis de Forenede Stater blandt sine mange Millioner havde en Lessing, vilde han sige det samme om de Forsøg, som i de allernyeste Tider er gjort paa at fremtvinge et nationalt amerikansk Teater.
Amerikanerne — hvormed jeg mener de Forenede Staters Befolkning — er vel politisk set en Nation, og Statsbegrebet er i Amerika maaske tættere sammensmeltet med Folket end i noget europæisk Land. Men aandeligt, og mere specielt, kunstnerisk set er Amerika endnu kun et Konglomerat, og hver Gruppe Mennesker bærer endnu paa aandelige og kunstneriske Idealer fra den Nation, de oprindelig har tilhørt, hvis de overhovedet bærer paa noget Ideal, hvad jeg dog er langt fra at turde paastaa om dem alle.
Det er vel overhovedet naivt at ville „skaffe“ en Nation sit eget Teater i aandelig og kunstnerisk Betydning. Til et Nationalteater hører først og fremmest to Ting: et nationalt Drama og en national Fremstillingskunst. s. 63Den sidste vil ret hurtig udvikle sig af det første. Men det første, den dramatiske Digtning, lader sig ikke „skaffe“, ikke fremtvinge; ikke ved Millionærdotationer, ikke ved teknisk videnskabeligt Arbejde.
Man har i Amerika ikke sparet sig i nogen af disse Retninger. Rigmænd har i de sidste Aar ladet bygge smukke og stilfulde Scener, Templer for den nye, nationale Kunst. I Løbet af forbavsende kort Tid er de blevet opslugt af den graadige, kommercielle Teatermoloch og viser franske Pantomimer, russiske Balletter eller internationale big-shows for det ligeglade Publikum.
Man har stiftet the Drama League of America til Fremme af Interessen for den amerikanske Skuespildigtning og Skuespilkunst, ja, man har endog ved Staternes fineste Universitet, Harvard, oprettet en særlig Undervisningsklasse for dramatiske Skribenter.
Man bør ikke smile ad disse alvorlige Bestræbelser for at frembringe en national dramatisk Literatur og skabe en national Skueplads. De viser, at der er en stigende Trang i den amerikanske Almenhed til at slippe udenfor de kommercielle Teatres Fornøjelses-Truster, der ganske vist i Amerika virker mere knugende og tyrannisk end noget andet Sted. Men det kan jo ikke nægtes, at det gaar med den epokegørende Skuespildigtning, som „den gamle Vismand“ siger i Aladdin:
Den kommer selv, den vil ej gribes efter,
Det hjælper lidt kun, at Du søge vil,
At Du din Tanke paa dens Ankomst hæfter.
s. 64Endnu er ingen Shakespeare eller Molière udgaaet fra Harvard-Universitetets dramatiske Fakultet, og naar han en Dag kommer, er det godt muligt, at han med Geniets Genstridighed melder sig fra en helt anden Kant.
Betydningen for de nye i høj Grad paaagtelsesværdige Bestræbelser bør maaske derfor mest søges deri, at Publikum efterhaanden faar Øjnene op for, at de Forlystelsesanstalter, der hidtil har paataget sig Hvervet, ikke har løst det. Og dermed vil allerede meget være vundet.
Den begavede dramatiske Forfatter Percy Mackaye, en af de ivrigste Modstandere af business-Teatret og vel den eneste, der har gjort et reelt Forsøg paa saa at sige med et Slag at skabe en ny, for Amerika egnet, demokratisk Skueplads, det, han kalder „Borgerteatret“ — the Civic Theatre —, giver i en af sine Bøger en træffende Skildring af det vanskelige, tilsyneladende uløselige Dilemma, som Kunsten for Øjeblikket er i overfor den kommercielle Udnytter og Forhandler.
Han forestiller sig et Møde mellem et oplyst Medlem af Publikum og en forretningsmæssig Teaterejer og -leder, og lader følgende Scene udspinde sig imellem dem:
En krænket Borger.
Hr. amerikanske Manager, De er Leder af en høj, offentlig Kunstart, som kaldes Skuespillet, ikke sandt?
s. 65En erfaren Teaterleder.
Nej, Sir. Jeg er Mægler og Spekulant i en privat Forretning, som kaldes Teaterforretning.
Borger.
Hvad for noget? Er det Deres Mening at sige, at Deres Profession ikke er en Kunst?
Teaterleder.
Min Profession er at tjene Penge — en meget vanskelig Kunst.
Borger.
Men har Skuespillets Kunst da ikke dermed at gøre?
Teaterleder.
Jeg gør i Skuespil, hvis det er det, De mener.
Borger.
Naturligvis er det det, jeg mener. Altsaa, Sir, jeg kalder Dem til Regnskab. Se paa Deres sidste Forestillinger. De er en Fornærmelse mod et civiliseret Samfund. Uanstændig Skuespilkunst! Uværdige Stykker!
Teaterleder.
Bi lidt! Jeg synes, De sagde, De vilde kalde mig til Regnskab?
Borger.
Det vil jeg ogsaa.
Teaterleder.
Nej, De vil ikke. Skuespilkunst og Stykker, det er s. 66ikke min Afdeling. Jeg driver Forhuset. Vær saa god at henvende Dem paa den anden Side, Sceneindgangen.
Borger.
Hvorfor det?
Teaterleder.
For at tale med mine Funktionærer, Skuespillerne og Forfatterne.
Borger.
Aa, saa det er dem, der regerer!
Teaterleder.
Det siger jeg ikke. Jeg er Chef for denne Forretning.
Borger.
Hvorfor henviser De mig saa til Skuespillerne og Forfatterne?
Teaterleder.
De snakkede noget om Kunst; derfor henviste jeg Dem til deres Afdeling.
Borger.
Naa saadan! De mener, at Skuespillerne og Forfatterne er ansvarlige for Deres Forestillinger.
Teaterleder.
Ansvarlige overfor mig, ja vist. Vi har vore Kontrakter, gensidig tilfredsstillende.
Borger.
Men jeg mener, Sir, er det dem, der er ansvarlige s. 67for den slette Kunst, den slette Smag i de Forestillinger?
Teaterleder.
Min gode Mand, det skal De ikke bryde Dem om. Jeg vilde ikke engagere dem, hvis de ikke gav mig de Varer, som De vil have.
Borger.
Som jeg vil have? Jeg!
Teaterleder.
Naturligvis — det vil sige, hvis De er Publikum.
Borger.
Ja, det er jeg.
Teaterleder.
Naa ja. Jeg er simpelthen Mellemmand. Jeg køber Forestillinger af Forfatteren, Skuespilleren og Scenemanden og sælger dem til Dem.
Borger.
Hvad skal det da betyde, Hr. Teaterleder, at byde mig saadan noget Godtkøbsstads?
Teaterleder.
Godtkøbs! Hvor kan De sige det? De passer rigtig godt, og der sælges enormt af dem. De Forestillinger, De nævner, har gaaet i tre Saisoner for fulde Huse.
Borger.
Men det er usle Forestillinger! De strider mod god Smag, gode Sæder, god Kunst i dette Samfund.
s. 68Teaterleder.
Tror De det?
Borger.
Jeg ikke blot tror det, men jeg siger det højt og lydeligt. Det er end yderligere min Agt at fastslaa Ansvarligheden for denne Usseldom. De siger, at Deres Skuespillere og Forfattere ikke er dem, der fører Styret, men at det er Dem selv. Den, der har Magten, bør ogsaa tage Ansvaret. Derfor erklærer jeg, at De er den ansvarlige Part.
Teaterleder.
Ansvarlig? Overfor hvem?
Borger.
Overfor mig, Sir, overfor mig.
Teaterleder.
Min kære Herre! Vær saa god at sige mig én Gang til: Hvem er De?
Borger.
Jeg er Publikum.
Teaterleder.
Undskyld mig, jeg tror, De tager fejl. Hvis De virkelig var Publikum, saa vilde De komme til mine Forestillinger, som altsaa gør Lykke. For mig er Publikum dem, der kommer.
Borger.
Hør nu, jeg er en ledende Borger af Publikum, en oplyst Borger. Og jeg forlanger at faa at vide, hvorfor s. 69De ikke leder Deres Institution, Teatret, efter de samme Principer som andre offentlige Institutioner — saasom Kirken og Universiteterne — Principer, som gaar ud paa at opdrage og højne Publikums Smag.
Teaterleder.
Sætter De virkelig Pris paa at faa det at vide?
Borger.
Jeg forlanger det.
Teaterleder.
Saa maa De undskylde, at mit Svar kommer til at røbe en Mangel i Deres Opdragelse. Jeg leder ikke Teatret efter samme Principer som andre store offentlige Institutioner, fordi — min kære Herre — det ikke er nogen stor offentlig Institution: det er en stor privat Forretning. Hvis nu I ledende, „oplyste“ Borgere virkelig har saa megen Interesse for Teatret, at I vil ordne dets Opretholdelse, som I allerede har ordnet Opretholdelsen af Kirker og Universiteter, saa har I Ret til at holde Teatret paa Højde med saadanne Institutioner. Indtil da er al Deres ordrige Vrede mod mig kun et Paaskud for at skjule den virkelig ansvarlige Mand.
Borger.
Nævn ham, Sir. Hvem er han?
Teaterleder.
Dem, min kære Herre, Dem selv. Den „oplyste“, ledende Borger.
s. 70Vi kender saa godt det samme Dilemma og de samme Klager fra oplyste Borgere her hjemme. Og her kan endda den private Forretningsteatermand henvise de misfornøjede til Borgernes egen Scene, Statsteatret, dersom de ikke er tilfredse med de „Varer“, han leverer.
Det er imidlertid ikke i et Statsteater efter europæisk Mønster, at Mr. Mackaye ser Frelsen. Hans Idé er videre- og dyberegaaende. Percy Mackaye er ingen Drømmer, ikke heller nogen pedantisk Teoretiker. Han er selv et Teaterbarn. Hans Fader Steele Mackaye var en højtanset Skuespiller og Forfatter, der sammen med Belasco og de Mille drev Madison Square Teatret i New-York. Han kender „Fagets“ Vanskeligheder, og han har ikke nøjedes med at kaste en Idé ud for alle Vinde, men har virkelig med uhyre Varme og Energi søgt at bane Vejen for en amerikansk Nationalskueplads, for det, som han kalder „Borgerteatret“.
Hans Idé, der som sagt er meget omfattende, gaar i Korthed ud paa dette: Han ønsker at vække Folket til Selvstyre i dets Fritids-Beskæftigelse. Han mener, at det ikke er nok at organisere Arbejdet, men at ogsaa Rekreationen, Fornøjelsen, kræver sin Ordning. Og han finder i Teatrets mangfoldige Kunst den Rekreation, som bedst er skikket til paa en Gang at more og højne Folket, der umuligt kan finde Lykke og Glæde alene i det fuldbragte Arbejde nu om Dage, da Arbejdet er saa specialiseret, at en Mand eller Kvinde tilbringer bogstavelig hele sit Liv med om og s. 71om igen at lave den samme Tyvendedel af en Støvle eller Hundrededel af en Cykel.
Men Folket skal ikke nøjes med at være Tilskuere, de skal være Deltagere i deres Teater paa alle de Maader, der er dem mulige, men alt under Ledelse af en fast Stab af Kunstnere, der ikke maa være forretningsmæssigt og privat interesseret i Forestillingerne, men lønnede af det offentlige.
Herved vilde opstaa et Teater, som, antager jeg, vilde komme til at minde om Middelalderens store kommunale Byspil, Festspil, forberedte gennem lange Tider, udførte og bekostede af Byens Borgere, blot med Forskel af den permanente faste Stab af Kunstnere, der skulde redde Forestillingerne ud af Dilettantismens farlige Favntag og forhindre „Vævermester Rendegarn“ i at udføre alle Rollerne.
Mr. Mackaye har imidlertid ikke ladet sig nøje med i Artikler og Bøger at udvikle sin Tanke om Skabelsen af et nyt, demokratisk Nationalteater; han har ogsaa sat Tanken i Værk. Første Gang i 1914, da han i St. Louis ledede nogle kæmpemæssige Festspil, i hvilke 7500 Borgere deltog og som, i fem Forestillinger, overværedes af en halv Million Mennesker; anden Gang ifjor, da han til Shakespeare’s 300 Aars Mindedag i New-York opførte sin Community Masque „Caliban by the Yellow Sands“ under lignende mægtige Former.
Hvilket Held hans i alle Tilfælde storslaaede Forsøg havde, hvilken Betydning de vil faa i Fremtiden, derom er Meningerne blandt kompetente Dommere i s. 72Amerika endnu delte. Som min egen Mening kan Jeg — der ikke har overværet denne demokratiske Masseudfoldelse af Kunst — blot sige, at hvis noget Land kan gennemføre denne Form for sin nationale Teaterkunst, saa er det Amerika. Dog synes man allerede nu at vurdere Percy Mackayes interessante og, trods sin laante Idé, højst originale Tragi-Komedie „Fugleskræmselet“ højere end hans allegoriske Folkefestspil.
2.
Af den stærke Opposition imod det bestaaende Teater — en Opposition, der dog endnu kun virker indenfor Intelligensens forholdsvis snævre Kreds og om hvilket det almindelige teatersøgende Publikum er gladelig uvidende — maa man dog ikke slutte, at det staar saa helt forfærdeligt til med den amerikanske dramatiske Kunst. Det er Systemet, man vil til Livs. Og dette er for saa vidt forfærdeligt, ogsaa for os, som det truer med at brede sig ud over den øvrige civiliserede Verden og vil være i Stand til med rivende Hast at undergrave den Rest af Agtelse og Smag for Teatrets skønne Kunst, som endnu er tilbage hos den dannede Del af Publikum.
Som bekendt existerer der hverken i Moderlandet England eller i Amerika nogen Art af statskontrolleret eller statsunderstøttet Teater, saaledes som vi kender det herhjemme fra og fra de fleste andre europæiske Lande. Teatrene er alle private Forretninger og har altid været det. Det er gaaet godt, kunstnerisk og økonomisk, og det er gaaet daarligt; det er gaaet kunstnerisk s. 73godt og økonomisk daarligt, og omvendt; det har beroet paa Lederen. Og denne har hidtil saa godt som altid været en Fagmand, en fremragende Skuespiller eller en dygtig, dramatisk Forfatter eller en, der forenede begge Egenskaber. Han samlede en Trup om sig, indstuderede sine Stykker med den, lejede eller købte et Teater, rejste Landet rundt og satte sit Præg, det være sig godt eller daarligt paa de Forestillinger, han bød Publikum. Man vidste, at Hr. Den og den’s var saaledes og Hr. N. N’s saaledes. Man kunde vælge. Der var et Personlighedens Præg over Teatrene og dermed et kunstnerisk.
Men efterhaanden som Teatrenes Antal, med Befolkningen, er steget til det overvældende, og Befolkningens Lyst til passivt at blive underholdt nogle Timer aftenligt er blevet til en Nødvendighed, er der langt fra tilstrækkelig mange dygtige Fagmænd, end sige kunstneriske Personligheder til selvstændigt at lede de utallige Scener. Samtidig har den lavere Forretningsstand faaet Øjet op for, at det moderne Teater er et udmærket Spekulationsobjekt, naar der spekuleres i det Store. Og Følgen er blevet, at i Øjeblikket Teaterledelsen er gledet fuldstændig ud af Hænderne paa de fagmæssige Teatermænd, og hviler nu udelukkende, og for hele Amerikas Vedkommende i nogle faa Syndikaters.
Det gamle Principalherredømme, det, hvor én fremragende Skuespiller styrede det hele Teater, havde sine store og iøjnefaldende Mangler, navnlig den, at alt kom til at dreje sig om denne ledende Personlighed. Men, naar den gamle Edwin Forrest, s. 74Richard Mansfield, ja selv William Gillette drog ud paa dramatisk Togt med deres Trupper, var der dog et kunstnerisk Pust over deres Forestillinger og de stod i hvert Fald inde for, hvad de ydede.
De moderne „Teaterforretninger“ er i Virkeligheden ikke andet end Billetgrosserer-Truster, deres Indehavere har Billetgrosserer-Synspunkter, nogle af dem ogsaa Billetgrosserer-Uddannelse. Den allerstørste Part af samtlige Forenede Staters Teatre er i Hænderne paa et Par enkelte saadanne Firmaer, nogle ganske faa Forretningsmænd behersker enevældigt hele Amerikas dramatiske Digtning og Skuespilkunst lige saa haardhændet som Rockefeller behersker Petroleumsmarkedet og med langt værre Følger for Samfundet. Det tør vist nok, uden Hysteri, siges, at dette Trustforhold er en Forbandelse for den Del af det aandelige Liv i Amerika, som Teatrene skulde repræsentere, og at Vejen til den nye nationale Kunst i alle Fald maa gaa udenom Kommercialismen.
3.
Som det er nu, vil kun det banaleste dramatiske Underholdningsstof have Chance for at faa Adgang til de regulære Scener i New York og derfra ud over Landet. Det er karakteristisk, at man kan tilbringe det meste af en Teatersaison i et engelsktalende Land som Amerika, der bygger paa engelske Traditioner, der har 80 Millioner Mennesker og flere Hundrede Teatre, uden en eneste Gang at se Shakespeare’s Navn paa Plakaten. Man kan deraf tænke sig til, s. 75hvilke Vanskeligheder den moderne Dramatiker har for at komme frem. Og man maa ikke dømme dem, der er kommet frem, altfor strængt. For overhovedet at komme i Betragtning maa de rette sig efter deres Arbejdsgiveres Billetgrosserersmag, og vil de ikke godvilligt, paatager disse sig ved deres dramatiske Tilskærere at give det leverede „Stof“ det rette Snit.
Der er ingen Tvivl om, at Mænd som den afdøde Clyde Fitch (Forfatter bl. a. til „Sandheden“, „Pigen med de grønne Øjne“, „the Woman in the Case“, „Beau Brummei“), Eugene Walter („The easiest Way“, „Paid in full“) Charles Klein („the Lion and the Mouse“, „the Music Master“, „the Auctioneer“), at disse og mange flere har en virkelig frisk dramatisk Aare, som ved Forholdenes Vold er drevet ud i det kommercielle Bestillingsarbejde.
Saa meget glædeligere er det, at den amerikanske Skuespilkunst har holdt sig frisk, ja endog synes at være i frodig Udvikling. Den saakaldte „højere Stil“ og Tolkningen af de klassiske Skuespil — hvad enten der er Tale om Tragedie eller Komedie — er Fremstillerne, som man vil have forstaaet, paa Forhaand udelukkede fra, og de synes heller ikke at have nogensomhelst Uddannelse eller Træning deri. Ser man en sjælden Gang et eller andet „historisk“ Stykke paa Vers, er Fremstillingen som Regel forskrækkelig ubehjælpsom.
Siden Richard Mansfields Død har Amerika ikke en eneste repræsentativ Kunstner, der magter de store klassiske Roller, der med samme Stilsikkerhed spiller s. 76en Richard III og Kaptajn Bluntschli (G. B. Shaws „Helte“). Den hensynsløse merkantile Udnytten af Skuespillertalentet som af Stykket, der nu er sat i System, har medført en Specialiseren af Fremstillerens Uddannelse og Virksomhed, der er ligesaa skadelig for Kunsten, som den er indbringende for Arbejdsgiveren. Naar en Skuespiller har slaaet rigtig igennem i en Figur, vil han nu om Dage aldrig slippe af med den. Den vil forfølge ham, under forskellige Forklædninger, hans hele Liv, Forfatterne vil blive tvungne til at skrive den om igen, Publikum vil aldrig faa Lejlighed til at se, om han kunde gøre andet, og han selv vil dø som en rig Mand, men uden Anelse om, hvad han kunde udrette med sin Kunst.
For en fire, fem Aar tilbage hørte jeg megen Tale om David Warfield’s udmærkede Spil i Klein’s „Music master“. Stykket er herhjemme spillet under Navnet „Den gamle Pianist“. Warfield, der oprindelig var Jødekomiker ved et Specialitetsteater, saaledes fortaltes der mig, var blevet „opdaget“ af den bekendte Teatermand Belasco (bl. a. Forfatter til nogle af Puccini’s Operatexter), der købte Warfield og Kleins Stykke og med disse Effekter, samt sin egen fortræffelige Iscenesættelse — thi Belasco var Staternes bedste producer — skabte sig en selv for Amerika enestaaende Sukces.
Det hed i Reklamerne for Stykket her hjemme, at det var spillet — med Warfield — c. 3000 Gange. Selv om noget af dette kolossale Tal maa gaa af til Løgn og Omkostninger, kunde jeg ikke gøre mig meget s. 77Haab om at Faa Warfield at se i den Rolle, tænkte jeg, da jeg i Efteraaret rejste til New York. Ikke desto mindre var den første Forestilling jeg saa just the Musicmaster med Warfield, og han spillede det endnu, da jeg efter ca. 5 Maaneders Forløb rejste derfra. Til hele hans Kunstnerliv — han er nu i halvtredserne — er egentlig kun to Roller knyttede, den tyske Musiker i det nævnte Stykke, og den jødiske Auktionsholder i samme Forfatters „Auctioneer“, Roller af væsentlig samme Støbning.
David Warfield er en af de mest hjærtevindende Skuespillere, jeg nogensinde har set. En lille Skikkelse, spinkel og væver, med et tæt, bølget, tilbagestrøget, sølvgraat Haar, et Par milde, mørke Øjne, smaa Træk, et lidt gammelmandsagtigt Underbid, men et yderst indtagende ungdommeligt Smil. Han er ubetinget i Øjeblikket Amerikas fineste Skuespillernavn. Men hans egen Person er i den Grad identisk med den eneste Figur, jeg har set ham fremstille, i Manerer, i Gang, i Smil, i Blik, at det er mig umuligt at forestille mig, hvordan han vilde tage sig ud i en fra hans eget Ydre og Indre forskellig Skikkelse. Han bliver ikke mindre for det, inden for det lille Om-raade, som andre har anvist ham. Han er der saa fuldkommen ægte, naturlig og gribende som Livet selv, aldeles ikke virtuosmæssig maniereret eller sløvet. Men han er som den Maler, der aldrig har malet andet end Bøgeskov i Løvspring, man ved ikke, om han ogsaa vilde være i Stand til at male et Portræt eller en Kostald, og man faar det ikke at vide.
s. 78Det kunstneriske Liv indenfor det amerikanske Teater finder man i de Unges Kreds, hvad der er glædeligt og naturligt, men ikke just altid selvfølgeligt. Der er virkelig i det moderne Amerika en Del stride Modstrømme, som ikke vil lade sig opsluge af Merkantilismens brede, bekvemme Flod, men som forsøger ærligt og energisk at danne sig deres eget Leje. Det maa siges, at ogsaa Publikum synes at billige de unge Skuespilleres og Skuespillerinders Bestræbelser for at holde sig indenfor Kunstens Om-raade.
Der er den Trup af unge Kunstnere — indtil for et Par Aar siden Dilettanter — der kalder sig Washington Square Players. Det er et Subskribtionsfore-tagende, noget lignende som det herhjemme forsøgte „Scenisk Samfund“, der ikke kunde lykkes, blandt andet fordi ingen fast Scene og ingen fast Trup kunde skaffes til Veje. I New York er dette Selskab nu en anerkendt og yndet Institution. Det er, som de selv siger, „en Gruppe af Skuespillere, Kunstnere og Forfattere, hvis Interesse det er at anspore til, og udvikle nye artistiske Metoder i Skuespilkunst, Iscenesættelse og Forfatterskab for den amerikanske Scene“.
Deres Metoder er just ikke nye for den, der nogenlunde opmærksomt har fulgt de moderne Foreteelser indenfor europæisk Scenekunst. Men deres Forestillinger er levende og friske, deres Tro er ung og varm, deres Energi brændende, saa der er al Grund til at glædes over, hvad de har naaet og haabe, at de naar endnu mere.
s. 79Der er Stuart Walker’s Portmanteau Theatre, en rejsende Trup, der ogsaa kalder sig: „Teatret, som kommer til Dem“. Det simplificerer og stiliserer det sceniske Udstyr det mest mulige, saaledes at de paa deres Rejser kan — omtrent — have det med i deres Haandkuffert (Portmanteau). Deraf Navnet. Denne Trups Program er omtrent det samme som Washington Square Players, og den gennemfører det med den samme Varme og ikke mindre kunstnerisk Finhed end disse.
Af samme Art er ogsaa det Selskab, som den ikke helt unge, begavede Skuespillerinde Gertrude Kingston har samlet om sig. Alle spiller de væsentlig mindre, epigrammatiske eller stiliserede Stykker, Lord Dunsanys interessante, gammelægyptiske Fantasier, Bernhard Shaws Smaastykker, saasom det vistnok aldrig i Europa opførte meget morsomme „Katharina den Store“; ægte japanske Skuespil og kinesiske Pasticher; blodige politiske Satirer som „Incaen af Perusalem“, den mest nærgaaende Persiflage af en nulevende, krigsførende Kejser, jeg har set paa en Scene.
Det vilde være uretfærdigt at glemme, at man ogsaa paa Trust-Teatrene kan se fortræffelige Forestillinger og udmærkede Skuespillere — af de sidste maa jeg nævne den yndige, sjælfulde Lauretta Taylor og den sære, lidt forvredne, men højst talentfulde Mary Nash, som dem, der har gjort mest Indtryk paa mig.
Men det er dog den unge Skole, og det, at den har s. 80forstaaet at bane sig Vej, selv igennem New Yorks sammenfiltrede Spekulations-Jungle, der for mig har været det fornøjeligste og mest overraskende at iagttage, og som jeg derfor har ment at være det, der især fortjente Opmærksomhed — ogsaa herhjemme.