Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Karl Mantzius (1917-01-uu)

REJSER
Santa Fé-Ekspressen, Januar 1917.

„Hvad synes De saa om vore Jernbaner?“ det er det sædvanlige Spørgsmaal, man faar i amerikanske Familier, naar man lige kommer fra en længere Rejse. Og Spørgsmaalet gøres med smilende, rolig og sikker Forventning om at faa en Lovtale at høre, der ret kan kildre Nationalstoltheden.

Er man nu just i de sidste Par Døgn blevet pint umenneskeligt med at vente i Timevis paa forsinkede Tog, har man siddet ret op og ned en Nat eller to i en overfyldt Waggon uden Mulighed for at faa Soveplads, har man faaet daarlig Spisevognsmad og uappetitligt Isvand, er man kommet en halv Snes Timer for sent til sit Bestemmelsested, har man mistet sin indskrevne Bagage ved aandssløve Funktionærers Forsømmelighed, saa er det undskyldeligt, om man med samme smilende Ro svarer: „Well, I think your famous railroads are the worst in the world.“

Men du skal ikke gøre det. Det er umuligt at forestille sig den Virkning, et saadant lille Ord kan have. Du maa med det samme betragte dig som udstødt af det menneskelige Samfund, man vil se paa dig som paa en gal Mand, en crank, eller i bedste Tilfælde s. 90 anse dig for en indbilsk og uforskammet Europæer. Du kan ustraffet angribe Religionen, Demokratiet eller andre almindeligvis som hellige ansete Ting. Men Jernbanerne! Det er, som om du i det gamle Versailles vilde have revet ned paa Kongedømmet af Guds Naade. Man kan ellers ikke beskylde Amerikanerne for at have noget krybende Væsen eller nogen overtroisk Respekt for det fra Fædrene nedarvede, men saa snart de kommer indenfor Jernbanetrustens Om-raade, er de som forvandlede. De er ydmyge, stille bevægede af Nationalstolthed og bærer alle de Forsmædelser, som Administrationen tilføjer dem, med englelig Taalmodighed.

Den afdøde Frank Norris har i sin berømte Roman the Octopus skildret Farmernes haabløse Kamp mod Trusten i Fragtspørgsmaalet. En lignende Kamp fra Passagerernes Side vilde ikke blot være lige saa haabløs, men ganske utænkelig, fordi de indfødte Rejsende er tilfredse med deres Lod.

Nu er det ganske vist en Overdrivelse at paastaa, at de amerikanske Jernbaner er de værste i Verden — en Dansk har navnlig ikke Lov til at sige det — men de er forældede i System og navnlig i Administration. Europa har i sin Tid lært uhyre meget af de amerikanske Jernbaneforhold, men i de sidste fem og tyve Aar synes de ikke at være gaaede frem, og det er mod Naturen, naar Jernbaner ikke gaar frem. Kørselshastigheden har aldrig været stor og er, med Undtagelse af ganske enkelte Specialtog, langt ringere end de europæiske Eksprestogs. Man kører, planmæssigt, sjældent mere end 6—8 Mil i Timen s. 91 paa de store, gennemgaaende Tog, og da Planen aldrig overholdes, bliver Farten endda ringere.

Den utrolige Mangel paa Præcision er maaske den værste Plage ved den amerikanske Kørsel, men den synes ikke at genere de Indfødte. Da jeg en Dag kom fra Buffalo til Chicago — ikke nogen svimlende Distance — med 8 Timers Forsinkelse, en Del af hvilken man maaske havde anvendt til at sætte min Bagage af i en forkert By, og i en noget ophidset Sindsstemning klagede min Nød for Hotelværten, trak denne smilende paa Skuldrene og trøstede mig med, at det sidste Tog fra New York var kommet 22 Timer for sent!

Foruden om den uhyre Hastighed hører man herhjemme til de amerikanske Jernbaners Ros om deres gennemførte demokratiske Indretning, idet de kun fører een Klasse. Begge Dele er i lige høj Grad en Fiktion. Der er i Virkeligheden mindst fire Klasser.

De almindelige Vogne er indrettede som Sporvogne med Sæderne paa tværs, Midtergang og Dør for hver Ende af Vognen. De rummer en 60—70 Pladser, der saa at sige altid er fuldt besatte. Sæderne er knebne, Rygstødene er lave, der er ingen Plads til Haandbagage; de kan i det hele ikke siges at egne sig til Fornøjelsesrejser, der skal strække sig ud over et Par Timer.

Saa er der the Parlor-Car, til hvilken man faar Adgang mod en iøvrigt meget moderat Ekstrabetaling. Det er en Art Salonvogn, hvor hver Rejsende har sin Lænestol, der kan drejes, men ikke flyttes, og hvor der er god Plads og god Udsigt. Med Parlor-Car-Billetten s. 92 følger ogsaa Adgang til the Observation-Car, den sidste Vogn i Toget, der er indrettet som en lille Læsesalon med tilstødende aaben Terrasse, hvor man kan sidde luftigt og dog i Læ for Togets Fart, og til sin Cigaret se Landskabet glide bag sig i et levende, men roligt Panorama. Det er langt skønnere og meget mindre anstrengende end at se ud ad et Sidevindu, hvor Telegrafstængerne hvert Øjeblik giver ens Nerver et Shock, og Landskabet drejer rundt i en forvirrende Sagtevals. Observationsvognen er Pullman’s bedste Opfindelse — hvis det er ham, jeg skal takke — og om Dagen har man det godt dèr.

Men om Natten! Jeg har i mine unge Dage hørt Tale om et Værtshus ved Navn „Holger Danske“, hvor Damer og Herrer af den mindre bemidlede Klasse formedelst 4 Skilling for Natten fik Ret til pêle-mêle at hænge over en Snor. Det er ikke Prisen, som minder mig om de amerikanske Sovevogne, men Ubekvemmeligheden og den utrolige Sammenblanding af vildfremmede Mennesker uden Hensyn til Køn eller andre Slægtsmærker.

Tænk dig, at Du skulde køre i en tætpakket Sporvogn et Par Døgn i Træk, og forestil dig saa, at, naar Klokken bliver ti om Aftenen, en kulørt Konduktør i hvide Klæder kommer ind og reder to Lag Køjer gennem hele Vognen, trækker grønne Gardiner for paa begge Sider, saa der kun er en smal Midtergang fri, og derpaa opfordrer dig og en dig fuldkommen ubekendt Dame, som hidtil har siddet ved Siden af i Sporvognen, til at indtage en „Sektion“, d. e. en s. 93 Over- og en Underkøje, sammen, saaledes og ikke anderledes er den amerikanske sleeping-car. Køjerne er gode, og de ligger paalangs af Vognen, hvad der er en Fordel fremfor de europæiske waggons-lits. Men der er ellers ikke den mindste Bekvemmelighed, intet at hænge sit Tøj paa, ingen Mulighed for at gøre nogen Art Toilette indenfor selve Sektionen, kun et ret pauvert Vaskerum for hver Ende af Vognen, af hvilke det mandlige — thi disse er mærkværdigvis delte efter Køn — gerne er okkuperet af Konduktøren og Porters.

Den Europæer, der een Gang har følt denne Form for Rejselivets Glæde, har klavret om som en Abe for at naa op til sin Overkøje, har stødt sit Hoved saa mørt som en overmoden Pære i forgæves Bestræbelser for paa en nogenlunde anstændig Maade at blive af med sine Klæder, han gør det nødig om igen, men griber næste Gang dybt i Lommen og køber sig et private compartment, hvilket vil sige en lille Salon, til to eller fire, dog ogsaa erhvervelig for en enkelt Person, praktisk og net indrettet med Bord og Stole, gode Køjer og Toiletbekvemmeligheder. Her, men ogsaa først her, har man det godt. Og jeg anser det for en Nødvendighed paa lange Ture at vælge denne den dyreste Form, hvis man vil have Udbytte og Glæde af sin Rejse.

Men demokratisk er det dog vist ikke. I Europa er det ikke absolut nødvendigt at tage med Luksustog for at undgaa, at en Lysttur bliver til Tortur. Man kører i visse Lande, f. Eks. i Sverige, endog paa tredie Klasse rigtig bekvemt. I Amerika er der officielt s. 94 kun een Klasse, der i Pris svarer til første Klasse hjemme, og som af den snilde Administration gøres saa utiltalende, at alle, der paa nogen Maade kan, nødes til at skaffe sig de ekstra accomodations, som Selskabet tjener sit Overskud paa.

Naa, nu har jeg lettet mit Sind og skrevet til dig, hvad jeg aldrig vilde vove at sige her. Og jeg finder det jo, trods alt, dejligt at rejse i Amerika. Jeg har efterhaanden lært, at det med Demokratisme og den Slags ikke er saa alvorlig ment, ialfald ikke paa Rejser, og jeg sidder nu i min private compartment med min Cigaret, lader den pragtfulde Arizona-Ørken rulle forbi mig, og føler mig saa aristokratisk som nogen Lensbesidder eller socialistisk Folketingsmand i sin Førsteklasses Kupé derhjemme.

Der er Øjeblikke, hvor man kan finde det saa overflødigt, saa ørkesløst at rejse, hvor man synes, at det indre Afrika er overrendt af Turister, og at Nordpolen er et kedeligt „Luftkurort“ for overanstrengte Foredragsholdere. Naar man nogle Tusinde Mile borte fra Hjemmet pludselig og uventet møder Kontorchef Hansen fra København og med ham har drøftet interessante Begivenheder indenfor det hjemlige kommunale og politiske Liv, vil samme Hansen uvægerligt udbryde, mens han stirrer dybsindigt frem for sig: „Ja, tænk! hvor Verden dog er lille!“ Da føler man sig overbevist og fremmumler: „Det er sandt, sørgelig sandt!“

Men der er andre Øjeblikke, da man synes, den dog altid kan være stor nok til os, og i hvert Fald saa stor, at intet dødeligt Menneske nogensinde kan lære s. 95 en Tusindedel af den blot overfladisk at kende, endsige fatte dens Sammenhæng og Tilblivelse. Det er hverken Kontorchef Hansen eller Arizona-Ørkenen, der bringer mig paa den ikke helt nye Tanke, at der endnu er noget tilbage at se og lære paa vor lille Jord, skønt begge ikke ilde illustrerer Størrelsesforholdet mellem den kommunale Menneskehed og den frie Jord.

Arizona-Ørkenen er ingen Ørken i almindelig Forstand, ingen trøstesløs Sandflade, hvor intet gror og intet kan gro, hvor Øjet ingen Hindring, ingen Afveksling møder. Det er en menneskefattig, uopdyrket, men i Virkeligheden frugtbar Landstrækning, bevokset med stive Yucca-Palmer, barokke, kæmpemæssige Kaktus og Agaver, der hist og her rækker deres mægtige Blomsterstande i Vejret og ligner Telefonpæle, der ved en gammeltestamentlig Trolddom har skudt friske Skud og som Aronstave viser Vej til det forjættede Land. Omkranset af sine dristig tegnede, farveprægtige Bjergkæder er Arizona-Ørkenen skøn i sin stolte Forladthed, tiltrækkende i sin tavse Ensomhed.

Men om halvtredsindstyve Aar vil den have tilsat disse Egenskaber. Den vil være fuld af grimme Menneskeboliger, den vil være udstykket af smarte Ejendomskommissionærer, den vil bære ligesaa mange Banker og Biografteatre som nu Agaveblomster, og Menneskeaanden vil have gjort en ny Erobring.

Hvad der imidlertid aldrig vil blive erobret, i alt Fald ikke paa den Maade, er det Sted, jeg lige kommer fra og som endnu opfylder mig, som det sælsomste s. 96 og mest fantastiske af Natur, jeg i mit Liv har set.

Har du nogensinde hørt Tale om The Grand Canyon of Arizona? — Maaske ikke.

Lad mig da forsøge at forklare dig, hvad det er, skønt det er forgæves at ville skildre dette Steds rystende Storladenhed og utilnærmelige, gigantiske Pragt.

Paa sin Vej til den californiske Havbugt har den mægtige Colorado-Flod i Tidernes Morgen brudt sig igennem det Bjerglandskab, der ligger halvt i Colorado, halvt i Arizona, og som kaldes det store Colorado-Plateau. Floden løber nu uendelig dybt nede mellem de stejle Klippesider, saa dybt, at den trods sin Størrelse og sin rivende Fart ovenfra er fuldstændig usynlig og uhørlig. De bratte Klipper paa begge Sider er fem til seks Tusind Fod høje. Fra Sydsiden, mod Arizona, er Plateauet let tilgængeligt, og der er nu ført Jernbane lige dertil; men det Land, der afgrænses af den uhyre Flodkløft (canyon eller egentlig cañon) i alle dens Svingninger, og som strækker sig milevidt, saa langt Øjet kan naa, har aldrig nogen menneskelig Fod betraadt. Det er i Sandhed no man’s land.

Og aldrig har jeg set noget mindre menneskeligt end dette Land. Det er ikke det, at intet Menneske nogensinde har betraadt det, der gør det mærkeligt. Men det er det, at man vilde sværge paa, at det havde været beboet for Aartusinder siden — ikke af Mennesker, men af forhistoriske, overnaturlige Væsener.

Det har ingen som helst Lighed med et Bjerglandskab. s. 97 Det ligner en fantastisk Eventyrstad fuld af Paladser og Templer, med Tinder og Taarne, Portaler. Terrassser og Trapper, i prægtige Farver, rødt, gult og graat, den røde Sandsten, den gule Kalksten og den graa Granit, straalende pragtfuldt i Solen, saa endog de lette Skyer paa den turkisblaa Himmel tager Genskin af dem, og trækkende sig hemmelighedsfuldt ud af Solen i dybviolette Skygger; bygget i en Stil, som ikke er nogen kendt menneskelig og dog synes at være præget af en Personlighed. En mægtig, men trods Pragten skummel og uhyggelig Personlighed. Ingen venlig Alfedronning har hygget disse Pragtpaladser. Ingen Blomst, intet Træ, intet Græsstraa trives blandt disse gigantisk optaarnede Stenmasser, ingen Fugl flyver over dem. Det eneste Liv er de graaviolette Skygger, der smyger sig ud og ind ad Portalerne, glider op og ned ad Terrasser og Trapper. En Gud maa i vanvittig Selvtilbedelse have bygget alle disse Templer til sin egen Forherligelse og forladt dem i Vrede. —

Da jeg ved Solnedgang vandrede hjem til Hotellet efter hele Dagen at have stirret paa og grublet over dette døde Land, passerede jeg to Hopi-Indianere, der i deres plastiske Ubevægelighed og med deres mørke, skarpe Profiler op mod den lyse Aftenhimmel lignede et Par unge Ørne. De saa roligt og lidt foragteligt-medlidende paa mig, og det faldt mig pludselig ind, at de kendte Hemmeligheden ved no man’s land.

Men ved Theen i Hotellet var jeg saa træt, at jeg s. 98 ikke rigtig kunde følge Kontorchef Hansens Udvikling af de kommunale Valg paa Frederiksberg og Maksimalprisen paa Kartofler.

Jeg besluttede derfor at tage med Nattoget ud i Ørkenen for at hvile mig.

Og dèr er jeg altsaa nu.